I den for­gangne uge har tre, nu fire, forskel­lige kro­nikker, alle bragt af Poli­tiken hhv. Infor­ma­tion, for­mået at sætte den sti­gende økonomiske ulighed på dag­sor­de­nen.

De fire kro­nikker er skrevet med syn­spunkt fra hver sit sam­fund­slag, men fælles for dem er at de ser det samme: Den sti­gende økonomiske ulighed er farlig. Den vil føre til mere polaris­er­ing i et land der ellers har været kendt for sin høje grad af lighed og sam­men­hæng, og den med­før­er men­neske­lig lidelse.

Kronik 1: Her på toppen ser vi ned på alle andre [icon name=“right” color=“red”]

Mag­nus Har­ald Hasle­bo skriv­er om sit liv og opvækst i sam­fun­dets abso­lutte top, et liv hvor han er blevet støt­tet hver gang der var prob­le­mer. Han er bekym­ret over at hans kend­skab til de nedre lag i sam­fun­det er abstrakt og dermed ikke ‘krop­slig­gjort’, for han ved at dem vi ikke kender kan vi ikke forholde os til.

… netop iso­la­tio­nen, empa­tiens forvit­ring, er lighe­dens første fjende – når vi mis­ter følin­gen med hinan­dens vilkår, åbn­er det en bred bane for pro­jicer­ing af egne oplevelser og moti­va­tion­er over på andre. Uden føling med forskel­lene. Omgivelsernes tilt­a­gende homogen­itet i top­pen gør det svært at se egne priv­i­legi­er som netop det: priv­i­legi­er. Og det før­er til den lidet flat­terende fejl­t­agelse at tilskrive egen begavelse, dygtighed og ind­sats den eneste eller største betyd­ning for egen suc­ces.”

Mag­nus kan ikke se at hans posi­tion i den økonomiske elite gør at han skulle have fordel af den sti­gende ulighed, tvær­ti­mod.

Stor ulighed før­er uundgåeligt til magtkon­cen­tra­tion, pengestyring af poli­tik, usikker­hed, mere poli­ti, mere krim­i­nalitet, flere fængsler og for­spildte og fort­abte liv. Og vil gøre stolte fortællinger om at have klaret den på trods end­nu sjæld­nere. Håbløshe­den vil spre­des. Og det før­er til ind­heg­nede boligom­råder i bund og top, pri­vat sikker­hed og utryghed”

Kronik 2: Vi dyrker os selv og skubber andre ned på bunden [icon name=“right” color=“red”]

Marie Nielsen skriv­er om sit liv ca. i midten af den økonomiske pyra­mide. Et trygt liv med trygge ram­mer. Men mid­delk­lassen har tabt engage­mentet i andre end sig selv, mid­delk­lassen har glemt fæl­lessk­a­bet som vær­di.

” Det han­dler nu om at dyrke sig selv og bruge store arm­bevægelser i søgen om at nå top­pen, mens man i forb­i­farten skub­ber andre ned på bun­den. Denne top skal aller­helst bestiges så let som muligt. Der tænkes nu i kvan­titet frem for kvalitet. Dette mantra gælder i alle livets forhold – lige fra for­brugsvar­er som mad og tøj til sociale forhold som ven­ner og part­nere. ”

Kronik 3: Her på bunden ser vi skævt til hinanden [icon name=“right” color=“red”]

Esben Maaløe beskriv­er sin egen opvækst på bun­den af sam­fun­det. Han fortæller om de oplevelser man kan have som barn dernede, og hvad sådan opvækst kan gøre ved et barn der senere hen skal ud og være men­neske.

Hernede vender vi nor­malt ikke raseri­et opad. Vi vender det indad mod os selv (som jeg gjorde), eller vi vender det mod hinan­den”

Han er indigneret over den behan­dling bun­den får af de medierende og menings­dan­nende lag i sam­fun­det:

Umyn­dig­gørelsen [af bun­den] insti­tu­tion­alis­eres af et stadig mere inva­sivt og rigidt farvelfærds‐system, og medierne puster klik‐liderligt til bålet, hold­er den olympisk‐evige brand kørende … og når folk går ned i flam­mer – er det tid til prime‐time for­side­hån ”

Som de to andre kro­nikør­er er han stærkt bekym­ret over den sti­gende ulighed og opfor­dr­er til at ændre kursen:

Jeg har skrevet alt dette for at uddybe Mag­nus’ Kro­nik. Jeg har skrevet det, for­di når en per­son deroppe­fra vit­terlig rækker en hånd herned – så skal der fa’me være en hernede, der rækker en hånd tilbage. Jeg kom­mer fra en ver­den, hvor jeg blev holdt nede, Mag­nus kom­mer fra en ver­den, hvor han blev holdt oppe, men vi ser de samme prob­le­mer. Vi skal alle sam­men eksis­tere i samme fremtid, og den bliv­er bedst, hvis vi gør det i fæl­lesskab. Gør vi det i konkur­rence, split­telse, råben ad hinan­den og eksklu­sion, bliv­er den for­færdelig og farlig.”

Kronik 4: Kære Inger Støjberg, jeg råber til dig hernede fra bunden [icon name=“right” color=“red”]

Sarah Eliz­a­beth Daley skriv­er direk­te til Ven­stres Inger Støjberg. Hun fortæller hvor­dan det er at være uden mulighed­er og hvor forne­drende sys­temet og poli­tik­ernes behan­dling af kon­tan­thjælpsmod­tagerne er. Eksklu­sion er smerte­fuld og det synes eliten ikke rigtig at have sans for.

Jeres logik er helt enkel: Giv de arbe­jd­sløse færre penge, så det kan betale sig at arbe­jde. For 2.000 kro­ner mere om måne­den rækker kun til et par sko, og det er ikke inci­ta­ment nok til at arbe­jde. Und­skyld mig, Inger, den kon­klu­sion siger langt mere om jeres posi­tion og priv­i­legi­er end om os.

Værre end­nu er den mod­sæt­ning, I sæt­ter op mellem dem, der knok­ler, og dem, der dovn­er. Jeg og alle andre, der mod­tager kon­tan­thjælp, er ærkeek­sem­plerne på dem, der dovn­er, selv om vi dagligt søger arbe­jde; møder op på Job­cen­teret, hvor der er sikker­hedsvagter, for­di risikoen for men­neske­lige sam­men­brud gør det nød­vendigt. Selv om vi bliv­er tvunget i nyt­te­job, hvor vi reelt bliv­er brugt som gratis arbe­jd­skraft, sam­tidig med at vi skal stå til rådighed

 

Læs kronikkerne på Politiken online

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.