Sådan vandt en dårlig ide over Vesten

austerity illusion

Denne artikel er over­sat fra et essay af Mark Blythforeignaffairs.com

Mark Blyth er pro­fes­sor i Inter­na­tion­al Poli­tisk Økono­mi ved Brown Uni­ver­si­ty og har skrevet bogen “Aus­ter­i­ty – The His­to­ry of a Dan­ger­ous Idea” som lig­ger til grund for dette essay

Europa tager den forkerte medicin

Ude af stand til at sætte kon­struk­tivt i gang mod et fælles mål, er USA’s kon­gres efter­hån­den hen­vist til at spille en endeløs omgang ”kylling” med den amerikanske økono­mi. Gældsloft‐skærmydslerne banede vejen for den ”Økonomiske Afgrund” der senere skift­ede form og blev til de brede bespar­elser på mil­itær og udgifter der går under navnet ”Seques­tra­tion”. Uanset hvad det næste på beskat­nings­fron­ten bliv­er, er yderligere ned­skæringer sandsyn­lige. Således hold­er en let ændret udgave af den europæiske ”nøj­somhed­spoli­tik” som vi har set den efter 2010, sit ind­tog i USA. De eneste spørgsmål i den forbindelse er hvor hårdt USA bliv­er ramt, og hvem der skal holde for? Det der gør hele denne affære så absurd er at de Europæiske erfaringer igen og igen tydeligt har vist at nøjsomheds‐politikken netop er det helt fork­erte mid­del til en økono­mi i vanske­lighed­er.

… som følge af chokket fra den sen­este finan­skrise der med­førte en eksplo­siv stign­ing i offentlig gæld, har det meste af Europa i de sen­este fire år søgt en udvej i nøj­somhed­spoli­tikken. Resul­tater­ne af dette eksper­i­ment fore­lig­ger nu, og de er enty­di­ge: Nøj­somhed virk­er ikke

Eurozone‐landene, UK og de baltiske stater har meldt sig friv­il­ligt som prøvek­lude i et stort anlagt eksper­i­ment der går ud på at vise om man kan spare sig til frem­gang. Nøj­somhed­spoli­tikken – den over­lagte udhul­ing af hjem­lige løn­ninger og pris­er gen­nem ned­skæringer i de offentlige udgifter – har til for­mål at ned­bringe statens gæld og under­skud, øge dens økonomiske konkur­renceevne og geno­prette erhvervs­livets tiltro til markedet. Det sid­ste er et kar­di­nalpunkt. Nøj­somheds­for­t­alere men­er at man ved at skrue ned for de offentlige udgifter ans­porer pri­vate investeringer, efter­som ned­skæringerne sig­nalerer at stat­en ikke vil sætte sig på invester­ings­markedet med egne stimulus‐tiltag og ikke vil øge sin gæld. For­brugere og pro­du­cen­ter vil iflg. dette argu­ment så til gengæld for­bruge mere og dermed sætte gang i væk­sten igen.

I denne ides ånd, og som følge af chokket fra den sen­este finan­skrise der med­førte en eksplo­siv stign­ing i offentlig gæld, har det meste af Europa i de sen­este fire år søgt en udvej i nøj­somhed­spoli­tikken. Resul­tater­ne af dette eksper­i­ment fore­lig­ger nu, og de er enty­di­ge: Nøj­somhed virk­er ikke. De fleste af økonomierne i Euro­zo­nens per­iferi har været i frit fald siden 2009, og i sid­ste kvar­tal af 2012 så man for første gang nogensinde en økonomisk krym­pet Euro­zone. Por­tu­gals økono­mi gik tilbage med 1,8%, Ital­iens med 0,9% og selv regio­nens såkaldte loko­mo­tiv, Tysk­land, måtte ind­kassere en tilbage­gang på 0,6%. Storbri­tan­nien und­slap kun med nød og næppe den første 3‐dyps depres­sion, og det på trods af at de ikke er med i Euro­zo­nen,

Man burde have set det komme

Nøj­somheds’ effekt på offentlig gæld (Gæld/BNP ratio)
Land Før (2006/7) Efter (2012)
Por­tu­gal 62% 108%
Irland 24,8% 106,4%
Græken­land 106% 170%
Let­land 10,7% 42%

Det eneste virke­ligt over­rask­ende i alt det her er fak­tisk at det kom­mer som en over­raskelse. I juli 2012 advarede IMF om at sam­tidi­ge ned­skæringer, i en krisetid med allerede lave rente­satser og på tværs af tæt sam­men­hæn­gende økonomi­er, uvægerligt ville skade mulighed­erne for vækst. En advarsel der kom oven i i en allerede righoldig bevis­mængde der peger på at de lande der havde taget nøj­somhed­spoli­tikken til sig havde væsentligt mere gæld end da de start­ede. Por­tu­gals gæld/BNP ratio steg fra 62% i 2006 til 108% i 2012. Irlands gæld/BNP ratio steg mere end fire gange fra 24,8% i 2007 til 106,4% i 2012. Græken­lands gæld/BNP ratio steg fra 106% i 2007 til 170% i 2012, og Let­lands gæld steg fra 10,7% af BNP i 2007 til 42% i 2012. Ingen af disse sta­tis­tikker tager over­hovedet højde for de sociale omkost­ninger ved nøj­somhed­spoli­tikken. Omkost­ninger der bl. a. inklud­er­er arbe­jd­sløshed­stal vi ikke har set siden ‘30erne. Så hvad ans­porer regeringerne til at fort­sætte af dette spor?

Nøj­somhed­spoli­tikken blev, og er den dag i dag, stan­dard­svaret på euro­zo­nens finan­skrise af både materielle og ide­ol­o­giske årsager. Materielt, for­di der har ikke har været så mange andre let tilgæn­gelige mulighed­er. USA kunne p.g.a. sin kon­struk­tion med et cen­tralt finans­min­is­teri­um og en central‐bank der kan acceptere alle for­mer for sikker­hed hjælpe sine banker i 2008. Til forskel, måtte EU nøjes med at styrke bankerne (der var tre gange så store og dobbelt så højt gearede som de amerikanske) med lidt ekstra lik­viditet, offentlige ned­skæringer og påkaldelse af en ”urokke­lig opbakn­ing til euroen”. Hvor USA’s banker har svøbt gælden af sig, rekap­i­talis­eret og nu er klar til vækst, har EU ikke engang været i stand til at starte denne udvikling. Kon­sekvensen er at euro­zo­nens økonomi­er stadig krym­per på trods af det stadigt mere hule løfte om at ”tilli­den er på vej tilbage”.

Ide­ol­o­gisk set er det den intu­itive appel ved ideen om nøj­somhed, ”man ikke kan bruge mere end man har”, der virke­lig har for­ført. En forståelse for hvorledes nøj­somhed blev stan­dard­svaret i den lib­erale økonomiske tanke når en stat ryger i vanske­lighed­er kan afdække hvor­for ideen er så for­førende og farlig

Nøjsomhed er forførende men …

Nøj­somhed er en for­førende ide for­di dens kernepå­s­tand er så sim­pel: Du kan ikke afvikle gæld med mere gæld. Dette er for så vidt rigtigt, men det er ikke vidt­gående nok. Tre knapt så iøjne­faldende fak­tor­er under­graver den ellers sim­ple pås­tand, at lande med under­skud bør skære i sine udgifter.

Den første fak­tor er dis­trib­u­tiv. Nøj­somhe­dens kon­sekvenser opleves forskel­ligt på forskel­lige niveauer i sam­fun­det. De der befind­er sig på bun­den mis­ter en forholdsvis større andel end dem der befind­er sig på top­pen for­di de i langt højere grad er afhængige af statens ydelser og for­di de er rin­gere økonomisk pol­stret til at mod­stå krisens anslag. De 400 rigeste amerikanere ejer flere aktiv­er end de 150 mio. fat­tig­ste amerikanere. De ned­er­ste 15%, ca. 46 mio. men­nesker, lever for under $22.050 pr. hus­stand om året. At forsøge at få den ned­er­ste del af ind­kom­st­pyra­mi­den til at betale gen­nem ned­skæringer i det offentlige er både hjerteløst og matem­a­tisk besværligt. De der kan betale vil ikke, og de der ikke kan betale for­ventes at gøre det.

Tre fak­tor­er der taler mod nøj­somhed
Dis­tri­b­u­tion Nøj­somhed­spoli­tik har en uhyggelig social slag­side og før­er til drama­tisk øget ulighed med der­af føl­gende sociale katas­tro­fer
Sam­men­hæng Nøj­somhed­spoli­tik lad­er sig kun gøre i helt speci­fikke sam­men­hænge. Det kræver han­delspart­nere der er i vækst. Hvis alle han­delspart­nere føl­ger nøj­somhed­spoli­tik er resul­tatet en sam­let tilbage­gang
Logik Nøj­somhed forud­sæt­ter en kølig rationel økonomisk adfærd hos en finan­sielt ukyn­dig befolkn­ing der er opskræmt af tanken om at miste job og social sikker­hed

Den anden fak­tor er sam­men­hæn­gen. Alle kan ikke skære sig til vækst på samme tid. Sat i en europæisk kon­tekst: Selvom det måske kan betale for den enkelte stat at ned­bringe sin gæld, opstår der prob­le­mer hvis alle medlem­merne af møn­tu­nio­nen gør det sam­tidig, de er nem­lig alle hinan­dens væsentlig­ste samhan­delspart­nere. Resul­tatet vil uvægerligt blive en sam­let tilbage­gang for den regionale økono­mi under et. For­t­alerne for nøj­somhe­den ser ikke denne fare for­di de har fået sam­men­hæn­gen mellem opspar­ing og for­brug galt i halsen. De tror at offentlig nøj­somhed før eller senere vil afst­ed­komme pri­vat for­brug. Men nogen skal spendere før andre kan spare op, ellers har de der ønsker at spare ingen indtægt. På samme måde med løn­ninger. Hvis det skal kunne svare sig at sænke løn­ningerne lokalt for at opnå bedre konkur­renceevne, skal der være et land der er rede til at bruge penge på det man pro­duc­er­er. Hvis alle stater forsøger at skære ned og spare på en gang, som vi ser det i euro­zo­nen i dag, så er der ingen der er rede til at kaste sig ud i det for­brug der er nød­vendigt for at skabe vækst.

Den tred­je fak­tor er logisk: Ideen om at offentlige ned­skæringer øger tilli­den hos pri­vate inve­stor­er hold­er ikke vand ved nærmere efter­syn. Som økonomen Paul Krug­man og andre med ham har påpeget, så er præmis­sen i den ide at for­brugerne forudser og inko­r­por­erer alle statens tilt­ag i deres livstids budget‐beregninger. Når regerin­gen sig­nalerer kraftige bud­getned­skæringer, lyder argu­mentet, vil for­brugeren indse at dette vil betyde skat­telet­telser i nær fremtid. For­brugeren vil der­for øge sit for­brug og således bidrage til krisens afs­lut­ning på trods af de står midt i økonomiens kol­laps. At for­mode at den finan­sielt ukyn­di­ge for­bruger i virke­lighe­dens ver­den der er opskræmt af tanken om at miste sit job midt i en poli­tisk betinget krise er i bed­ste fald hero­isk roman­tis­er­ing, i værste fald tåbe­ligt.

Nøj­somhe­den er en farlig ide for­di den ignor­erer de ekster­naliteter den skaber, den ignor­erer effek­ten af en per­sons valg på den næste per­sons valg og den ignor­erer den svin­dende sandsyn­lighed der er for at folk rent fak­tisk vil opføre sig som ideen kræver. For at forstå hvorledes en så fortærs­ket poli­tik blev Europas stan­dard­svar på krise, må vi kon­sul­tere en lille hånd­fuld englæn­dere, to skot­ter og tre østrigere

Et liberalt dilemma

Nøj­somhe­den find­er sit udspring i et dilem­ma i den lib­erale økonomiske tænkn­ing omkring stat­en. I den anden af hans “Two Treaties on Gov­ern­ment” accepter­er den engelske 1600‐tals poli­tiske teo­retik­er John Locke at ulighed var uundgåeligt som følge af pengevæsenets og den pri­vate ejen­dom­srets opståen. Der­for måtte han også acceptere behovet for en stat der kunne beskytte og opretholde de ulighed­er markedet afst­ed­kom­mer. Men enhver stat der kunne løfte denne opgave ville sam­tidig være stærk nok til at true de ejen­domsha­vere den var sat i ver­den for at beskytte. Og således fødtes et dilem­ma cen­tralt i lib­er­al­is­men: Du kan ikke leve med stat­en efter­som den måske vil berøve dig, men du kan heller ikke leve uden, siden du i så fald risik­er­er at pøblen slår dig ihjel. Senere, i 1700‐tallet, da de skotske tænkere David Hume og Adam Smith vendte sig mod dette dilem­ma, antog det en ny dimen­sion: Hvor­dan finan­siere den stat som du på den ene side frygter men på den anden side har behov for? Løs­nin­gen syntes at blive stats­gæld, men hverken Hume eller Smith var glade for den løs­ning.

Tyverne og tredivernes nøjsomhed slog ikke blot fejl, den forårsagede II. Verdenskrig

Som både Hume og Smith bemærkede, kan stat­en låne penge ved at tilbyde han­dlende min­dre risiko­fyldte invester­ingsmu­lighed­er med det samme eller bedre afkast gen­nem det instru­ment der hed­der offentlig gæld. For disse inve­stor­er har denne ord­ning yderligere den fordel at den finan­sier­er stat­en uden brug af skat­ter. Ja, stat­en betaler jo for finan­sierin­gen på den måde. Men prob­lemet med denne gratis metode er at den ikke er gratis. For at finde vil­lige købere til sin gæld, er stat­en nødt til at tilbyde bedre afkast end markedet i øvrigt tilby­der, og ved at indgå i aftaler på så favor­able vilkår for køber, bliv­er pen­gene ledt væk fra markeds­drevne investeringer og over i uhold­bare offentlige udgifter. På den måde ender man med minds­ket vækst, vok­sende renteudgifter og en stat sat i gæld, først til lokale inve­stor­er, siden til fremmede. I stedet for at løse statens finan­sier­ing­sprob­lem, før­er dette til evigt sti­gende skat­ter og, som Smith advarede om, til lån­givers ruin da ”den uvirk­somme og ødsle skyld­ner [tjen­er] på bekost­ning af den fore­tag­somme og spar­som­melige lån­giv­er, … over­fly­t­ter en stor del af den nationale kap­i­tal … til de der sandsyn­ligvis vil sprede og ødelægge den.” Ud fra dette kon­klud­erede både Hume og Smith at det gjaldt om under alle omstændighed­er at undgå stats­gældens gift, også selv den som kort­sigtet finan­sier­ingsløs­ning virk­er tiltrækkende.

Det nit­tende århun­dredes britiske lib­erale tænkere prøvede at løse dette dilem­ma på to forskel­lige måder. Nogle, som f.eks. David Ricar­do, søgte at udelukke stat­en helt fra økonomien , efter­som dens han­dlinger ansås for ukon­struk­tive ind­greb i det der ellers ville være et selvreg­ulerende sys­tem. Mens andre, som f.eks. John Stu­art Mill, så en rolle for stat­en der gik udover blot at reg­ulere ulighed­er. Mill gik end­da så langt at han talte for at stats­gæld ikke behøvede at betyde ruin for stat­en og at den endog kunne anven­des til at finan­siere nyt­tige sociale investeringer. Kap­i­tal­is­men kunne ikke, iflg. Mill og hans ide­ol­o­giske brø­dre, fun­ger­er hen­sigtsmæs­sigt i den mod­erne ver­den uden stat­slige ind­greb. De anså de selvreg­ulerende egen­sk­aber Ricar­do forud­sagde for usandsyn­lige pga. de gryende arbe­jder­bevægelser, forretnings‐cyklussens fly­gtighed, krav om stem­meret og en ver­den af arbe­jd­sløshed og fat­tig­dom midt i over­flødighed­shor­net.

Så i det tyvende århun­drede split­tedes lib­er­al­is­men i to spor. På det ene spor, Ricar­dos, afviste østrigere som Joseph Schum­peter, Lud­vig von Mis­es og Friedrich Hayek stat­en i stadigt stærkere vendinger. På det andet spor, Mills spor, slut­tede en gruppe britiske økonomer, folk som John Hob­son, William Bev­eridge og slut­teligen John May­nard Keynes fred med en mere aktiv, og når nød­vendigt, forgældet stat.

Likviditionismens fælde

End­skønt frygten for stat og stats­gæld har været ind­graveret dybt i lib­er­al­is­mens DNA, var det ikke før at stater rent fak­tisk var store nok til ned­skæringer at mod­standen mod stats­gæld blev en poli­tisk grille. I 1920erne og ‘30erne, og i særde­leshed i Østrig og USA, søgte et sti­gende antal økonomer at fork­lare hvor­for virke­lighe­dens økonomi­er hele tiden drama­tisk boblede op og brast sam­men på trods af deres for­mod­ede ind­byggede ten­dens mod ligevægt. Iflg. denne bevægelses tanker var svaret at bankerne lånte for mange penge ud hvilket med­førte at for mange penge blev mis­al­lok­eret i tvivl­somme speku­la­tion­er. Før eller siden ville de bil­lige penge der drev disse investeringer uvægerligt forsvin­de, rente­sat­serne ville stige og konkurs­er ville være resul­tatet. Forde­len ved alt dette var iflg. Andrew Mel­lon, US Finans­min­is­ter under præs. Hoover, at ”råd­den­sk­aben vil blive renset ud … folk vil … føre et mere moral­sk liv … Og driftige folk vil overtage de min­dre kom­pe­tentes vrag­gods”

Kort og godt, sagde Østrigerne, kan gælds­fi­nan­sierin­gens excess­er kun kur­eres gen­nem nøj­somhed. Statens rolle var at holde sig uden­for og lade processen løbe af sig selv. ”Lik­vidi­tion­isme” – at likvidere fejl­slagne virk­somhed­er som en løs­ning på de økonomiske prob­le­mer – var det store løsen. Under den store depres­sion i 30’erne forsøgte stat­en Wash­ing­ton sig med nøj­somhed, og præ­cis som i vore dages eurozone‐krise, hjalp det ikke. I UK prøvede man en lig­nende til­gang som man kaldte ”The Trea­sury view”, eller ”finans­min­is­teri­ets vinkel”. Argu­mentet var at man udelukkende ville ende i mere gæld og fjerne grobun­den for pri­vate investeringer hvis man søgte at lade stat­en invester­er sig ud af prob­le­merne, og man gik der­for nøj­somhedsve­jen i stedet. Det fejlede også og forværrede kun UKs økono­mi yderligere.

Der skulle adskil­lige fejl­slagne nøjsomheds‐forsøg til på at red­de 30’ernes økono­mi samt Keynes Gen­er­al The­o­ry før nøj­somhed­sideen mist­ede endeligt mist­ede sin tro­værdighed. De tre argu­menter fra før – dis­tri­b­u­tion, sam­men­hæng og logik – var cen­trale. Sam­men med de prak­tiske resul­tater af 30–40’ernes poli­tik, incl. erfaringerne fra II. Ver­den­skrig der syntes at reha­bilitere behovet for mas­siv økonomisk stats‐intervention, sat­te disse argu­menter hele nøjsomheds‐ideen i et nyt lys hvor­på ideen kol­lapsede. Hvor­for ser vi den komme igen med fuld kraft nu mere end 60 år senere? For at finde svar på det spørgsmål må vi en tur til USA hvor den østrigske boble‐model fandt uven­tet res­o­nans i 2008 finan­skrisen, og videre der­fra til efterkri­gens Tysk­land, hvor det var lykkedes nøjsomheds‐ideen at over­leve sin lange Key­ne­sianske vin­ter og stå fad­der til den krise­hånd­ter­ing vi ser i Euro­zo­nen i dag.

Den tyske metode

Efter 70’erne, hvor stagfla­tio­nen endeligt tog glansen af Key­ne­sian­is­men, så man ikke så lidt af en pudsighed i USA’s økonom‐uddannelser. Stud­erende kunne erhverve sig en Ph.D i de fineste skol­er uden nogensinde at læse penge, bankvæsen eller kred­it. Dette skyldtes at man i det neok­las­siske syn der opstod efter Key­ne­sian­is­mens gyldne peri­ode, anså penges langtid­sef­fek­ter for at være neu­trale (penge ændrede hverken præfer­encer eller mulighed­er), mens man anså aktør­ernes for­vent­ninger for langsigt­ede og rationelle. I denne selv‐afbalanceringens lykke­lige ver­den er kred­it sim­pelthen bare en over­førsel af ind­komst fra en per­son til en anden og bankerne er sim­pelthen formi­dlere af investeringer. Et syn der fik sig lidt af et chok da krisen i 2008 afs­lørede en ver­den med hyper­gearet og uans­varlig lån­givn­ing, over­belån­ing og over­lagt risiko‐blindhed blandt disse såkaldt rationelle aktør­er. Men det var intet chok for dem der stadig læste de nøj­somme østrigere.

Krisen syntes at udspille sig nøjagtig efter Mis­es og Hayeks mod­el: Banker lånte for mange penge, stat­en holdt hån­den under bankerne, for­brugerne lånte for meget og kap­i­tal blev mis­al­lok­eret hvilket med­førte en episk bolig‐boble i årene 2000–2007. Mod­ellen havde en klar forskrift ved en sådan udvikling: Ingen bankpakker. Men efter­som bankpakker allerede var udst­edt og bankernes pri­vate gæld over­ført til det offentlige reg­n­skab, var der kun en ting tilbage at gøre. Præ­cis den ting som østrigerne havde slået til lyd for 1920’erne og 1930’erne – offentlige ned­skæringer, ned­sæt­telse af gælden, frem­skyn­delse af konkurs­er for fir­maer og indi­vider der var nået for langt ud og så lade ”driftige folk vil overtage de min­dre kom­pe­tentes vrag­gods”

Ned­skæringer før­er ikke i sig selv til vækst. De virk­er kun i små stater der kan eksportere til store stater der er i vækst.

Lik­vidi­tion­is­men var tilbage, men kun for­di økonomer og poli­tikere glemte tidligere tiders erfaringer i løbet af de tre årtiers neolib­erale dom­i­nans. I en ver­den af effek­tive marked­er og rationelle for­brugere, var en krise som den stat­en nu stod over­for sim­pelthen teo­retisk umulig. Så da krisen ramte var det kun den østrigske mod­el der tog banker, bobler og boble‐brist alvorligt, og det kan vi delvis takke tyskerne for.

Som følge af Tysk­lands his­to­rie med infla­tion og defla­tion i tyverne og tre­di­verne, har finan­siel sta­bilitet altid været en mærke­sag i efterkrigsti­dens økonomiske tænkn­ing i Tysk­land. Men det der virke­ligt kende­teg­nede denne tænkn­ing var afvis­nin­gen af Key­ne­sian­is­men. En teori der aldrig gav meget mening for tyske poli­tikere pga. den måde den tyske økono­mi fun­ger­er på.

Tysk økonomisk vækst har altid været drevet af eksport. Berlins pri­or­iteter i efterkrigsti­den har føl­geli­gen været investeringer i genop­bygnin­gen af lan­dets pro­duk­tion­sevne (hvilket inde­bar at man lagde låg på det hjem­lige for­brug) og at gen­vin­de tabte eksport­marked­er (hvilket inde­bar omkost­ningskon­trol og dermed løn­til­bage­hold­en­hed). Med dette fokus på eksterne behov snarere end interne behov blev væk­sten under­lagt konkur­renceevne og mon­etær sta­bilitet snarere end hjem­lig efter­spørgsel. I dette sys­tem ville stat­slige stim­uli kun afst­ed­komme øget pro­duk­tion­somkost­ninger og laver eksport‐efterspørgsel.

Dette er en glim­rende økonomisk mod­el for en udbud­sori­en­teret, eksport­drevet økono­mi med en stærk mon­etær autoritet og superkonkur­rencedygtige pro­duk­ter. Prob­lemet er at der kun kan være en af den slags. Ikke alle Europæiske lande kan være som Tysk­land og køre med over­skud, andre må køre under­skud, præ­cis lige som at nogle må for­bruge for at andre kan spare. Desværre lykkedes det Tysk­land at skabe nøgle‐institutionerne i EU og Euro­zo­nen i deres eget billede med et stærkt konkur­renceråd og en yder­st uafhængig og infla­tion­sop­taget central‐bank. Så da den græske krise indtrådte, slog Tysk­lands uvil­je mod Key­ne­sian­is­men igen­nem i det hersk­ende poli­tiske syn på hele regio­nens økono­mi – resul­tater­ne har været katas­tro­fale.

Tysk­land havde råd til at ned­skære sig til vækst for­di kilderne til Tysk­lands vækst lå uden for dets grænser: Tysk­land er eksport‐verdensmester. Men det bety­der ikke at hele Europa kan følge den tyske mod­el, især for­di de asi­atiske lande også kør­er over­skud. Som Mar­tin Wolf, Finan­cial Times spurgte: ”Er det menin­gen at alle skal køre med over­skud? I så fald over­for hvem … mars­boerne?”. De ideer der formede det insti­tu­tionelle design af efterkrigsti­dens tyske økono­mi og EU virk­er måske udmær­ket for Tysk­land, men de virk­er for­færdeligt for et sam­let Europa der uanset hvor hårdt det prøver sim­pelthen ikke kan køre over­skud. Sam­men­hæn­gen er vigtig.

For at se hvor alt dette før­er hen, kan vi kaste et blik tilbage på den sid­ste gang man forsøgte noget lig­nende i stor skala, tre­di­verne og det kaos der ful­gte. Men kri­tik­erne vil hævde at den slags historie‐granskning er irrel­e­vant, efter­som at nyere eksem­pler fra Cana­da og Irland i firserne og senere igen Østeu­ropa, vis­er det mod­sat­te: at nøj­somhed før­er til vækst. Men det er en fork­ert kon­klu­sion på de eksem­pler, så det er værd at kaste et blik på dem.

Nøjsomhed nu, vanvid senere

I tyverne og tre­di­verne forsøgte USA, UK, Tysk­land og Japan alle at opnå vækst gen­nem ned­skæringer. Dette slog ikke alene fejl, det hjalp også II. Ver­den­skrig på vej. Tyvernes US økono­mi var et sært væsen. Pris­erne på land­brugspro­duk­ter faldt, arbe­jd­sløshe­den steg og alligev­el steg aktiekurs­erne. I 1929 revnede det hele så med et brag, skat­teindtægterne kol­lapsede og under­skud­det blom­strede. Dette fik inve­stor­er til at trække penge ud af lan­det i stor stil med store rentes­tigninger og der­af føl­gende minusvækst som resul­tat. Inve­stor­erne frygt­ede at USA ville gøre som UK og opgive sys­temet med en guld‐reserve. I klas­sisk nøj­somhedsstil udtalte Hoover at lan­det ikke kunne ”ødsle sig selv til frem­gang på ryggen af ruinerede skat­tey­dere”, og i 1931 sat­te han sam­tidigt skat­ten op og udgifterne ned. I løbet af de næste to år steg arbe­jd­sløshe­den eksplo­sivt fra 8% til 23% og økonomien kol­lapsede. Det samme gjorde USA’s egnethed som eksport­marked for andre lande. USA’s økono­mi kom sig ikke helt før krigsti­dens mas­sive investeringer reduc­erede arbe­jd­sløshe­den til 1,2% i 1944.

Sit­u­a­tio­nen var ikke meget bedre i UK der var blevet meget mere med­taget af I. Ver­den­skrig end USA. For at opnå vækst efter kri­gen burde Lon­don have deval­ueret pun­det og dermed forøget sin konkur­renceevne. Men for­di UK var ver­dens største finan­sielle magt og udgjorde krum­tap­pen i guld‐reserve sys­temet, ville selv en antyd­ning om deval­uer­ing have med­ført børspanik og et storm­løb på det britiske pund, hvilket ville have med­ført et væsentligt værditab på britiske over­søiske inter­ess­er. I denne klemme val­gte UK at fastlægge en høj vek­sel­rate i håbet om at indgyde inve­stor­erne tillid, men dette med­førte en øde­lagt britisk økono­mi og en forskert­sning af efterkrigsti­dens genop­bygn­ingsar­be­jde. UK stag­nerede med en kro­nisk høj arbe­jd­sløshed gen­nem 1920’erne.

UK’s sit­u­a­tion forværre­des yderligere da USA i 1929 sat­te renterne op for at ned­køle sit­u­a­tio­nen omkring Wall Street, og Young‐planen for Tysk­lands krigsskadeer­stat­ninger trådte i kraft. En plan der pri­or­iterede offentlig over pri­vat gæld og dermed med­førte at Tysk­lands offentlige gæld ville blive tilbage­be­talt først hvis boblen brast. Førhen, da pri­vat gæld havde for­rang for offentlig, havde en stor del af den amerikanske pri­vate kap­i­tal til­fly­dt Tysk­land. Da Young‐planen vendte denne pri­or­i­ter­ing opstod kapital‐flugt fra Europa til USA, hvilket fastholdt UK’s rente­satser på et højt niveau og en fort­sat stag­na­tion.

Efter­som UK hverken kunne jus­tere pun­det op eller ned for­blev nøj­somhed den fore­trukne poli­tik, uanset at det var kon­trapro­duk­tivt. På trods af gen­tagne ned­skæringsrun­der, og selv på trods af at man opgav guld‐standarden, steg den britiske gæld fra 170% af BNP i 1930 til 190% i 1933. I 1938 var det britiske økonomiske real‐output kun mar­gin­alt højere end det havde været i 1918. Kort sagt, de to største økonomi­er i ver­den forsøgte sam­tidigt at ned­skære sig til vel­stand, hvilket kun med­førte at deres prob­le­mer blev cementeret. I Tysk­land og Japan var resul­tatet fas­cisme.

Tysk­lands prob­le­mer i denne peri­ode tilskrives ofte hyper­in­fla­tio­nen i 1923, en infla­tion der i dag ses som den tids store økonomiske busse­mand, et mareridt der aldrig må gen­t­age sig. Men i dette syn­spunkt ude­lades det forhold at hyper­in­fla­tio­nen ikke var et vil­dledt forsøg på Key­ne­sian­sk stimuli‐politik, men i langt højere grad end bev­idst regerings‐politik med hen­blik på at und­drage sig krigsskadeer­stat­ninger til Frankrig. Efter Frankrigs besæt­telse af Ruhr‐området i 1923 beg­y­n­dte den tyske regering som mod­stand­shan­dling at betale de lokale arbe­jderes løn, hvilket med­førte at under­skud­det voksede. Den Tyske Central‐bank, Reichs­bank, tryk­te penge der kunne dække under­skud­det, men dette med­førte naturligvis at Reichs­markens vær­di faldt og således blev det umuligt at tilbage­be­tale krigs­gælden og nye gælds­forhan­dlinger måtte optages. Ikke lang tid efter sta­bilis­ere­des infla­tio­nen og lan­det beg­y­n­dte lang­somt at kunne stå på egne ben igen.

Den nye krigs­gæld­saf­tale forår­sagede en flugt af pri­vat amerikan­sk kap­i­tal fra Tysk­land, så Reichs­bank beslut­tede sig for at hæve rente­sat­serne for at mod­virke flugten og skubbe­de dermed økonomien ud i en reces­sion. På dette tid­spunkt over­tog Deutsche Zen­trumspartei kansler­posten og prøvede at styre den økonomiske skude flot gen­nem drama­tiske bud­getned­skæringer. Men jo mere regerin­gen skar, des mere med­vind fik Nazis­terne. Ved val­get i 1930 vandt Nazist­par­ti­et 18,3% af stem­merne og blev dermed det næst­største par­ti i Rigs­da­gen. De var trods alt det eneste par­ti der argu­menterede mod ”nøj­somhed”. Ned­skæringerne fort­sat­te og i 1933 fik Nazis­terne hele 43,9% af stem­merne. Det var nøj­somhed og ikke infla­tion der gav ver­den Nation­al Social­is­men.

Ingen var mere ivrige og kon­sis­tente med nøj­somhed­spoli­tikken end den Japanske regering. Efter et børskrak i 1920 ful­gte man op med adskil­lige defla­tions­forvær­rende spare­run­der. Den største udgift­spost på Tokyos bud­get, mil­itæret, blev næsten halveret i det føl­gende årti. Japan fort­sat­te ned­skæringerne for at komme tilbage til guld‐standarden, hvilket lykkedes i 1930. Lige tid­snok til at økonomierne i USA og Europa røg ud i frit fald og dermed røg Japans eksport‐økonomi. Japans vækst faldt med 9,7% i 1930 og med yderligere 9,5% i 1931 mens renten skød i vejret. På trods af sam­men­brud­det gearede Tokyo yderligere op for ned­skæringerne og lod hæren bære den tungeste ende af ned­skæringerne. I efteråret 1930 havde hæren fået nok.

I okto­ber 1930, efter rat­i­fika­tio­nen af Lon­don Flåde­trak­tat­en der begrænsede flådemæs­sig oprust­ning, blev Pre­mier­min­is­ter Osachi Ham­aguchi udsat for et atten­tat­forsøg begået af en gruppe ultra­na­tion­al­is­ter, han døde senere af sine sår. Senere, i 1932, blev forhen­værende Finans­min­is­ter Jun­no­suke Inoue, nøj­somhed­spoli­tikkens arkitekt i Japan op gen­nem tyverne, myrdet ved atten­tat. Taka­hashi Korekiyo, den ny regerings finans­min­is­ter, gik væk fra nøj­somhed­spoli­tikken og økonomien beg­y­n­dte hur­tigt at bedres. Væk­sten kom tilbage med et snit på 4% i årene 1932–1936. Men ingen god gern­ing skal åben­bart gå ustraf­fet hen og Korekiyo blev, som en række andre civile poli­tikere, selv myrdet i 1936. Den civile regering kol­lapsede og eksper­i­menterne med demokrati og nøj­somhed blev afløst af kejserdømmes velk­endte impe­ri­al­isme.

Firser‐showet

Da mellemkrigsårenes fire største økonomi­er alle prøvede at skære sig til frem­gang på en og samme gang blev resul­tatet skrump, pro­tek­tion­isme, vold og fas­cisme. Nogle vil måske sige ”Det kan godt være, men andre til­fælde vis­er andre erfaringer”. I den forbindelse bliv­er 1980’ernes erfaringer i Aus­tralien, Cana­da, Dan­mark og Irland bliv­er ofte taget frem som gode eksem­pler på det økonomerne kalder ”væk­st­sk­abende offentlige bespar­elser”, desværre ser virke­lighe­den ikke sådan ud.

I halvfem­serne syntes flere under­søgelser at pege på at firsernes offentlige bespar­elser i Aus­tralien, Cana­da, Dan­mark og Irland have givet de lokale økonomi­er et boost. De skar alle i bud­get­terne, deval­uerede deres val­u­ta og lagde låg på lønud­viklin­gen og de fik alle imponerende væk­strater. Den mekanisme der drev væk­sten var angiveligt for­brugernes langsigt­ede for­vent­ninger, dvs. tillid­sef­fek­ten: I for­vent­ning om lavere skat­ter som følge af ned­skæringerne brugte folk deres penge flit­tigt hvilket med­førte kraftig opblom­string af økonomien. Senere tids vis­dom sæt­ter dog spørgsmål­stegn ved disse under­søgelsers metoder, deres kon­klu­sion­er samt deres frem­still­ing af hvad der egentlig foregik i de nævnte lande.

For det første: For hvert af disse lande var sit­u­a­tio­nen at en lille stat fore­tog offentlige ned­skæringer på et tid­spunkt hvor væk­sten var helt i top, og store han­delspart­nere blom­strede op. Yder­mere er der tale om fire sep­a­rate episoder, ikke om sam­tidig nøj­somhed.

For det andet: I de nævnte til­fælde var nøj­somhedsin­stru­menterne for­trinsvins deval­uer­ing og aftaler med fag­foreningerne om løn­til­bage­hold­en­hed, sådan at de pos­i­tive virkninger af deval­uerin­gen ikke blev udlignet af import‐inflation. Med andre ord: Hvis et land søger at skabe vækst gen­nem eksport med en bil­ligere val­u­ta, vil det være ufor­mål­st­jen­stligt hvis gevin­sten ædes op af løn­stigninger, hvilket undgås via aftaler med fag­bevægelserne om løn­til­bage­hold­en­hed. Dette lad­er sig naturligvis kun gøre i lande med en høj organ­i­sa­tion­s­grad. Under indtryk af alle disse specielle forud­sæt­ninger giv­er det næppe mening at kon­klud­ere at tillid affødt af nøj­somhed er den primære grund til vækst.

Yder­mere afst­ed­kom disse ”kon­solid­eringer i offentlig vækst” for både Aus­tralien og Dan­marks ved­k­om­mende ikke meget mere end et lille bump på vejen nedad og begge økonomi­er røg ud i svær krise inden­for en tid­sho­risont på bare to år efter ned­skæringerne (hvem sagde tillid?). I det irske til­fælde steg, som økonomen Stephen Kin­sel­la påviste, real­løn­nen i sen‐firserne, hvilket peger på at boom’et skyldtes en rutine‐stimulus effekt og ikke pos­i­tive ændringer i for­brugernes for­vent­ninger.

Hvad angår Cana­da er fork­larin­gen sim­pel: Cana­da kunne ned­skære sig til vækst for­di dets største han­delspart­ner, USA, oplevede et mas­sivt økonomisk opsv­ing imens den canadiske dol­lar faldt næsten 40%.

Intet af dette har noget med for­vent­ninger eller tillid at gøre. Tvær­ti­mod er det, set i det rette lys, den Keynisianske his­to­rie om hvor­dan man gen­nem deval­ueringer og løn­til­bage­hold­en­hed kan booste en økono­mi hvis part­nere er i vækst. Et boost der på sin side tillad­er offentlige ned­skæringer. Som Keynes sagde: ”Nøj­somhed gode, ikke dårlige, tider til”. Ned­skæringer før­er ikke i sig selv til vækst, og de virk­er kun i små stater der kan eksporter­er til store stater i vækst. Præ­cis som lande der han­dler med hinan­den ikke alle kan have over­skud, kan ind­byrdes afhængige økonomi­er ikke alle deval­uere sam­tidigt og for­vente eksport­frem­gang,

Derfor kan REBLL Alliancen ikke sprænge Gældsstjernen i luften

Men der er skam mere end­nu. For nyligt er en hånd­fuld østeu­ropæiske lande blevet hevet frem som rolle­mod­eller af nøj­somheds­for­t­alerne. Det drejer sig om Rumænien, Est­land, Bul­gar­ien, Let­land og Litauen, lad os kalde dem REBLL Allian­cen. De skar mere end alle andre europæiske lande i 2009 og 2010 og havde mere vækst end alle andre andre i 2011 og 2012. Var dette endeligt beviset for at ned­skæringer før­er til vækst? Nej, ikke just …

Det første spørgsmål vi må stille er hvor­for der var så drastiske ned­skæringer i det hele taget, svaret er inter­es­sant. Tilbage i starten af dette århun­drede, den gang disse lande stod på kan­ten til optagelse i EU, synedes deres bank‐aktiver overor­dentligt under­vur­derede. Disse lan­des regeringer ønskede at ryste kom­mu­nis­mens støv af skul­drene og favne fremti­den i form af den ny tids kap­i­tal­isme, og beslut­tede at oprette økonomiske insti­tu­tion­er der var særde­les ven­lige over­for kap­i­talflow og uden­landske investeringer. Dette med­førte at 80–100% af de lokale banker blev opkøbt af udlan­det. Som følge af lik­viditet­skrisen i 2008–9 beslut­tede de nye østrigske, tyske og svenske moder­banker at skaffe fornø­dent lik­viditet ved at tage penge fra dat­ter­bankerne i østeu­ropa. De østeu­ropæiske lande kunne kun se hjælpeløst til mens deres penge­be­hold­ning drænedes.

For at standse blød­nin­gen indgik man en aftale i Wien i 2009. Bankerne, EU, IMF og EU‐kommissionen samt Ungarn, Let­land og Rumænien. Her forpligt­ede bankerne sig til at holde lik­viditeten i de østeu­ropæiske banker mod at stater­ne til gengæld gen­nem­førte nøj­somheds ned­skæringer ret­tet mod en sta­bilis­er­ing af de lokale bankers økono­mi. Wiener­aftal­en forhin­drede lik­viditet­skrisen i at brede sig til de øvrige REBLL lande, så længe nøj­somhed­spoli­tikken blev ført andet­st­eds i regio­nen også. Resul­tatet blev at let­tiske lærere og rumænske pen­sion­is­ter oplevede mas­siv indtægt­snedgange til fordel for de store ejere af oblig­a­tion­er i de store Europæiske hov­ed­banker.

For at lægge alt dette lidt til side: Har ned­skæringerne, og der var mange af dem, været en suc­ces? I Let­land faldt for­bruget med næsten 23% i 2009 og BNP faldt med 7%. I Est­land faldt begge dele med næsten 15%. I REBLL lan­dende var tocif­rede lønned­skæringer i den offentlige sek­tor dagens orden, hvilket med­førte kaos i sundheds‐, uddannelses‐ og social sek­tor­erne. Men selvom man har gen­vun­det imponerende 60–80% af de tab man led under krisen har prisen været alt for høj.

Først og fremmest: Hvis nøj­somhe­dens ypper­ste fort­jen­este er en reduk­tion af gælden så har alle REBLL lande, Est­land und­taget, fejlet. De har mere gæld i dag end da de påb­eg­y­n­dte ned­skæringerne. Let­land, Litauen og Rumænien havde sågar større bud­getun­der­skud på høj­den af deres nøj­somhed­spro­gram­mer i 2009‐10 end både Græken­land og Spanien havde da de var høj­den i deres. For det andet vil det, selv med de mest opti­mistiske briller på, vare mindst til 2015 før nogle af dem har gen­vun­det hvad man har tabt siden 2009. Kon­sekvensen er tocif­rede arbe­jd­sløshed­stal i den over­skuelige fremtid. For det tred­je, disse lande så intet til de pos­i­tive for­vent­ninger eller den tillid som nøj­somhed­spoli­tikken siges at skulle afst­ed­komme. En Eurobarometer‐måling viste i 2009 at 79% af letlæn­derne syntes at Est­lands økono­mi var dårlig, 58% mente at man ikke havde nået det værste end­nu. Kort og godt, lige­som i til­fældet med firsernes ned­skæringer, kan man ikke beteg­ne REBLL lan­denes sen­este erfaringer kan ikke kaldes en sejr for nøj­somhed­spoli­tikken. REBLL Allian­cen har ikke endeligt sprunget Gældsst­jer­nen i luften, den har tvær­ti­mod, og med enorme omkost­ninger, gjort den større.

I morgen er der atter en dag

Hvis nøj­somhe­den ikke virk­er, hvad kan man så gøre? Udgift­sorgi­er fra allerede gæld­splagede stater eller en lang række konkurs­er i den udviklede ver­den synes ikke som syn­derligt attrak­tive mulighed­er. Så ambitiøs behøver man dog heller ikke at være. En sim­pel Hip­pokratisk regel kunne være: Und­lad først og fremmest at forår­sage skade. Euro­zo­nen har kon­sekvent benyt­tet nøj­somhed­spoli­tik og skrumper nu sam­let set ind. Mod­sat har USA ikke imple­menteret nøj­somhed­spoli­tik og er nu klar til vækst. Jav­el, USA’s gæld voksede også, men vækst kur­erer gæld hen ad vejen. Ned­skæringer vil, såfremt de er sam­tidi­ge og gen­nem­gribende, udelukkende føre til flere prob­le­mer.

Forhold­et mellem ned­skæringer og gæld ind­fanges bedst af økonomen Richard Koo’s ide om ”krise­bal­ance”. Det er ikke muligt for lande at ned­bringe offentlig og pri­vat gæld sam­tidig, hvilket er præ­cis hvad Europa har forsøgt. I stedet skulle regeringerne tilskyn­de at den pri­vate sek­tor fik afhæn­det sin gæld mens man fastholdt det offentlige udgift­sniveau, for når alt kom­mer til alt så skal pen­gene til den pri­vate sek­tors opspar­ing jo komme et eller andet sted fra. Når den pri­vate sek­tor har afhæn­det sin gæld vil skat­teind­kom­sterne stige og de opståede gælds‐ og udgift­sposter kan så betales af. Som tidligere bemær­ket kræver det tim­ing og tilret­telæggelse at gøre dette på en effek­tiv måde.

I mellemti­den burde USA benytte sig af at de ikke er hæm­met af de samme insti­tu­tionelle fejl som euro­zo­nen lid­er under og at de yder­mere kan låne prak­tisk talt uden omkost­ninger. Tiden er gun­stig for nyt­tige investeringer fra Wash­ing­tons side. For at tage et eksem­pel: Ca. en tred­jedel af USA’s broer er i elendig for­fat­ning og trænger til at blive ren­overet. At få bragt det i orden ville skærpe USA’s pro­duk­tivitet og der er ingen ulem­per for­bun­det med det. I den forbindelse er nøj­somhed ikke alene fork­ert pga. de tre prob­le­mer nævnt oven­for: Dis­tri­b­u­tion, sam­men­hæng og logik; det er også for­bun­det med yderligere omkost­ninger at vente. Hvis USA val­gte nøj­somhedsve­jen ville veje lægge ure­par­erede hen, stud­erende ville gå glip af viden og de arbe­jd­sløs­es kun­nen og kom­pe­tencer ville visne hen. USA’s posi­tion i forhold til lande der ikke gjorde det samme ville forvær­res og USA ville ende end­nu mere fat­tigt og gæld­styn­get end det var før, og det værste ville være at USA ville miste evnen til at generere frem­tidig vækst.

Schum­peters pros­e­lyt­ter kunne måske ind­vende at selvom stat­slige udgifter var omkost­nings­fri, så ville den virke­lige kilde til vækst stadig være pri­vat inno­va­tion. Men som venture‐kapitalisten William Janeway fork­lar­er i sin sen­este bog Doing Cap­i­tal­ism in the Inno­va­tion Econ­o­my, er forud­sæt­nin­gen for Schumperts ”kreative destruk­tion” det som Schum­peter kalder ”Key­ne­sian­sk spild”. USA’s rum­fartsin­dus­tri ville aldrig være blevet til noget uden mas­sive udlæg fra stat­en, nylige land­vin­dinger i biote­knolo­gi ville ikke have set dagens lys uden Nation­al Insti­tute of Health, ja selv inter­net­tet var et bipro­dukt af stat­slig forskn­ing. Inno­va­tio­nens grund­stof kom­mer ofte fra stat­slige ini­tia­tiv­er, ikke fra pri­vate.

Hvis USA tilslut­tede sig nøj­somhed­spoli­tikken, ville statens man­glende evne til at generere ”Key­ne­sian­sk spild” under­minere lan­dets væk­stevne. Spar stat­en væk, specielt nu hvor andre lande forsøger at skære sig til vækst, og amerikan­erne vil ende et meget være sted end de nogensinde ku’ forestille sig. Men tag endelig ikke mit ord for det – prøv at spørge europæerne hvor­dan nøj­somhed har vir­ket for dem.

oa: Jeg har taget mig fri­hed­er med over­skrifterne …

Læs også

'Recessions can hurt, but austerity kills' | Politics | The Guardian

‘Reces­sions can hurt, but aus­ter­i­ty kills’ | Pol­i­tics | The Guardianhttp://www.guardian.co.uk/society/2013/may/15/recessions-hurt-but-austerity-killsIn a pow­er­ful new book, The Body Eco­nom­ic, Stuck­ler and his col­league San­jay Basu, an assis­tant pro­fes­sor of med­i­cine and epi­demi­ol­o­gist at Stan­ford Uni­ver­si­ty, show that…

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.