Venstrefløjen åd “Nødvendighedens politik”og blev højreorienteret
Forfra: Man sætter sig ned og begynder helt forfra. Hvad mener vi, hvilke holdninger har vi grundlæggende, og hvordan kan vi udtrykke dem i ord, som kommer fra vores egne værdier?
En udenlandsk retoriker gæsteunderviste i Danmark for et par år siden og var i den forbindelse på besøg i Deadline. Hendes hovedbudskab var, at hele det politiske spektrum er blevet fanget ind af det neoliberale sprog. Den der får lov at navngive noget, har også angivet kamppladsen. Det er en af grundene til, at venstrefløjen langsomt er blevet mere højreorienteret. Når man debatterer på de andres sprogbane, så kommer man uvilkårligt til at forholde sig præcis til deres dagsorden. Og langsomt flyttes ens egne holdninger, fordi man kun forholder sig til de andres.
Løsningen er, at man sætter sig ned og begynder helt forfra. Hvad mener vi, hvilke holdninger har vi grundlæggende, og hvordan kan vi udtrykke dem i ord, som kommer fra vores egne værdier?
Nødvendighedens unødvendige politik
“Nødvendighedens politik” er for mig det ultimative eksempel på, at venstrefløjen sov i timen, lod sig besnære til at tro, at der vitterligt kun var en måde at organisere økonomien på og glemte/holdt op med at tro deres egne værdier. Neoliberalistisk økonomisk tænkning kom i 20 år tiltagende til at stå for den eneste mulige måde at tænke økonomi på. Og det på trods af dens fejlslagne levering af de lovede resultater. Højrefløjen fik med det udtryk cementeret en opfattelse af, at økonomi er en eksakt videnskab som fysik. Genialt udtryk – og skræmmende hvad det afstedkom. Socialdemokratiet og SF var med ombord i sidste regering, og de åd det op råt! Tænk, hvis de i stedet havde sat sig ned med nogle kritiske økonomer og talt om, hvordan man i praksis kunne gennemføre og formulere deres egne økonomiske værdier for samfundet. Så meget ville have været anderledes.
Nøjsomhedsillusionen
En flygtning er barn, bror, søster, mor eller far
Et ord som “flygtningestrøm” fx er også blevet bredt accepteret, men ser man nærmere på det, så har det holdning. Flygtninge bliver gjort til en stor uidentificerbar flydende masse. En strøm er et naturfænomen, en væske eller luft, der bevæger sig af sted i en glidende bevægelse med en vis fart. Når der er mennesker involveret, lægger det i udtrykket, at menneskene følger uafbrudt efter hinanden. Der er altså her fokus på den fremadskridende bevægelse og på, at det vil fortsætte uafbrudt.
Udtrykket “flygtningestrøm” skaber altså hos borgerne og politikkerne en opfattelse af, at en ustoppelig, stadigt større masse flyder ud over Europa.
Flygtningene er ikke længere individer, der flygter fra noget; men en samlet masse hvis natur det er at blive ved at bevæge sig fremad og som der ikke er nogen ende på. Hvis altså ikke strømmen stoppes. Hvis ikke man går i selvforsvar. Der bliver udelukkende fokus på der, hvor flygtningene kommer til – ikke hvad de kommer fra. Og da nu flygtningene ikke længere er enkeltindivider, men en strøm, så kan man uden moralske kvaler beslutte, at man må lukke for den strøm, der ellers vil flyde uregerligt og endeløst.
Nonsensudsagnet, som alle er enige i
En anden formulering som at “man har pligt til…” at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, indikerer, at man ikke ville stå til rådighed for arbejdsmarkedet uden denne pligt; altså at man er en snylter. Og den formulering har de fleste politikere – og borgere – taget til sig som udgangspunkt for synet på arbejdsløse.
Det samme gælder udsagnet om, at “det skal kunne betale sig at gå på arbejde”. Det er i virkeligheden et udsagn, der ikke kan bestå nonsenstesten, for ingen er vist uenige i det, og det har altid kunnet betale sig økonomisk at arbejde i Danmark. Men med den formulering får man udsagt, at det ikke kan betale sig at gå på arbejde. Man får skabt et problem, som man så kan sige, at man er nødt til at løse – her ved at nedsætte alle ydelser til de fattigste i landet. Venstreorienterede får simpelthen ikke skabt et modsprog, der er funderet i egne værdier og ligeså fængende, som højrefløjens, og derfor mister de ideologisk fodfæste og den politiske dagsorden igen og igen og igen.
Vi må have fokus på, hvordan ordene, sproget, retorikken bliver brugt, og hvordan vores værdier kan udtrykkes, for nu skal
VIRKELIGHEDEN FORME SPROGET!
