Hvad laver en syg egentlig i alle de timer, hvor andre knokler i ordinære jobs?
Jo, syges fuldtidsbeskæftigelse er ‘at holde ud’.

Syges ekstraordinære arbejde

Som at være i en fød­sel der aldrig ender, have et ben der hele tiden er i gang med at brække, delt­age i en psykol­o­gisk gyser uden slut­ning.

Den syge skal hver dag holde ud at være i en fysisk eller psykisk lidelse, der ikke forsvin­der, men bliv­er ved i det uen­delige. Job­bet er ikke ordinært; det er ekstra­ordinært, for­di det ikke er afgrænset af en 37‐timers arbe­jd­suge. Man kan ikke ”gå hjem” fra sin smerte og restituere sig til arbe­jds­da­gen i mor­gen. Syge bruger alle døgnets timer på job­bet. Det er som at være i en fød­sel, der aldrig ender, have et ben, der hele tiden er i gang med at brække, delt­age i en psykol­o­gisk gyser uden slut­ning. Afte­naf­s­lap­n­ing, week­ender og ferier er der ikke noget, der hed­der. Der­for er syge kro­nisk udmat­tede.

Den syges sociale liv

Alle plan­er er foreløbige; de udtrykker et håb.

Der er ind imellem øje­b­likke eller måske lige­frem timer, hvor smerten ikke er helt uud­hold­elig; og den syge får en pause, hvor der kan åndes frit. Men den syge ved aldrig på forhånd hvornår, og der­for er alle plan­er foreløbige; de udtrykker et håb. Det er ikke muligt at vide, om man kan, når dagen oprinder. Hvis ens bror er på besøg fra udlan­det, er det ikke sikkert, man bliv­er i stand til at møde ham. En fød­sels­dag kan man blive nødt til at afl­y­se, kort før gæsterne skulle træde ind ad døren; en fest der foregår på 4. sal kan den dag være en umu­lighed. Selv at sætte en kogevask over kan tage dage eller uger. De ved det ikke.
Og hvis den syge så ord­net noget, har haft besøg eller fået bevæget sig ud af sit hjem til et eller andet, kræver det så meget, at de er ekstra plagede i dage bagefter.

Syge spiller raske, når de møder omverdenen

Men­nesker i ordinære jobs har ikke lyst til at høre om den syges ekstra­ordinære arbe­jde.

Nu er den syge endelig afst­ed og vil gerne opleve noget pos­i­tivt. Den vanske­lige øvelse opstår, når nogen ufor­varende spørg­er, hvor­dan det går, eller hvad man arbe­jder med. For hvad skal der nu svares? Der er nem­lig ikke noget, der kan ødelægge den fes­tlige stemn­ing, som hvis den syge skulle finde på at løfte låget for, hvor svært deres liv virke­lig er.

Men­nesker i ordinære jobs har ikke lyst til at høre om den syges ekstra­ordinære arbe­jde. Og de tror heller ikke rigtigt på det, for ordinært arbe­jde er i vores land blevet med­i­ci­nen mod alt, så sådan et kan den syge jo bare skaffe sig – så skal alt nok løse sig, og ved­k­om­mende vil få det meget bedre. I øvrigt men­er de, at ”det ikke er, hvor­dan man har det, men hvor­dan man tager det”, og at “lykken er et valg”. Og den syge er jo også mødt op i dag, så det kan ikke stå helt slemt til. Der er nok noget med, at ved­k­om­mende ikke gider arbe­jde og hellere vil slange sig på sofaen foran tv’et.
Så adspurgt om, hvor­dan det går, svar­er den syge “fint”, drejer sam­tal­en hen på noget andet eller tier og smil­er besværet.

Fokus på arbejdsmotivation og -moral, ikke på at de syge skal få det bedre

Bedre hel­bred er ikke for de syge. Ordinært arbe­jde der­i­mod…

Poli­tikere og job­cen­trene er dem, der har beslut­tet og hånd­hæver, at ordinært arbe­jde er den bed­ste med­i­cin for syge men­nesker. De er over­be­vist om, at den syge skjuler noget arbe­jd­sevne for dem – at de er dovne nassere. Der­for vil de med djævlens vold og magt og økonomiske sank­tion­er tvinge den syge til at påtage sig et ordinært arbe­jde – oveni det ekstra­ordinære, de allerede er ved at seg­ne under. Det eneste, der gør et men­neske til en værdig borg­er i dagens Dan­mark, er det lønnede arbe­jde.
Pla­nen hos job­cen­tret han­dler der­for ikke om, hvor­dan den syge bliv­er rask eller får det bedre, men om hvor­dan ved­k­om­mende kan komme i arbe­jde. Syg­dom opfattes i stor stil blot som en trod­sig obster­nasighed fra borg­erens side; ikke som noget der kan forhin­dre en i at være på det ordinære arbe­jds­marked. Der­for arbe­jdes der mål­ret­tet på at øge den syges moti­va­tion for at arbe­jde; for det må jo være den, der man­gler.

Syge motiver­er sig gen­nem hver eneste dag.

Men der man­gler hverken moti­va­tion eller arbe­jde. Den syge kæm­per allerede hver dag med at moti­vere sig selv til at holde ud, selvom både nuti­den og fremti­den ser ond ud. Der kan ikke puttes mere ind. Der­for emmer job­cen­trene af angst og fort­vivlelse.

Det er på tide, at syge tilt­ager sig ret­ten til at ranke ryggen og frit fortælle, at de beskæftiger sig med ’at holde ud’ uden nogen højeste arbe­jd­stid; og at det er ben­hårdt arbe­jde.

6 KOMMENTARER

  1. Syge spiller raske”, men kun den, som selv har en kro­nisk lidelse, forstår hvad der menes. Hvor­dan kunne det komme så vidt, at danskerne (især kvin­der) kunne miste ret­ten til at være syge ? Pro­fes­sor Per Fink har skrevet en lille hånd­bog “Funk­tionelle lidelser” som blev udgivet i køl­van­det på det beskæftigelsespoli­tiske eksper­i­ment TTA (Tilbage Til Arbe­jdet) Claus Hjort Fred­erik­sen var en af chefde­sign­erne til dette pro­jekt, hvor endog ter­mi­nale kræft­pa­tien­ter blev ind­kaldt og afhørt om deres arbe­jd­sevne på lan­dets job­cen­tre. Men tilbage til Pro­fes­sor og læge Per Fink, som i sin hastigt skit­serede førs­teudgave af “Funk­tionelle Lidelser” beskrev sine moti­va­tion­er for at “hjælpe” danskere med tilsyneladende smerte­fulde og livshæm­mende ( begrænset arbe­jd­sevne) fysiske lidelser, ved at fokusere på patien­tens psykoso­ciale ydre og indre omstændighed­er. Pro­fes­sorens første moti­va­tion blev vakt, da han som ung læge på en kirur­gisk afdel­ing, oplevede sine man­dlige lægekol­lerg­ers irri­ta­tion over en smerteplaget kvin­des gen­tagne indlæggelser og lægernes mis­lykkede forsøg på at diag­nos­ticere kvin­dens smert­er. I bogen gør Per Fink (på behørig vis) opmærk­som på, at hans psykoso­ciale eksper­i­ment, ikke er mål­ret­tet imod de foræld­ede beteg­nelser for hys­teriske og syg­doms­fik­serede kvin­der, men der­i­mod en helt ny ter­mi­nolo­gi, hvor disse kvin­der bliv­er taget alvorlig i en psykoso­cial behandling.…Denne eksper­i­menterende behan­dling er allerede imple­menteret i lan­dets kom­muner og er i alle sine dif­fuse afskygninger udgået fra “Klinikken for funk­tionelle lidelser” som gav Per Fink og hans stab enorme stat­slige og pri­vate økonomiske dona­tion­er. Hvis man læs­er Per Finks første lille hånd­bog, kan man mellem lin­jerne læse om pro­fes­sorens egentlige moti­va­tion, nem­lig at spare på kom­munernes sociale bud­get­ter ved at miskred­itere især kvin­ders fysiske syg­domme. Det er skræm­mende at læse mange patient­foreningers advarsler om “diag­nosen” funk­tionel lidelse. Flere og flere anerk­endte fysiske lidelser, bliv­er under­k­endt af kom­muner og job­cen­tre, også i lægefaglige kredse afvis­es vel­doku­menterede fysiske lidelser til fordel for en funk­tionel psykoso­cial lidelse. Et skræm­mende erhvervspoli­tisk og kynisk men­neskesyn har fortrængt al klas­sisk tænkn­ing om moral og etik i det danske sys­tem
    !

  2. Så sandt, så sandt.
    Kynis­men har nået nye højder på nogen job­cen­tre, som igen og igen for­langer, at syge skal afprøve mind­ful­ness, kog­ni­tiv ter­api, fysisk træn­ing for at forbedre en ikke eksis­terende arbe­jd­sevne.
    Nogle job­cen­tre over­skrid­er end­da loven ved at for­lange, at smert­er­amte skal forsøge at tage psyko­far­ma­ka, i håbet om, at det kan gøre dem smerte­fri, så de kan arbe­jde, men de fleste bliv­er MERE syge af det, hvilket ikke er så under­ligt, hvis man læs­er bivirkn­ingslis­terne igen­nem: mundtørhed, dårlige tæn­der, vægtøgn­ing, man­glende sexlyst, svim­mel­hed, kvalme, ostek­lokketil­stand og så er det meget, meget svært at trappe ud af det igen.

  3. Hvor har i ret .. jeg har selv været plaget i snart 15 arbe­jd­sår med vold­som psykisk pin­sel på grund af benæg­telse og er først for et år siden blevet udredt for bipolar/mani depres­siv jeg har nu været med­i­cineret i et lille år og har for nylig været i prak­tik og måtte efter 1mdr. Kaste hånd­klædet jeg sov maks 3 sam­men­hæn­gende timer om ugen jeg gik rundt i en bobbel når jeg havde fri hvis ikke jeg bare halvsov resten af dagen væk jeg var meget depres­siv men jeg var igen ikke istand til at sige fra før jeg havde været ved psyki­a­trien igen og fik et klart svar at jeg skulle stoppe med arbe­jde igen omgående tror også jeg havde fat­tet prob­lemet da jeg brød sam­men da jeg fik spørgmålet (hvor­dan har du det)

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.