Uffe Elbæk i Leone-cutTidligere kul­tur­min­is­ter Uffe Elbæk træder ud af R.

Jeg synes, at I skal vide, at jeg har beslut­tet fra i dag at træde ud af den radikale gruppe .

via Uffe Elbæk – Kære facebook‐venner ….

Fulde tekst:

Kære facebook‐venner (I må meget gerne dele dette opslag)

Jeg synes, at I skal vide, at jeg har beslut­tet fra i dag at træde ud af den radikale gruppe og dermed også træde ud af det par­ti, jeg har været medlem af gen­nem så mange år. For at blive poli­tisk løs­gænger, eller mere præ­cist: At blive et par­tipoli­tisk uafhængigt medlem af Folketinget.

Der er ikke tale om en hovsa‐beslutning, men der­i­mod om et veloverve­jet og gen­nemtænkt valg, som har været umådeligt svært at træffe. For, som jeg altid har sagt, er Det Radikale Ven­stre det mindst ringe par­ti. Det sagde jeg, da jeg repræsen­terede par­ti­et i Aarhus Byråd og det siger jeg stadig, hvor jeg indtil i dag har været en del af den radikale gruppe i Folketinget.

Det Radikale Ven­stre har været mit poli­tiske omdrejn­ingspunkt gen­nem små 15 år, hvor jeg har haft det priv­i­legium at arbe­jde sam­men med rigtig mange gode radikale. I Aarhus fra 2001 til 2007, hvor Peter Thyssen og jeg udgjorde det radikale team i Aarhus Byråd. Og i dag hvor jeg gen­nem de sid­ste to år har været en del af et dygtigt og ser­iøst hold af radikale folket­ingsmedlem­mer. Men­nesker jeg har respekt for, både fagligt som per­son­ligt. Alle har de en nuanceret og kon­struk­tiv til­gang til det poli­tiske arbe­jde.

Når jeg efter lang tids overve­jelse alligev­el er nået frem til den beslut­ning, at det er bedst for både Det Radikale Ven­stre og under­teg­nede at vores veje skilles, skyldes det en række poli­tiske beslut­ninger og pri­or­i­teringer både i par­ti­et og i regerin­gen, som jeg har det meget svært med.

Længe har jeg befun­det mig i et dilem­ma mellem på den ene side min loy­alitet over­for mit par­ti og min regering og på den anden side min loy­alitet over­for den kon­trakt jeg har til de væl­gere der har stemt på mig.

Jeg har i den radikale gruppe argu­menteret for, hvor vigtigt det er, at vi som par­ti og regering for­mulerer en pro­gres­siv centrum‐venstre‐strategi for Dan­mark. Der­for vil jeg også fre­mover pege på Helle Thorning‐Schmidt som statsmin­is­ter. Også selvom det er den selvsamme centrum‐venstre‐regerings poli­tik og pri­or­i­teringer, der er årsagen til min beslut­ning om at træde ud af den radikale gruppe. Det kan lyde som et paradoks, men det er det ikke. For jeg ved, hvad alter­na­tivet er til den nuværende regering. Og det er på ingen måder ønskværdigt.

Jeg vil en centrum‐venstre‐retning for Dan­mark. Men jeg har sam­tidig behov for som folke­val­gt at kunne ytre mig – frit og uden strate­gisk fil­ter – i den offentlige debat, når min regering ikke lever op til de krav og for­vent­ninger, jeg har til den poli­tik den før­er. Det har jeg ikke kun­net, hvis jeg sam­tidig skulle indordne mig under de grup­pere­gler for god kol­le­gial poli­tisk opførelse vi har i den radikale gruppe.

Sådan har jeg også selv argu­menteret over­for mine nærmeste, når de ikke kunne forstå, hvor­for jeg med mine hold­ninger til presse og ytrings­fri­hed og gen­nem­sigtighed i offentlig for­valt­ning, alligev­el bakkede eksem­pelvis beslut­nin­gen om at tage sende­til­ladelsen til Roj‐TV, eller da jeg stemte for offent­lighed­sloven. Alle, der er tæt på mig ved jo, at jeg har haft mere end svært ved netop disse beslut­ninger. Ja, at jeg var direk­te imod dem. Men hver gang jeg har fået disse undrende spørgsmål, har jeg sagt – også offentligt – at min kri­tik har jeg rejst indadtil. Men når først den radikale gruppe har taget still­ing, så bakker jeg grup­pens beslut­ning op.

Gen­nem de sid­ste tre‐fire måned­er har jeg haft sværere og sværere ved at kunne stå inden­for den måde at være poli­tik­er på. Det har været en dyb per­son­lig frus­tra­tion ikke at kunne kalde en skovl for en skovl og en spade en for spade. Og hvis jeg så alligev­el gjorde det, som eksem­pelvis i sagen om Edward Snow­den, eller da jeg kri­tis­erede først Bjarne Cory­don og bagefter Hen­rik Sass Larsens lovpris­ning af konkur­rence­sam­fun­det, har det naturligt nok skabt irri­ta­tion i den radikale gruppe. Så meget, at min grup­pe­for­mand flere gange har måtte markere over­for mig, at mine solo‐udmeldinger ikke var særligt poli­tisk smarte og at de skabte en vok­sende irri­ta­tion hos mine radikale kol­le­gaer.

Jeg ønsker hverken at være illoy­al over for par­ti­et eller for den sags skyld være en belast­ning for mine radikale kol­le­gaer. På den anden side ser jeg i de nævnte sager et poli­tisk møn­ster, der sæt­ter mine social‐liberale værdier under et prin­cip­ielt pres.

Roj‐TV‐sagen og offent­lighed­sloven strid­er grundlæggende mod det, jeg opfat­ter som ker­nen i det danske demokrati. Nem­lig ytrings­fri­he­den og mulighe­den for at se magten over skul­drene – uagtet hvem regerin­gen er. Og udtalelserne om, at konkur­rences­tat­en skulle være den nye velfærds­stat, teg­n­er et helt andet Danmarks‐billede end det, jeg per­son­ligt gik på valg på. Grun­den til at jeg over­hovedet stillede op ved sid­ste valg, var jo netop at få et langt mere sol­i­darisk, fæl­lessk­ab­sori­en­teret, empatisk og kreativt Dan­mark. Abso­lut ikke en konkur­rence­s­tat.
Som som­mer­måned­erne gik, blev det mere og mere tydeligt for mig, at der ikke læn­gere bare var tale om enkelt­sager, jeg var uenig i. Nej, der er tale om en egentlig poli­tisk ret­ning og strate­gi for Dan­mark, som jeg har svært ved at stå på mål for.

Oven­stående hold­ninger har jeg på forskel­lig vis og på forskel­lige tid­spunk­ter luftet både i grup­pen og over­for min grup­pe­for­mand. Så konkret, at jeg for nogle uger siden for­t­alte Sofie Carsten Nielsen, at jeg frem til 1. jan­u­ar ville overve­je min poli­tiske fremtid. Hermed ment, at jeg ville bruge tiden på at vur­dere, om jeg skabte nok poli­tisk vær­di i min rolle som radikalt folket­ingsmedlem.

Så min plan var egentlig først at tage en beslut­ning om min poten­tielle poli­tiske fremtid ved årsskiftet. Men så skete der to ting. Den første var, at jeg fik end­nu en irettesæt­telse pga. af min kri­tik af Hen­rik Sass Larsens udtalelser i Infor­ma­tion. Det andet var regerin­gens beslut­ning om at droppe den øremærkede barsel­sorlov til mænd. Det var de to begiven­hed­er, der fik det berømte bæger til at fly­de over.

Der­for har jeg nu i ti dage tænkt, tænkt og atter tænkt. Jeg har gen­nemgået alle mulige og umulige fremtids‐scenarier. Hvad var fordele og ulem­per ved at blive i grup­pen? Hvad var fordele og ulem­per ved at for­lade grup­pen?
Jeg har ligget søvn­løs op til flere næt­ter. For­di jeg selvføl­gelig befandt mig i et stort dilem­ma både følelses­mæs­sigt og poli­tisk. Mellem på den ene side min loy­alitet over­for regerin­gen og ikke mindst mit par­ti og på den anden side min loy­alitet over­for mine grund­værdier, sam­fundssyn og den poli­tiske kul­tur, jeg tror på.

Det var det sid­ste der vandt. Der­for har jeg beslut­tet at blive løs­gænger. Det har som sagt på ingen måde været et let valg. Men til gengæld et nød­vendigt valg.
Jeg ved, at jeg kom­mer til at savne det poli­tiske fæl­lesskab, jeg har haft med mine radikale kol­le­gaer og min respekt for den radikale gruppe er intakt. Jeg vil bare noget andet. Jeg vil en anden poli­tisk vej – en anden poli­tisk kul­tur.

Så nu skilles mine og Det Radikale Ven­stres veje alt­så og jeg tager de første skridt ud af en poli­tisk sti, som jeg end­nu ikke ved, hvor ender. Dog ved jeg, at jeg ikke kom­mer til at melde mig ind i et af de andre centrum‐venstre‐partier i Folketinget. Jeg er jo stadig social‐liberal. Jeg tror på vigtighe­den af det sociale fæl­lessk­abs forpligti­gende nød­vendighed, men sam­tidig også på det enkelte men­neskes ukrænke­lige fri­hed, entre­prenante skaberevne og dermed ans­var for eget liv.

Hvor­dan ram­merne for mit nye poli­tiske liv skal se ud, ved jeg som sagt end­nu ikke. Det vil jeg bruge de næste par måned­er til at afsøge. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har lyst til at skabe en ny poli­tisk plat­form. Så jeg er ikke færdig med poli­tik.

De bed­ste hilsen­er

Uffe

1 KOMMENTAR

  1. - Jeg synes, det er en god plan. Men jeg vil gerne spørge, hvor­for der ikke er mere fokus på iværk­sæt­tere, spørg­er Lin­da Kris­tiansen (som på dette tid­spunkt fun­gerede som barselsvikar for Zenia Stampe, red.). Hun spørg­er, for­di hun ved, at hen­des eget bagland vil spørge hende om det.- Du skal bare bakke op, lyder det koldt fra Mar­grethe Vestager.”

    http://www.bt.dk/politik/kritiseres-for-topstyring-saa-enevaeldig-er-margrethe

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.