13 uger i tvangsak­tiver­ing

Forord

Ret og pligt.

Smag på ordene. Ret og pligt. De lyder rigtige, når de kom­mer ud af munden på poli­tik­erne. Hvis du skal have en ydelse fra det offentlige, skal du yde noget til gengæld. Sådan er den generelle hold­ning fra hov­ed­parten af de poli­tiske parti­er.

Men hvem er det til gavn for, at men­nesker, der er faldet ud af dag­pengesys­temet, skal i nyt­teak­tiver­ing? Er der i virke­lighe­den tale om en straf over­for de ’dovne’ og ’dumme’ ledi­ge, der ikke har været kloge nok til at skaffe sig et job? Man kan jo altid finde et job, ikke sandt?

Regerin­gen ved­tog sam­men med de fleste oppo­si­tion­sparti­er nyt­te­jobor­d­nin­gen i beg­y­n­delsen af 2014. Lovens navn er: ’Lov om ændring af lov om arbe­jd­sløsheds­for­sikring m.v., lov om en aktiv beskæftigelsesind­sats og flere andre love.’

Loven går ud på, at en per­son, der får arbe­jds­markedsy­delse, skal gøre såkaldt ’nytte’ for sin ydelse. Når man er havnet på ydelsen, bety­der det, at man inden­for fire uger, fra man mod­tager ydelsen, skal i 13 ugers nyt­te­job, såfremt man ikke i disse 13 uger er kom­met i prak­tik, har fået et løn­til­skud­sjob eller har fun­det sig et rigtigt betalt arbe­jde.

Det lyder alt sam­men fint og rigtigt på papiret, men hvor­dan er virke­lighe­den?

Den 4. august 2014 beg­y­n­dte jeg på et 13 ugers for­løb i nyt­te­jobor­d­nin­gen i Køben­havns Kom­mune efter flere års ledighed. Jeg er på den særlige arbe­jds­markedsy­delse, som udgør 60 pro­cent af dag­pen­gene, eller godt 10.000 kro­ner før skat. Er man forsøger, udgør belø­bet 80 pro­cent af dag­pen­gene, alt­så godt 13.000 kro­ner før skat.

Jeg beslut­tede at skrive dag­bog over for­lø­bet, for­di jeg havde en fornem­melse af, at det hele er spild af tid, skat­te­borg­ernes penge og abso­lut ikke ville føre mig noget skridt nærmere et rigtigt arbe­jde. Jeg fik desværre alt for meget ret. Jeg kalder nyt­te­jobor­d­nin­gen for tvangsak­tiver­ing, for­di den på ingen måde er friv­il­lig, og for­di den i virke­lighe­den bringer den ledi­ge end­nu læn­gere væk fra arbe­jds­markedet.

Jeg kalder det også for sam­fund­st­jen­este, selvom den ’dømte’ ikke har begået en lovovertrædelse i staffelovens for­stand. Men den ledi­ge har begået den ’for­bry­delse’, ikke at have været i stand til at skaffe sig et arbe­jde. Det afgørende spørgsmål er, hvem nyt­te­jobor­d­nin­gen egentlig er til for?

Den ledi­ge selv? Eller han­dler det om at til­fredsstille den ’lev­er­poste­jss­mørende’ hård­tar­be­j­dende dansker, der står op hver mor­gen for at passe sit job, og som må se på, at der ikke stilles krav til de ledi­ge om at yde, før de kan nyde? Er det i virke­lighe­den det arbe­j­dende folk, der skal til­fredsstilles ved at uddele nyt­te­jobs til de ledi­ge? Ifølge et notat fra Beskæftigelses‐ og Inte­gra­tions­for­valt­nin­gen i Køben­havns Kom­mune, der har ligget på kom­munens hjemme­side under bud­get­forhan­dlingerne i efteråret 2014, for­ven­ter man at skulle bruge 20,5 mio. kr. i 2015 på nyt­te­jobor­d­nin­gen. Er de penge givet godt ud?

Mit mål med denne bog er at fortælle, hvad nyt­teak­tiverin­gen rent fak­tisk går ud på. Det tror jeg ikke ret mange ved, og jeg tror slet ikke, at danskerne ved, hvad det gør ved et men­neske at blive udsat for aktiverin­gen.

Mine dag­bogsnot­er kom­mer fra hjertet og beskriv­er, hvad der sker på en nyt­teak­tiver­ing­sor­d­ning i Køben­havns Kom­mune. Mit mål er at vise nyttes­løshe­den og den lig­e­gyldighed, sys­temet udvis­er over­for men­nesker, der i forve­jen er trængte.

Desværre kan jeg med hån­den på hjertet skrive, at jeg aldrig nogensinde har mod­taget nogen form for hjælp fra Job­cen­ter eller anden offentlig instans, der har gjort det nem­mere med at bryde igen­nem muren for at kunne slippe ud af arbe­jd­sløshed­skøen. Jeg er i stedet mødt med mis­tro og kon­trol. Kun fag­foren­ing og a‐kasse har haft rel­e­vant viden for mig, men ikke nok til, at jeg er und­slup­pet ledighe­dens fan­garme.

Det er under­ve­js også gået op for mig, at beskæftigelsespoli­tikken ikke har til for­mål at hjælpe det enkelte indi­vid, men alene at skaffe arbe­jd­skraft til arbe­jd­splad­serne. Der tages ingen indi­vidu­elle hen­syn, og ingen ser på det enkelte men­neske. Hvad er det, som det speci­fikke men­neske har brug for af en hjælpende hånd? Det bety­der, at der er et vist antal men­nesker, men­neske­ligt affald kan man kalde det, som bliv­er ladt alene tilbage med deres langtid­sledighed og kan få lov til at havne på kon­tan­thjælp. Hvis de alt­så kan få den hjælp. Det kan en del ikke, for­di de for eksem­pel ejer en bil, et hus eller noget andet, der udgør en vær­di. Det skal sælges først.

I skrivende stund er cir­ka 40.000 men­nesker faldet ud af dag­pengesys­temet, og a‐kasserne spår, at op mod 60.000 vil være faldet ud ved indgan­gen til 2015. Det er mange men­nesker, der risik­er­er at ende i samme elendighed som jeg.

Ledighed kan ramme alle, især hvis du bliv­er syg. En dag kan det også være dig, der må stå i neongult arbe­jd­støj og hive japan­sk pileurt op eller vaske gul­ve på nyt­teak­tiver­ing. Man tror altid, at ulykken ram­mer naboen, men en dag kan det være dig.

Nærværende dag­bog var tæt på over­hovedet ikke at blive til noget. Som ledig er der mange regler for, hvad man ikke må gøre, før man ikke står til rådighed for arbe­jds­markedet. Men jeg har kon­sul­teret min a‐kasse og fået at vide, hvor­dan jeg skal opgøre de timer, jeg har brugt på bogen. Det er ganske få, for­di der er tale om dag­bogsno­tater. Sys­temet spændte alt­så ikke ben i dette til­fælde.

Det er vigtigt at under­strege, at jeg ikke har noget imod det per­son­ale, som har et rigtigt løn­net arbe­jde på nyt­teak­tiverin­gen. De er red­sk­aber for en poli­tik ved­taget på Chris­tians­borg. Jeg har kun mødt ven­lighed og imødekom­men­hed. Und­tagelsen er de jobkon­sulen­ter, som egentlig skulle være ansat til at hjælpe os. Det er de ikke, de er ansat til at sørge for at sende folk i prak­tik eller løn­stil­skud. Ikke til at se på det enkelte men­neske og hjælpe det videre.

Hvis menin­gen med den såkaldte nyt­te­jobor­d­ning er, at men­nesker skal komme nærmere på arbe­jds­markedet, sker der lige det mod­sat­te. Som men­neske bliv­er man yderligere ned­brudt, og man er ikke kom­met et skridt nærmere et rigtigt arbe­jde, tvær­ti­mod. Er det virke­lige det, vi ønsker i det danske sam­fund?

God læselyst!

Dag­bo­gen fra Slusen

Dag 1: Mandag den 4. august:

Det var mere deprimerende end deprimerende.

Der mødte en anselig hob men­nesker op på et Job­cen­ter i Syd­hav­nen i Køben­havn. Jeg meldte mig i recep­tio­nen og fik udlev­eret en lille mappe med nogle papir­er. Derefter vent­ede jeg, uden­for silede det ned. Tem­per­a­turen lå pænt høj.

Alle frem­mødte blev ind­delt i to grup­per og kom i hver vores lokale med to kon­sulen­ter hver. Der var ulideligt varmt i det lille lokale, hvor der sad omkring 20 men­nesker. Halvde­len lyserøde danskere og den anden halvdel ikke lyserøde. Der råd­ede en stemn­ing af mathed og afmagt i lokalet.

En overivrig kvin­delig kon­sulent med lyst krøl­let hår beg­y­n­dte at tale meget opti­mistisk om alle de tilbud og mulighed­er, der fandtes. Hun kaldte vores ’jobs’ for pladser. Hun gen­nemgik ind­hold­et i map­pen, noget vi umid­del­bart selv kunne have læst.

Ingen spurgte rigtigt om noget bort­set fra en indus­triel design­er, der havde mange spørgsmål. Især da det fremgik, at nyt­tear­be­jdet han­dler om at luge ukrudt særligt en art ved navn pileurt. Hun spurgte opti­mistisk, om der var mulighed for at arbe­jde med urban gar­den­ing. Nej, det var der ikke. Men den anden kon­sulent, en mand med fod­bold­mave og tobak­shoste sagde, at hun kunne søge om at komme i prak­tik sådan et sted, hvis Køben­havns Kom­mune havde sådanne pro­jek­ter. Der var vist noget i Ørestaden. Designeren så ud til at tænke sig godt om.

Efter en pause over­tog den man­dlige kon­sulent og gen­nemgik prak­tik, løn­til­skud og jobro­ta­tion. Den samme vin på umådeligt gam­le flasker, dog med den nye oplysning, at der ifølge kon­sulen­ten er 50 pro­cent, som kom­mer i beskæftigelse efter offentlig løn­til­skud, mens tal­let lå på 70–80 pro­cent i det pri­vate. Det anfægt­ede en mand rigtighe­den af. ’Jo, det pass­er, vi er dygtige i Køben­havns Kom­mune’, lød svaret.

Der blev talt meget varmt om disse strålende mulighed­er, som om ingen havde hørt om dem før. Jeg skal nu de næste syv uger møde fra kl. 8–12 ved Slusen 2 for at rydde ud i pileurt ved en motor­bane. Man får arbe­jd­støj, der er omk­læd­ning og toi­let­fa­ciliteter.

Det er til at græde over og så uværdigt. Hvad koster dette mon? Enten må vi have et sam­fund, hvor men­nesker bliv­er hjulpet på en ordentlig måde, eller også må vi havde det bru­tale lib­er­al­is­tiske sam­fund, hvor folk må klare sig selv.

Hvad nyt­ter dette andet end at presse men­nesker? Når jeg så på hvor mange løn­til­skud­sjobs, der hang på væggene, tænk­te jeg: Kan det offentlige over­hovedet fun­gere uden den store slave­hær af under­be­talte men­nesker, der skal være glade og håbe, de kan få et rigtigt job, når de har udstået deres straf?

Hvis jeg var mus­lim, ville jeg ned­fælde en fat­wa over S og SF, der har stemt dette lort igen­nem. Som kris­ten må det blive en band­bulle. Jeg får lyst til at til­fø­je: Må de brænde i helvede.

Dag 2: Tirs­dag den 5. august:

Kan man ikke græde, må man grine.

Jeg mødte op ved Slusen 2 nær et område med motor‐ og bmxbane tæt på Sjæl­lands­broen. Her hives der blandt andet pileurt op. Vi skal stem­ple ind – indus­trisam­fun­det om igen. Stem­pel­mask­i­nen virkede ikke, men det er lige meget. Man skal nem­lig ikke stem­ple ud. Så sad vi der. Kort tid efter kom for­man­den og for­t­alte lidt om stedet, en af jobkon­sulen­terne var der også. Derefter gik vi rundt og kiggede på sagerne.

Under­ve­js kom jeg til at spørge, om vi ikke kunne se pileurten. For­man­den så lidt over­ras­ket ud, men jo da. Vi travede op af nogle trap­per for at besigtige urten. Den var grøn, ca. 40 cm høj og så fre­delig ud. Vi stirrede alle på planterne, men fik for­bud mod at nærme os området på grund af et hvepse­bo. Derefter stod vi og betragt­ede udsigten over broen og motor­ba­nen – vældig spæn­dende. Der lå i øvrigt et megas­tort brom­bærkrat lige i nærhe­den, det skal huskes.

Efter gåturen slut­tede dagens aktiver­ing. Dog kom den sjoveste bemærkn­ing til sidst. En meget smilende kvin­de med tørk­læde sagde til for­man­den, at nu hun skulle være der i ni år, ville hun prøve alle mask­in­er.

”Nej,” råbte hun, ”13 uger”.

Alle grinede af let­telse. Dernæst kunne vi cyk­le hjem. For­man­den sagde, lige før vi gik: ’Få nu ikke mareridt over det her.’

Det gør man næppe. Jeg ser allerede kon­ceptet til end­nu et satire­pro­gram som A‐Klassen. Jeg er i øvrigt vild med for­man­den, der virke­lig lign­er en for­mand i blå over­alls, hvid bluse og sikker­hedssko, stille, rolig og djærv. Han var godt klar over, at det her ikke er noget, nogen af delt­agerne havde lyst til.

Jeg overværede også en sam­tale mellem to af delt­agerne. De berettede om, hvor­dan flere hos­pi­tal­safdelinger ikke kan klare sig uden løn­til­skud­sjob­berne. En inter­es­sant jour­nal­is­tisk his­to­rie, som lyder sandsyn­lig.

Dag 3: Ons­dag den 6. august:

En kort dag. Vi mødte før kl. 8.00, sad i et lokale med bor­de og stole og vent­ede på, at noget skulle ske. Der gik en rum tid, før der kom en kon­sulent og ind­kaldte mig til sam­tale. Han sagde mit navn og ’kom med mig’, men ikke, hvad det han­dlede om. Det fremgik først, da vi sad ved hans skrive­bord på første sal i en con­tain­er.

Vi skulle have en lille sam­tale om mig, og hvor jeg står. Det blev en ret kort og ind­hold­sløs sam­tale, idet vi hur­tigt kunne kon­klud­ere, at de næppe kan gøre ret meget for mig. Med min erfar­ing og uddan­nelse er der ikke meget at stille op i deres sys­tem.

Jobro­ta­tion eksis­ter­er nærmest ikke i mit fag, men han ville gerne lede efter noget pri­vat løn­til­skud. Vi afgjorde også hur­tigt, at der ikke var nogen grund til at diskutere tvangsak­tiver­ing og løn­til­skud som sådan. Han virkede flink nok, og når jeg kri­tis­er­er, vil jeg gerne under­strege, at det ikke er enkeltin­di­videt, jeg er ude efter. Det er det poli­tiske lag, der fores­lår og gen­nem­før­er disse tåbe­lighed­er.

Da jeg kom tilbage til frokost­stuen, sad vi og gloede lidt mere, mens jeg fik lavet en kop te og læst adskil­lige sider i min med­bragte bog. Men så skete det: Vi fik tøj udlev­eret. Det foregik i en anden con­tain­er. Derefter skulle vi gå hen til mester selv, få udlev­eret en lås og bagefter op af nogle trap­per til nogle skabe i en ny con­tain­er, hvor vi kunne låse vores nye tøj ind. Ned af trap­pen igen for at erhverve os nogle sikker­hedssko, tilbage igen og låse dem ind. Og det var det.

”I mor­gen går vi rigtigt i gang,” sagde mester bege­jstret.

Nå ja, vi blev også intro­duc­eret til stem­pel­mask­i­nen. Det er vigtigt at huske, ellers får vi jo ikke vores penge, som mester sagde. Nu er der gået tre dage med intro på Job­cen­tret, en tur rundt på plad­sen og udlev­er­ing af tøj. Jeg kom­mer til at tænke på Mon­ty Python.

På vejen hjem var jeg lige ved at cyk­le Køben­havns socialdemokratiske over­borgmester Frank Jensen ned. Han kom løbende på stien ved Slusen, han bor jo på Islands Brygge. Jeg blev alt for over­rum­plet til at stoppe og fortælle ham, hvad jeg men­er om tvangsak­tiver­ing. Det skal han nok være glad for.

Dag 4: Tors­dag den 7. august:

Hvis man ikke har noget godt at sige, skal man holde sin mund. Er det ikke sådan, det hed­der? Jeg bør virke­lig ikke skrive noget i dag…

En smule pos­i­tivt kan der dog skrives. Hvis der er noget som helst godt ved denne tvangsak­tiver­ing, er det, at jeg og andre er med til at fjerne forskel­ligt affald ved Køben­havns Havn. Det fly­der bl.a. med flamin­gostykker. Desu­den er det fint at være ude.

Deru­dover er det intet godt at berette. Jeg har til min store skræk opdaget, at jeg skal være i tvangsak­tiver­ing til den 9. novem­ber. Der er tale om 13 ugers tvangsar­be­jde, mod hvad jeg havde opfat­tet som syv uger. Rent straf­fear­be­jde. Jeg tænker i ret­ning af sam­fund­st­jen­este med den store und­tagelse, at jeg, så vidt jeg ved, ikke har begået en straf­bar han­dling.

Jeg er virke­lig slået fuld­kom­men ud af den kends­gern­ing, at jeg skal straffes i 13 uger. Det er uværdigt og mod­by­deligt. Jeg er træt af, at huset ikke er sol­gt, så jeg kunne slippe ud af denne sit­u­a­tion noget før. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor­dan jeg skal få råd til trans­port frem og tilbage. Der er intet mor­somt at berette. Hvor­dan er det dog, vi behan­dler vores med­borg­ere i det her sam­fund? Straf dem der lig­ger ned…

Dag 5: Fredag den 8. august:

Der er ikke noget pos­i­tivt at skrive andet end, at der er 60 dage tilbage.

Lørdag den 9. august:

Jeg havde beslut­tet mig for ikke at skrive mere, men fik en mail om, hvor min daglige opda­ter­ing blev af? Når jeg ser på min ven­neliste, fremgår det, at jeg ikke er den eneste, som er i en tilsvarende vanske­lig sit­u­a­tion. Det er ikke ulovligt, hvad kom­munen gør, det sker efter en lov, som Folketinget ved­tog jan­u­ar 2014. Det er socialdemokratisk poli­tik.

Det er vanske­ligt at nå et par ordentlige ansøgninger om ugen. Jeg står op kl. 06 for at være der kl. 08, er hjemme igen 12.30 og er træt. Jeg skal cyk­le ca. 12 km. hver vej. Men må også taget toget nogle gange, det er dyrt. I denne uge har jeg kun nået en ansøgn­ing, og skal der­for lave en mere her i week­enden.

Dag 6: Mandag den 11. august:

For at spare 15 kro­ner cyk­ler jeg ud til Slusen. Det er en tur på omkring 12 kilo­me­ter og tager en lille time. Jeg ankom­mer omkring kl. 8.00, hvor vi skal huske at stem­ple ind som på en fab­rik. Derefter omk­læder vi til neongult selvl­y­sende tøj.

Jeg sæt­ter mig på en bænk, ven­ter og omkring kl. 8.30 går nogle af os over til det, som kaldes for stran­den. Det er det stykke, der går fra Slusen ned mod Nokken ved Køben­havns Havn. For at komme der­til går vi 60 trin op til et langt plateau, hvor der er speed­way­bane på den ene side og koloni­haver på den anden. Derefter ned ad en skrænt til en sti, hvor der i øje­b­likket kør­er lar­mende mask­in­er for at reparere grusstien.

Vi har et mødest­ed ved to bænke. Her er ingen toi­let­forhold og intet skur, hvis det reg­n­er. Man kan gå et stykke hen til en møde­plads med toi­let­ter, en lille for­ret­ning og et telt. Det har dog ikke noget med kom­munen at gøre, men tilhør­er en koloni­have­foren­ing.

Der sid­der vi, og i dag talte de andre om film, alt­så film jeg ikke ser. Om Sylvester Stal­lone, Gitte Stal­lone, Jim Car­rey og den slags. Bagefter går man ud, nogle hiv­er pileurt op, andre sam­ler skrald, mens andre blot sid­der på bænken. Jeg sam­ler skrald, idet min ryg ikke duer til at gå og bukke sig ned efter pileurten. Enkelte går tilbage til bænken for at holde pause. Jeg hold­er pause for mig selv på en sten og ser ud på van­det.

Klokken cir­ka 11 vender vi tilbage til bænkene, sid­der lidt, ryd­der op og går tilbage. Derefter omk­læd­ning – igen må man glo, indtil en arbe­jd­sled­er med­del­er, at man må tage hjem. I dag fik jeg tilmed et bis­tik på halsen. En bi havde forvildet sig ind i mit hår og stak på højre side af halsen. Man har ingen med­i­cin på stedet, men en arbe­jd­sled­er tog brod­den ud. Derefter cyk­lede jeg til Eng­have Sta­tion og tog S‐toget hjem. Det kost­ede 12 kro­ner.

Jeg skriv­er, som jeg opfat­ter tin­gene. I skal være klar over, at andre opfat­ter hele aktiverin­gen på en anden måde. Jeg har hørt en enkelt sige, at hun er glad for at have noget at stå op til og giv­er udtryk for, at det er rimeligt, hvad der sker, mens de fleste mest er opgivende og virk­er ret ligeglade. Der er mange slags men­nesker her. Jeg har mødt en indus­triel design­er, en arkitekt, en kon­torud­dan­net, en mand der har været ansat i Vejdi­rek­toratet, en SOSU‐hjælper og mange flere. Folk her har både lange, mellem­lange, korte og ingen uddan­nelser.

Efter min mening skal pileurten bekæm­pes af pro­fes­sionelle. Fak­tisk kan man se en del sted­er, at den kom­mer op igen, hvor ledi­ge har gået og renset. Man bør desu­den huske på, at beskæftigelsessys­temet ikke er til for den ledi­ge, men for arbe­jds­giverne. Der­for er der ikke fokus på det enkelte indi­vid. På seks dage har jeg haft én sam­tale med en jobkon­sulent, der max tog 15 min­ut­ter, og hvor kon­klu­sio­nen lød, at de ikke kunne gøre noget for mig.

Der er 59 dage tilbage…

Dag 7: Tirs­dag den 12. august:

Ingen tvangsak­tiver­ing i dag efter min beslut­ning. Bis­tikket har stadig hævet min hals op, det klør og stikker fort­sat, mens huden er rød. Jeg meldte mig syg hos kom­munen. Ingen god bedring, bare cpr‐nummer og besked om at ringe igen i mor­gen, hvis jeg stadig er syg. Jeg føler mig lig­e­gyldig og mar­gin­alis­eret.

De har ingen reme­di­er på plad­sen til bis­tik. Under­ligt i betragt­ning af at bier og hvepse er ret aggres­sive pt. Og at hvepses­tik kan være dødeligt. Læste i går, at stik i halsen altid skal meldes til en læge. Det gjorde jeg ikke, smurte creme på og tog en anti­his­t­a­min­pille. Ringede i dag til min læge og fik fat i hende, men forbindelsen blev afbrudt. Jeg prøvede igen en halv time uden at komme igen­nem. Nu prøver jeg igen.

Bis­tik er måske en lille ting og dog. Det er utroligt så ondt, det kan gøre. Jeg er nor­malt dårlig til at tage egen syg­dom alvorligt. Det er ikke noget. Det går over, siger jeg til mig selv. Jeg neg­liger­er, vil ikke være en pyl­r­erøv. Nå, fik fat på lægen, skal komme med det samme.

Dag 8: Ons­dag den 13. august:

Mon det er sandt, at peni­cillinpiller gør en ret træt? Synes, jeg føler mig meget meget træt. Har i dag næsten ikke lavet noget. Tror, jeg vil slå nogle bier ihjel sådan bare for at få hævn over den, der bed mig. Nå nej, tror jo ikke på hævn.

Dag 9: Tors­dag den 14. august:

Jeg har to friske afs­lag på joban­søgninger i ind­bakken, men det kan da vende.

Dag 10: Fredag den 15. august:

Arbe­jds­gi­vere, hvor er jeg træt af dem!

Jeg søgte et jobro­ta­tion­sjob, udar­be­jd­ede to opgaver gratis, brugte ti timer og blev holdt hen. Nu vis­er det sig, at det slet ikke var alvorligt ment. Hvad er det for en moral, visse men­nesker har?

Beklager at der er gået så længe – vi røg ind i en storm, som end­nu ikke er helt aftaget end­nu. Jeg tror næppe, vi kom­mer til at tage pro­jek­tet op igen. Jeg har givet det videre til et par andre, som grubler videre på det. Mere ved jeg ikke lige nu.”

Vi piss­er lystigt på hinan­den.

Søndag den 17. august:

I mor­gen skal jeg igen på tvangsak­tiver­ing. Men jeg ved ikke, hvor­dan jeg men­talt skal over­leve det. Der er 11 uger tilbage og måske end­nu mere, hvis der lægges sygedage til. Det er for mig så meningsløst, at det tankemæs­sigt kom­mer til at fylde enormt.

Dag 11: Mandag den 18. august:

Jeg er end­nu en gang sendt til tælling denne gang med feber, opkast, svim­mel­hed, ingen appetit etc. Jeg tror aldrig, jeg før i mit liv har følt mig så pres­set. Min læge siger, jeg har fået en omgang virus. Det pass­er sikkert, men jeg er også ramt af dyb fort­vivlelse over tvangsak­tiver­ing, økonomisk ruin, man­glende håb.

Det giv­er sig åben­bart udslag i fysisk syg­dom. Det virk­er på mig, som om sam­fun­det er glad for at slippe af med nogle borg­ere. Det er lig med en byrde min­dre.

Dag 12: Tirs­dag den 19. august:

Min stemme er næsten væk. En virus­in­fek­tion er ikke sådan at spøge med. At ligge og virke­lig prøve at tage sig sam­men til at stå op kan virke helt uover­skueligt – selv at gå på toi­let­tet. Jeg har fået nogle Ibupro­fen­piller, de slår feberen ned, og jeg får det lidt bedre. Jeg har ikke spist noget særligt i to dage. Der er noget galt. Appetit­ten er væk, helt under­ligt. Jeg ved ikke, hvor længe det var­er. Det beg­y­n­dte så småt lørdag, og nu er det tirs­dag.

Ver­den står stille, men i og for sig bedre end at være på tvangsak­tiver­ing.

Dag 13: Ons­dag den 20. august:

I dag er en bedre dag end i går, da jeg ikke er nødt til at ligge i sen­gen. Feberen er sandsyn­ligvis væk, det håber jeg. Til gengæld lyder min stemme som et hæst suk, og jeg skal desværre i tvangsak­tiver­ing igen i mor­gen.

Jeg har ful­gt en smule med i dag­pengede­bat­ten, det er dybt deprimerende. De fleste er hyk­lere, så det gnistr­er. Minus enkelte. De største er vel DF, der selv fores­log den forko­rt­ede peri­ode fra fire til to år. Til gengæld ser par­ti­et dog ud til at ville gøre skaden god ved at ind­føre kon­junk­turbestemte dag­pengepe­ri­oder, selv om det sikkert ikke bliv­er til noget. DF ren­der nok fra deres forslag, hvis de får nogle grænse­bomme og ind­ført tørk­læde­for­bud i folkeskolen…

Sagen er den enkle, at der ikke er et sikker­hed­snet for alle, hvis man f.eks. mis­ter sit arbe­jde eller bliv­er syg. Men­nesker risik­er­er at falde hele vejen igen­nem, hvis de er uheldige. Det er fak­ta. Ca. 60.000 men­nesker i alt, men­er mange, er faldet eller falder ved udgan­gen af 2014 ud af dag­pengesys­temet. Men­nesker som har betalt skat, a‐kassebidrag og bidraget til sam­fun­det på alle mulige måder. Klar­er de ikke kravene, er det bare ud, væk, tvangsak­tiver­ing og ingent­ing. Men heldigvis får nogle arbe­jde eller beg­y­n­der på en uddan­nelse.

Det er ikke sådan et sam­fund, jeg ønsker. Har man tænkt over, at får folk dag­penge, er deres købekraft lidt større end på 60 pro­cent af dag­penge? Vi er en del, som næsten ikke kan bruge penge, for­di vi ikke har nogle. Er det godt for sam­fun­det? Bliv­er der holdt gang i hju­lene, når en hel del men­nesker er stækket økonomisk? Hvad koster det ikke i sygedag­penge, hos­pi­tal­sophold, aktiver­ingskurs­er, bureaukrati, man­glende skat­te­be­tal­ing, konkur­renceevne og så videre?

Jeg troede, den nordiske velfærdsmod­el netop er et eksem­pel på, at et godt socialt sikker­hed­snet er til gavn for sam­fun­det som et hele. De nordiske lande lig­ger i top, hvad angår rig­dom, lykke og meget andet, som mange andre sam­fund mis­un­der os.

En større fat­tig under­k­lasse skaber uro, usta­bilitet og usikker­hed i sam­fun­det. Jo mere des­per­ate men­nesker bliv­er, jo mere griber de til des­per­ate han­dlinger. Krim­i­nalitet, selv­mord, børne­m­is­han­dling.

Må selv gribe til en des­per­at han­dling ved at ringe til ejen­domsmæ­gleren i mor­gen for at høre, om jeg kan sælge min bolig. Det vil sætte mig fri økonomisk, men også give bekym­ringer om nye boliger til min dat­ter og mig selv. Boliger som helt sikkert ikke er bil­ligere, end den vi har nu.

Men det vil gøre mig fri af et sys­tem, som aldrig har hjulpet mig. Hvis der alt­så er en køber.

Dag 14: Tors­dag den 21. august:

Det er ikke særlig tit, jeg føler mig heldig, men gør det lidt i dag.

Men­talt var det en meget stor opgave at stå op kl. 06 efter få timers søvn for at cyk­le noget af vejen ud til Slusen 2 og Køben­havns Kom­munes aktiver­ing­shelvede. Jeg følte mig ret skidt tilpas.

Ankom­met prøvede jeg at få fat i en jobkon­sulent, for­di jeg troede, at det var ved­k­om­mende, jeg skulle hen­vende mig til. Men kon­sulen­terne dukkede slet ikke op. Jeg talte i stedet med en yngre ven­lig kvin­de, der viste sig at være den, der bestemte. Jeg tror, hun repræsen­ter­er kom­munen sam­men med en anden yngre kol­le­ga. De sid­der i en con­tain­er i første­sals højde.

Med­delte hende at jeg sat­te mig over i en anden con­tain­er for at hente jobop­slag frem. Jeg for­t­alte også, at jeg ville anmelde bis­tikket som en arbe­jdsskade. Det noterede hun sig. Flere af de tvangsak­tiverede gik i gang med rengøring af toi­let­ter, køkken, fælles lokale og går­drum. Den ene af mine tvangsak­tiverede kol­leger syntes, jeg så skidt tilpas ud. Min stemme er hæs som et rus­tent stryge­bræt. Hun er den mest ven­lige, jeg har mødt, men er helt sikkert under­trykt og nok lidt dum, da hun går med tørk­læde. Ironi kan forekomme…

Jeg hen­vendte mig igen til kvin­den på første­salscon­taineren. Hun hen­viste mig til min jobkon­sulent, for­di hun troede, jeg ville tale med ham om prak­tik eller løn­til­skud. Sjovt, det havde jeg slet ikke talt om. Jeg ringede til kon­sulen­ten for at spørge, om det var ok, jeg tog hjem, grun­det at jeg bestemt ikke var frisk. Han gik i forsvar­spo­si­tion med det samme og gen­tog tre gange, at det kunne han slet ikke tage still­ing til.

”Jeg er bare jobkon­sulent.”

Han var afvisende grænsende til det ube­hagelige. Jeg returnerede til den ven­lige kvin­de, der straks sendte mig hjem, da hun havde bemyn­di­gelsen til det. Under­ve­js læste jeg opslag rundt på plad­sen, at stedet er lukket i mor­gen, for­di per­son­alet skal på kon­tordag sam­men. Hvilken befrielse og grun­den til at jeg trods alt føler mig heldig. Jeg skal ikke ud til det cirkus i mor­gen.

Hvor­for skriv­er jeg al det her? Jeg tror, det er for­di, meget få men­nesker rent fak­tuelt ved, hvad de arbe­jd­sløse i det her land bliv­er budt. Kom­pe­tent hjælp er ikke til stede. Mest af alt lig­e­gyldighed, slaphed, nyttes­løshed og inkom­pe­tence. Det er ikke de ansattes skyld. De er red­sk­aber for sys­temet. Det vil jeg gerne under­strege.

Dag 15: Fredag den 22. august:

Ingen tvangsak­tiver­ing i dag da per­son­alet har temadag. Jeg må slå græs og glædes over, at det er vejr til at sid­de ude.

Dag 16: Mandag den 25. august:

Jeg vågnede kl. 04.30 og kunne ikke sove et sekund mere. Måske for­di jeg skulle på aktiver­ing. Det går mig på.

Ankom­met udfyldte jeg et ske­ma med min arbe­jdsskade, alt­så bis­tikket. Jeg skrev udførligt, hvad der skete og hvilke kon­sekvenser, det fik. Jeg fik også talt med en arbe­jd­sled­er om, at jeg ikke ønsker at gå ude og igen risikere at få stik. Det forstod han godt. Midt i sam­tal­en gik han, så stod jeg der. Jeg sat­te mig ned og udfyldte ske­maet. Han kom lidt senere tilbage og sagde, at jeg nu skal være ‘føl’ hos en, der står for uddel­ing af tøj og den slags.

Føl’ i min alder, ja hvor­for ikke. Det vis­er sig at være meget let. Der er et depot for tøj og sko, det styr­er en af de aktiverede. Da der skal være et over­lap, er jeg hermed sat ind i sys­temet. Det bety­der også, at når der ikke er ret meget at lave, kan man sid­de i en anden con­tain­er og lede efter jobop­slag, mens man prøver at få tiden til at gå. Det er et fan­tastisk sys­tem det her. Folk sid­der og glor i køkkenet, for­di der ikke er ret meget at lave i forhold til rengøring, der hur­tigt er over­stået. Jeg fat­ter ikke, at ans­varlige folket­ingspoli­tikere vil bruge så mange penge på at holde folk for nar på den måde.

Dag 17: Tirs­dag den 26. august:

Sikke en dag! Fan­deme en dag, der gør ondt langt ind i sjælen.

Som sæd­van­lig i aktiver­ing hvor der ikke skete en skid. Min dat­ter ringer – noget er helt galt. Jeg skriv­er yder­st sjældent om hende. Der­for har jeg defineret denne face­book­sta­tus, så hun ikke kan se den. Men per­son­ligt er jeg dybt berørt og ked af det. Hun var kom­met på skadestuen.

Det gør enormt ondt, når man er magtes­løs, bliv­er smidt rundt som en dukke og intet kan gøre. Det er da fedt at tale med ejen­domsmæ­glere og få at vide, at jeg bor sådan et fedt sted. Men hvad bety­der penge, hvis man ikke kan bo et godt sted, eller man ikke har det godt? Det bety­der abso­lut ingent­ing!

Jeg kunne godt skrive en masse poli­tisk, men det er sgu lige meget. Fak­tum er, at arbe­jd­sløshed og økonomisk usta­bilitet ram­mer som ringe i van­det. Jeg er selv ufat­telig hård­hudet, kan åben­bart tage mange tæsk og har ind­kasseret en hel del. Men jeg er også vant til, at jeg kan han­dle, gøre noget. Foran­dre ting, men må igen og igen erk­ende, at der er nogle ting, jeg ikke kan trylle med. Hvor har de sid­ste fire år været svære med meget få opmuntringer. Så mange håb, der er brast. Så mange forsøg, der ikke er blevet til noget.

Heldigvis har min dat­ter det nu bedre, hun spis­er hind­bærsnit­ter hos sin far. Hvor er jeg glad for den gode far, hun har.

Life must go on, og oven­over sky­erne skin­ner solen jo altid. Det er godt at vide.

Dag 18: Ons­dag den 27. august:

Dagen i går havde ikke været spor rar, mens dagen i dag heldigvis ser mere blid ud. Solen skin­ner, og der er lovet op til 20 grad­er.

I dag skete der en smule. Mit tog standsede på Val­by og kørte ikke læn­gere, for­di der angiveligt var en min­dre brand på Hov­ed­banegår­den. Der­for kom jeg noget senere end for­ven­tet. Det gjorde mig ikke spor, når der alligev­el ikke foregår ret meget. I dag har jeg udlev­eret noget tøj og observeret, at der man­gler et par jakker og lidt andet på lageret. Her gælder det om at få tiden til at gå og gøre meget ud af at skrive en bestill­ingsliste.

I en af con­tain­erne er der stil­let fem com­put­ere op, som man kan bruge til ansøgninger. Jeg har benyt­tet mig af mulighe­den for at skrive en ansøgn­ing. Nu hvor klokken er 10.40, kan jeg se frem til at vente i mindst en time, før vi får fri. Det giv­er abso­lut ingen mening for mig. Men det er rart at tale med andre men­nesker, der er i samme sit­u­a­tion som mig. Her er mange danskere, der ikke er født i Dan­mark, med forskel­lige udfor­dringer. En del har sprog­et, andre deres uddan­nelse eller man­gel på samme, og andre forstår ikke, hvad det her går ud på. Nej, det gør jeg heller ikke.

Dag 19. Tors­dag den 28. august:

Forleden fik jeg et brev fra Job­cen­tret, en ny rev­ideret job­plan. I den gam­le stod, at aktiverin­gen slut­tede 9. novem­ber, men i den nye stod, at den slut­ter en uge tidligere. Det er sikkert en fejl, men hvem ved. Jeg skal ikke beklage, at der er skåret syv dage af dette van­vid.

I dag var der en smule at lave. Der kom tøj retur fra vask, som blev lagt på plads. Desu­den blev en enkelt aktiveret mand ekviperet. Alle skal have udlev­eret en jakke, en T‐shirt, en tykkere trø­je, bukser og handsker. Senere kan de få reg­n­tøj og tykkere jakker alt efter vejret. De kan også få en vest eller en kas­ket og et bælte, hvis det er svært at holde buk­serne oppe. Alt tøj er i neongule farv­er, sig­nalvær­di­en er klar. Her kom­mer en arbe­jder, pas på!

En bil med banan­er dukkede plud­seligt op, alt­så helt bogstaveligt. Rester fra DHL‐stafetten blev læs­set af. Nu har vi økol­o­giske banan­er og æbler i lange baner. Dog blev vi for­manet om kun at måtte tage et styk.. Det er jo vigtigt med den der for­man­ing, for vi kan sikkert finde på at nappe en hel klase. Ellers har jeg skrevet end­nu en ansøgn­ing i com­put­er­rum­met. Nu er klokken 11.10. I går måtte vi først gå 11.56. Gad vide, hvornår vi må gå i dag?

Dag 20: Fredag den 29. august:

Dagen start­ede tidligt med at ringe til en køkken­led­er angående et job som køkke­nas­sis­tent. Det var en skøn kvin­de, som havde tip­pet mig. Desværre viste det sig, at man skal være uddan­net inden­for køkkenom­rådet for at kunne bestride job­bet. Ærg­erligt!

Tænk hvis vi alle er bedre til at være opmærk­somme og give tips til hinan­den. Men ok, jeg hold­er et skarpt øje med alt inden­for mit eget fag. Jeg måtte cyk­le af sted uden job­håb. Der stod et par kass­er tøj, som skulle lægges på plads og lidt rengøring af con­tain­er, det tager ingen tid. Der er stadig banan­er fra i går, selvom et par af dem var smidt ud. Dem fiskede jeg op af skraldespan­den.

Der er flere, som slut­ter i dag. Der­for serveres der både kager, småk­ager og choko­lade. Det er min fornem­melse, at folk er dybt taknem­melige over, at de endelig kan stoppe her. En arbe­jd­sled­er mente, at de søde sager blev sat frem i lut­ter taknem­me­lighed over det gode sted, de havde været…

Den lad­er vi lige stå to min­ut­ter.

I dag er der besøg af en biolog, som fortæller om den japanske pileurt. Der­for er de aktiverede, som nor­malt arbe­jder om efter­mid­da­gen, ligeledes dukket op. På den måde kan vi alle sam­men høre om den spæn­dende pileurt, mens vi spis­er banan­er, choko­lade og kage.

Ironi kan forekomme…

Dag 21: Mandag den 1. sep­tem­ber:

Jeg ankom lidt efter kl. 8 og tog en kop te. Gik derefter ned i den tøj­con­tain­er, hvor jeg som ’føl’ er ans­varlig for uddel­ing af tøj, for at efterse, om der er tøj nok i de rel­e­vante stør­relser. I ren des­per­a­tion over at få tiden til at gå ryddede jeg op og fandt en del jakker i et hjørne. Fik dem lynet, kat­e­goris­eret og lagt på plads. Et toi­let var stop­pet, og der­for måtte kloak­ser­vice tilka­ldes. De kom ret hur­tigt – vi skal sørme kunne skide og tisse. En klam lortel­ugt lagde sig som en dyne over plad­sen.

Derefter over­hørte jeg en del af en sam­tale mellem en af de aktiverede og en fra kom­munen. Han argu­menterede imod arbe­jdet, for­di han fik ondt forskel­lige sted­er i krop­pen af at fjerne denne her pileurt. Det blev til en meget lang sam­tale. Jeg hørte kun lidt af den, for­di jeg skulle hente en dymo til at printe skostør­relser med på tre par sko, som er lev­eret retur. Skoene gen­bruges, men en eller anden har fun­det på, at der skal stå num­mer på bagsi­den af skoen. Så gik der tid med det..

Sad desu­den i com­put­er­rum­met for at finde diverse nye still­inger, jeg kan søge. Fik en sms fra Jobindex om, at jeg er kon­tak­tet via mit cv. Det vis­er sig, at en virk­somhed søger en med mine kom­pe­tencer. Der­for opfor­dres jeg til at søge, hvad jeg naturligvis gør. Jeg har altid prøvet at efter­leve de råd og mulighed­er, jeg har fået i forbindelse med job­søgn­ing.

Dog har jeg fun­det ud af, at jobkon­sulen­terne på stedet kun hjælper med løn­til­skud­sjob. Hvad gavn­er det mig? Jeg står og skal sælge bolig. Der­for hjælper et job til 8.000 kro­ner udbe­talt ikke mig. Tænk, jeg kunne red­de huset via et almin­deligt arbe­jde. Godt nok skulle jeg betale en del gæld af, men helt umuligt ville det ikke være.

Dag 22: Tirs­dag den 2. sep­tem­ber:

Vågnede meget tidligt og havde ondt i maven. Men solen skin­ner, og cykel­turen ud til Sluse­hol­men og Slusen gik fint. Der lå tøj, som skulle lægges på plads og senere end­nu en bunke tøj, som var efter­ladt i rengøringsrum­met. Alt blev lagt på plads, der er total orden i det depot.

I dag skulle en hånd­fuld nye men­nesker i tvangsak­tiver­ing. De ser undrende og måbende ud over­for det her. Kender en af dem og for­t­alte ved­k­om­mende, at det er en god ide at undgå pileur­tar­be­jdet. Det er både dårligt for ryg og lænd. Det er bedre at lave et gelæn­der, male eller noget andet.

De nye mod­tog tøj og sko, hvilket gav mig lidt arbe­jde. Sjovt så mange der bruger 36 i skostør­relse. Men her er også mange ikke dan­sk­fødte men­nesker, der taler virke­lig dårligt dan­sk, og jeg forstår godt, de har det svært på arbe­jds­markedet. Jeg talte med en ung mand, dan­sk­født, der kun har 9. klasse. Prøvede at over­be­vise ham om, at uddan­nelse er den eneste vej frem. Men han var forvir­ret over, hvad han skulle og havde ikke rigtigt nogen jobønsker. Han får det svært, hvis han ikke som min­i­mum tager en faglig uddan­nelse eller en studentereksamen/HF.

Jeg sid­der dog og tænker på, hvad jeg selv kan bruge flere år på uni­ver­sitet, stu­den­terek­samen, en jour­nal­is­tud­dan­nelse og et utal af kurs­er og efterud­dan­nelse til. Det hjælper åben­bart ikke en skid, når man som jeg er 50 år. Hvis jeg bare vid­ste, hvad der er så for­færdeligt galt med mig…

Min dat­ter er på bolig­jagt. Hun fik tilbud fra KAB, dog sam­men med andre og det er i Tingb­jerg. Men det er trods alt pos­i­tivt. Jeg er helt sikker på, at hun nok skal finde noget at bo i. Med mig selv er jeg anderledes usikker. Måske skal jeg virke­lig være rigtig hjem­løs…

Dag 23: Ons­dag den 3. sep­tem­ber:

En del men­nesker skulle have tøj og sko i dag. Det er lidt sjovt at se på folk og gætte, hvilke stør­relser de skal have. Især bukser kan være en smule svært at bereg­ne. Sikke noget at gå op i.

Jeg ringede til min a‐kasse for at høre, om det påvirk­er min arbe­jds­markedsy­delse, at jeg lejer et værelse ud. Nej, siger a‐kassen. Det over­rasker mig. Men det vil alt­så sige, at jeg fak­tisk kan leje et kælderværelse ud, uden det får kon­sekvenser for min lille ydelse, der forsvin­der i beg­y­n­delsen af feb­ru­ar. Hvad så? Det er ufat­teligt svært at komme ind på arbe­jds­markedet, når man ikke er der i forve­jen.

Det er rigtigt, at der er kom­met flere jobs, men jeg har ikke oplevet at blive ind­kaldt til sam­taler, selvom jeg sender en del ansøgninger ud og reelt er ret kom­pe­tent til det, jeg søger. Men det virk­er umuligt at bryde isen, der er mange cen­time­ter tyk.

Hold kæft hvor jeg gerne vil se i en krystalku­gle. Kender jeg ikke en eller anden, der har synske evn­er og som kan fortælle mig en smule om, hvad jeg skal gøre?

Dag 24: Tors­dag den 4. sep­tem­ber:

Vi er nu tre, som skal tage os af tøjud­del­ing. Det bety­der, at der ikke er ret meget at lave. Jeg lagde en del tøj på plads. Der blev også lavet lidt dymo til skoene, som skal have klæ­bet skostør­relsen bag på, så de er lette at finde. Man siger, her skal være op til 100 men­nesker i alt. Jeg tør ikke tænke på, hvad alle de men­nesker skal lave. I dag har vi snakket, jeg har set på jobop­slag og skrevet en mail til en arbe­jds­giv­er, hvor jeg var til sam­tale, der aldrig svarede opføl­gende.

Nu har jeg sendt en mail, hvor jeg spørg­er, om det er det samme job, de slår op på ny, og hvor­for jeg aldrig fik en tilbagemeld­ing. Jeg spørg­er også om, det vil være dumt, hvis jeg søger igen. Jeg er ret spændt på svar.

Dag 25: Fredag den 5. sep­tem­ber:

Net­tet virkede ikke i dag. Noget af en bet for os der har tøjans­var, da der sådan set ikke er noget at lave.

Igen i en form for des­per­a­tion beg­y­n­dte jeg at rydde op i skoene. Der blev sorteret i dem og nogle af dem kasseret. En af de aktiverede sagde, at hun gerne ville have dem til men­nesker i Afri­ka. God ide. Nu bliv­er de gen­brugt af men­nesker, hvor det ikke gør noget, at en sål er slidt lidt skævt. På mandag har jeg annon­ceret, at der skal gøres rent i hele tøjde­potet.

Der er stor util­fred­shed blandt de aktiverede over aktiverin­gen. En mand kaldte området for ‘gul­jakkele­jren’ eller Gulag. En straf er det i hvert fald. Ingen ved sine fulde fem vil ønske at delt­age i den her form for meningsløshed. Hvis der i det mind­ste var nogle jobkon­sulen­ter, der gik op i at hjælpe den enkelte. Men de går kun op i prak­tik og løn­til­skud. I går kom en af dem med en løn­til­skudsstill­ing til mig. Jeg svarede: ”Hvad skal jeg bruge den til?” Jeg har brug for et rigtigt job med rigtig løn, hvis jeg skal blive boende.

Er det virke­lig sådan, at jobkon­sulen­terne kun er ansat til at formi­dle prak­tik og løn­til­skud? Det er jo gal­i­ma­tias. Talte med en anden jour­nal­ist, han gav op og vil prøve, om han kan leve af free­lance. Det her cirkus gad han ikke.

Det gør jeg heller ikke. Vi står og glor som får og skal vente på at få lov til at gå hjem. Vok­sne men­nesker der står og glor og prøver at få tiden til at gå. Vi kunne skrive ansøgninger for fan­den eller alt muligt andet. I stedet men­er sam­fun­det, at vi skal tilde­les en straf, for­di vi er så dumme ikke at have fået et job. Det er vældig godt for selvtil­li­den. Når det er slut, skal jeg aldrig nærme mig Amager Fælled igen. Og jeg had­er neongult…

Dag 26: Mandag den 8. sep­tem­ber:

En meget smuk og lun mor­gen med mass­er af trafik. Jeg tager toget til Eng­have og cyk­ler resten af vejen hen til Slusen 2, for­bi Sluse­hol­men og en min­dre bro. Den lig­ger bag ved Sjæl­lands­broen og er et lille par­adis, hvor der hver dag står nogle fritids­fiskere og drøm­mer om at få noget på kro­gen. Kon­tor­folk fra de nærliggende kon­tor­bygninger kom­mer også for­bi og spis­er deres frokost eller ryger en smøg med en for­mi­da­bel udsigt ind mod Køben­havn. Der lig­ger også flere hus­både i nærhe­den.

Her er ret stille og fred­fyldt trods en masse larm henne fra motor­broen. Der er også en del sejl­både og mange, der roer eller sop­per rundt i en kano. Et yder­st lækkert rekreativt område. I dag gik jeg hur­tigt i gang med at gøre hylder rene. Det blev noget af et slæbear­be­jde og ret hårdt for ryggen. Men der var dæleme beskidt. I mor­gen tager vi gul­vet. Der er jo ingen grund til at fyre al krudtet af på en gang.

Ellers bruger vi tid på at snakke, drikke te/kaffe, og når der er gjort rent i com­put­er­rum­met, kan vi for­drive tiden der.

Dag 27: Tirs­dag den 9. sep­tem­ber:

I dag har det sørme reg­net, første gang mens jeg har været her, at jeg har oplevet det. Det betød også, at en del af de aktiverede måtte gå i hus, for­di der ikke er reg­n­tøj. Vi har reg­n­tøj, men det er ikke noget, folk mod­tager til at beg­y­n­de med. De får udlev­eret et par bukser, en T‐shirt, en tykkere bluse, en jakke og et par handsker i skri­gende neongult. Det er vældig smart. Nogle får også en kas­ket, og andre vil gerne have strøm­per eller en hue. Hvis de ansat­te ønsker ter­mo­jakker, roder de selv på lageret for at finde en.

Vi har gjort rent i con­taineren i dag, fejet, støv­sug­et og vas­ket et meget snavset gulv og fly­t­tet rundt på kass­er med tøj. Kom ikke her og sig at vi ikke laver noget. I øvrigt får man også hov­ed­pine af at opholde sig længe i den con­tain­er. Jeg fik at vide, at en tidligere aktiveret per­son har meldt sig syg med hen­vis­ning til, at hun blev syg af at opholde sig i con­taineren. Det betød, at per­son­alet borede et hul i enden af den for at skabe noget luft­cirku­la­tion. Det virk­er ikke rigtigt efter min mening.

Sagen er også, at de ansat­te skal åbne dør og vin­due på fuld kraft hver mor­gen for at få luftet ud. Men det gør de slet ikke hver dag. Om mor­ge­nen gælder det om at få åbnet op, så der ikke stinker af helvede til. Der er mass­er af lugt i tøjet.

Dag 28: Ons­dag den 10. sep­tem­ber:

Over­skyet til at starte med, siden brød solen dog igen­nem. Der skulle komme nye aktiverede men­nesker i dag og få tøj, men de måtte først komme 12.30, for ellers kunne arbe­jd­sled­eren ikke nå at spise frokost. Det betød, at der abso­lut intet var for os på depotet at lave. Nor­malt er der lidt at se til, når nye kom­mer og skal have tøj. Der stod vi tre damer og glanede.

Vi beslut­tede at gå en lang tur på fælle­den, som er meget smuk mange sted­er. Den ene er uddan­net blom­sterbinder, og hun fik sam­let en flot vild buket ud af næsten ingent­ing. Jeg fik øjnene op for, hvor mange planter man kan lave en buket af. Ellers sad vi bare i com­put­er­rum­met og drak mere te/kaffe. Hvor er jeg træt af den meningsløshed. Jeg spilder min tid hver dag og får slet ikke skrevet de ansøgninger, jeg burde.

Jeg ple­jer at sige, at der altid kom­mer noget godt ud af noget skidt, men lige med det her har jeg svært ved at se, hvad det gode er. Jeg tænker hele tiden på kom­munens ord om, at aktiverin­gen skal ans­pore mig. Jeg har aldrig følt mig så meget spyt­tet på som med dette.

Dag 29: Tors­dag den 11. sep­tem­ber:

I dag har jeg afvas­ket to par sko og kon­stateret, at der skal bestilles lidt tøj. Det var det. Ellers har jeg fået skrevet en ansøgn­ing, snakket en masse og diskuteret film, bøger og poli­tik med mine to dejlige ‘kol­leger’. Bort­set fra det er der ikke sket en skid.

Egentlig har jeg mest af alt lyst til at komme hjem og få ord­net nogle huller i en væg i kælderen.

Dag 30: Fredag den 12. sep­tem­ber:

Hip hip hur­ra for fag­forenin­gen 3F!

Da jeg ankom i dag, blev jeg mødt af en af de aktiverede, som sagde ’fri’. Jeg troede kun, det gjaldt ham og cyk­lede ind på selve området, hvor jeg traf en anden, som bekræft­ede, vi alle havde fri. Hun for­t­alte, at der var bal­lade. 3F er vrede over det arbe­jde, som vi tvangsak­tiverede laver. Vi tager arbe­jdet fra deres medlem­mer. Antallet af folk fra 3F, der arbe­jder i området, er dykket kraftigt, efter at de tvangsak­tiverede er kom­met på Amager Fælled, sagde hun.

Nu skal der være møde mellem 3F og kom­munen, fik jeg at vide. Det er på tide, at 3F er vågnet op. Jeg gik en tur i området forleden og kunne se, at pileurten er kom­met op de sted­er, hvor den ved hånd­kraft er hevet op. Den skal håndteres pro­fes­sionelt for pokker. Jeg fat­ter ikke, at Socialdemokrati­et vil udsætte egne med­borg­ere for social dump­ing. Vi går og laver arbe­jde, virk­somhed­er kan udføre med medar­be­jdere på overen­skom­st­mæs­sig løn. Det er jo konkur­rence­forvri­dende og forne­drende for os, der gør det.

Dag 31: Mandag den 15. sep­tem­ber:

End­nu et møde i a‐kassen, der­for ingen tvangsak­tiver­ing i dag. Havde fak­tisk glemt alt om det. Men det har jeg ikke mere. Mødet i a‐kassen var næsten lige så deprimerende som aktiverin­gen. Jeg har hørt det hele utal­lige gange. Intet nyt under solen. Men altid godt at møde nye men­nesker og gam­le ansigter.

Dog er det er lige så triv­ielt at høre på snakken i a‐kassen, som eksem­pelvis at læse om de borg­erliges angreb på de arbe­jd­sløse, at det er deres egen skyld. Nå ja, tag S og SF med, de men­er jo det samme. De arbe­jd­sløse er dumme, dovne, udu­elige, ukreative.

Jeg ork­er ikke at høre på mere!

Dag 32: Tirs­dag den 16. sep­tem­ber:

Det vis­er sig, at foran­dringerne her på plad­sen først sker efter nytår. Der skal, så vidt jeg forstår, skæres ned på antallet af nyt­tepladser i kom­munen, men desværre er det ikke noget, der ‘ram­mer’ mig. Alt forsæt­ter sin vante gang. Det vil sige, at jeg har vas­ket to par sko af og givet en jakke til en mand. Nogle er i gang med at udføre repa­ra­tioner på vores tøj­con­tain­er og de nye, som kom i dag, skal vist først have tøj i mor­gen.

Der­til må lægges, at jeg er træt som et ondt år. Sov meget lidt i nat på grund af afte­nens strømsvigt og tanken om en stor ekstrareg­n­ing til elek­trik­er. Jeg håber mere og mere, at der hur­tigt dukker en køber op til min bolig, så jeg ved, hvor jeg står og måske kan beg­y­n­de at plan­lægge bare en smule ud i fremti­den.

Det er ekstremt stressende kon­stant at være under pres, men jeg klar­er det da ok. Fak­tisk burde enhver arbe­jds­giv­er stå på nakken af hinan­den for at ansætte en per­son som mig, der virke­lig har vist, at jeg mestr­er at være i kon­stant pres. Men sådan tænker de åben­bart ikke.

Ven­ter blot på at vi kan gå, for jeg har et hav af opgaver, når jeg kom­mer hjem. Sig ej at jeg er en forkælet velfærds­dansker, hvis største prob­lem er, hvor efterårs­fe­rien skal gå hen. Jeg har i øvrigt ikke ferie og ikke haft det i umin­delige tider…

Dag 33: Ons­dag den 17. sep­tem­ber:

I dag skete noget uven­tet. Først skulle nogle have tøj, men en del af det lå ikke på rette plads. Lidt mys­tisk, men vi fandt ud af, at nogle går og hen­ter tøj selv. Lidt irriterende at blive irriteret over det. Gider ikke lege politi­bet­jent, men gider heller ikke rod. Flere af de ansat­te har leg­et med vores tøj­con­tain­er for at få den til at stå mere lige. Det betød, at en del jord foran var fjer­net og gjorde det svært at komme op i den. Jeg fores­log at få smidt noget jord uden for. Jeg og en anden gik i gang med skovl.

En af arbe­jd­sled­erne lyste helt op over vores ini­tia­tiv, og vi måtte end­da køre med gravkoen. En skam jeg ikke havde sikker­hedssko på og kunne køre den, men det må da snart prøves. Vi fik også gang i en udglat­ter­mask­ine, der stam­per jor­den meget fast. Den rys­ter og larmer ad helvede til, så vi måtte have øre­prop­per i ørerne..

Dag 34: Tors­dag den 18. sep­tem­ber:

Sid­ste dag før week­enden – der er lukket i mor­gen, per­son­alet skal et eller andet. Gud ske tak og lov. I dag lavede vi damer, der er depotbestyrere, to opslag, der fortæller de aktiverede, hvilket tøj de får udlev­eret, og at de skal hen­vende sig til os eller arbe­jd­sled­erne, hvis de skal have nyt tøj. Det morede vi os en del over. En af os, ikke mig, fandt på dette fæn­gende slo­gan:

”Scor­er du ikke kassen, må du gå i Yel­low Fash­ion!”

Vi er godt trætte af neongult arbe­jd­støj…

Jeg fandt ud af, at 3F og deres Fag­bladet har et tema om nyt­te­job. Her kan man bl.a. læse om store forskelle i ‘timeløn­nen’ for de aktiverede. I nogle kom­muner skal folk 37 timer i nyt­te­job.

Dag 35: Fredag den 19. sep­tem­ber:

Dagen bruges heldigvis hjemme og ikke på Amager!

Solen skin­ner, og naboen larmer med et eller andet nyt bygge­pro­jekt, mens naboerne i mit hus sid­der i haven og snakker. Dejligt endelig at have lidt fri oven­på en hæs­blæsende tid med klargøring i forhold til hus­salg. Jeg drøm­mer om at finde et lille nyt sted for mig selv helst uden for Køben­havn med mulighed for at dyrke lidt planter. Og med mulighed for at rejse.

Jeg trænger meget til at se noget mere af ver­den. Jeg drøm­mer om at rejse Europa tyn­dt og lære de lande at kende, jeg aldrig har besøgt. Og at min dat­ter kan fly­tte trygt hjem­me­fra snart. Hun har forskel­lige tilbud på hån­den.

Dag 36: Mandag den 22. sep­tem­ber:

Det er blevet ret koldt, og der­for må jeg i mor­gen få rede på, hvor mange vin­ter­jakker eller stor­m­jakker, som de kaldes, vi har. Det er spæn­dende at se, om der er jakker nok.

Hvad skal folk lave hen over vin­teren? De skal vel ikke hive pileurt op? Man maler jo ikke om vin­teren. Der kan sam­les affald sam­men, men ud over det? Hvad sker der mon på det felt?

Jeg har smidt tøj til vask i dag, udlev­eret en del tøj og fros­set så meget, at jeg måtte tage en af de neongule trø­jer på. Det bekom­mer mig ikke vel, men jeg vil heller ikke fryse.

Jeg er heldigvis igen­nem lidt over halvde­len af dagene herude. Man bliv­er så ligeglad med det, men ikke med at stå op til noget fuld­kom­men nyt­teløst.

Dag 37: Tirs­dag den 23. sep­tem­ber:

Koldt var det til mor­gen. Jeg må huske de handsker, når jeg cyk­ler fra Eng­have ud til Slusen. Dagen bød på optælling af stor­m­jakker. Disse ter­mo­forede neongule jakker, der får en til at ligne en klump uden for­mer, men varme er de. Jeg fik også renset nogle sikker­hedssko for snavs, drukket en del te og snakket.

Jeg nåede også at få hældt te ned over mig. Nogle af folkene herude er triste, andre ligeglade og andre igen aggres­sive. Vi er et bundt meget forskel­lige men­nesker med vidt forskel­lige bag­grunde, uddan­nelser og kul­tur. Forleden, da jeg var i a‐kassen, opnåede mine to tøjfæller at indgå i et ver­balt slagsmål med en yngre mand. Han havde sat sig i com­put­er­rum­met med kaffe og lignede en, der ikke ville forstyrres. De to gik alligev­el ind i rum­met og talte sam­men, men det skulle de ikke have gjort. Han skældte dem ud for at forstyrre ham.

På et tid­spunkt følte de sig truet. En sjov omgang var det ikke, og han fik efter­føl­gende for­bud mod at vise sig ved motor­ba­nen igen. I dag sad jeg på bænken uden for huset og talte med mine to søde con­tain­erkol­leger, da det var ved at være tid til at gå. En mand over­for mig beg­y­n­dte i en aggres­siv tone at sige til mig, at jeg skulle tage min kop med ud, ikke lade den stå på bor­det. Han skubbe­de til den, så der flød te ud og ned i mellem­rummene på bor­d­pladen, hvilket gav mig et te‐varmt lår.

Jeg sagde ham min ufor­be­holdne mening. Det blev en smule ube­hageligt, især tonen. Nå pyt, ingen synes jo, det er fedt. Desu­den ved jeg med mig selv, at jeg har vas­ket mange kop­per af helt friv­il­ligt. En anden mand hidsede sig også op. Han havde været her før, fået en måneds arbe­jde, men er nu beor­dret tilbage i nye 13 uger. Sådan er reglerne.

”Det kan ikke betale sig at arbe­jde,” råbte han.

Vi fandt ud af, at sørg­er man for at informere medar­be­jderne fra Job­cen­tret rigtigt, kan man undgå den slags. Men det vid­ste man­den ikke. Jeg har i dag også hørt, at der skal spares 50 mio. kr. i den afdel­ing i kom­munen, Cen­ter for Afk­lar­ing og Beskæftigelse, der har med det her område at gøre.

Det var lige før, vi ønskede, at nogle af medar­be­jderne som straf prøver en omgang nyt­tei­d­i­oti. Det skulle jo være så ans­porende.…

Dag 38: Ons­dag den 24. sep­tem­ber:

Nogen af arbe­jd­sled­erne har ryd­det op i sko og tøj. Det betød, at en del skulle sorteres og smides til vask. Så gik der tid med det. Yder­mere har vi fået en ekstra kvin­de med på hold­et – hun er gravid i uge 26 med plukveer. De gra­vide skal også udføre nyt­teak­tiver­ing. Her slip­per ingen, med min­dre man er syg.

Jeg har også oplevet, at vi har haft en min­dre gnid­ning blandt os con­tain­erkvin­der. Men jeg tror, den er overvun­det. Det er nemt at blive irriteret og sure på hinan­den, når man er et sted, som ingen mening giv­er. Ord kan være virke­lig irriterende og for­tolkes fork­ert. Heldigvis er her lukket i mor­gen. Det vil sige, jeg kan sove læn­gere end til kl. 06 og selv bestemme, hvad jeg skal lave i mor­gen. Jeg ved, at jeg i hvert fald skal skrive nogle ansøgninger, for­di jeg er bagud.

Sikke foran­dringer der vil ske de næste par måned­er. Det er juleaften om præ­cist tre måned­er, og det bliv­er den sid­ste juleaften i huset. Min dat­ter fly­t­ter på søndag, og for første gang i mit liv skal jeg bo alene.

Dag 39. Tors­dag den 25. sep­tem­ber:

I dag skin­ner solen, og jeg er ikke på Amager. Heldigvis. Vi har fri i dag, for­di per­son­alet tilsyneladende skal holde møde. Det har bety­det, at jeg kunne sove længe i dag, hvilket jeg og min krop trængte en del til. Selvom det er svært at sove. Jeg sover slet ikke som i gam­le dage. Vågn­er hver nat en eller to gange og kan have store prob­le­mer med at sove igen. Min hjerne kør­er uaf­brudt og vender og drejer krisen.

Hvor kunne jeg godt tænke mig at sige, nu gider jeg ikke mere beskæftige mig med krise. Jeg ved ikke, om man kan beslutte sig til det? Jeg tror på, at man i det store og hele kan, hvad man vil. Alligev­el må jeg erk­ende, at der er alt for meget, jeg ikke kan af den ene eller anden årsag.

Skam og skyld er virke­lig ord, der optager mig. Og ans­var. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for ikke hele tiden at slå mig selv med skam og skyld over min elendi­ge sit­u­a­tion. Måske skal jeg også se den som en mulighed for at skifte spor. Ingen vil ansætte mig til det, jeg kan og er uddan­net som. Men jeg kan skrive – det er et godt våben at have. Jeg har lige læst Yahya Has­sans digt­sam­ling, og den er dybt inspir­erende. Ingen har for­t­alt ham, at han kan skrive, men det gør han virke­lig godt.

Vi har alle et tal­ent.

Dag 40: Fredag den 26. sep­tem­ber:

I går ringede en sød kvin­de fra kom­munen og for­t­alte, at der var fri i dag. Alt­så lukket. Jeg tager hat­ten af for, at man ringer til folk, så de ikke møder op forgæves. Jeg faldt over en beskriv­else af aktiver­ing i Fred­eriks­berg Kom­mune. Jeg troede, at regerin­gen ville afskaffe meningsløs aktiver­ing. Men nej, man har fak­tisk gjort en hel del for at til­fø­je mere af den slags.

Jeg har end­da noteret, at den nye radikale led­er ønsker, at nytilkomne til lan­det skal udsættes for nyt­teak­tiver­ing!

Er Dan­mark blevet et sygt land?

Dag 41: Mandag den 29. sep­tem­ber:

Jeg blev noget for­bavset, da jeg her til mor­gen stod af toget ved Eng­have. Der var tåget, men ikke i Van­løse ti min­ut­ter før. Nor­malt kan jeg fra broen se ind til Køben­havn, i dag kunne jeg se højst 50 meter frem. Utroligt med så store vejr­forskelle på kort afs­tand.

To kol­leger, hvis jeg kan kalde dem det, er heldigvis holdt op. En for­di hun har fået noget vikarar­be­jde, og en anden for­di hun har fun­det et fast vikari­at inden­for hen­des fagud­dan­nelse. Det er rigtig godt for dem, men lidt trist at miste så skønne men­nesker. Heldigvis har jeg dem på min Facebook‐liste. Vi har fået en ny kol­le­ga på vores tøjhold, en gravid kvin­de. I dag sat­te vi hende ind i absur­diteterne.

”Der er jo kun til et kvarters arbe­jde,” sagde hun.

Det er sandt – for det meste. Vi lagde lidt tøj på plads og et par sko. Vi talte en del om, hvor nogle gum­mistøvler skal være og om nogle kass­er, der var kom­met. De viste sig dog ikke at tilhøre os. Vi gik også en tur i området og undrede os igen over, hvad denne aktiver­ing skal gøre af godt for os. Alle er enige om, at det er blevet sværere at få ordentlig tid til at skrive ansøgninger og være opsø­gende.

Jeg har nu fire uger og fire dage tilbage. Jeg er ikke kom­met et skridt nærmere et job, tvær­ti­mod. For mig han­dler det om at holde mod­et oppe og ikke miste hele min tillid og tro på mig selv. Jeg har fået end­nu en fysisk ska­vank, som jeg direk­te kan relatere til denne umulige arbe­jd­sløshedssi­t­u­a­tion. I det lange løb bliv­er det rigtig dyrt, at så mange men­nesker er sat uden­for det gode sel­skab.

Jeg forstår ikke, sam­fun­det har råd.

Dag 42: Tirs­dag den 30. sep­tem­ber:

Den gode nyhed er, at vi har fri på fredag. Motor­ba­nen, som stedet kaldes, hold­er igen lukket. Hvor­for ved jeg ikke, har ikke spurgt. Men over­hørte en sam­tale mellem en af arbe­jd­sled­erne og en aktiveret om, at stedet her måske skal lukke helt. Det var ærg­erligt, mente arbe­jd­sled­eren, når der nu er sket så meget herude.

Hmm, sket meget herude? I går gik jeg for­bi et af de områder, hvor der er hevet japan­sk pileurt op. Svært at se at der var fjer­net en masse af de planter, som voksede i hele området. Men jeg forstår, det han­dler om at stresse planterne. De så nu ikke ud til at være spor stressede. Det er nok mere os aktiverede, der er det.

I dag kom der nye folk og som de fleste andre, gloede de vantro, flere grinede og andre beklagede sig. Der opstår alt fra res­ig­na­tion til des­per­a­tion over at se frem til 13 uger her. Der­for prøver folk alt muligt for at slippe. Nogle synes, det er fint at tage fire ugers prak­tik i Fak­ta, mens andre er glade for et løn­til­skud­sjob. Eller bare et vikari­at. Det forstår jeg godt, men jeg har val­gt ikke at søge løn­til­skud, for­di det ikke hjælper mig. Helt sandt er det ikke, da jeg har søgt nogle af de still­inger.

I det offentlige giv­er løn­til­skud ikke varigt job, og det er svært at finde noget i det pri­vate. Man skal også huske, at man ikke får talt timer med, sådan at man kan beg­y­n­de at genop­t­jene til dag­penge. Her er ærlig talt meget trist i dag. Det er over­skyet og dryp­per fra himlen. Stedet bliv­er utroligt ucharmerende, når solen ikke skin­ner.

Hvad har jeg lavet? Meget lidt. Lagt noget tøj på plads, fun­det tøj til et par aktiverede og fejet i con­taineren. Ellers har jeg sid­det og print­et jobs ud, som jeg kan søge.

I dag er der virke­lig brug for ja‐hatten.…

Dag 43: Ons­dag den 1. okto­ber:

Da jeg cyk­lede af sted i dag, reg­nede det. Dog ikke vild regn, mere kon­stant småregn. Det samme var til­fældet ved Eng­have, men jeg mødte naturligvis frem – med småvåde lår og hår.

Reg­nen tog dog til, og der beg­y­n­dte at sam­le sig pyt­ter i gruset uden for con­tain­er­husene. De fleste søgte ly i den såkaldte frokost­stue, mens enkelte stod uden­for med kaffe og nogle med en smøg. Der herskede en trist opgivende stemn­ing over tableauet. Både omgivelser og men­nesker så fort­abte ud. Den til­for­lade­lighed, som solen ellers har givet stedet, forsvin­der fuld­kom­men i regn og grå ton­er på himlen.

Jeg kom dog hur­tigt i aktion, da nogle aktiverede skulle have udskiftet både tøj og sko. Vi stod der klemt sam­men i den smalle con­tain­er med små vand­pyt­ter, der sam­lede sig omkring vores fød­der. Jeg har forstået, at de folk, der er i aktiver­ing på bmx‐banen, har anderledes forhold end os på motor­ba­nen. Måske der­for oplevede jeg en af de nytilkomne stå i under­hylere for at afprøve bukser i tøj­con­taineren. Det er sgu ydmy­gende. Jeg talte også med en kvin­de, en af dem som udfør­er beskæringsar­be­jde ude omkring i land­sk­a­bet.

”Ja, det gælder om at holde sig. Vi har ingen tis­sep­a­user, for vi har ingen sted­er at tisse,” fork­larede hun.

Jeg gad godt se de mange tusind danskere, der har en eller anden form for kon­torar­be­jde, arbe­jde under forhold, hvor de ikke kan tisse, med min­dre de sæt­ter sig under en busk.

For­di det reg­nede så meget, kom folk ikke ud, men sat­te sig inden døre og snakkede. Der blev drukket kaffe og te og talt om, hvorvidt vi ville blive sendt hjem.

Det gen­nemgående emne var naturligvis meningsløshe­den med denne aktiver­ing. En kalder det for afson­ing, jeg sam­men­lign­er det med sam­fund­st­jen­este, uden at der lig­ger en krim­inel han­dling bag. Men som en sagde, betragter nogen os jo alligev­el som småkrim­inelle, siden vi ikke kan skaffe os et job. Kort tid efter dukkede en af arbe­jd­sled­erne op og med­delte, at vi blev sendt hjem på grund af vejrlig.

”Det er I jo nok kede af,” lo han.

Dag 44: Tors­dag den 2. okto­ber:

Det virkede lunt i dag. Havde taget den uldne efterårs­frakke på, men det var nærmest for varmt. Udsigten fra broen ind mod Køben­havn var også dis­et. Der var en lidt fes­et stemn­ing over vejret i dag.

Til gengæld er der ikke noget fes­et ved den tand­pine, jeg har fået. I går beg­y­n­dte det at gøre ondt i en tand i under­munden, og er der noget, jeg frygter, er det lommes­mert­er i forbindelse med tan­dlæge. Jeg har ikke haft råd til ret meget tan­dlægear­be­jde i de sid­ste to‐tre år. Der­for frygter jeg en tur i tan­dlægestolen i efter­mid­dag. Jeg må sluge en del piller lige nu, for tand­pine gør pokkers ondt. Frygter det værste og håber det bed­ste.

Jeg har lagt noget tøj på plads i dag og ikke mindst vas­ket tøj. Når man sid­der her i com­put­er­rum­met, kan man mærke og høre vaske­mask­i­nen cen­trifugere. Alt rys­ter, men ok så ved jeg da, hvornår den er færdig. Der kom en ny kvin­de i dag, som gloede og så util­pas ud ved det hele. Hun ville helst ikke i det neongule tøj, men kunne ikke slippe. Hun havde taget et kam­era med for at doku­mentere stedet.

Hun blev hen­vist til arbe­jde på stran­den, eller nede ved hav­nen kan man nærmere sige, det er. Men hverken hun eller arbe­jd­sled­eren kunne finde folkene, og der­for kom hun tilbage og gik i stedet i gang med noget maler­ar­be­jde. Men også det måtte hun stoppe med af fysiske årsager. Hun kon­staterede med et frygt­somt blik i øjnene:

”Ja, det er ikke for­di, jeg ikke vil arbe­jde, men det gør ondt i krop­pen.”

Sådan er det, når man er arbe­jd­sløs. Man bliv­er helt sikkert mis­tænkt for ikke at gide og må hellere hur­tigt komme med en fork­lar­ing. Hvor har jeg set og hørt det mange gange. Alle disse fork­laringer og und­skyld­ninger man kom­mer med, for folk skal jo ikke tro, at man ikke vil eller er doven.

Dag 45: Fredag den 3. okto­ber:

Aktiver­ingsst­edet er lukket i dag, hvor­for ved jeg ikke. Jeg gæt­ter på, at der er plan­er om at lukke stedet. Der går rygter om det. Per­son­alet har nok brug for at tale om en eventuel nedlæggelse. Arkiver­ing­som­rådet er delt i to områder på Slusen 2. Når man drejer ind fra Artillerivej, er det første man møder på sin højre hånd en bmx‐bane. Hvem den dri­ves af, ved jeg ikke. Dog tror jeg, det er Køben­havns Kom­mune. Men det er de tvangsak­tiverede, som vedlige­hold­er området. Jeg møder nogle gange folk der­fra, og de giv­er udtryk for, at der er tale om hårdt arbe­jde, og at deres faciliteter er dårlige.

Fort­sæt­ter man lige ud på området i stedet for at gå til højre, kom­mer man til motor­ba­nen, hvor vi andre hold­er til. Det er et område, hvor man kan køre motocross. Her er smidt nogle con­tainere ud i land­sk­a­bet, hvor der er tøjde­potet, som jeg nu er bestyr­er af. Der er også con­tainere til mask­in­er, værk­tøj, et smede­værk­st­ed, com­put­er­rum, rum til arbe­jd­sled­erne og en frokost­stue med et min­dre tilhørende køkken.

Menin­gen er, at de aktiverede skal holde området selv, male, gøre rent og den slags. Det gør nogle, andre tager ud og sam­ler affald, beskær­er eller hiv­er japan­sk pileurt op. Nogle slår også græs. Vi kom­mer enten kl. 08 eller 11.30, alt efter hvilket hold man er på. Hørte i går om to der blev trukket i ydelse. Den ene for­di hun ikke var mødt op til intromøde i Vas­by­gade, hvor de aktiverede skal møde første gang. Ellers var hun kom­met hver dag. Den anden for­di han kom 8.30–9.00 hver mor­gen. Om de havde fået advarsler, ved jeg ikke, men det siges, at kvin­den opdagede straf­fen ved denne måneds udbe­tal­ing af arbe­jds­markedsy­delse. Hun græd.

Hold­er man ferie, tillægges de dage ens aktiver­ing. Er man syg, vur­deres det i hvert enkelt til­fælde, om der skal lægges dage til. Man får cir­ka 10.000 kr. før skat i ydelse. Er man forsørg­er, får man ca. 13.000 kr. før skat. Menin­gen er, at man skal yde noget for de penge, man får, og at det skal ans­pore en til at få et job.

Dag 46: Mandag den 6. okto­ber:

I dag er der tre uger og fire dage tilbage. Det vil sige, at jeg kan se en ende på det, og at jeg ved udgan­gen af okto­ber er fri og ikke mere skal ud og være i denne meningsløse og per­spek­tivløse aktiver­ing.

Det var svært at komme op i dag. For en gangs skyld sov jeg godt og var midt inde i en spæn­dende drøm, da mobil­uret ringede. Jeg går tidligt i seng, meget tidligere end jeg før har haft for vane. Jeg er B‐menneske, men alderen tyn­ger også en smule. Jeg kan ikke bare gå sent i seng og stå tidligt op.

Himlen var grå over Slusen 2 i dag og stemnin­gen mat. Det er ikke sådan, at folk sid­der i frokost­stuen eller står ude på plad­sen, griner, smil­er og lign­er men­nesker fyldt op med ny ener­gi. Der hvil­er en opgivende stemn­ing over det hele. Per­son­alet især arbe­jd­sled­erne forsøger med den opti­mistiske tone, men den falder som regel til jor­den. Pro­jek­tet virk­er som en dødsse­jler, hvor det kun er et spørgsmål om tid, før skro­get har taget så meget vand ind, at det synker.

I dag lagde jeg tøj sam­men. Nogle siger, at det er grønt, men jeg vil alt­så påstå, det er neongult. Jeg sat­te vas­ketøj over. To mask­in­er men midt under den anden vask, opdagede jeg, at der ikke kom noget vand ud af han­erne. Jeg gloede på mask­i­nen og forstod, at den heller ikke tog vand ind, og der er jo ikke meget sjov ved en tør­vask.

Jeg med­delte det til en arbe­jd­sled­er, der sad for sig selv i deres rum og netop havde afs­lut­tet en frokost. Jeg så ham lidt tidligere komme med et stykke hvidt papir med gum­mibånd omkring. Det lignede en købt mad­pakke. Resterne lå på bor­det, da jeg kiggede ind til ham. Han sprang op og så forvir­ret ud, men kon­staterede, at der heller ikke var vand i han­erne i hans con­tain­er. Jeg måtte stoppe mask­i­nen. Bagefter sad jeg lidt for mig selv på et min­dre område bag ved frokost­stuen, hvor der er en bænk. Der sad jeg og filosoferede over stedet og læste lidt i min Wal­lan­der kri­mi.

Jeg glæder mig fak­tisk til at kunne få sol­gt huset, selvom jeg ikke har nogen anelse om, hvor jeg skal bo. Flere har spurgt mig om det, men hvor skulle jeg vide det fra? Jeg kan ikke beg­y­n­de at lede efter noget, før der er sol­gt. Det ville da være helt åndss­vagt. Jeg ved bare, at jeg glæder mig til, at dette er over­stået, at hyt­ten bliv­er sol­gt, så jeg kan beg­y­n­de at se lidt fre­mad. Jeg har ingen tro på, at tin­gene bliv­er bedre for men­nesker i aktiver­ing. Det virk­er som om, en masse poli­tikere men­er, at man skal yde noget for at kunne få noget. Jo da, men når der ikke er mening i tin­gene, bliv­er det van­vit­tigt demo­tiv­erende.

Det er lidt lige som men­nesker, der men­er, at en røv­fuld er god bør­neop­dragelse. Det er samme prin­cip.

Dag 47: Tirs­dag den 7. okto­ber:

Kulden bider i dag, og det blæs­er en halv pelikan. Jeg har tilbragt en stor del af min tid i tøj­con­taineren, for folk har hele tiden brug for nyt tøj eller de her stor­m­jakker, der går helt ned om rumpen. Også i dag har jeg gjort en af arbe­jd­sled­erne opmærk­som på, at der man­gler stor­m­jakker. En af dem har lovet at køre ud og se efter flere. Folk fryser.

Jeg fik lidt ros i dag. Som tidligere skrevet er vi to hold, en på bmx‐banen og en på mor­tor­ba­nen. Dem fra bmx skal selv sørge for tøj, men da deres tøjud­del­er kom, var jeg der alligev­el i con­taineren. Tøjud­del­eren sagde:

”Jeg føler mig mere tryg, når du er her Anne.”

Det var sødt sagt. Hun mente, at jeg virk­er til at have for­stand på, hvad det er for tøj, folk skal have og i hvilke stør­relser. Jeg kan skrive på mit CV: ”God til at spotte men­neskers tøjstør­relser.” Måske skulle jeg gå rundt med en vægt og beg­y­n­de at vædde med folk om hvor meget, de vejer?

Der kom også nye folk i dag. De fik et oplæg af en af arbe­jd­sled­erne og en rund­vis­ning. Man kan hur­tigt spotte magtes­løshe­den og tomhe­den. En af dem var vred og ville tale med en af de ansat­te.

Hvad koster det ikke at tage herud?” spurgte hun arrigt.

Det lig­ger i zone 3. Det kan ikke være rigtigt.”

Det kan det jo desværre. Jeg vil ikke tænke på, hvor mange penge jeg har brugt på trans­port. Det er van­vit­tigt, at men­nesker som jeg, skal bruge så stor del af vores spar­somme ydelse på trans­port. Det er ikke alle, der kan cyk­le eller har bil. Det er yderligere at pisse på folk efter min mening.

En af tørk­lædekvin­derne har fået mere rengøringsar­be­jde. Hun arbe­jder to timer hver dag og skulle i starten være her alle dage, men det fik hun lavet om, sådan at hun kun skal være her mandag og tirs­dag. Nu slip­per hun helt efter at have fået to timers daglig rengøring i en børne­have. Hun var lykke­lig. Vi er ret opdelte. Alle der gør rent – stort set – har tørk­læder på. De hold­er sig lidt for sig selv, og flere af dem taler dårligt dan­sk. Men jeg prøver at tale med alle, og folk ved efter­hån­den, hvem jeg er. De, som er ude i land­sk­a­bet, er ret bland­ede både ind­fødte danskere og ikke ind­fødte.

Her er mange nation­aliteter. Jeg har mødt ital­ienske, polske, gam­bianske, pak­istanske, bangladeshiske, norske, tyrkiske og iranske men­nesker. Tænk hvis man kunne fortælle deres his­to­ri­er. Hvor­for ren­der de rundt her? Hvad er deres skæb­ne? Vi har alle en his­to­rie at fortælle som min tvangsak­tiver­ing­shis­to­rie. Alle men­nesker er noget værd.

Dag 48: Ons­dag den 8. okto­ber:

Det er sjældent, jeg ser solen stå op. Men i dag gjorde jeg, da jeg stod på broen ved Eng­have Sta­tion. Der hang den som en orange kugle i horison­ten og sendte sit mat­te skær ud over byen. Det var smukt. Cykel­turen foregik i en pæn mod­vind, men beløn­nin­gen er at komme til den lille bro, der forbinder Amager med Sjæl­land. Her står tiden stille med hus­både, rød­malede skure, lyst­både og et lille båd­værft, hvor det ser ud til, at man er i gang med at bygge en hus­båd.

To gange har jeg set en lille hvid kanin løbe rundt her. En gang var jeg ved at køre den over, da den plud­seligt dukkede op under en bil. Vi gloede på hinan­den, og så løb den videre.

Jeg nåede plad­sen tidligt, men opdagede, at uret i stem­pel­mask­i­nen ikke passede. Men pyt, jeg kom jo frem og hur­tigt i gang med arbe­jdet. Nytilkomne skulle bet­jenes. Jeg var især stolt af at kunne reg­ne ud, hvad en mand havde i buk­ses­tør­relse. Jakken var i XL, og det er jo lidt delikat at tale om stør­relse rundt om maven. Men jeg val­gte stør­relse 104 med klap, og det viste sig at passe per­fekt. Han var imponeret.

Han for­t­alte mig, at han kun fik 5.000 kr. udbe­talt på sin ydelse grun­det noget gæld til Skat. Jeg fores­log ham at søge job som pæd­a­gogmed­hjælper. Det viste sig, at han ikke helt vid­ste, hvad det job går ud på. Jeg håber at have givet ham inspi­ra­tion til en ny job­søgn­ing. Der kom også totalt styr på skoene i dag med skokasserne i rigtig række­følge. Kon­staterede, at der kun er et par sko i stør­relse 43 og 44. Det går ikke og det er naturligvis kom­mu­nikeret videre til en af arbe­jd­sled­erne. Plus at der man­gler nogle jakker og T‐shirt i bestemte stør­relser. Man skal jo have tiden til at gå med noget.

Heldigvis er net­tet oppe igen, da jeg blev færdig og parat til at sætte mig ind i com­put­er­rum­met. Vi sad tre i alt og talte sam­men. Det kom der to ven­nean­mod­ninger på Face­book ud af og et tip til en anden, hvor han måske kan søge efter noget plade­pro­duc­er­ar­be­jde. Sådan en snak giv­er 100 gange mere mening end at stå og rydde op i et skoskab.

Derefter kom rygtet: Fri i mor­gen. Det passede! Nu håber vi alle bare på, at en sød dame fra kom­munen ringer i mor­gen og siger fri på fredag.

Dag 49: Tors­dag den 9. okto­ber:

Dagen tilbringes der­for ikke på Amager. Desværre har ingen ringet og sagt, at der også er fri i mor­gen. I går var en let­telsens dag og befriende at vide, at jeg ikke skulle derud i dag. Alt gik på en mere gli­dende måde. Pres­set let­tede.

Det er under­ligt at befinde sig i land­sk­a­bet af grus, neongult arbe­jd­støj og con­tainere i army­grønt. Når solen skin­ner, ser der til­for­ladeligt ud, men når det er gråt, tit­ter tritessen tydeligt frem. På en måde kan man sige, at alle de men­nesker, der går ud derude, er en slags affald. Først har de haft et arbe­jde, så er de ledi­ge, derefter er de kom­met på dag­penge og siden over på arbe­jds­markedsy­delse.

Det er noget af en social og men­neske­lig der­oute. Jeg kan ikke forstå, at nogen kan tro, at men­nesker hellere vil mod­tage dag­penge eller ydelser i stedet for at arbe­jde, bruge sig selv og tjene egne penge. Det er mig ube­gri­beligt. Det er måske heller ikke det, det han­dler om. Jeg tror, det han­dler om straf, straf for ikke i tide at have sikret sig ind­komst. På et tid­spunkt skrev en til mig, at kan man ikke skaffe sig et job i løbet at to år, er noget galt med en. Måske er man syg?

Sam­fun­det tillæg­ger det enkelte men­neske et kolos­salt per­son­ligt ans­var, og kan man ikke leve op til normerne, skal man straffes. Det hed­der ret­tighed­er og pligter. Måske er sagen bare, at der er krise, og der man­gler jobs?

Dag 50: Fredag den 10. okto­ber:

15 dage tilbage. Eller fak­tisk er det kun 14 dage, idet jeg skal til en under­søgelse på tirs­dag i næste uge. Nu kan jeg se en ende på det.

Solen stod igen op i sit orange skær over Køben­havn. Der hvilede en blid stemn­ing over byen i dag. Alt gik glat og gnid­ningsløst i trafikken. Selvom jeg griner hver gang, jeg cyk­ler for­bi First Hotel Copen­hagen, der har nogle store reklameskilte hængt op. De lokker med roman­tisk week­end. Jeg ved ikke, hvor roman­tisk en week­end kan blive med udsigt til de enorme rækker af fræsende bil­er, der skal hen over Sjæl­lands­broen og videre til motorve­jssys­temet. Jeg ville måske hen­lægge en roman­tisk week­end et andet sted.

Ellers har jeg haft nok at se til. Dels med at rydde yderligere op på tøjlageret og dels med at lægge en del tøj på plads. Efter min anmod­ning er der kom­met stor­m­jakker og sko. Alt det skulle på plads, og pap­kass­er skæres over. Herude smider man pap­pet ud, det sorteres ikke, som ellers alle andre gør. Det undr­er mig en smule, for der er vældig meget pap. Men jeg har ikke spurgt hvor­for. Jeg er jo bare en aktiveret, men fik tak i dag for min ind­sats af en arbe­jd­sled­er – det luner. For lige igen at under­strege det: Jeg har intet imod per­son­alet herude! De er generelt flinke og imødek­om­mende.

Jeg kan fornemme, at nogle grup­per efter­hån­den har det fint sam­men. Der er en maler­gruppe, som tilbragte et stykke tid i com­put­er­rum­met, og der lød høje lat­ter­brøl derinde fra. Hvor­for fan­den ikke grine, det er så kedeligt at græde.

Fik i øvrigt også givet et par fif til en mands CV. Heldigvis er der også tid til at hjælpe hinan­den, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi i stedet for alt det her nyt­tear­be­jde kunne hjælpe og netværke med hinan­den. Når vi gør det, sker det jo på trods.

Jeg må lige til­fø­je, at i dag har vores område, nyt­te­job, fået ny min­is­ter. Mette Fred­erik­sen er blevet justitsmin­is­ter efter Karen Hækkerup, der skal være direk­tør i Land­brug og Føde­var­er. Par­tifællen Hen­rik Dam Kris­tensen er ny beskæftigelsesmin­is­ter.

Fred­erik­sen er jo opfind­eren af nyt­te­job, og jeg glem­mer aldrig hen­des van­vit­tige forsvar for det og for den ned­sat­te kon­tan­thjælp til unge under 30 i Dead­line over­for Mar­tin Kras­nik. Det var så pin­ligt, især af en såkaldt socialdemokratisk min­is­ter.

Socialdemokrati­ets top aner ikke, hvor­dan det almin­delige liv leves mere. Hen­rik Dam er ikke akademik­er, heldigvis, men jeg tror alligev­el ikke, der kom­mer foran­dringer i nyt­te­jo­bid­i­oti­et.

Dag 51: Mandag den 13. okto­ber:

Det var først et sted mellem Van­løse og Val­by, jeg opdagede tomhe­den i toget. På Islev voldte det ingen prob­lem at komme ind med cyklen eller få den plac­eret. Nå ja, det gik op for mig, at det er efterårs­ferie. Ferie er ikke noget, jeg tænker ret meget på, når jeg er på aktiver­ing. Vil man holde ferie, tillægges feri­e­ti­den ens aktiver­ing. Så jeg hold­er ikke ferie. Råd til ferie har jeg naturligvis heller ikke.

Også cykel­turen ud for­løb mere stille end sæd­van­ligt. Et blidt og lang­somt skær hvilede over trafikken ud mod Sjæl­lands­broen, og Sluse­hol­men udgjorde et nærmest søvnigt indtryk. Van­det er helt klart, og man kan se til bun­den. Jeg ankom i gråve­jr og gik straks i aktion, udlev­erede tøj til en mand og kvin­de. Dernæst kon­staterede jeg, at der ikke var mere fly­dende vaskepul­ver tilbage, kun lige nok dråber til en vask. Der­for hen­vendte jeg mig til en arbe­jd­sled­er, og han bestilte straks det ønskede. Jeg fik også tør­re­tum­blet lidt viskestykker og kark­lude. Og fandt et par sko jeg tørrede af og sat­te i en tom skoæske.

To dunke med det fly­dende vaskemid­del blev lev­eret cir­ka en time efter bestill­in­gen. Dog kunne jeg ikke få låget af og måtte tilka­lde en arbe­jd­sled­er, der heller ikke med rå maskulin kraft magt­ede opgaven. Men han fandt en kniv og skar skidtet op. Hvilket dra­ma! Derefter sat­te jeg end­nu en mask­ine over.

Senere gik jeg en tur for at fotografere den berømte japanske pileurt, der vokser lystigt de sted­er, hvor den ellers er hevet op. Jeg kom også for­bi bmx‐banen og fik taget nogle fotos af den. Alt så trøstes­løst ud i det her svagt dryp­pende reg­n­ve­jr, gråt, vådt og næsten klamt, for­di det ikke er særlig koldt i dag.

I mor­gen skal jeg ikke herud, jubii, men til spe­cial­læge. På den bag­grund kan man godt fritages. Jeg tjekkede for en god ordens skyld hos per­son­alet, der havde noteret mit lovlige fravær.

Dag 52. Tirs­dag den 14. okto­ber:

Spe­cial­læ­gen på Fred­eriks­berg havde en god nyhed og et påbud om at gøre noget, som egentlig er mig ret meget imod…

Nød befrielsen over ikke at skulle ud for at sortere og vaske tøj, rense sko eller sid­de og få tiden til at gå i et com­put­er­rum. I stedet tænker jeg, hvornår kom­mer det store U‐Turn for mig? Et rigtigt arbe­jde synes at være et fata­mor­gana. Det er virke­lig svært ikke at føle sig dybt mar­gin­alis­eret.

Lige nu ven­ter jeg på, at der skal komme en og få noget mad fra fry­seren. Der er men­nesker derude med tomme kølesk­abe og lom­mer. I den henseende er jeg priv­i­legeret. End­nu.

Dag 53. Ons­dag den 15. okto­ber:

Det silede ned, da jeg stod op. Sov ikke særlig godt i nat, måske for­di jeg vid­ste, at mobil­uret ringede kl. 06. Jeg håbe­de, at reg­nen blev ved. Det gav en chance for, at arbe­jdet ikke kom i gang. Men reg­nen holdt desværre op.

Under­ve­js opdagede jeg, at det er ved at være tid til lygter på cyklen om mor­ge­nen. I sand­hed en trist mor­gen med dryp­pende regn, tunge grå sky­er og en lind strøm af bil­er ud mod motorve­js­net­tet. Desu­den var dækket på forhjulet næsten fladt. Heldigvis er der en pumpe på plad­sen, og prob­lemet blev løst af en af de aktiverede, der kun arbe­jder i smede­værk­st­edet.

Dagen er indtil videre gået med at lægge tøj på plads, udle­vere reg­n­tøj, vaske sko, sætte mærkater på dem med skostør­relse og vas­ketøj. Der er en vaske­mask­ine og en tør­re­tum­bler i en con­tain­er i 1. sals højde. Jeg fik smidt noget vas­ket tøj til tør­ring og sat en por­tion neongult tøj over på 40 grad­er.

Van­det fra vaske­mask­i­nen løber ud i en brusek­abine lige ved siden af. Og hvor­for ikke, tænk­te jeg. Jeg kan da lige så godt stå her med bruseren og få ledt al den jord, som har sam­let sig i kabi­nens bund, væk og ned i aflø­bet. Det gjorde jeg for at få tiden til at gå. Det føles utroligt menings­fyldt at stå der med en bruser og glo på brun jord forsvin­de i et afløb.

Lige nu er der abso­lut intet at fore­tage sig. Om en halv time er vaske­mask­i­nen færdig, og tøjet kan smækkes til tør­ring og en ny mask­ine sættes over. Og så gik der da tid med det.

I dag er der to uger og to dage tilbage.

Dag 54: Tors­dag den 16. okto­ber:

Åh Gud, meningsløshe­den slog ud i lys lue i dag.

Det plaskede ned, da uret ringede kl. 06. Ok, jeg har en plan B for at kom­mer til Slusen 2. Den går ud på at tage toget til Val­by og skifte til bus 4 A. Det er ikke rart at møde frem pjaskvåd, uanset om man bruger reg­n­tøj eller ej. Men da jeg tog fra Van­løse, var reg­nen næsten stop­pet. Der­for snuppede jeg cyklen alligev­el. Naturligvis plaskede det også ned ved Eng­have.

Jeg cyk­lede og tænk­te på farv­er – i reg­n­ve­jr bliv­er alt gråt. Derude omkring aktiver­ingsst­edet er huse, veje og cykel­sti vit­terligt i sorte grå­ton­er. Det er kun trafikl­y­senes farv­er og det kæmpe store Metro‐skilt i gult, der giv­er en smule kolorit til brun og grå beton. Jeg ankom pænt våd og kon­staterede, at alle lignede for­pjuskede men­nesker. De fleste var ikke omk­lædte, der lurede et håb om afly­sning. Tris­the­den blev forstær­ket af det fak­tum, at der ingen te var. Kun denne her kval­mende dun­st af kaffe. Jeg ved ikke hvor­for, men kaffe­duft giv­er mig kvalme.

Jeg traskede op for at klæde om til reg­n­jakke og gik i con­taineren. Jeg er alene. Min gra­vide makker har ferie. Jeg lagde tøj sam­men, og var netop færdig med at feje, da en af de soma­liske kvin­der stak hov­edet ind, vi har fri.

Der slog meningsløshe­den for alvor ud. Alt det besvær for at tage herud og hjem igen. Klokken var knapt halv ni. Min tid er intet værd. Det bety­der ikke noget, at jeg skal spilde tre timer på abso­lut ingent­ing.

Dag 55: Fredag den 17. okto­ber:

Min aller­første opda­ter­ing start­ede med ordene ‘mere deprimerende end deprimerende’. Dagen i dag er end­nu mere deprimerende end deprimerende.

Reg­nede styrt­ede ned, da jeg stod op og tænk­te, det ser ud til afly­sning. Men jeg kan jo ikke bare gå ud fra afly­sning. Jeg er nødt til at tage den lange vej for at få stem­plet mit kort, ellers får jeg ingen penge. Jeg har forstået på de andre, at jeg har den læng­ste vej af alle. Ingen andre bor så langt fra aktiver­ingsst­edet. Håbe­de reg­nen holdt op, men nej. Der­for måtte jeg tage plan B i brug, nem­lig tog til Val­by og bus der­fra. Det blev en meget bekostelig affære. Naturligvis tænk­te jeg ikke på, at jeg ikke skulle stem­ples ud på Val­by Sta­tion. I stedet for en rejse fore­tog jeg to. Det koster.

Bussen kæm­pede sig gen­nem reg­nen, og jo nærmere jeg kom Sjæl­lands­broen, jo større kaskad­er af vand kast­ede bil­er og busser fra sig hen over vejba­nen. Stakkels cyk­lis­ter. Da jeg nåede frokost­stuen, blev jeg mødt af en med­delelse om afly­sning på grund af vejrlig. Folk sad over en kop te eller kaffe og så ganske slukørede ud. Der sam­lede sig flere søer under dem, som havde trod­set vejret og cyk­let.

Midt i det hele kom en hund til stede. En af de aktiverede havde kon­klud­eret, at aktiverin­gen blev afly­st. Der­for tog hun sin otteårige pud­del­hund med, der fik lov til at løbe rundt på bor­dene. Et sur­re­al­is­tisk tableau midt i våde men­nesker, damp­ende kop­per og det skarpe skær fra neonl­y­set. Hun­den logrede, for rundt, snusede til alt og alle og lagde sig ned på ryggen med alle fire pot­er i vejret.

Folk gik fra stedet i små dryp, og jeg slog para­plyen ud og vad­ede ned mod bussen, men stoppede op. Havde jeg nu stem­plet? Min kort­tid­shukom­melse er dårlig. Jeg gik tilbage og stem­plede igen. Det så ud til, at jeg fak­tisk havde stem­plet en gang ved ankom­sten. Da jeg steg ud på Islev Sta­tion, kon­staterede jeg, at turen denne gang kost­ede 30,50 kro­ne. Tur retur har jeg spenderet i hvert fald 60 kro­ner eller mere. En van­vit­tig stor sum for abso­lut ingent­ing.

Jeg må indrømme, at mod­et er faldet til under fry­sepunk­tet. Min hjerne kæm­per des­per­at for at finde en udvej af det hele.

Hvor er leg­en og al det sjove blevet af?

Dag 56: Mandag den 20. okto­ber:

Det silede til mor­gen, men holdt op, før jeg skulle af sted. Det er egentlig ok, for det er dybt demor­alis­erende at kæmpe sig hele vejen herud for at blive sendt hjem igen på grund af regn. Der­for hellere gen­nem­føre i stedet for at blive pis­set på i dobbelt for­stand.

Dagen har ikke været så meget anderledes end de for­rige. Jeg udlev­er­er og vasker tøj, tør­rer og læg­ger det på plads plus ryd­der op i con­tain­erne, hvor jeg find­er sko og tøj de mærke­lig­ste sted­er. Jeg tror ikke, det indgår i min ‘jobbeskriv­else’ at være ‘find­er’ af tøj og sko, men jeg gør det, for­di ellers bliv­er jeg sindssyg af ikke at lave noget. I dag blev jeg en smule klogere på det lov­givn­ingsmæs­sige omkring denne her aktiver­ing. Det vis­er sig, at tager jeg for eksem­pel et vikari­at, hvis jeg da kunne finde det, på et par måned­er, skal jeg starte for­fra på 13 ugers tvangsak­tiver­ing!

Det er sådan, at kan man ikke forsørge sig selv, som det så smukt hed­der, skal man starte for­fra. Der­for er man jo godt dum, hvis man tager et job for en kort peri­ode. Det bety­der også, at aktiverin­gen ikke på nogen måde tilskyn­der folk til at tage et arbe­jde for en kor­tere peri­ode.

Jeg talte i dag med en mand, der har fået tre ugers karan­tæne, for­di a‐kasse og Job­cen­ter påstår, at han har nægtet at tage imod et job. Det men­er han ikke selv, kun at han havde forholdt sig kri­tisk. Nu skrev han en klage og var fort­vivlet over, at det snart er den første. Hvor­dan skal han betale husle­je med en uges arbe­jds­markedsy­delse? Det kan ingen. Han siger, at han dri­ves mod det grå arbe­jds­marked for at over­leve økonomisk.

Det er nogle mærke­lige virkninger, der kom­mer ud af denne her nyt­teak­tiver­ing. Det kan ikke betale sig at tage et vikari­at, og folk beg­y­n­der at arbe­jde sort. Det er under­ligt, at det end­nu ikke er gået op for poli­tik­erne, at borg­ere, der kan betale skat, i sid­ste ende også er et gode for hele sam­fun­det. Jo læn­gere ud man dri­ver folk, jo dyrere bliv­er det i sid­ste ende. Det hed­der fore­byggelse, men det glem­mer poli­tikere alt om. De taler kun om straf og pligter.

Et andet aspekt er grup­pen af ind­van­drere, især kvin­der, der går herude. Flere af dem taler virke­lig dårlig dan­sk. Sam­tidig læste jeg i dag, at 80 pro­cent af alle par på kon­tan­thjælp er ind­van­drere. Det er vel ikke under­ligt, når man tydeligt her kan se, hvor skidt inte­gra­tio­nen har vir­ket. Det er i sig selv også bemærkelsesværdigt, hvor­dan man først kan være på dag­penge og siden på arbe­jds­markedsy­delse uden at kunne tale og forstå dan­sk. Det siger vist alt for meget om en totalt fejl­sla­gen inte­gra­tionspoli­tik.

Dag 57: Tirs­dag den 21. okto­ber:

Break­ing News, er man jo næsten tilbø­jelig til at skrive.

Jeg fik i dag at vide af en af mine gul­jakkekol­leger, at stedet skal lukke, og at det meste af per­son­alet er sagt op fra måne­dens udgang. Årsag: Det er alt for dyrt for kom­munen at dri­ve stedet. Det kan jo sagtens passe, hvis det, jeg fik oplyst i går, har sin rigtighed. Nem­lig at Køben­havns Kom­mune bruger 270.000 kro­ner per ‘ind­sat’.

For egen reg­n­ing tror jeg også, det han­dler om bud­get­forliget, der er indgået for 2015, hvor visse poli­tiske parti­er, læs røde, har øns­ket at stoppe eller i hvert fald min­imere idio­tak­tiverin­gen. Jeg kan kon­statere, at der bliv­er brugt ret mange penge på den.

Jeg har fået oplyst, at skal man have sikker­hedssko i stør­relse 37 eller min­dre, koster de 1.600 kro­ner per par. Hvad de almin­delige stør­relser koster, ved jeg ikke. Men læg her­til bukser i alle mulige stør­relse, sommer‐ og vin­ter­jakker, T‐shirts, tykkere trø­jer, huer, kas­ket­ter, bæl­ter, reg­n­tøj, handsker i forskel­lige vari­anter. Oveni kom­mer bil­er, cyk­ler, forskel­lige mask­in­er som græss­lå­mask­in­er og grave­mask­in­er, malerud­styr og mal­ing, en mængde forskel­lig slags værk­tøj, bygningerne, vaske­mask­ine, varme og kloak­ser­vice.

Hvornår stedet lukker, står hen i det uvisse og hvilke kon­sekvenser, det får for de tvangsak­tiverede, ved jeg ikke. Jeg tvivler på, at folk kan und­slippe, for det er bun­det i lov­givn­ing, at man på arbe­jds­markedsy­delse skal i 13 ugers aktiver­ing, hvis man ikke kom­mer i prak­tik, et løn­til­skud­sjob eller i ordinær beskæftigelse. Det er da altid noget, at visse poli­tikere kan se, at det er at snyde skat­te­borg­erne at bruge så mange penge på sådan noget for­ban­det pjat. Hverken arbe­jds­giverne eller de ledi­ge selv kan på nogen måde prof­itere af det.

Alle går og rys­ter på hov­ed­erne, og jeg tør godt sige, at jeg end­nu ikke har mødt en eneste aktiveret, der men­er, at det har forbedret hans eller hen­des mulighed­er for at komme i ordinær beskæftigelse. Hverken ind­fødte danskere eller ikke ind­fødte.

Deru­dover har jeg fået bekræftet fra en af de søde kvin­der på kon­toret, at jeg rent fak­tisk stop­per på næste fredag. Det var virke­lig godt at få den besked. Desu­den er her tilmed lukket på fredag, hvilket er en dejlig nyhed.

Hvad har jeg så arbe­jdet med i dag? Jeg start­ede med at lægge noget tøj på plads, siden har jeg vas­ket to mask­in­er, tør­ret en og har gang i end­nu en mask­ine. Deru­dover hjalp jeg en med at finde nogle gum­mistøvler og så har jeg drukket en del te.

Dag 58: Ons­dag den 22. okto­ber:

Dagen beg­y­n­dte som den ple­jer og dog. Lige omkring Van­løse sta­tion fik jeg øje på en kon­trol­lør og kom i tvivl om, hvorvidt jeg havde stem­plet ind med mit rejseko­rt. Min kort­tid­shukom­melse er råd­den, stod af på Flintholm, tjekkede ind og vent­ede ti min­ut­ter på toget.

Det gør ikke en skid, om jeg kom­mer lidt for sent. Jeg kan fak­tisk komme, næsten som jeg vil, for­di jeg er i Good Stand­ing. Måske for­di jeg er flæskestegshvid? Fork­lar­ing føl­ger. Som sæd­van­ligt lagde jeg noget tøj sam­men i tøj­con­taineren. Da jeg stod der med det neongule tøj, kom en kvin­de fra bmx‐banen med noget andet tøj, som også skulle på plads.

Det over­raskede mig en del at se hende, for hun var startet i prak­tik. Hun stam­mer oprindeligt fra Tyrki­et, taler meget hur­tigt og desværre et ret elendigt dan­sk. Hun for­t­alte, at hen­des prak­tik gik i vasken. Jeg forstod ikke hvor­for. Der var rod med papi­rar­be­jdet – om det skyldtes arbe­jds­giv­erens fejl eller job­cen­terets, er umuligt at få kort­lagt. Hun var virke­lig ked af det.

Hun sagde også, at dagen i dag egentlig burde være hen­des sid­ste dag, men at hun havde fået besked om, at hun skulle blive ugen ud, for­di hun havde haft et par sygedage.

”Hvad,” sagde jeg. ”Det kan ikke passe.”

Man må gerne have et par sygedage uden det for­længer ens aktiver­ing.

”Nej,” sagde hun og beg­y­n­dte at græde. Munden løb med, hvor­dan det foregik på bmx‐banen.

”De behan­dler os udlændinge så dårligt. Vi får ikke en pause. Hent kaffe, ryd op, vask gulv og så videre.”

Jeg men­er, hun sagde: ’Vi bliv­er behan­dlet som dyr.’

Jeg opfor­drede hende til at tale med en af de flinke fra første­salscon­taineren, som er udsta­tioneret fra Job­cen­teret. Det gjorde hun og kom tilbage og for­t­alte, at hun havde fået besked om, at det i prin­cip­pet var en for­tolkn­ingssag. Men når hen­des vejled­er på bmx‐banen sagde, som han gjorde, måtte hun rette sig efter det. Jeg skam­mer mig over ikke at været gået med hende over til den der led­er og sagt ham et par ord. Jeg tænk­te først på det bagefter. Idiot.

I stedet sagde jeg til hende, at hun måtte sige til led­eren, at det ikke er rimeligt, og at der forskels­be­han­dles. Nu håber jeg ikke at se hende i mor­gen, for det bety­der, at hun er fri for den her satans aktiver­ing.

Resten af dagen gik med at vaske og tale med flere kvin­der, der ikke har danske rød­der. Jeg hørte en fortælling fra en soma­lisk kvin­de om hen­des flugt til Dan­mark med Rus­land som mellem­sta­tion. Hun er en meget smilende og lat­ter­mild kvin­de med fem børn og en mand. Jeg og min gra­vide makker talte også med en kvin­de fra Pak­istan og Tyrki­et. I øvrigt slut­ter min gra­vide makker i dag, da hun sygemelder sig. Hun er i 29. uge. Men for­di hun slut­ter nu, har hun fået at vide, at hun i prin­cip­pet skal i 13 nye ugers tvangsak­tiver­ing, når hun engang har over­stået sin barsel. Tak for kaffe.

Dag 59: Tors­dag den 23. okto­ber:

Jeg har fået sved på pan­den i dag, det er ikke sket særlig tit.

Men sagen er, at arbe­jd­sled­erne har tømt en masse skabe for tøj og sko. Jeg gik i gang med at få ind­sam­let tin­gene, vas­ket skoene og sat vas­ketøj over. Det er der gået ufat­telig lang tid med, også med at lægge tøj på plads. Jeg må siges at være blevet vaskekone‐, skopudser‐ og læggetøjsammen‐ekspert. Jeg er sikker på, at disse kom­pe­tencer vil stråle i neongult på mit CV

Udover det har jeg gjort mig nogle iagt­tagelser. Biolo­gen er herude i dag, og jeg hørte, han for­t­alte, at man visse sted­er havde fået bugt med pileurten. Men på min­dre områder, kunne jeg forstå. Han så virke­lig glad ud. Jeg fik også at vide, at alle – eller så mange aktiverede som muligt – er sat til at flå og rive i pileurten. Det kom­mer som en ordre fra højeste sted, forstod jeg. Alt­så inde fra Råd­huset, vil jeg tro. Wow, det er vigtige ting, de beskæftiger sig med på kon­torchefniveau på Råd­huset.

Deru­dover har jeg også fun­geret som brevråd­giv­er i dag. En mand talte om, at han skulle i kon­takt med ret­shjælpen. Jeg spurgte, hvad det han­dlede om. Han hent­ede et stykke papir på engel­sk tilsyneladende afsendt fra Tysk­land, det han­dlede om, at inde­hav­eren af brevet stod til at arve jeg ved ikke hvor mange mil­lion­er euro, men at han lige skulle ordne lidt med banken først. Hø hø…

Brevet er sandsyn­ligvis sendt til netop ham, for­di han har et tysk mellem­navn. Det er satme frækt, nu sendes disse fal­skner­ier også per almin­delig post. Jeg råd­ede ham til at smide brevet ud. Jeg fik også talt med den tyrkiske kvin­de, der i går græd over, at hun skal blive her læn­gere på grund af syg­dom. Hun havde taget sin mand med i går, men beske­den lød, at når hen­des arbe­jd­sled­er på bmx‐banen sagde, at hun skulle være her ekstra tid som kom­pen­sa­tion for syg­dom, så skulle hun det. Slut prut finale.

Det er jo en vild form for forskels­be­han­dling, for sådan vur­deres tin­gene ikke her på motor­ba­nen. I mor­gen er her heldigvis lukket, medar­be­jderne skal vel tale om den eventuelle lukn­ing af stedet og deres egne fyringer, hvis de alt­så har fået dem. Jeg har jo kun hørt rygterne.

Dag 60: Fredag den 24. okto­ber:

Var jeg i de ansattes sko, ville jeg også føle mig under­ligt til mode. Per­son­alet går og skal finde på alle mulige arbe­jd­sop­gaver til de aktiverede, og sam­tidig ved de godt, at folk er modvil­lige, nedtryk­te og find­er det nyttes­løst at gå rundt i det neongule tøj.

Deres arbe­jde er også forgæves, hvis stedet lukkes. Al det pileur­tar­be­jde er intet værd, hvis ikke planten stress­es hele tiden. Og er der ingen ledi­ge til at hive den op, er arbe­jdet totalt omson­st. Som jeg forstår det, ved per­son­alet ikke end­nu, om det skal fyres helt eller omplac­eres.

Forskellen mellem de ansat­te og os er dog, at de får løn, har ret til sygedage og ferie, at de ikke behøver at frygte at gå fra hus og hjem eller tænke over, om der er penge til mad i kølesk­a­bet. Jeg har ikke noget dårligt at sige om arbe­jd­sled­erne og de kvin­der, der sid­der på kon­toret. De virk­er ven­lige, imødek­om­mende og end­da er visse udstyret med humor. Jobkon­sulen­terne der­i­mod virk­er mod­løse og ude af stand til at hjælpe. Her skal det dog til­fø­jes, at jeg ikke kender deres suc­ces­rate. Jeg ved ikke, hvad de opnår.

I forhold til mig selv kan jeg kon­statere, at jeg har haft en sam­tale på 15 min­ut­ter og det var det. Kon­klu­sion: Der er ikke noget at gøre i rela­tion til mig. Jeg får et flash­back til folkeskolen, hvor der heller ikke kunne stilles noget op. Jeg var jo den kvikke, der måtte beskæftige mig selv. Når det er sagt, er det i den grad min hold­ning, at de, som har brug for hjælp, bestemt også skal have den.

Men selvom man er den kloge, den priv­i­legerede og alt det der, kunne det være rart at få lov til at blive set som men­neske og få den hjælp, som kan skubbe en videre. Heldigvis har jeg ven­ner, der gør det. I mine øjne han­dler det her aktiver­ingscirkus om, at sam­fun­det ikke vil erk­ende, at der ikke er jobs nok lige for tiden, og at det ikke er den enkeltes egen skyld, at ved­k­om­mende ikke kan finde varig beskæftigelse. Der­for udde­les der straf i form af den aktiver­ing, jeg nu har beskrevet siden 4. august.

Jeg kalder det en meget dyr straf, der hverken giv­er vær­di til det enkelte men­neske eller til sam­fun­det. Skat­tekro­nerne er fos­set ud af kom­munekassen til ingen ver­dens nytte, bare for­di sam­fun­det men­er, at de ledi­ge skal føle straf­fen, nyt­teak­tiverin­gen. Jeg spørg­er: For hvis skyld?

Dag 61: Mandag den 27. okto­ber:

Der er fire dage tilbage nu, hvilken befrielse.

Solens lys stod skarpt i dag. Tilbagerul­nin­gen af som­mer­tiden har sin effekt om mor­ge­nen, hvor det plud­seligt er lyst, hvilket i dag virkede på mig, som om foråret kom retur. Men vin­teren skal først over­stås, før det liv­givende forår kom­mer. Gad vide, hvor mit liv er henne til foråret?

Hvad er der at sige om absur­diteterne i dag? Tja, havde jeg ikke overtaget tøj­vaskeridomænet, ville jeg intet have haft at lave. Der står ikke noget om i arbe­jds­beskriv­elsen, at jeg skulle vaske tøj. Den tidligere tøjde­potbestyr­er slog syv kors for sig ved tanken om tøj­vask. Men hellere det end ikke at lave noget.

Når folk er ved at beg­y­n­de arbe­jds­da­gen og står og ven­ter på, at en arbe­jd­sled­er sæt­ter dem i gang, eller de lige må vente på en, der skal have nye sko, bliv­er der snakket. Sådan rås­nakket over kaffe, smøger eller te. I dag talte vi om badeanstal­ter. Anled­nin­gen var, at en af de aktiverede skal have ren­overet sit bade­værelse. Hvor skulle hun tage bad, mens ren­overin­gen stod på? Det fik en af her­rerne til at tænke på for­dums badeanstal­ter. Jeg sad og drømte om at gå i sauna og bagefter tage et koldt styr­te­bad.

Man kan drømme om så meget, når man står med fin­grene i det neongule vas­ketøj, drømme sig hen til noget, der giv­er mening og vær­di til ens liv. Det er bestemt rart at snakke med alle de forskel­lige folk, der er herude, og se den indiske kvin­de glo på en Bol­ly­wood film lige ved siden af mig i com­put­er­rum­met. Men hvad er menin­gen med det?

Jeg tænker meget over, for hvis skyld denne her nyt­teak­tiver­ing er sat i ver­den. Jeg tror, aktiverin­gen er her for, at dem der har god løn og betalte pauser, kan føle, at de har det end­nu bedre, når de, som ikke bidrager til sam­fun­det, mærk­er, at de gør nogen nytte, der kan sætte den enorme skat­te­be­tal­ing i relief. Uanset meningsløshe­den og at skat­te­borg­erne betaler dyrt for det rene pjat og pip.

Skide være med det, bare det gør en smule ondt på alle de dovne skiderikker…

Dag 62. Tirs­dag den 28. okto­ber:

Der er forår i luften. I hvert fald føltes det sådan på cykel­turen i dag. Solen stod på himlen, som om den selv var en smule i tvivl om årsti­den.

Til gengæld kunne jeg i dag lugte fri­t­urestegt fiske­filet på min vej. Der kom­mer ofte forskel­lige mad­dufte på cykel­turen ud til Slusen 2. Nogle gange dufter der af crois­san­ter, andre gange af for­loren hare eller noget i den ret­ning og andre gange igen af stegte løg. Der er gang i kan­ti­nerne rundt om.

Da jeg ankom, var der ikke en sjæl at se nogen sted­er. Alt så for­ladt og øde ud, og jeg tænk­te: ”Hur­ra, der er fri.” Men nej, inden­for i frokost­stuen sad et par af de aktiverede bag skod­derne under neonl­y­set og talte sagte sam­men. Jeg snuppede en kop te, gik uden­for, og lang­somt dryssede de aktiverede for­bi.

Vi sad nogle stykker på bænken og talte sam­men, inden arbe­jd­sled­erne kom til syne for at uddele arbe­jd­sop­gaver. Jeg talte med en mand fra Marokko og en fra Soma­lia om, at der er mange ital­ienske rød­der i Soma­lia, men også engelske og franske. Det vid­ste jeg ikke.

Man­den fra Marokko for­t­alte mig, at han har arbe­jdet 15 år i et ital­ien­sk bageri her i Køben­havn. Der­for kunne han en del ital­ien­sk plus span­sk og fran­sk. Men han kan få lov til at hive pileurt op, kan han. Han må dog sikkert selv bestemme, om han vil tale span­sk, ara­bisk, fran­sk eller ital­ien­sk til den…

Jeg fik uddelt lidt tøj og kon­stateret, at der ikke var noget vas­ketøj. Ak og ve, hvad skulle jeg så gøre og gribe i? Jeg gik på jagt og fandt noget tøj hist og pist, som jeg kunne vaske. Sig ej, at jeg ikke går ind for sagen. Alligev­el havde jeg mass­er af tid til at læse i min med­bragte bog, der naturligvis er en ital­ien­sk kri­mi. Det er helt en skam, at jeg i dag ikke har cyk­let på Ital­iensvej.

Dag 63: Ons­dag den 29. okto­ber:

Hvis der var forår i luften i går, er der vin­ter i den i dag. Det skulle reg­ne en smule i dag, men jeg fornem­mer, det snart er ’tot­ter’, der vil dale ned.

Da jeg mødte frem, var der klæ­bet A4‐sedler op rundt omkring, og jeg tænk­te straks: ”Jubii, der er fri.” Nej, kun for efter­mid­dagsh­old­et. Øv. Der følte jeg mig sny­dt. Motor­ba­nen er lukket kl. 12. Per­son­alet skal nok til møde om alle de omstruk­tureringer, som der tales om i kro­gene. Jeg er fak­tisk ligeglad nu, der næsten kun er to dage tilbage. På fredag skal der åbnes en flaske Cremént for at fejre, at det her cirkus endelig er slut. Jeg kan mærke en let­telse over, at enden er nær, men jeg nær­er sam­tidig en dyb bekym­ring for, hvad der så skal ske. Det her aktiver­ing­shal­løj har ikke lige frem gjort min adkomst til arbe­jds­markedet let­tere. Man skriv­er ikke ’tøj­dame’ på sit CV.

Jeg blev tit­uleret ’tøj­dame’ i dag af en af arbe­jd­sled­erne, der ville vide, om jeg havde tjek på, hvad der er af tøj. Jo da, men jeg har ikke talt samtlige stykker tøj op, for der sker udskift­ning hele tiden. Til gengæld fik jeg en menings­fuld sam­tale med en iran­sk mand, der oprindeligt er uddan­net bib­liotekar. Han har de sid­ste tre år arbe­jdet som sådan, men i løn­til­skud­sjobs på nogle skol­er.

”Der er ikke brug for mig mere, jeg er 62,” som han sagde med sine brune bedrøvelige øjne.

Nej, der er mange, der ikke er brug for i det danske sam­fund. Pass­er vi ikke ned i en kasse, er det væk og ud. Vi fik en snak om det at være for­fat­ter og om lit­ter­atur. Han ville forære mig en bog med fortællinger fra Iran. Ellers er her stille, folk hænger over com­put­erne, hvis de da ikke er ude og hive et eller andet op, mens jeg lige nu ven­ter på, at en mask­ine er færdig. Så skal jeg op og hive tøjet i tum­bleren og få lagt noget andet tøj sam­men og på plads.

Da jeg kom ned fra vas­ketø­jet, greb en af de ven­lige kvin­der fra 1. salscon­taineren fat i mig. Jeg havde fået en ny job­plan, der gik ud på en teknisk for­læn­gelse. Hvad? Der var skrevet en ny job­plan, hvor jeg egentlig skulle for­længes på grund af syg­dom. Men, sagde hun, for­di jeg ikke blev varslet i tilstrække­lig god tid, skulle jeg heller ikke møde op.

Nu har jeg tjekket på job­net, og der står fak­tisk, at jeg skal komme hele næste uge. Uha uha, kan jeg stole på, at jeg ikke skal møde op? Jeg spurgte, hvad der sker i forhold til a‐kassen. De har adgang til et andet sys­tem, så der er ingen prob­le­mer, lød svaret. Det gør mig sgu en smule utryg. Hvad nu hvis en hånd fore­tager sig noget, som den anden hånd ikke ved?

Må have fat i dem igen fredag for at være 100 pro­cent sikker på, at jeg ikke skal møde op. Der fik jeg en hel del neg­a­tiv hjer­te­banken.…

Dag 64: Tors­dag den 30. okto­ber:

Jeg har ikke fået det på skrift, men set et skriftligt svar givet til en af kon­sulen­terne. Af det fremgår det, at jeg IKKE skal i aktiver­ing i næste uge, for­di jeg er varslet for sent. Der­for afkryd­ses jeg som lovligt fraværende hele næste uge.

Det er en let­telse!

Til gengæld har jeg opdaget, at der er forskel­lige måder at vur­dere tin­gene på. I et nyheds­brev fra Køben­havns Kom­mune, ‘Velkom­men til okto­ber måneds ori­en­ter­ing for uddannelseshjælp‐ og kon­tan­thjælpsmod­tagere med aktuelle nyhed­er fra Ydelsesser­vice Køben­havn’, står der:

Spørgsmål til brevkassen:

Jeg er på arbe­jds­markedsy­delse og i nyt­te­job, aktiver­ing i Køben­havns Kom­mune. Jeg vil gerne høre, hvad menin­gen er med den aktiver­ing? Det er så meningsløst, som noget kan være, efter min mening. Hvor­for for­længer for eksem­pel ferie de 13 ugers aktiver­ing, og gælder det også for syg­dom?’

Svar:

Menin­gen med nyt­teind­sats er, at man skal arbe­jde for sin ydelse.

I forhold til dit andet spørgsmål er det Folketinget og Beskæftigelsesmin­is­teri­et, der fastlæg­ger bestem­melserne omkring varighed af nyt­teind­sats, herun­der i hvilken udstrækn­ing slutda­to for nyt­teind­sats udsættes på grund af syg­dom og/eller ferie. Syg­dom af kor­tere varighed (op til 2 uger) udsæt­ter ikke slutda­to.’

Ven­lig hilsen Beskæftigelses‐ og Inte­gra­tions­for­valt­nin­gen, Køben­havns Kom­mune.

Men det var en fejl, for reglen om at syg­dom af kor­tere varighed ikke udsæt­ter slutda­to, gælder først fra 1. jan­u­ar 2015. Ikke desto min­dre har jeg mundtligt fået oplyst, at kor­tere tids syg­dom ikke bliv­er mod­reg­net. Sådan har det også været prak­tis­eret. Jeg blev her til mor­gen mødt af en af de aktiverede, som rak­te to fin­gre i vejret: ”To dage tilbage,” smilede han. Han stop­per også i mor­gen.

Jeg talte ligeledes med en kvin­de, der kunne bekræfte for­ly­den­der om, at stedet skal lukke. Vi talte om meningsløshe­den og om, at hun tidligere havde hørt en arbe­jd­sled­er sige ordene:

”Det skal ikke være hyggeligt det her.”

Bare rolig, vi mærk­er smerten over meningsløshe­den hver dag…

Dag 65: Fredag den 31. okto­ber:

Alles ist vor­bei.

Det var med en vis let­telse, jeg cyk­lede hen over den lille bro ved Sluse­hol­men lidt før mid­dag. Det virkede som om, lyset blev stærkere, jo tæt­tere jeg kom på Eng­have Sta­tion.

Dagen på Slusen 2 har ikke været så forskel­lig fra alle de øvrige dage. Måske har tem­po­et for mit eget ved­k­om­mende været mere lang­somt. Og dog. Jeg lagde tøj på plads, talte med den iranske mand, der ville forære mig en bog. Jeg fandt løse hæt­ter til jakkerne og gen­nemgik alle jakker for at se, om nogle man­glede en hætte, vas­ket tøj og ryd­det lidt op hist og pist. Jeg har en del gange efter­hån­den gjort opmærk­som på, at jeg var alene om tøj­vask og udlev­er­ing af tøj. Alligev­el for­måede de ikke at få en ny ind i ‘job­bet’. Det afst­ed­kom en vis panik hos en af arbe­jd­sled­erne, lige før vi skulle gå.

Han kom op til mig i vaskeri­et, hvor jeg sad og vent­ede på, at en mask­ine blev færdig.

”Kan du ikke blive en halv time læn­gere? Der kom­mer en del nye, som skal have tøj her ved mid­dagstid?”

En ret mærke­lig anmod­ning. Jeg sagde, det kunne jeg ikke, for­di jeg skulle skyn­de mig hjem og se, om jeg havde hus­ket at ind­sende mit ydelsesko­rt. Det er ikke rart ikke at kunne huske, om det skide kort er sendt ind til a‐kassen eller ej.

”Jamen jeg kan køre dig.”

”Det går ikke,” sagde jeg, ”for jeg er på cykel,” og spurgte, om de ikke selv for en gangs skyld kunne finde ud af at uddele tøj.

”Jo, men det er jo det med stør­relserne,” sagde han og så næsten fort­vivlet ud.

Mon ikke selv en mand, der er uddan­net jord‐ og bet­onar­be­jder, kan finde ud af at ekvipere bare nogen­lunde?

Jeg fik mit stem­pelko­rt med hjem. Det vil jeg hænge op som en påmin­delse af Dan­sk Jour­nal­ist­for­bunds næst­for­mand Lars Werges ord om, at ledi­ge er vor tids spedalske. Vi er dem, de andre ikke vil røre ved, for­di vi min­der det arbe­j­dende folk om, hvad der ven­ter, hvis de trækker et num­mer i arbe­jd­sløshed­skøen. Ellers er det på med det neongule tøj og ud at gøre nytte…

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.