Retssikkerheden sejler

Kommuner sparer på fejl i hundredtusindvis af sager!

3
11080

Der træffes hvert år afgørelser i hundrede‐tusindvis af sager af famil­iær, social og beskæftigelses­mæs­sig karak­ter. Lige fra handicap‐hjælp, bo‐tilbud, mag­tan­ven­delse, sygedag­penge, boligstøtte, før­tid­spen­sion, revalid­er­ing, ressource­for­løb, virk­somhed­sprak­tik, løn­til­skud, flexjob, bevilling af fysiske hjælpemi­dler og hjem­me­hjælp, til diverse sociale tillæg og ydelser og MEGET andet. Ofte har afgørelserne en stor betyd­ning for folks liv og økono­mi. Der­for er der naturligvis opstil­let forskel­lige tids­fris­ter og lovkrav til det grund­lag afgørelserne træffes på. Det skal ikke bare sikre en fair afgørelse, men også lighed for loven og retssikker­he­den i sig selv naturligvis.

Vidste du at…

  1. At der bevis­ligt er grav­erende fejl i flere tusind Ankestyrelses‐sager på social og beskæftigelsesom­rådet.

  2. At omgørelses‐procenten er sti­gende og sen­est på 27% i 2015.
    Dvs. at mere end hver fjerde Ankestyrelses‐sag ikke over­hold­er lovkravene, på trods af at kom­munen har behan­dlet hver enkelt sag to gange før de når Ankestyrelsen!

  3. At omgørelses‐procenten, ifølge ekspert John Klausen, er udtryk for en gener­el prob­lematik omhan­dlende alle sager.
    Alt­så også det store fler­tal af sager der ikke klages over. Fak­tisk vur­der­er han, at prob­lemet måske end­da er end­nu større for disse sager!

  4. At der træffes mange hun­drede­tusin­der afgørelser hvert år.
    Og at hvis der er bare lidt om ekspert John Klausens vur­der­ing, så sny­des langt over hun­drede­tusinde, måske hen ved en kvart mil­lion, af sam­fun­dets svageste for en juridisk fair behan­dling hvert eneste år! Ofte med økonomiske og sociale kon­sekvenser.

  5. At den kom­mu­nale for­valt­ning både træf­fer afgørelserne og skal få bud­get­tet til at række
    og der­for har et økonomisk inci­ta­ment til at træffe de bil­ligst mulige afgørelser.

  6. At en række ekspert­er giv­er udtryk for, at kom­munerne fak­tisk i stor stil træf­fer juridisk prob­lema­tiske afgørelser med hen­blik på at spare penge.

  7. At antallet af prin­ci­pafgørelser fra ankestyrelsen er faldet drastisk.
    End­da i en tid med mange nye reformer og love. Hvilket bety­der større skøn fra den enkelte sags­be­han­dler og sandsyn­ligvis større vari­a­tion i udfaldet af ellers ens sager.

  8. At fork­erte afgørelser ingen økonomiske, juridiske eller karrierer‐mæssige kon­sekvenser har
    Hverken for kom­munerne, for­valt­nin­gen eller den enkelte sags­be­han­dler. Fak­tisk er der måske større karrierer‐mæssig risiko, ved ikke at give efter for pres fra oven?

Ankestyrelsen omgør mere end hver fjerde sag

Med så mange sager er det måske for­ven­teligt der sker fejl. MEN det gælder fak­tisk ikke dem der når Ankestyrelsen. For inden en klage­sag sendes videre til Ankestyrelsen, har kom­munen fire uger til at gen­overve­je, om alt er som det skal være. De sager, der når til Ankestyrelsen, burde alt­så være dobbelt­tjekket for fejl!

Sta­tis­tik over klager over kom­munernes afgørelser på social‐ og beskæftigelsesom­rådet.

Kilde: Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen behan­dlede hen­holdsvis 39.576 og 30.857 kom­mu­nale afgørelser på social‐ og beskæftigelsesom­rådet i 2014 og 2015 (JF. fig­uren oven­for). Af dem blev ca hver fjerde omgjort! Alt­så på trods af, at kom­munerne havde gen­nemgået dem to gange. Omgjort bety­der, at der er så store fejl ved sagen, at ankestyrelsen enten selv omgør afgørelsen (”Ændring” i fig­uren) eller pålæg­ger kom­munen at behan­dle den end­nu engang (”Hjemvis­ning” i fig­uren). Således blev tilsam­men 8.877 afgørelser i 2014 og 7.569 afgørelser i 2015 omgjort. Omgørelses‐procenten er i øvrigt steget med 6%. Fra 21% i 2013 til 27% i 2015.

Omgørelses‐procenten afspejler et generelt problem

De mange tusinde fejlagtige afgørelser inden­for social og beskæftigelses‐området, er selvføl­gelig et stort prob­lem i sig selv. Men hvad værre er, så er der, ifølge Lek­tor i Social­ret John Klausen, grund til at tro, at omgørelses‐procenten afspe­jler en helt gener­el prob­lematik. Han udtaler således til advokat­sam­fun­det: ”Når en sag bliv­er omgjort, er den enten direk­te fork­ert eller behæftet med så væsentlige fejl, at den er ugyldig. Men inden sagen kom­mer til Ankestyrelsen, skal kom­munen revur­dere og behan­dle den igen, og kan dermed reparere sager med fejl, det er alt­så kun, hvis kom­munen fasthold­er afgørelsen, at kla­gen går videre.

Der­for er der grund til at antage, at der er mindst lige så mange fork­erte og fejl­be­hæft­ede sager blandt de sager, der ikke bliv­er påk­laget…

John Klausen har beskæftiget sig med området i 25 år, og er ph.d. og Lek­tor i Social­ret på Aal­borg Uni­ver­sitet og desu­den med egen erfar­ing og kar­riere i den kom­mu­nale for­valt­ning.

Problemet har et enormt omfang

Der find­es, ifølge Ankestyrelsens årsre­degørelse fra 2014, ikke sta­tis­tik over antallet af kom­mu­nale afgørelser, men, som de skriv­er, når fx 400.000 mod­tager sygedag­penge hver år, så må det sam­lede antal sociale og beskæftigelses‐relateret sager omfat­te mange hun­drede­tusinde. Så hvis vi fx antager, at der træffes afgørelser i ca 1 mil­lion sager årligt, så bety­der det, på bag­grund af John Klausens vur­der­ing, at mere end en kvart mil­lion borg­ere, har fået en sags­be­han­dling, som ville være blevet omgjort, hvis de havde klaget! Når mange ikke klager kan det fx skyldes, uvi­den­hed om egne ret­tighed­er, korte klage‐tidsfrister og det forhold, at de pågældende ofte i forve­jen er i en svær sit­u­a­tion uden de nød­vendi­ge ressourcer.

Hvorfor fejler kommunerne?

For det første, så er de rel­e­vante love og cirkulær­er ofte kom­plekse og foran­dres jævn­ligt med nye poli­tiske tilt­ag. Omvendt så arbe­jder social­råd­giverne typisk inde for et speci­fikt felt, hvor man vel kan for­vente, at de forholdsvis hur­tigt opar­be­jder det nød­vendi­ge kend­skab til lov­givnin­gen.

For det andet, er det velk­endt, at der eksis­ter­er et stort arbe­jd­spres på social­råd­giverne. Hvis ikke man rigtigt kan nå det man bliv­er bedt om, så stiger risikoen for fejl selvsagt. Lige­som det måske også bliv­er mere fris­tende at springe over hvor gærdet er lavest.

For det tred­je, så skal kom­munen både træffe alle disse afgørelser og få et oftest meget stramt bud­get til at række. Det bety­der med andre ord, at den kom­mu­nale for­valt­ning har et økonomisk inci­ta­ment til at træffe afgørelser, der er så bil­lige som muligt. Det er forhåbentligt de fær­reste kom­mu­nale medar­be­jdere, der bev­idst træf­fer lodret fork­erte afgørelser. Men mange sager byg­ger på skøn af en eller anden art og der kan man måske godt forestille sig, at folk kan være påvirke­lige.

Det betaler sig at snyde borgerne

Indtil 2015 kunne folk der vandt en klage­sag over man­glende kon­tan­thjælp ikke få efter­be­talt det de var blevet sny­dt for! Det blev helt grotesk mod­reg­net i kom­mende udbe­talinger. Kom­munerne kunne alt­så spare penge selv på de sager de tabte! Det var indl­y­sende unfair og krænk­ende for rets­be­v­id­s­the­den og blev heldigvis ændret via Chris­tians­borg fra 2015. MEN loven blev kun ændret for økonomiske (ind­komst) ydelser. Ure­t­færdighe­den gælder der­for stadig sager om ser­vicey­delser. Der er alt­så i dag ingen økonomisk kom­pen­sa­tion med tilbagevirk­ende kraft via Ankestyrelsens afgørelse, når en borg­er vin­der en sag om man­glende ser­vicey­delse som fx hjem­me­hjælp. Det kræver, at borg­erne tager sagen end­nu videre til dom­sto­lene med alle de ressourcer det inde­bær­er. I prak­sis spar­er kom­munerne alt­så ikke kun penge på, for­mentligt, en stor del af de mange u‐påklaget sager, men end­da også på en del af dem de taber!

Snyder kommunerne med vilje?

Det er selvføl­gelig svært at bevise. Særligt for­di mange sager byg­ger på skøn af en eller anden art. Men i 2011 – 2012 forsøgte stats­for­valt­nin­gen i Midtjyl­land, at under­søge årsagerne til de mange fejl­be­hæftet sager. I den efter­føl­gende redegørelse står der blandt andet: “…at stats­for­valt­nin­gen ikke er blevet præsen­teret for oplysninger, »som giv­er grund til at anse en så høj fejl­pro­cent som lovlig.

… eller at man forsøger at sætte ser­viceniveauet ulovligt lavt…

Og chefkon­sulent i stats­for­valt­nin­gen Mar­tin Basse, som stod for under­søgelsen, udtalte til Berlingske, at: “…når der var fejl i imellem en tred­jedel og en fjerd­edel af afgørelserne, så beg­y­n­der det at lugte lidt af, at man kon­sekvent sæt­ter for få ressourcer af, eller at man forsøger at sætte ser­viceniveauet ulovligt lavt…”

Nogle kom­muner men­er at det er bedre at borg­erne får min­dre end de har ret til

Og pro­fes­sor og dr. jur. i social­ret Kirsten Ketsch­er tager, i samme artikel, den et lille skridt videre: ”Desværre er der nogle kom­muner, der men­er, at det er bedre, at borg­erne får min­dre end det, de har ret til. Det kan man så se i de mange tvivl­somme afgørelser…”

Vi er på niveauet før, at du kan få en afgørelse, der hed­der, at “du er for tyk til at få før­tid­spen­sion”

Også advokat Mads Krøger Pram­ming, som har ført en lang række sociale sager og som har stiftet advokat­vagten og under­vist på Køben­havns Uni­ver­sitet ser et kom­munalt spareinci­ta­ment i skønssager og udtaler således til Advokat­sam­fun­det: “Prob­lemet er, at for­tolknin­gen af det skøn, som for eksem­pel lig­ger i ordene ‘varigt og væsentligt’, er delegeret til myn­dighed­erne, der skal spare og har inter­esse i at stramme. Det skøn kan reelt ikke prøves ved dom­sto­lene. Vi er på niveauet før, at du kan få en afgørelse, der hed­der, at “du er for tyk til at få før­tid­spen­sion”. Myn­dighed­erne slip­per næsten af sted med hvad som helst – enten for­di sagerne ikke bliv­er anlagt, eller for­di de bliv­er tabt, hvis de gør.”

Retssikkerheden er væk

Mads Krøger Pram­ming siger end­videre til advokat­sam­fun­det:

Retssikker­hed? Der er ingen, sådan som det er nu”

Retssikker­hed? Der er ingen, sådan som det er nu. Den ene af de tre stats­magter udfylder ikke den rolle, de har på det her område. Det er en kæmpe urime­lighed i vores retssys­tem, at du har en grundlovs­sikret ret, der i prak­sis ikke fun­ger­er. Når der er et så stort fravær af kon­trol, så er myn­dighed­erne selvføl­gelig græns­esø­gende, ikke mindst for­di de skal spare. Så opstår der en kul­tur, hvor man kan tillade sig hvad som helst, for­di det stort set ingen kon­sekvenser har.”

Mads Krøger Pram­mings meget alvorlige kri­tik under­bygges af et drastisk faldende antal prin­ci­pafgørelser i Ankestyrelsen de senere år.

(Kilde: Uge­brevet A4)

Som det fremgår af fig­uren oven­for faldt antallet af prin­ci­pafgørelser i Ankestyrelsen fra 265 i 2009 til blot 34 i 2015. En prin­ci­pafgørelse er en bindende ret­skilde, alt­så en juridisk rettes­nor for afgørelser i tilsvarende sager som sags­be­han­dlerne skal følge. Det hjælper, dels sags­be­han­dlerne til at forstå loven kor­rekt, ikke mindst i skønssager, dels sikr­er det lighed for loven, sådan at afgørelsen ikke er afhængig af hvilken kom­mune man til­fældigvis bor i. Prin­ci­pafgørelser er særlig aktuelle og vigtige i forbindelse med nye love. Der­for er det ekstremt prob­lema­tisk, at antallet er faldet så drastisk i en peri­ode hvor den ene reform på social og beskæftigelsesom­rådet har afløst den anden. Det bety­der indl­y­sende nok, at stadig flere afgørelser IKKE byg­ger på en bindende ret­skilde, men kun på den enkelte sags­be­han­dlers per­son­lige skøn. Det øger sandsyn­lighe­den for vari­erende afgørelser i ellers ens sager og under­graver retssikker­he­den vold­somt, for såvidt der over­hovedet er tale om retssikker­hed læn­gere.

Autorisation for sagsbehandler

Også fra en kri­tisk social­råd­givers syn­spunkt, er der belæg for at kom­munernes og sags­be­han­dlernes faglighed er i for­fald

I for­læn­gelse af prob­lemet med retssikker­he­den, er det værd at bemærke, at sags­be­han­dlerne / social­råd­giverne ikke er under­lagt autori­sa­tion. Det bety­der, ifølge social­råd­giv­er Mette valentin, som i sin blog‐artikel ”Hvor­for skal vi social­råd­gi­vere ikke have autori­sa­tion og dermed kunne stilles fagligt til ans­var?”, skriv­er: “…at vi ikke kan fratages ret­ten til at virke som social­råd­gi­vere og ikke kan pålægges fagligt ans­var og f.eks ind­klages for et fagligt nævn, såfremt vi bry­der med de faglige regler og kodeks – og de juridske ram­mer vi arbe­jder under, i vores for­valt­ning af borg­ernes sager.”

Så hvis en social­råd­giv­er lad­er sig presse til fx at træffe bil­lige frem for juridisk kor­rek­te afgørelser, så får det prak­tisk talt aldrig kon­sekvenser selvom det bliv­er opdaget.

Mette Valentin skriv­er end­videre (med udgangspunkt i fam­i­liesager): “Mange sted­er er op til 50 % af sags­be­han­dlerne end ikke uddannede social­råd­gi­vere – og op mod 40% af resten, nyud­dannede. Det er kort sagt ved at gå helt galt med faglighe­den mange sted­er – og som kon­sekvens her­af sejler både borg­ernes retssikker­hed og målet med ind­sat­sen!

Også fra en kri­tisk social­råd­givers syn­spunkt, er der alt­så belæg for at kom­munernes og sags­be­han­dlernes faglighed er i for­fald. I alt fald nogle sted­er. Og føl­gelig, at de, sags­be­han­dlerne, vel nem­mere end tidligere kan press­es til at admin­istrere og afgøre sager under indtryk af andre para­me­tre end de rent faglige og juridiske.

Opsummering

Vi har set:

  1. At der bevis­ligt er grav­erende fejl i flere tusind Ankestyrelses‐sager på social og beskæftigelsesom­rådet.

  2. At omgørelses‐procenten er sti­gende og sen­est på 27% i 2015.
    Dvs. at mere end hver fjerde Ankestyrelses‐sag ikke over­hold­er lovkravene, på trods af at kom­munen har behan­dlet hver enkelt sag to gange før de når Ankestyrelsen!

  3. At omgørelses‐procenten, ifølge ekspert John Klausen, er udtryk for en gener­el prob­lematik omhan­dlende alle sager.
    Alt­så også det store fler­tal af sager der ikke klages over. Fak­tisk vur­der­er han, at prob­lemet måske end­da er end­nu større for disse sager!

  4. At der træffes mange hun­drede­tusin­der afgørelser hvert år.
    Og at hvis der er bare lidt om ekspert John Klausens vur­der­ing, så sny­des langt over hun­drede­tusinde, måske hen ved en kvart mil­lion, af sam­fun­dets svageste for en juridisk fair behan­dling hvert eneste år! Ofte med økonomiske og sociale kon­sekvenser.

  5. At den kom­mu­nale for­valt­ning både træf­fer afgørelserne og skal få bud­get­tet til at række
    og der­for har et økonomisk inci­ta­ment til at træffe de bil­ligst mulige afgørelser.

  6. At en række ekspert­er giv­er udtryk for, at kom­munerne fak­tisk i stor stil træf­fer juridisk prob­lema­tiske afgørelser med hen­blik på at spare penge.

  7. At antallet af prin­ci­pafgørelser fra ankestyrelsen er faldet drastisk.
    End­da i en tid med mange nye reformer og love. Hvilket bety­der større skøn fra den enkelte sags­be­han­dler og sandsyn­ligvis større vari­a­tion i udfaldet af ellers ens sager.

  8. At fork­erte afgørelser ingen økonomiske, juridiske eller karrierer‐mæssige kon­sekvenser har
    Hverken for kom­munerne, for­valt­nin­gen eller den enkelte sags­be­han­dler. Fak­tisk er der måske større karrierer‐mæssig risiko, ved ikke at give efter for pres fra oven?

Hvad kan man gøre?

En mulighed er, at adskille sags­be­han­dling og pengekasse på en sådan måde, at sags­be­han­dlernes chefer ikke også er dem der skal få bud­get­tet til at række. Før at en sådan løs­ning kan være helt effek­tiv, skal sags­be­han­dlin­gen nok tages helt ud af kom­munalt regi, da kom­mu­nalpoli­tik­erne, der læg­ger bud­get­tet, jo også er en slags chefer som kan lægge pres nedad.

En anden mulighed er, at give ankestyrelsen ressourcer til og instruk­tion om, at pri­or­itere prin­ci­pafgørelser højt fre­madret­tet, så der over­lades et min­dre skøn til de enkelte sags­be­han­dlere.

En tred­je mulighed, som fx social­råd­giv­er Mette Valentin advok­er­er for, er at ind­føre autori­sa­tion for social­råd­giverne, for at øge faglighe­den via bev­id­s­the­den om, at grav­erende fejl kan få juridiske og karriere‐mæssige kon­sekvenser. Desværre skriv­er Mette Valentin, at der ikke hidtil har været opbakn­ing til en sådan ord­ning i social­råd­givernes for­bund.

Endelig kunne poli­tik­erne fjerne eller reduc­ere sparekrav således, at pres­set, fra Chris­tians­borg på kom­munerne, som press­er cheferne i for­valt­nin­gen, der press­er de enkelte sags­be­han­dlere for at få bud­get­terne til at holde, mindskes. Men en sådan politisk‐økonomisk løs­ning er nok den største illu­sion i disse omprioriterings‐bidrags‐tider.

Og hvor motiveret er poli­tik­erne i virke­lighe­den, for at sikre de svageste retssikker­hed, når de fleste af hundrede‐tusindvis af sager bety­der yderligere udgifter, der sam­men­lagt nemt løber op i flere mil­liarder ekstra kro­ner hvert eneste år?

Kilder:

3 KOMMENTARER

  1. En over­be­visende gen­nem­gang som tydeligt vis­er at nok har vi en velfærds­stat, men ikke, som mange fejlagtigt antager, for de fat­tige og de svage men for de rige og stærke. Sådan som det var i de gode gam­le dage med velde­finerede klass­er, styr på tin­gene og en konge i spid­sen.

  2. Det er ikke bare hos stats­for­valt­nin­gen der ikke er nogen retssikker­hed eller ans­varlighed over for lov­givnin­gen. Det er der hel­lerikke hos poli­ti­et eller ombuds­man­den. Det han­dler ikke om fat­tig og rig, men om autoritet. Psykopa­ter kan forek­sem­pel nemt vende bun­den i vejret på deres børn, så psykisk vold og fysisk vold bliv­er at afkom­met er sindsygt. Det gøres ved at sprede beviselige løgne alle veg­ne i sys­temet. Og selvom det kan bevis­es det er løgn, så skal ingen stat­slige insti­tu­tion­er følge loven om at man ikke må behan­dle urigtig data. Alt kan bare forsvares med at noter­ingspligt. Hvor­for vil man I sys­temet skrive urigtig ting ned og tro blindt på en borg­er med autoritet i sam­fun­det? For­di der ikke nogen sted­er kræves en eksamen i social intel­li­gens for at være politi­bet­jent, eller en screen­ing for hang til sadisme. Og for­di vi I Dan­mark har meget stramme dis­cours­er som er snæver­synede, som meget, meget få har inno­va­tion eller mod til ikke at leve i og med.

  3. Det nyt­ter ikke at dele kassen, mange social­råd­gi­vere sid­der på posten for magtens og for­dommenes skyld ( Social­råd­gi­vere skal som oven­for beskrevet ikke skal stå til ans­var for deres han­dlinger, som nogen af de få i sam­fun­det).
    Man må ikke side den slags i Dan­mark, for ” I Dan­mark har alle men­nesker gode inten­tion­er, og der find­es ikke sadister/ psykopa­ter uden rot­tweilere og en lang his­torik med mange fængsels­domme for vold.”

    Og desu­den, da der ikke er kon­trol med buroukrati­et og den stat­slig ” noter­ingspligt”, skal den sløjfes, med min­dre alle borg­ere i Dan­mark bliv­er lige for loven og dis­cursen, der forsæt­ter med at dække over sit­u­a­tio­nen, bliv­er ændret.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.