Det start­ede alt­så ikke sådan. Det start­ede fak­tisk helt okay. Som barn var jeg meget tillids­fuld, jeg ville alle men­nesker. Min leg­ekam­mer­at Bjørn fra børne­haven havde sagt, at han gerne ville være brand­mand, så der­for kunne jeg godt reg­ne ud, at det ville være smart, at sige, at ‘så ville jeg være brand­kone’, for samhørighed er jo rart.

Jeg troede ganske naivt, at alle fam­i­li­er var som min, indtil jeg blev lidt for gam­mel. Jeg troede alle var empatiske men­nesker der gik op i poli­tik og miljøet. Det troede jeg virke­lig. Jeg troede ver­den var god.

pige ved dør
Illus­tra­tion: Aya Mathilde Sto­bbe

Min far har haft migræne det meste af min barn­dom, og min mor har knok­let for to. Min bror og jeg har kun hal­van­det år i mellem os alder­smæs­sigt, så vi er vok­set op som en slags pseudo‐tvillinger. Han var den gode tvilling. Den blide, den rolige og den med ven­nerne. Jeg var den der altid fik “nej”, den der kunne sid­de og ringe hele klasse‐listen igen­nem uden at nogen kunne lege.

Da jeg start­ede i første klasse beg­y­n­dte mine usikker­hed­er. Der var en mærke­lig stemn­ing i de linoleums­duf­tende rum. Alt hvad der før var tilladt, var nu under cen­sur, og jeg var nok lidt som en hund i et spil kegler. Jeg kendte slet ikke til sociale ran­gord­ner og hier­ar­ki. Jeg var bare et lille drøm­mende men­neske, der troede, at jeg kunne blive alt.

Det start­ede så fre­deligt i børne­haven, livet var godt og mit. Jeg havde den­gang slet ikke gen­nem­skuet, at min føl­somhed som men­neske fre­mover i livet ville spænde ben for mig.

Den skæb­nes­van­gre dag fik min klassekam­mer­at, Louise, at vide at ‘nu skulle hun ikke gå på toi­let­tet mere i den matem­atik­time’, for­di at hun brugte det som und­skyld­ning for at undgå det hun synes var svært. Ja, fak­tisk ville lær­eren ikke have, at nogen af os gik på toi­let­tet i timen.

Erik Stan­ley, som han hed, var af den gam­le skole. Gråt vel­fris­eret hår med tydelig sideskil­ning, sorte firkant­ede briller, og et der­til­hørende hårdt og mis­bil­li­gende blik. Den slags lær­er, der havde brugt span­skrør i sin tid, og synes, at det hele nu var blevet alt for blød­sø­dent.

Jeg turde ikke sige, at jeg nu skulle jeg tisse.

Jeg kæm­pede så længe. Og jeg kan stadig huske følelsen og lyden af, da jeg gav slip. Helt stille, totalt i panik. Da klokken ringede ud, rejste alle sig op og løb mod udgan­gen, Louise så pølen og råbte: ’’Ad! Mathilde har tis­set på stolen!’’ Jeg kan stadig huske var­men, der steg op i mine kinder, da alle sam­ledes rundt om mig, for at besigtige min ynke­lighed. Stan­ley sendte mig på toi­let­tet efter papir, med beske­den om at jeg godt kunne se at få tør­ret op, så det gjorde jeg, foran alle klassekam­mer­ater­ne.

Når jeg, efter den dag, kom ned i skolegår­den, blev jeg ofte kaldt ’Tisse‐Mathilde’ af de andre børn. Det var for­færdeligt ydmy­gende, kon­stant at blive min­det om episo­den, så jeg fore­trak at være inden­for på gan­gene eller i klassen. Hvis jeg var uden­for, prøvede jeg tit, at gøre mig usyn­lig. F.eks. ved at gemme mig i en busk, hvor man ville ikke kunne ses ude­fra. Det var bare tryg­gere, at være tilskuer.

Fak­tisk var episo­den så ydmy­gende, at da jeg på et senere tid­spunkt i første klasse igen tissede i buk­serne, sagde jeg det ikke til en sjæl. Ikke engang mine foræl­dre. Jeg gemte det og gik hjem med våde bukser, og skaffede bevis­erne om min lavs­ta­tus af vejen, tænk hvis mine foræl­dre opdagede det og også beg­y­n­dte, at tænke, at jeg var klam?

Måske var det kun 15 sekun­der, men i de 15 sekun­der grund­lagdes der ganske ufriv­il­ligt et dybt tanke­spor i min hjerne, der kort­lagde min plads i ver­den. Uøns­ket, per­sona non gra­ta, uden for sam­fun­det.

I skolen lavede jeg vist en masse bal­lade. Jeg husker det ikke som bal­lade, men sådan virk­er ADHD’ere på andre. Den kon­stante motoriske uro, tanke­mylderet og dag­drøm­meri­et i timerne, var ikke noget, der imponerede nogen. Og jeg kunne ikke følge med i matem­atik. Jeg synes ikke, at det gav mening, den måde det blev fork­laret på, og den­gang var der kun den ene måde. Så jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at undgå at blive spurgt. Det så lær­erne: Når jeg ikke vid­ste det, og meget tydeligt prøvede, at undgå øjenkon­takt sat­te de en særlig ære i, at vælge at spørge mig. Jeg blev eksem­plet på, hvor­for man skulle læse sine lek­ti­er (så man ikke blev dum og uop­mærk­som som mig).

Det var også mig, der kom i skole klædt i kopimærk­er som Baf­fa­lo, i stedet for den dyrere Buf­fa­lo, der jo var på mode. Jeg nænnede ikke, at fortælle min mor, at jeg fik kom­mentar­er på det. Jeg kunne godt se på hende, at de var pressede økonomisk. To pæd­a­goger med tilhørende ringe ind­kom­ster bosat i Birk­erød. Min mor håbe­de hun havde sparet lidt penge på, at købe kopi­varen, jeg lod hende blive i troen i mange år. Hun gjorde sit bed­ste, altid.

Jeg var en drøm­mer. Jeg kan huske, at være kom­met for sent i skole tal­rige gange, for­di at solop­gan­gen på vejen sim­pelthen var for smuk. Jeg var nødt til, at stoppe op og tage men­tale billed­er af him­me­len. Jeg ville bare gerne fastholde nuet, det var beta­gende, og jeg følte lidt, at jeg var den eneste, der kunne se det. Alle men­neskerne i bil­erne, og på gaden skyn­dte sig fre­mad, de stoppede slet ikke op. Og så kom jeg for sent. Der var ikke fedt, at være et sted, hvor man altid ran­gerede lavest. Jeg fortry­der ikke min barn­lige eskapisme og kommen‐for‐sent. Den var jo selv­forsvar.

Når man er blevet snakket hen over, som er man luft, nok gange, når man en grænse, hvor det at søge andres anerk­endelse bliv­er lige meget. Man ryger ud over behovet for samhørighed, for den er der jo ikke. Man gider ikke blive ved med, at kæmpe for, at være en del af noget, der alligev­el ikke vil én… Den følelse er farlig og destruk­tiv for et sam­fund.

Den­gang havde man også det her smarte sys­tem i gym­nas­tik, hvor lær­eren udpegede to af de gode (alfa) elever, der så skulle vælge hver deres hold på tur. Det var altid klassens tykke dreng, Lau, den søde og lidt usikre Niklas og mig der stod tilbage. Hele processen var tå‐krummende. Jeg prøvede altid at se skarp ud. Jeg ville så gerne være med i det fæl­lesskab, men lige meget hjalp det. Kan huske følelsen af, at stå og svede foran alle, det var ydmy­gende. Efter lidt tid fandt jeg ud af, at der var et hem­meligt lokale ved siden af bol­drum­met, så når lær­eren kiggede væk, gemte jeg mig derinde. Jeg kan stadig huske lydene fra mit gemmest­ed.

Den gang var jeg allerede beg­y­n­dt at fore­trække at høre stem­mer lidt væk fra, så jeg ikke skulle forholde mig direk­te. Det virkede meget min­dre tru­ende.

Da vi så beg­y­n­dte på klas­se­turene, blev det hårdt. Jeg havde to venin­der i klassen, en hol­land­sk og en kur­disk pige. Hvis jeg blev uven­ner med den ene, dik­terede min lavs­ta­tus at jeg mist­ede begge for en peri­ode. Så i folkeskolen fik jeg min debut med, at skulle op, at stå foran en klasse og udde­les til en gruppe, der ville tage imod mig og lade mig bo på deres værelse, nu hvor jeg ikke selv havde fun­det en gruppe. Det føles som en evighed fra, at lær­eren spørg­er ud i klassen, til, at nogen tager mig til nåde. Måske var det kun 15 sekun­der, men i de 15 sekun­der grund­lagdes der ganske ufriv­il­ligt et dybt tanke­spor i min hjerne, der kort­lagde min plads i ver­den. Uøns­ket, per­sona non gra­ta, uden for sam­fun­det.

Senere i livet fandt jeg ofte selvde­struk­tive veje, jeg kunne gå ad. De var tryg­gere end kon­for­mitetens veje, der havde tygget mig i stykker og spyt­tet mig ud. Når man selv væl­ger at fucke up, føles det ikke, som end­nu en ting der er sket én, men som et state­ment om, at man endelig selv bestem­mer. Når man er blevet snakket hen over, som er man luft, nok gange, når man en grænse, hvor det at søge andres anerk­endelse bliv­er lige meget. Man ryger ud over behovet for samhørighed, for den er der jo ikke. Man gider ikke blive ved med, at kæmpe for, at være en del af noget, der alligev­el ikke vil én… Den følelse er farlig og destruk­tiv for et sam­fund.

Jeg er et føl­somt væsen og min empati for­by­der mig, at gro fast i bit­ter­he­den, og dermed blive farlig. Men min selvtil­lid der­i­mod, er aldrig rigtig kom­met sig. Jeg føler mig som en tilskuer. Jeg går ned ad strøget og ser på men­neskene som fremmede fra mig, og jeg føler, at det er deres ver­den. Jeg tænker tit, at jeg nok er usyn­lig for dem. Det føles aldrig som om de rigtig ser mig.

Av
Illus­tra­tion: Aya Mathilde Sto­bbe

Mine tæn­der gør ondt hver dag, jeg har gemt det fra de fleste men­nesker længe.

I to år havde jeg en depres­sion, der start­ede en lavine af prob­le­mer. Ekstrage­byr­er på reg­ninger, der blev betalt for sent, dumme spon­tankøb i des­per­a­tion for, at tænde bare en eller anden følelse af glæde indeni. Og så mine tæn­der, der bare fik lov at stå til.

Da jeg endelig beg­y­n­dte, at rea­gere var jeg forgældet, havde en masse huller i tæn­derne, og følte mig stadig ikke som brug­bart mate­ri­ale til arbe­jds­markedet. Nu havde jeg så mange huller, at jeg på kon­tan­thjælp, ikke havde nogen chance for, at lave andet end midler­tidi­ge plas­t­fyld­ninger, der faldt ud løbende igen. Hur­tigere end, at jeg kunne nå at betale reg­ningerne, og jeg fik også brev fra RKI.

Sideløbende blev jeg sendt i prak­tik hos en meget fin modist i Køben­havn. Jeg kon­cen­tr­erede mig virke­lig for, at være det han for­vent­ede, men jeg synes det var svært, at slå til. Den jobkon­sulent, fra “anden aktør”, der havde min sag, og som havde været med til prak­tik­sam­tal­en, havde nem­lig smurt tykt på og fremhævet nogle kval­i­fika­tion­er, jeg skulle besid­de inden­for sy‐faget, som var nærmest taget ud af tynd luft.. Men jeg gjorde mit bed­ste. Jeg ville jo gerne have foden inden­for, jeg ville gerne komme mig og være en del af sam­fun­det igen.

Efter tre uger tænker jeg, at jeg vil nævne, at jeg har ADHD, som en fork­lar­ing på hvor­for jeg ikke er nået læn­gere med mit liv, selvom jeg er sidst i tyverne. Han svar lam­mer mig: ’’Du har ADHD? Og så sender de sådan én ind til mig?!?’’ Jeg holdt ud en uge efter det, men derefter blev det for angst­pro­vok­erende og opsli­dende inde­fra, at være der.

Så brugte jeg to år på at få en revalid­er­ing igen­nem. Et helt igen­nem opsli­dende for­løb, med tilhørende grænseover­skri­dende granskn­ing af éns per­son og kom­pe­tencer. Ydmy­gende, er det ord, der for mig dækker det bedst. Sideløbende med revalid­er­ingssøgnin­gen tog jeg matem­atik på VUC og knok­lede så meget for det, at jeg fik 10 til eksamen. Og så kom jeg ind på min drømme‐designteknolog‐uddannelse. Jeg troede min lykke var gjort. Jeg start­ede op og fandt ud af, at det slet ikke gik. Skolen var ikke færdig­bygget, og rum­met jeg skulle lære i, var ind­delt i klass­er ved hjælp af spånplade‐skillevægge. Så mens lær­eren prøvede, at under­vise, var hånd­værk­erne, der borede med slag­bore­mask­in­er desværre det eneste mit hov­ed kunne fokusere på. Oveni har jeg ingen gode sociale erfaringer fra sko­le­ti­den, og jeg var slet ikke med på alle de mode­blogs og events, de andre snakkede om. Jeg havde bare mig og min skaber­trang, og ikke noget smart image. Jeg var ræd­selss­la­gen for, at de skulle opdage min man­glende vær­di fra sekun­det jeg start­ede der, så måske var det egentlig en let­telse, da jeg beslut­tede mig for, at give slip på den drøm og den ver­den.

Min tand­pine er i disse dage så slem, at jeg i de mest mørke og trøstes­løse timer om nat­ten, har overve­jet at skære tanden ud med en hob­bykniv. Eller hive den ud med en tang. Jeg har ikke 4.000 kr. til, at få trukket min vis­dom­stand ud for (eller 22.000, som det vil koste for hele munden).

En nat ringede jeg stor­tu­dende til 1813 med for­færdelige smert­er. Jeg tiggede og bad damen i røret om hjælp, men hun hen­viste mig til tan­dlægevagten, som jeg jo ikke har råd til og ingen tan­dlæge vil tage mig ind på afbe­tal­ing, for­di jeg står i RKI. Igen var jeg skak­mat.

Hun ville ikke udskrive smertestil­lende, det måtte jeg snakke med en tan­dlæge om. Jeg fik også et hus­råd med fra damerne i bag­grun­den, der mente jeg måske kunne tygge på noget is og bruge det som smertestil­lende.. .

Jeg synes, at jeg kæm­per og har kæm­pet det jeg kan. Jeg er træt af, at have ondt og stå stille i livet.

Jeg håber, at den nye gen­er­a­tion vil lykkes i, at få et stærkere fæl­lesskab på tværs af alle de skøre og over­rask­ende men­nes­ketyper, der find­es. At vi som men­nesker vil blive vur­deret på vores per­son­lighed, og ikke vores sociale sta­tus eller økonomiske sit­u­a­tion, og at der igen vil blive plads til alle i Dan­mark. Også skralde­man­dens, rengøring­shjælpens og pæd­a­gogens børn.

4 KOMMENTARER

  1. Stærkt skrevet. Glad for at du del­er dine sjæle‐sår, dine tanker, håb og ønsker med en ikke altid forstående omver­de­nen. Følelser kan være svære at forstå når man ikke selv har ligende oplevelses­ref­er­encer at tolke ud fra. Men­nesker vil altid han­dle ud fra deres egen tolkn­ing af “virke­lighe­den” . En jeg kendte sagde altid, at der er “rart at se at der er andre der har det værre end en selv” I første omgang grinte jeg ind­forstået, senere undrede jeg mig over dette stu­pide udsagn. Det er aldrig rart at se men­nesker have det “skidt” Det er måden vi håndter­er det oplevede på der er afgørende for de men­nesker vi møder på vores vej i livet, eller ikke mindst deres vej i livet.

  2. Hårdt at læse, genk­ender meget af det, med mig var det gam­mel mælk de trak mig igen­nem da jeg tillod mig at lægge arm med den stærkeste i klassen og ikke tabte (vandt vist heller ikke, klokken ringede).

    Hvad kan man sige, Gud elsker de Søde og ver­de­nen man­gler drøm­mere, hold ved, der er mass­er af søde men­nesker derude, man ser dem bare ikke for alle de højtråbende smart­snakkende idiot­er.…

    Det der nok har hjulpet mig mest er at jeg er et hob­by­men­neske, du lyder som een der har (eller let kan få) inter­ess­er, kom ud og dyrk dem, livet ér fedt i sig selv, det er bare (mange af) os men­nesker den er galt med.…
    -Så vil du med tiden kunne smide eventuelle dårlige nerv­er og/eller selv­billede ud, beg­y­n­de at kunne nyde det hele.…

    Jeg så engang en hol­ly­wood skue­spillerinde tale ud om hen­des barn­dom og den mob­n­ing hun havde været ude for.…
    Hvis hun skulle give hen­des barn­lige selv et råd ville det være at grine ad dem, om 20 år vil de stadig være tåber.…;-)

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.