Artiklen er skrevet på tysk af Jens Berg­er, og over­sat af mig
orig­i­nalen kan læs­es her:
http://www.taz.de/Debatte-Finanzkrise/!101198/

Som en anden væl­tet kanariefugl i en nygravet tun­nel i det finan­sielle sys­tems guld­mine, burde Island, krisens første offer, have tjen som en advarsel. Et tidligt, men umisk­endeligt varsel af en død­sens­giftig atmos­fære.

Høje renter lokkede inter­na­tionale banke, fonde og småin­ve­stor­er til der til gengæld i åre­vis pum­pede mil­liarder ind i den 300.000 sjæles store ø’s stærkt dereg­ulerede banksys­tem. Afte­nen før knækket havde de tre største banker i Island en sam­let bal­ance på ni gange Islands sam­lede økonomiske for­måen.

Men Islands for­ret­ningsmod­el der gik på kort­sigtet refi­nan­sier­ing af lang­varige kred­it­ter, brist­ede da krisen ramte. I efteråret 2008 burde den islandske kanariefugl egentlig have lidt kvæl­nings­dø­den i hør­men fra giftige værdi­pa­pir­er, og dog red­dede den livet på højst utra­di­tionel facon og kvidr­er den dag i dag muntert videre. Island lod sine banker gå konkurs, und­lod at lave ned­skæringer og red­dede sine borg­ere.

Og se så en gang; det der i tyske ører klinger som det rene kæt­teri, har vir­ket over hele lin­jen. Efter få dage påskønnede den Inter­na­tionale Val­uta­fond (IVF) Islands ”over­rask­ende” suc­ces, og erk­lærede af det Islandske krise­pro­gram var et for­billede for andre stater under inter­na­tionale hjælpe­pro­gram­mer. Island har ikke over­draget ans­varet for bankernes tab til skat­tey­derne, og kan således bevare velfærdssys­temet og afværge faren for massear­be­jd­sløshed.

Sæt kreativiteten fri!

Det kan med andre ord være værd at se nærmere på den Islandske krise­hånd­ter­ing. Banksys­temets sam­men­brud sat­te en utra­di­tionel kreativitet i gang. Andre sted­er i ver­den får ledende bankman­agers gyldne håndtryk i million‐klassen, men på Island fik de en arrestor­dre!

Man opret­tede ikke nye ”dårlige banker” men der­i­mod ”gode banker” og over­førte alle sunde for­ret­ninger til disse nye nation­alis­erede banker, der uden gnid­ninger over­tog de egentlige kernebank­for­ret­ninger. De tvivl­somme nye finanspro­duk­ter og uden­landske for­ret­ninger, inklu­sive den hor­ri­ble gæld, blev hos de gam­le banker, som regerin­gen over­lod til sig selv naturens gang, de kol­lapsede ganske få dage efter.

Mens Islands skat­tey­dere således slap rel­a­tivt bil­ligt fra affæren, så det anderledes ud for de inter­na­tionale banker og smås­parere der havde ladet sig blænde af de ure­al­is­tiske rente­satser. De måtte afskrive lånene som tab – ærg­erligt, men sådan er kap­i­tal­is­men nu engang, højere rente bety­der højere risiko.

Konjunkturen styrket

Islands ukon­ven­tionelle løs­ning på bankkrisen var dog ikke uden omkost­ninger. For at kunne kap­i­talis­ere de nye stats­banker og løfte de realøkonomiske omkost­ninger ved krisen, blev stat­en nødt til at optage kred­it­ter hos IVF. Og her beg­y­n­der anden del af det islandske vidun­der. Hvor andre kred­it­tagere nådesløst blev dømt til dereg­u­ler­ing, neolib­erale reformer og ned­skæringer i det offentlige hush­old­nings­bud­get, klarede Wash­ing­ton Organ­i­sa­tio­nens(?) islændinge at rejse tilslut­ning til et krise­pro­gram der på stort set alle punk­ter var uopdaget land og som talte IVFs tra­di­tionelle poli­tik midt imod.

I stedet for at sanere økonomien gen­nem såkaldte spare­foranstalt­ninger, val­gte regerin­gen i Reyk­javik at satse på mål­ret­tede pro­gram­mer med kon­juk­tur­forstærkn­ing for øje. De hush­old­ninger der nu pga. subprime‐lån krisen var over­forgæld­ede nød f.eks. godt af ‘Del­skyld­ner­bek­endt­gørelsen’(?), andre kunne håbe på anden hjælp fra stat­en. Således lykkedes det at forhin­dre den mas­sein­sol­vens som kon­juk­turen ellers for­mod­entligt havde afst­ed­kom­met.

Men også på andre områder end gæld­sprob­lematikken gik Island nye veje, idet man gen­nem skat­te­forhø­jelser ikke lod nor­ma­lind­kom­sterne men snarere de vel­havende give den åre­lad­ning der skulle til. Således afværgede man ned­skæringer på socialom­rådet, og sta­bilis­erede efter­spørgslen på ind­landske var­er.

Disse foranstalt­ninger må siges at have været overor­dentlig suc­ces­fulde. I krisens efter­slæb steg arbe­jd­sløshe­den til næsten 10%, den er nu på kun 4,8%. Og hvor Islands økono­mi i katas­tro­feåret 2009 skrum­pede med 6,7%, vokser den iflg. prog­noser i år med mere end 2%. OECD reg­n­er med at den Islandske stat­shush­old­ning igen er har­monisk og i bal­ance med udgan­gen af inde­værende år. En sit­u­a­tion langt de fleste medlem­mer af EU kun kan drømme om.

Island gør alt rigtigt

Efter at have tilbage­be­talt langt broder­parten af den bilat­erale hjælp fra Skan­di­navien og Polen, over­drog den Islandske regering i juni i år 500 mil­lion­er US‐dollars (knapt 400 mill euro) til Wash­ing­ton, og betalte dermed før tid en fjerd­edel af sin IVF kred­it tilbage.

Dette lyder måske ikke vold­somt imponerende i eurokri­se­vante øren, reg­n­er man sum­merne op til til det uligt meget større tyske niveau, lan­der man på intet min­dre end 133 mia. dol­lars (ca. 106 mia. euro). Island har allerede, og med suc­ces, to gange kunne udbyde nye langfrist­ede stat­slån på markedet, og er igen ophø­jet til en ”invest­ment grade” kred­itvur­der­ing hos de inter­na­tionale kred­i­tratin­ga­gen­tur­er sam­tidig med at Island er i stand til at tilbage­be­tale store dele af sin krisegæld

Man kan dog ikke bare uden videre over­føre den islandske mod­el til andre lande. Men Islands svar på krisen vis­er at mantraet om de sys­tem­nød­vendi­ge banker ikke er hold­bart. Island har bevist, at en stat i krise kan red­de sig både sig selv og sit velfærdssys­tem gen­nem gælds­fi­nan­sieret styrkelse af kon­junk­turen.

Den i Tysk­land så elskede ”spareknivs­mod­el” hør­er til på de mis­lykkede ide­olo­giers mød­ding. En stat der red­der borg­ere og ikke banker, gør det rigtige. Den lek­tie må ikke over­s­es i Europa.

Min bemærkn­ing: Arbe­jd­sløshe­den på Island er i skrivende stund på ca. 4–5%, i Græken­land er den på ca. 25%

—-

Om denne over­sæt­telse: Den tyske artikel inde­hold­er en god del økonomiske ter­mer som jeg har over­sat efter bed­ste evne, men alt­så ikke nød­vendigvis kor­rekt. Desu­den er jeg ikke specielt tyskkyn­dig, og har måske for­vans­ket lidt hist og pist af ren inkom­pe­tence … check den tyske orig­i­nal, Vor­bild Island,  hvis præ­ci­sion er vigtig

—-

https://www.facebook.com/note.php?saved&&note_id=10151151573003631

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.