En fri og uafhængig presse er en forud­sæt­ning for et vel­fun­gerende demokratisk sam­fund. Uden en fri presse der opl­yser om fak­tuelle forhold, sociale og poli­tiske prob­le­mer, er det umuligt for borg­erne at vide, hvad der sker. Ikke blot hvad der er sandt og fal­sk – men sim­pelthen hvad der reelt foregår. Hvis en befolkn­ing udelukkes fra et kri­tisk kend­skab til de sociale og poli­tiske realiteter, hvor­dan skal man så kunne løse prob­le­merne og udvikle sam­fun­det i en for­nuftig ret­ning? Det er umuligt. Tilsvarende har borg­erne ikke noget, der min­der om et frit valg, hvis de ikke er ori­en­teret om rel­e­vante kri­tiske aspek­ter om deres poli­tikere. Jour­nal­is­ter skal med andre ord være kri­tiske og objek­tive over for de poli­tiske magth­a­vere uanset poli­tisk ståst­ed, så de kan opl­yse om realiteterne.

Ræd­selss­ce­na­r­i­et er en stat, hvor jour­nal­is­ter ret­ter ind og magth­av­erne bestem­mer, hvad der skal opl­y­ses om og hvor­dan. Sådan som det fx kendes i dag fra Fox News i USA eller i Nord­ko­rea, hvor alt præsen­teres så det sæt­ter den kor­po­ra­tive lob­by og repub­likanske poli­tikere hen­holdsvis den ’him­melske led­er’ Kim Jong Il i det finest mulige lys. I Nord­ko­rea og på Fox News find­es ingen kri­tik af hen­holdsvis det repub­likanske par­ti og den him­melske led­er. Ikke én kri­tisk sæt­ning ikke én kri­tisk tanke. Alle kri­tiske spørgsmål, al kri­tisk viden under­trykkes aktivt og magt­fuldt. Der er da også doku­men­ta­tion for, at Fox News gør deres seere stadig dum­mere.

Denne artikel optrådte første gang på kommunikationsforum.dk.
UhDan­mark bringer den med for­fat­terens tilladelse

Løgn og latin på Borgen

Et så prob­lema­tisk forhold mellem poli­tiske magth­a­vere og den offentlige oplysning er desværre ikke så fremmed for det danske demokrati, som man kan ønske. I hvert fald ikke når man ser lidt kri­tisk på Ven­stres magt­fulde adfærd over­for danske medi­er og jour­nal­is­ter. Ven­stre­top­pen har i åre­vis haft en uhyre prob­lema­tiske opfat­telse af forhold­et mellem demokrati, jour­nal­is­tik og poli­tik, som det er værd at fokusere på, hvis man skal forstå mediernes sit­u­a­tion i dag herun­der forstå en stor del af den infor­ma­tion, man præsen­teres for om dan­sk poli­tik. Især fra TV2. Inden for soci­olo­gi og kom­mu­nika­tions­forskn­ing er det et vigtigt prin­cip, at man må medtænke magt­forhold­ene i en giv­en kon­tekst for at kunne forstå de ting, der bliv­er sagt og kom­mu­nikeret. Dette er særligt væsentligt når man i dag vil forstå, hvad Ven­stre (ikke) bliv­er spurgt om. Det kri­tiske spørgsmål drejer sig om Ven­stres magt i det danske sam­fund i dag, og især hvor­dan de mis­bruger denne magt. Men prob­lematikken drejer sig også om de danske mediers tro­værdighed, når vi tror, at medierne opl­yser os om de sociale og poli­tiske realiteter. Herun­der kon­sekvenser for den behan­dling Ven­stres poli­tiske mod­standere og andre poli­tiske parti­er får i medierne. Især i TV2.

Hvori består Ven­stres skan­daløse adfærd så mere konkret? Ja, det er i sagens natur vanske­ligt at vide, hvor omfat­tende Ven­stres under­trykkelse af kri­tiske spørgsmål og kri­tiske realiteter i virke­lighe­den er. Men der har været en række kendte markante eksem­pler igen­nem årene, hvor Lars Løkkes sen­este sag med und­ladte kri­tiske spørgsmål og en slet­ning af Løkkes rase­ri­an­fald blot er det sen­este. Det vender jeg tilbage til. Lad mig kort reka­pit­ulere lidt af Ven­stres, lad os sige reg­is­ter. Lad os beg­y­n­de med det mest kendte nem­lig daværende statsmin­is­ter Anders Fogh Ras­mussen, der i åre­vis og helt frem til sin exit fra dan­sk poli­tik kon­sekvent nægt­ede af at stille op til et kri­tisk inter­view med Cavlingpris‐vinder Bo Elkjær om Dan­marks delt­agelse i Irakkri­gen. Her mente statsmin­is­teren helt åben­bart ikke, at de danske borg­ere havde krav på viden om kri­tiske spørgsmål til Dan­marks delt­agelse i en dybt prob­lema­tisk krig, som alle i dag ved var sat i gang på et fal­sk grund­lag. Det er en offentlig hem­me­lighed, at både Bush og Blair vid­ste, at de gik i krig på løgne. Og tag ikke fejl det var løgne, som Bush‐administrationen selv havde fab­rik­eret.

Den samme form for offentlig kri­tik af kri­gen på løgne har Fogh end­nu aldrig oplevet. Det mest glemte eksem­pel er måske til gengæld, at Anders Fogh Ras­mussen nogle år forinden var blevet fyret som skat­tem­i­nis­ter på grund af sin ’kreative bogføring’. Min­is­terens ’kreativitet’ blev ful­gt op af, hvad man vel godt kan kalde en typisk Nord­ko­re­an­sk finte, da både Foghs ’kreative bogføring’ og fyring blev ude­ladt i omtal­en af hans per­son i den nye Den store danske encyk­lopæ­di. Og måden det danske sam­fund holdt Anders Fogh Ras­mussens ans­varlig på var som bek­endt først at gøre ham til statsmin­is­ter og senere til gen­er­alsekretær for NATO. Den højeste inter­na­tionale post nogen dansker nogensinde har haft. I ver­den i dag kom­mer man langt med for­bry­delser mod demokrati­et, i hvert fald hvis man er Venstre‐mand. Et andet eksem­pel er hele sam­lin­gen af magt­mis­brug, løgne og manip­u­la­tion­er udført af Ven­stres min­is­ter Claus Hjort Fred­erik­sen, hvis afdækn­ing gav Ori­en­ter­ings Jes­per Tynell Cavling­prisen i 2009. Her blot nogle af de sager Tynell afs­lørede:

  • Claus Hjort Fred­erik­sen gav Folketinget usande oplysninger.
  • Min­is­teren afskaffede kravene til uden­landske arbe­jd­stageres sikker­hed i farlige job
    – i al hem­me­lighed og uden om Folketinget.
  • Beskæftigelsesmin­is­teri­et bad kom­munerne admin­istrere den såkaldte 300‐timers regel på en ulovlig måde.
  • Min­is­teri­et bestilte mis­visende tal fra Arbe­jds­markedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel.
  • Embedsmænd slet­tede belas­tende doku­menter fra min­is­teri­ets arkiv­er.
løkke krydsild
Løkke ros­er jour­nal­is­ten der afs­lør­er Claus Hjort Fred­erik­sens ulov­lighed­er og gør Hjort til finans­min­is­ter umid­del­bart derefter

Ved pris­over­rækkelsen ros­te daværende statsmin­is­ter Lars Løkke Jes­per Tynell, sam­tidig med at han under­stregede betyd­nin­gen af kri­tisk jour­nal­is­tik. Det er vel den mest tomme ros i nyere Dan­mark­shis­to­rie, idet Løkke ikke lang tid efter for­fremmede Claus Hjort til finans­min­is­ter. Der synes ikke at være nogen grund til at tro, at Løkke ikke allerede kendte Claus Hjorts ’metoder’, inden Tynell afs­lørede dem. Der er til gengæld mange grunde til at anfægte par­ti­ets opfat­telse af og til­gang til demokrati og anstændighed. For denne sag – ikke alene Hjorts magt­mis­brug, løgne og manip­u­la­tion­er men især Løkkes ’hånd­ter­ing’ – viste om noget, hvor prob­lema­tisk Ven­stre arbe­jder i vores demokrati, og hvor fløj­tende ligeglade top­pen i Ven­stre er med basale demokratiske prin­cip­per.

I Ven­stres top er ’min­is­terens min­dre demokratiske metoder’, som DRs Ori­en­ter­ing kaldte afs­løringerne om Claus Hjort, sim­pelthen busi­ness as usu­al. Hvis det da ikke gælder, at den slags metoder sim­pelthen er direk­te kar­ri­ere­frem­mende. På den bag­grund kan man kun gisne om, hvad der reelt skete bag kulis­serne i Ven­stre i Helle Thorn­ings ’skat­te­sag’. Der er i hvert fald ingen grund til at tro, at Ven­stres top har givet ærlige og sande svar i sagen. Hvor skat­tekom­mis­sio­nen som bek­endt ikke nåede til bunds i sagen. Selvom der fak­tuelt var begået en række ulov­lighed­er såsom læk af per­son­føl­somme oplysninger, så nægt­ede blå blok at skrive under på den kri­tik, som de andre parti­er i folketinget mente var berettiget. Stine Brix fra Enhed­slis­ten kunne dermed fast­slå en logik, som giv­er god mening i det store billede af Venstre‐toppens til­gang til demokrati og lov­givn­ing: “Der er begået en række ulov­lighed­er i skat­te­sagen for Helle Thorning‐Schmidt og Stephen Kin­nock…​ Hvis ikke man som Folket­ing kan sige klart fra over for det, så står vi fak­tisk i en sit­u­a­tion, hvor vi sender et sig­nal til kom­mende og nuværende min­istre om, at man bare kan køre løs.”

De store nyhedsme­di­er synes aldrig rigtigt at have inter­esseret sig for den borg­erlige fløjs accept, da blå blok tillod Claus Hjort Fred­erik­sen at fort­sætte til at blive finans­min­is­ter. Det er stadig et åbent og kri­tisk spørgsmål, hvor­for TV2 og DR i sin tid lod være med at for­følge Tynells afs­løringer i de almin­delige tv‐nyhedsudsendelser i prime time. Med det resul­tat, at mange borg­ere den dag i dag er ganske uvi­dende om Claus Hjorts udemokratiske adfærd. Hvor­for lod I være? Hvor længe skal vi fort­sætte med at lade som om det ikke skete? Det er fak­tisk en udemokratisk ‘dækn­ing’ af et helt afgørende pub­lic ser­vice emne. Der er ingen tvivl om, at Dan­marks Radios og TV2s ‘dækn­ing’ af Claus Hjorts utrolige kat­a­log af udemokratisk adfærd er en endog væsentlig grund til, at han så let kunne fort­sætte som min­is­ter.

Et demokratisk problem

Claus Hjort Frederiksen brød loven - og blev belønnet ...
Claus Hjort Fred­erik­sen brød loven – og blev beløn­net …

Sand­he­den er, at vi ikke aner, hvad vi er gået glip af i rela­tion til kri­tisk demokratisk oplysning om den daværende borg­erlige regerings udfold­elser. For i de ti år for­måede regerin­gen at kon­trollere såv­el hvilke jour­nal­is­ter, de mødtes med som de spørgsmål, de svarede på. Og den grundlæggende logik med hen­syn til løgne og for­tielser er som bek­endt, at den ene løgn kræver end­nu flere. Løkkes regerings­førelse tvang dem givetvis ud i stadig mere kon­trol og manip­u­la­tion.

Men tilbage til Ven­stres til­gang til medi­er og jour­nal­is­ter. For den mest magt­fulde og prob­lema­tiske måde at manip­ulere på han­dler netop om at sørge for, at der slet ikke er noget at kunne afs­løre. Hvor­dan kan et poli­tisk par­ti som Ven­stre sørge for det? Ja, de kan lægge pres på medi­er og jour­nal­is­ter og nægte at svare på andre spørgsmål, end dem som de selv ønsker at svare på. Pres­set kan så bestå i, at par­ti­ets folk sim­pelthen nægter at stille op til inter­views. Hvis jour­nal­is­ten ikke accepter­er denne ’aftale’, så har hun (meget) mere vanske­ligt at arbe­jde med området. Der er ingen tvivl om, at dette var en meget brugt metode fra Ven­stres side da de sad i regering. Det var netop for at udstille denne prob­lematik, at DRs nyhed­schef Ulrik Haagerup i 2010 beslut­tede at vise det senere så omdiskuterede klip med en yder­st ophid­set Bertel Haarder, der gik endog meget hårdt til en jour­nal­ist. Haarder var også på dette tid­spunkt min­is­ter, og klip­pet hvor han angriber jour­nal­is­ten for at stille spørgsmål, som Haarder ikke var for­beredt på, udstiller bedre end noget andet, hvad det er for et pres, magt­fulde poli­tikere kan udøve. Selvom det vel ikke rigtigt lykkedes for Dan­marks Radio at komme igen­nem medieland­sk­a­bet med denne pointe, så var det ikke desto min­dre Haagerups eksplicitte begrun­delse for at vise klip­pet, at det skulle illus­trere det pres, som medi­er og jour­nal­is­ter er under­lagt fra poli­tik­ernes side.

Klip­pet vis­er da også klart, at jour­nal­is­ten der skal samar­be­jde med den daværende regering ikke er fri til at opl­yse men er under­lagt min­is­terens ønsker om, hvad der skal tales om. Haarders trussel om ikke at ville tale med jour­nal­is­ten i fremti­den, samt jour­nal­is­tens ved­hold­ende bestræ­belse på at red­de et fort­sat samar­be­jde med en rasende min­is­ter viste, at regerin­gen anså det for helt legit­imt at kon­trollere jour­nal­is­ten. Men da det er vanske­ligt for ikke at sige umuligt at forestille sig, at DR med en særlig pub­lic ser­vice forplig­telse ikke inter­view­er regerin­gens min­istre, er de prak­tisk talt nødt til at ’samar­be­jde’ på disse præmiss­er.

Episo­den illus­tr­erer det afgørende politisk‐journalistiske demokratiske prob­lem, at den sid­dende regering arbe­jd­ede ud fra den demokratiske vild­farelse, at det er min­istre og spin­dok­tor­er, der afgør, hvad der skal tales om, når de mødes med jour­nal­is­ter. Der er tale om en uhyrlig demokratisk vild­farelse, som Ven­stre den­gang tog for givet. Vild­farelsens utvivl­somme karak­ter fork­lar­er Haarders raseri. Mens det er regerin­gens magt­mis­brug, der fork­lar­er jour­nal­is­ters nærmest tvungne med­virken i prob­lemet.

Fri presse

Alligev­el inde­hold­er episo­den en jour­nal­is­tisk selvkri­tik. For den illus­tr­erer det generelle som et ’samar­be­jde’ mellem poli­tik­er, spin­dok­tor og jour­nal­ist ud fra et fast cen­sur­erende arbe­jdsmøn­ster. Jour­nal­is­ten forsvar­er sig over for Haarder med, at han fak­tisk havde lev­et op til de uformelle regler og havde aftalt alle spørgsmål med Haarders spin­dok­tor inden mødet. Prob­lemet var blot, at Haarder i dette til­fælde ikke var for­beredt på de aftalte spørgsmål. Den fejl for­mentlig kom­bineret med træthed gjorde, at kæden hoppede af i det nor­malt intimt aftalte samar­be­jde mellem poli­tik­er og jour­nal­ist. Klip­pet er ikke et kønt syn. Ikke så meget, for­di Haarder eksploder­er men langt mere for­di det vis­er, hvor­dan jour­nal­is­ten går til min­is­teren med spørgsmål, han på forhånd har aftalt med min­is­terens spin­dok­tor. Klip­pet udstiller en dyb afhængighed, der er det logiske resul­tat af den daværende regerings tvangsmæs­sige mag­tudøvelse over for jour­nal­is­ter. Episo­den illus­tr­erer der­for også jour­nal­is­tens afmagt, hvor han selv i et urimeligt ver­balt over­fald er nødt til at gøre min­is­teren til­freds for at bevare håbet om at kunne opretholde samar­be­jdet fre­mover. Spillet blotlægges fuld­stændig, da jour­nal­is­ten appellerer til den foruret­tede min­is­ter med, at han fak­tisk havde lev­et op til spillere­glerne med aftalte spørgsmål mv. Kort sagt: Løkkes regering kon­trollerede det jour­nal­is­tiske arbe­jde på DR.

Når en min­is­ter truer med at opsige samar­be­jdet, når han stilles kri­tiske spørgsmål, så ser vi samar­be­jd­spræmiss­er, der ikke er et demokrati værdigt. ’Samar­be­jdets’ karak­ter betød, at jour­nal­is­terne var kon­trolleret i en grad, så de kun kunne stille de spørgsmål, som min­is­ter og spin­dok­tor ville acceptere. Hvis de ikke gik med til det, så var der intet inter­view. Dermed var alle kri­tiske spørgsmål mere eller min­dre sys­tem­a­tisk og magt­fuldt udelukket. Der­for må man forstå DR’s vis­ning af episo­den som et vigtigt demokratisk nødråb. Det yder der­for ikke prob­lematikken ret­færdighed, hvis man nøjes med at kri­tis­ere jour­nal­is­terne for at acceptere disse ille­git­ime ’spillere­gler’. På den måde over­males prob­lemets magt­fulde rod, nem­lig den ille­git­ime mag­tudfold­else som regerin­gen benyt­tede i kon­trollen af pressen. Der var og er tale om en form for magt­mis­brug, som reelt betød, at vi ikke havde en fri presse under Løkkes sid­ste regering. Den daværende Ven­str­eregerings magt­fuld­kom­men­hed havde sim­pelthen skabt his­torisk uhold­bare ’samar­be­jd­saf­taler’, der reelt umulig­gjorde uafhængig poli­tisk jour­nal­is­tik helt ind i det licens­baserede og uafhængige DR. Regerin­gen udnyt­tede kort sagt sin magt til at reduc­ere DR’s pub­lic ser­vice forplig­telse til et spørgsmål om at være talerør for den sid­dende regering. Sådan nærmest i Nord­ko­re­an­sk stil. Hvis Kim Il Jong og hans nærmeste medar­be­jdere havde besøgt Løkkes regering i sin tid, så ville de have bifaldt, hvor­dan regerin­gen sørgede for, at jour­nal­is­terne ret­tede alt ind, så det præsen­tere­des så fint som muligt.

Medierne i lommen på Løkke?

Nu har jeg nævnt en række eksem­pler på ledende Ven­stre folk, der lyver, truer og kon­trollerer medi­er mv. og som rea­ger­er nærmest ucivilis­eret, hvis en jour­nal­ist stiller andre kri­tiske spørgsmål. Vi ser et møn­ster, hvor Ven­stre kon­sekvent og magt­fuldt sørg­er for at begrænse al kri­tisk oplysning om Ven­stre. Og det er i øvrigt også tidligere lykkedes for Løkke at få slet­tet et ind­slagTV2, hvor han blev rasende. I et andet til­fælde hvor Løkke blev rasende på en jour­nal­ist på Dead­line, der stillede nogle kri­tiske spørgsmål, blev den pågældende jour­nal­ist Anja Bo på mis­tænke­lig vis – i hvert fald set ude­fra – fyret få måned­er efter. Tilsvarende er det et åbent spørgsmål, hvor­for DR val­gte at fyre Niels Lind­vig, en af de abso­lut største jour­nal­is­tiske kapaciteter i lan­det, hvis det da ikke også han­dlede om en rent højre­drejet poli­tisk motiveret fyring

’Samar­be­jdets’ karak­ter betød, at jour­nal­is­terne var kon­trolleret i en grad, så de kun kunne stille de spørgsmål, som min­is­ter og spin­dok­tor ville acceptere. Hvis de ikke gik med til det, så var der intet inter­view. Dermed var alle kri­tiske spørgsmål mere eller min­dre sys­tem­a­tisk og magt­fuldt udelukket.

Det sen­este eksem­pel med Lars Løkkes rase­ri­an­fald mod visse kri­tiske spørgsmål på TV2 er der­for helt symp­to­ma­tisk for Ven­stres magt­fuld­kom­men­hed over for pressen. Og dermed borg­erne. Eksem­plet vis­er – igen – i hvor høj grad Ven­stre har fået ind­fly­delse på medierne, især TV2. Igen lykkedes det Løkke at få TV2 til at und­lade at stille ham visse kri­tiske spørgsmål og (igen) efter­føl­gende at få dem til at slette den fil, der vis­er det rase­ri­an­fald, der med­førte, at TV2 und­lod at stille ham spørgsmå­lene. Lige­som i Nord­ko­rea er den kri­tiske nutid på TV2 den dag med kri­tiske spørgsmål til Løkke sim­pelthen slet­tet. Der er ikke nogen optagelse af det skete. Det skete ikke. Selvom det skete. Tiden den dag på TV2 er blevet slet­tet. De danske borg­ere ville aldrig have haft mulighed for at forstå, at de var blevet sny­dt ift. de spørgsmål, som seerne havde bedt om svar på, men som aldrig blev stil­let. Lige­som de aldrig ville have hørt om Løkkes raseri­ud­brud, hvis ikke andre medi­er havde ageret anderledes kri­tisk og opl­y­sende end TV2.

 

Alligev­el går TV2s nyhed­schef Michael Dyr­by ud efter den sen­este skan­dale og fork­lar­er, at det var en fejl at slette spørgsmå­lene og filen med Løkke, sam­tidig med at han på helt fan­tastisk vis erk­lær­er, at TV2 ikke har mis­tet tro­værdighed. TV2 er sandelig under­hold­ende. Men sagen udstiller på alvorlig vis den ind­fly­delse, Ven­stre har på TV2, når det gælder om at præsen­tere par­ti­et Ven­stre finest muligt, sådan ’North Core­an Style’. Jeg skal ikke gå ind på de mulige sager, hvor TV2 kan have haft til for­mål at stille Ven­stres poli­tiske mod­standere i et dårligt lys. Ej heller de udsendelser TV2 har bragt i val­gkam­p­en, der bogstaveligt talt synes at være som skabt til at føre Ven­stres poli­tik finest muligt frem.

TV2s nyhed­schef Michael Dyr­by men­er ikke, at TV2 har mis­tet sin tro­værdighed men at man lev­er­er kri­tisk jour­nal­is­tik.

TV2 rekrutterer venstre‐folk

I stedet skal jeg gå direk­te til prob­lemets rod og fokusere på et forhold af helt prin­cip­iel kri­ti­s­abel karak­ter, ikke mindst, da der er tale om en delvist licens­fi­nan­sieret tv‐kanal. For det er oplagt ikke nogen til­fældighed, at Løkke i så høj grad kunne påvirke netop TV2s redak­tionelle beslut­ning­spro­ces. Man behøver blot at søge på Michael Dyr­by, TV2s nyhed­schefs navn på Wikipedia for at se, at man mål­ret­tet har arbe­jdet på at ansætte stærkt ’Venstre‐orienterede’ folk på de afgørende posi­tion­er på TV2. Dyr­by er som bek­endt navnet på den chef på TV2, der både gik med til at und­lade de kri­tiske spørgsmål og senere tog beslut­nin­gen om at slette filen med Løkkes raseri­ud­brud. Her en kort opsum­mer­ing af ind­hold­et på Wikipedia under navnet Michael Dyr­by:

(…) Allerede i 1991 blev han [Michael Dyr­by] ansat på TV 2/Østjylland, hvor han blev redak­tion­schef og souschef. I 1994 blev han ansat på TV 2 Nyhed­erne som redak­tion­ssekretær, siden blev han redak­tion­schef og var fra 1997 til 2003 souschef. Han var bl.a. med til opbygge TV 2’s mor­gen­flade, Go’ mor­gen Dan­mark og Mor­gen­ny­hed­erne i 1996. I 2002 blev han kon­stitueret i still­in­gen som nyhed­schef, da Jens Gaard­bo for­lod TV 2. Michael Dyr­by blev udnævnt til nyhed­schef i jan­u­ar 2003. Siden maj 2010 har han været nyheds­di­rek­tør og medlem af TV 2’s direk­tion. Frem til Jacob Nybroes udnævnelse til nyhed­schef i august samme år bestred han begge still­inger.

Michael Dyr­by har ansat Ulla Øster­gaard som poli­tisk redak­tør på TV2 News. Ulla Øster­gaard er tidligere per­son­lig råd­giv­er for Lars Løkke Ras­mussen og gift med Peter Arn­feldt. Peter Arn­feldt er tidligere per­son­lig råd­giv­er for tidligere skat­tem­i­nis­ter, Troels Lund Poulsen fra Ven­stre. Michael Dyr­by har ligeledes ansat Hen­rik Quortrup som poli­tisk reporter/redaktør. Hen­rik Qvortrup har en for­tid som per­son­lig råd­giv­er for tidligere statsmin­is­ter Anders Fogh Ras­mussen fra Ven­stre. Michael Dyr­by har ansat Anders Lang­balle som poli­tisk reporter/redaktør. Anders Lang­balle har en for­tid som land­skasser­er og fremtræ­dende medlem af Ven­stres Ung­dom.”

Alene af denne halv­side på Wikipedia om Dyr­by fremgår det, at TV2 i de for­løb­ne år sys­tem­a­tisk har rekrut­teret stærkt pro­fil­erede Venstre‐folk til nøgle­po­si­tion­er i TV2s poli­tiske nyheds­formidling. At der er tale om en oplysningsned­bry­dende og for­dum­mende strate­gi, der bør give anled­ning til hævede øjen­bryn uanset ens poli­tiske obser­vans, gener­er åben­bart ikke Ven­stre, der synes at leve efter parolen: Det er langt vigtigere at få ret end at have ret. Det gener­er åben­bart heller ikke ledelsen på TV2. Men det er dybt prob­lema­tisk og udemokratisk. Om ikke andet så for­di vi lever i et demokrati, hvor borg­erne har ret til fri oplysning og frie valg. Og det er alt­så ens­be­ty­dende med en frit oplyst virke­lighed, der en betingelse for oplyste valg om alt fra viden om føde­var­er og fordele og ulem­per ved organ­is­er­ing af pri­vate ver­sus offentlige syge­huse til valg af poli­tiske kan­di­dater.

Desu­den er det i sid­ste ende umuligt at skabe en for­nuftig sam­fund­sud­vikling, hvis den poli­tiske oplysning kon­trolleres af ide­ol­o­gisk ukri­tiske manip­u­la­tor­er. Se blot på Nord­ko­re­as poli­tiske udvikling. Når et væsentligt medie som TV2 sys­tem­a­tisk reduc­er­er og skævvrid­er oplysnin­gen af bestemte sociale forhold og/eller poli­tikere, så under­graver de borg­ernes fri­hed. Mere kri­tisk kan man sige, at TV2 og Ven­stres (baglands) strate­gi med at besætte ledende poster i sam­fun­det med folk med bestemt politisk‐ideologisk obser­vans, så man kan styre folks viden og oplysning, er en almin­delig kendt fascis­tisk strate­gi. Ud fra en kynisk betragt­ning er det komisk, at TV2s adfærd og rekrut­ter­ingsmøn­ster så let lad­er sig optrevle. Måske vis­er det både, hvor lidt intel­li­gente og magt­fuld­komne både Ven­stre og TV2 er, når de så åbenlyst rekrut­ter­er kendte Venstre‐folk, der umid­del­bart kan genk­endes på en enkel søgn­ing på Wikipedia.


Her demon­str­erer ‘Nathold­et’ hvor tætte forbindelserne er imellem de tre parter DR, TV2 og Ven­stre

En sort dag for demokratiet

Det påtræn­gende spørgsmål er der­for, om der mon er nogen… i dette land, der har fan­tasi til at forestille sig, hvor langt Ven­stre vil gå i deres kon­trol med og manip­u­la­tion af medierne, hvis de vin­der val­get? Det er måske et af de mest afgørende spørgsmål for dagens valg. Også for­di der under alle omstændighed­er er grund til at antage, at Ven­stres og Ven­stres baglands magt over de danske medi­er vil øges i de kom­mende år. I et medieland­skab hvor ’tæn­ke­tanken’ CEPOS og en finan­siel stærk aktør som Saxo Bank trænger sig mere og mere på med diverse for­mer for poli­tisk pro­pa­gan­da. Og det i en ver­den, hvor medierne i andre lande har vist sig at kunne udvikle sig til det hæmn­ingsløst kor­rupte. Men man behøver ikke nøjes med at gisne om, hvad der kan ske i det danske medieland­skab de næste fire år, hvis Ven­stre får regerings­magten. De slap afst­ed med meget lidt demokratiske metoder sidst, de sad i regering. Siden har de solidt infil­tr­eret sig i TV2. Og det er de samme folk, der sid­der i par­tiledelsen i dag. Der er ingen grund til at tro, at de vil arbe­jde mere demokratisk denne gang. Slet ikke…

Så vil man ind­vende, at denne artikel er et partsindlæg mod Ven­stre. Det er ikke sandt. Der er tale om objek­tiv oplysning til borg­erne om kri­tiske forhold i deres sam­fund – om vores licens­baserede pulic ser­vice tv‐kanaler, særligt TV2 og om den moralske habi­tus hos ledelsen i et ledende poli­tisk par­ti. Alle pås­tande i tek­sten kan tjekkes. Hvem synes, at den danske befolkn­ing kan være tjent med at under­trykke sådanne kri­tisk fak­ta? Har folk ikke krav på at vide sådanne ting? Inden de stem­mer? Kan Ven­stre ikke holde til at blive oplyst? Sand­he­den er stik mod­sat, at hvis oplysningerne her ikke støttes i at blive trykt, så poli­tis­er­er man ved at under­trykke vigtige sand­hed­er om TV2 og Ven­stre. Alle jour­nal­is­ter bør under alle omstændighed­er arbe­jde på at opl­yse og punk­tere Ven­stres bar­nagtige luftkas­tel om at ville bestemme, hvad de skal spørges om og hvor­dan. Det er af afgørende vigtighed for vort frem­tidi­ge demokrati og for at kunne bevare mulighe­den for at bedrive fri, ser­iøs og uafhængig jour­nal­is­tik.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.