Hvad laver en syg egentlig i alle de timer, hvor andre knokler i ordinære jobs?
Jo, syges fuldtidsbeskæftigelse er ‘at holde ud’.

Syges ekstraordinære arbejde

Som at være i en fødsel der aldrig ender, have et ben der hele tiden er i gang med at brække, deltage i en psykologisk gyser uden slutning.

Den syge skal hver dag holde ud at være i en fysisk eller psykisk lidelse, der ikke forsvinder, men bliver ved i det uendelige. Jobbet er ikke ordinært; det er ekstraordinært, fordi det ikke er afgrænset af en 37-timers arbejdsuge. Man kan ikke ”gå hjem” fra sin smerte og restituere sig til arbejdsdagen i morgen. Syge bruger alle døgnets timer på jobbet. Det er som at være i en fødsel, der aldrig ender, have et ben, der hele tiden er i gang med at brække, deltage i en psykologisk gyser uden slutning. Aftenafslapning, weekender og ferier er der ikke noget, der hedder. Derfor er syge kronisk udmattede.

Den syges sociale liv

Alle planer er foreløbige; de udtrykker et håb.

Der er ind imellem øjeblikke eller måske ligefrem timer, hvor smerten ikke er helt uudholdelig; og den syge får en pause, hvor der kan åndes frit. Men den syge ved aldrig på forhånd hvornår, og derfor er alle planer foreløbige; de udtrykker et håb. Det er ikke muligt at vide, om man kan, når dagen oprinder. Hvis ens bror er på besøg fra udlandet, er det ikke sikkert, man bliver i stand til at møde ham. En fødselsdag kan man blive nødt til at aflyse, kort før gæsterne skulle træde ind ad døren; en fest der foregår på 4. sal kan den dag være en umulighed. Selv at sætte en kogevask over kan tage dage eller uger. De ved det ikke.
Og hvis den syge så ordnet noget, har haft besøg eller fået bevæget sig ud af sit hjem til et eller andet, kræver det så meget, at de er ekstra plagede i dage bagefter.

Syge spiller raske, når de møder omverdenen

Mennesker i ordinære jobs har ikke lyst til at høre om den syges ekstraordinære arbejde.

Nu er den syge endelig afsted og vil gerne opleve noget positivt. Den vanskelige øvelse opstår, når nogen uforvarende spørger, hvordan det går, eller hvad man arbejder med. For hvad skal der nu svares? Der er nemlig ikke noget, der kan ødelægge den festlige stemning, som hvis den syge skulle finde på at løfte låget for, hvor svært deres liv virkelig er.

Mennesker i ordinære jobs har ikke lyst til at høre om den syges ekstraordinære arbejde. Og de tror heller ikke rigtigt på det, for ordinært arbejde er i vores land blevet medicinen mod alt, så sådan et kan den syge jo bare skaffe sig – så skal alt nok løse sig, og vedkommende vil få det meget bedre. I øvrigt mener de, at ”det ikke er, hvordan man har det, men hvordan man tager det”, og at “lykken er et valg”. Og den syge er jo også mødt op i dag, så det kan ikke stå helt slemt til. Der er nok noget med, at vedkommende ikke gider arbejde og hellere vil slange sig på sofaen foran tv’et.
Så adspurgt om, hvordan det går, svarer den syge “fint”, drejer samtalen hen på noget andet eller tier og smiler besværet.

Fokus på arbejdsmotivation og -moral, ikke på at de syge skal få det bedre

Bedre helbred er ikke for de syge. Ordinært arbejde derimod…

Politikere og jobcentrene er dem, der har besluttet og håndhæver, at ordinært arbejde er den bedste medicin for syge mennesker. De er overbevist om, at den syge skjuler noget arbejdsevne for dem – at de er dovne nassere. Derfor vil de med djævlens vold og magt og økonomiske sanktioner tvinge den syge til at påtage sig et ordinært arbejde – oveni det ekstraordinære, de allerede er ved at segne under. Det eneste, der gør et menneske til en værdig borger i dagens Danmark, er det lønnede arbejde.
Planen hos jobcentret handler derfor ikke om, hvordan den syge bliver rask eller får det bedre, men om hvordan vedkommende kan komme i arbejde. Sygdom opfattes i stor stil blot som en trodsig obsternasighed fra borgerens side; ikke som noget der kan forhindre en i at være på det ordinære arbejdsmarked. Derfor arbejdes der målrettet på at øge den syges motivation for at arbejde; for det må jo være den, der mangler.

Syge motiverer sig gennem hver eneste dag.

Men der mangler hverken motivation eller arbejde. Den syge kæmper allerede hver dag med at motivere sig selv til at holde ud, selvom både nutiden og fremtiden ser ond ud. Der kan ikke puttes mere ind. Derfor emmer jobcentrene af angst og fortvivlelse.

Det er på tide, at syge tiltager sig retten til at ranke ryggen og frit fortælle, at de beskæftiger sig med ’at holde ud’ uden nogen højeste arbejdstid; og at det er benhårdt arbejde.

4 KOMMENTARER

  1. “Syge spiller raske”, men kun den, som selv har en kronisk lidelse, forstår hvad der menes. Hvordan kunne det komme så vidt, at danskerne (især kvinder) kunne miste retten til at være syge ? Professor Per Fink har skrevet en lille håndbog “Funktionelle lidelser” som blev udgivet i kølvandet på det beskæf­ti­gel­ses­po­li­tiske ekspe­ri­ment TTA (Tilbage Til Arbejdet) Claus Hjort Frederiksen var en af chef­de­sig­nerne til dette projekt, hvor endog termi­nale kræft­pa­tienter blev indkaldt og afhørt om deres arbejd­s­evne på landets jobcentre. Men tilbage til Professor og læge Per Fink, som i sin hastigt skit­se­rede førsteud­gave af “Funktionelle Lidelser” beskrev sine moti­va­tioner for at “hjælpe” danskere med tilsy­ne­la­dende smer­te­fulde og livs­hæm­mende ( begrænset arbejd­s­evne) fysiske lidelser, ved at foku­sere på patien­tens psyko­so­ciale ydre og indre omstæn­dig­heder. Professorens første moti­va­tion blev vakt, da han som ung læge på en kirur­gisk afde­ling, ople­vede sine mand­lige læge­kol­ler­gers irri­ta­tion over en smer­te­plaget kvindes gentagne indlæg­gelser og lægernes mislyk­kede forsøg på at diag­no­sti­cere kvin­dens smerter. I bogen gør Per Fink (på behørig vis) opmærksom på, at hans psyko­so­ciale ekspe­ri­ment, ikke er målrettet imod de foræl­dede beteg­nelser for hyste­riske og sygdoms­fik­se­rede kvinder, men derimod en helt ny termi­no­logi, hvor disse kvinder bliver taget alvorlig i en psyko­so­cial behandling….Denne ekspe­ri­men­te­rende behand­ling er alle­rede imple­men­teret i landets kommuner og er i alle sine diffuse afskyg­ninger udgået fra “Klinikken for funk­tio­nelle lidelser” som gav Per Fink og hans stab enorme stats­lige og private økono­miske dona­tioner. Hvis man læser Per Finks første lille håndbog, kan man mellem linjerne læse om profes­sorens egent­lige moti­va­tion, nemlig at spare på kommu­nernes sociale budgetter ved at miskre­di­tere især kvin­ders fysiske sygdomme. Det er skræm­mende at læse mange patient­for­e­nin­gers advarsler om “diag­nosen” funk­tionel lidelse. Flere og flere aner­kendte fysiske lidelser, bliver under­kendt af kommuner og jobcentre, også i læge­fag­lige kredse afvises veldo­ku­men­te­rede fysiske lidelser til fordel for en funk­tionel psyko­so­cial lidelse. Et skræm­mende erhvervspo­li­tisk og kynisk menne­skesyn har fortrængt al klas­sisk tænk­ning om moral og etik i det danske system
    !

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here