Portræt af Chris Hedges
Chris Hedges, amerikan­sk jour­nal­ist, aktivist, for­fat­ter og pres­byri­tan­sk præst. Har bl. a. været uden­rigsko­r­re­spon­dent for New York Times

Denne artikel er over­sat fra “A mes­sage from the dis­pos­s­esed” på www.truthdig.com.

Terror‐angrebet i Frankrig på det satiriske tidsskrift Char­lie Heb­do han­dlede hverken om ytrings­fri­hed eller radikal islam. Ej heller var angre­bet en udløber af det fik­tive, såkaldte sam­men­stød mellem civil­i­sa­tion­er (clash of civ­i­liza­tions). Angre­bet var et varsel om den dystopi der stadigt nærmer sig. En dystopi hvor denne ver­dens fordømte bliv­er bru­talt kon­trolleret, frarøvet livs­nød­vendi­ge ressourcer, frataget alt håb og oven i købet bliv­er patro­n­is­eret og hånet af de priv­i­legerede der lever i den vestlige indus­trielle ver­dens sor­gløse over­flod. En ver­den hvor disse ver­dens mis­er­able slår fra sig i ukon­struk­tiv og nihilis­tisk vold.

Vi har selv skabt de forarmedes raseri. Ter­ror­is­mens svøbe er pro­duk­tet af den glob­ale og impe­ri­al­is­tiske rovkap­i­tal­isme og i stedet for at udsøge dette raseris årsager har vi skærmet os bag sikkerheds‐ og overvågn­ingssys­te­mer. Vi har ved­taget love der tillad­er snig­mord og tor­tur på de svage og vi har opbygget mod­erne hære med højte­k­nol­o­giske mask­in­er der kuer ver­den med magt. Dette han­dler ikke om ret­færdighed. Dette han­dler ikke om kri­gen mod ter­ror. Dette han­dler ikke om fri­hed eller demokrati. Dette han­dler ikke om ytrings­fri­hed. Dette han­dler om de priv­i­legere­des van­vit­tige kamp for over­levelse på de fat­tiges bekost­ning. Og de fat­tige ved det.
Hvis man, som jeg har gjort, bruger noget tid i Gaza, Irak, Yemen, Algeri­et, Egypten og Sudan tillige med de deprimerende, seg­gregerede (adskilte) bolig­pro­jek­ter der omkredser Paris, de såkaldte ban­lieues, hvor forarmede nordafrikanske immi­granter opla­gres, vil man beg­y­n­de at forstå brø­drene Cherif og Said Kouachi der i fredags blev dræbt i en skud­vek­sling med fran­sk poli­ti. Der er næsten ingen beskæftigelse i disse elendighe­dens enklaver. Racis­men er åbenlys. Fort­vivlelsen griber om sig. Særligt for mæn­dene der ikke kan se noget for­mål i deres tilværelse. Chika­nen mod ind­van­dr­erne, ofte begået af poli­ti­et ved ID‐tjeks, er så godt som kon­stant. I Paris metro så jeg det franske poli­ti hive en nordafrikan­sk immi­grant ud på per­ro­nen hvor de tæskede ham ganske nådesløst. I franske fængsler er 60–70% af de ind­sat­te franske mus­limer og i Paris fat­tige områder lokker både stof­fer og alko­hol med akut lin­dring af lidelserne.
Fran­skmæn­dene anser ikke de 5 mio. nordafrikanske immi­granter for franske, og hvis de vender tilbage til Algeri­et, Tanger eller Tunisien, hvor de måske er født og kun har opholdt sig i ganske kort tid, bliv­er de behan­dlet som uden­land­sk udskud. I dette tom­rum mellem to ver­den­er synker de – som brø­drene Kouachi – tilbage i stof­fer, småkrim­i­nalitet og for­mål­sløshed.
At blive en hel­lig kriger, en jihadist – forkæm­per for et abso­lut og rent ide­al – er en berusende for­van­dling. En slags gen­fød­sel der giv­er en følelse af han­dlekraft og betyd­ning. En følelse der er lige så velk­endt for den islamiske jihadist som den var for et medlem af de Røde brigad­er eller de gam­le fascist‐ og kom­mu­nist­parti­er. Enhver der kon­vert­er­er til et abso­lut ide­al hvis løfte er utopia ender med at tileg­ne sig et manikæisk his­to­riesyn [hvor ver­den er en kamp ml. det abso­lut gode og det abso­lut onde], fyldt med bizarre kon­spir­a­tionste­ori­er. Både mod­standere og ven­ligtsind­ede tilk­endes skjult ond vil­je. De “omvendte” tror at de lever i et sort/hvidt univers, delt mellem godt og ondt, rent og ure­nt. Som forkæm­pere for det gode og rene, glo­ri­fi­cer­er de deres egen sit­u­a­tion som ofre og dæmonis­er­er alle ikke‐troende. De føler sig over­be­vist om at det er i deres skæb­nes lod at ændre his­to­rien. Og de favn­er en hyper­maskulin vold der ses som det rengøringsmid­del der skal rense ver­den for dens uren­hed­er, hvilket inklud­er­er men­nesker der bek­ender sig til andre trossys­te­mer, rac­er og kul­tur­er. Det er der­for at Frankrigs ekstreme højre – cen­tr­eret omkring det ind­van­dr­erf­jendtlige Front Nation­als led­er Marine Le Pen – har så meget til fælles med de jihadis­ter som Le Pen siger at hun ønsker at udry­dde.
Når du synker ned i afmagt, når du bor som fange i Gaza, Israels kæm­pe­store udendørs fængsel, når du sover 10 men­nesker på gul­vet i et beton‐skur, når du hver mor­gen går gen­nem din fly­gt­ningele­jrs mudrede sti­er efter en flaske vand for­di van­det i vand­ha­nen er giftigt, når du må stille dig i kø foran et FN‐kontor for­di du hverken har mad eller arbe­jde og din fam­i­lie er sultne, når du igen og igen oplever Israelske luft­bom­bar­da­menter der efter­lad­er hun­drede­vis af døde…, når du oplever alt det – er din reli­gion det eneste du har tilbage. Den mus­limske bøn der holdes fem gange om dagen bliv­er dit eneste hold­epunkt, din eneste struk­tur og det eneste der giv­er mening samt ikke mindst en følelse af selvværd. Og når så denne ver­dens priv­i­legerede lat­terlig­gør den ene ting der giv­er dig værdighed, rea­ger­er du i et uar­tikuleret raseri. Et raseri der yder­mere skær­pes for­di du og stort set alle du omgives af gribes af magtes­løshed, ude af stand til at svare.
Profet‐tegningerne i det pari­siske satire­blad Char­lie Heb­do er stø­dende og umodne. Ingen af dem er mor­somme og de afs­lør­er en grotesk dobbelt­moral når det gælder mus­limer. I Frankrig kan man få op til et års fængsel samt op til 60.000$ i bøde hvis man benægter enten Holo­caust eller folke­mordet i Arme­nien. Det er krim­inelt at håne Holo­caust på samme måde som Char­lie Heb­do hånede islam. Franske skole­børn lær­er om nazis­ternes jøde­for­føl­gelser, men de lær­er stort set intet om det franske koloniregimes egne for­bry­delser, herun­der ofrene for den algierske uafhængighed­skrig som iflg. visse kilder løber op i en mil­lion men­nesker. I Frankrig er det for­budt at bære bur­ka, en dragt der dækker hele krop­pen incl. et git­ter foran øjnene, og niqab, et heldækkende slør med en sprække til øjnene. Kvin­der der offentligt antræffes i disse bek­læd­nings­gen­stande risik­er­er arrestes­tion, bøde­straf på ca. 200$ og sam­fund­st­jen­este. Sid­ste som­mer – da Israel dagligt bombe­de Gaza med hun­dred­vis af civile ofre til følge – for­bød Frankrig demon­stra­tioner tl fordel for Palæsti­na. Beske­den til mus­limerne er klar: Jeres tra­di­tion­er, his­to­rie og lidelser er lig­e­gyldige. Jeres his­to­rie vil ikke blive hørt. Joe Sac­co var modig nok til at frem­føre denne pointe i en teg­ne­seriestribe i den engelske avis The Guardian. Og som Sac­co påpegede; hvis vi ikke kan åbne ørerne for de andres his­to­rie, vil vi i al evighed udvek­sle staters ter­ror for ter­ror.
I en email skriv­er den islamisk lærde Hamza Yusuf, amerikan­er bosat i Cal­i­fornien, til mig: ”Det er en sørgelig tin­ge­nes til­stand når fri­hed bety­der fri­he­den til at fornærme, nedgøre og håne folks mest hel­lige over­be­vis­ninger. I visse latinske lande kan folk blive frik­endt for mord hvis mord­of­fer­et havde bag­talt anklagedes mor, det så jeg i Spanien for mange år siden. Det er ikke en und­skyld­ning for mord, men det kan fork­lare tin­gene ud fra et æres­per­spek­tiv, et per­spek­tiv der ikke læn­gere bety­der noget i vesten. Irland er et vestligt land der stadig bibehold­er aspek­ter af dette æres­per­spek­tiv og det var den irske duel‐lovgivning der galdt i Ken­tucky som var den sid­ste stat i US der for­bød dueller. Dueller var en gang fremtræ­dende i vesten den gang ære stadig betød noget dybt nede i men­neskesjælen. Nu må vi ikke føle os krænkede over andet end åbenlys racisme selvom racisme bety­der min­dre for en religiøs per­son end et angreb på hans eller hen­des reli­gion. Som du ved styres de mus­limske lande stadig af begre­ber som skam og ære. Reli­gion er cen­tralt. Jeg blev bedrøvet over ‘I’m Char­lie’ kam­pag­n­erne på de sociale medi­er, for selvom jeg intet har tilovers for de vil­dledte fjolser [der invaderede Chs redak­tion], så føler jeg ingen sol­i­daritet med dem der hån­er”.
Selvom Char­lie Heb­dos fort­sat insis­ter­er på at alt og alle er mål­tavle for deres satire, fyrede de ikke desto min­dre en tegner/forfatter i 2008 for­di denne havde skrevet en artikel som tidsskriftet opfat­tede som anti‐semitisk.
Kort efter 9/11 angrebene, da jeg boede i Paris og arbe­jd­ede som kor­re­spon­dent for The New York Times, besøgte jeg La Cité des 4.000, et gråt og trøstes­løst bolig­pro­jekt hvor nordafrikanske immi­granter bor i lej­lighed­er med tilmurede vin­duer. Opgan­gene flød med affald. Spray­malede slo­gans kaldte den franske regering for fas­cis­ter. Mellem de udbrændte bil­vrag på park­er­ingsplad­sen sol­gte medlem­mer af de tre dominerende ban­der kokain og hash. Nogle få unge mænd kast­ede sten efter mig mens de råbte: ”Fuck the Unit­ed States!” og ”Osama bin Laden! Osama bin Laden! Osama bin Laden!”. Nogle havde spray­malet ”Død over jøderne” på en ældre jødisk kvin­des dør hvilket hun havde forsøgt at vaske ned.
Osama bin Laden var en helt i de franske ban­lieues. Da nyhe­den om 9/11‐angrebene nåede La Cité des 4.000 – som har fået sit navn for­di der var 4.000 lejemål da det blev opført – strømmede unge mænd ud af lej­lighed­erne for at fejre og juble på ara­bisk. ”Gud er stor!”. Få uger tidligere afholdt Frankrig den første fod­bold­match ml. et fran­sk og et algier­sk fod­bold­hold siden den algierske uafhængighed­skrig. De nordafrikanske tilskuere pift­ede, buhede og messede ”Bin Laden! Bin Laden! Bin Laden!” under den franske nation­al­sang. To franske min­istre, begge kvin­der, blev overdænget af flasker. Da det franske hold var ved at vin­de kam­p­en løb de algierske fans ind på banen for at stoppe kam­p­en.
På en bænk i La Cité des 4.000 sid­der den marokkanske immi­grant Mohaam Abak sam­men med et par kam­mer­ater i 2001 og spørg­er mig: ”Du synes vi skal græde over amerikanske liv når de hver dag bomber og dræber Palæsti­nensere og Irakere? Vi ønsker at flere amerikanere må dø så de beg­y­n­der at indse hvor­dan det føles”.
Ameri­ka har erk­læret krig mod islam for længe siden” siger Laala Teu­la, en algier­sk immi­grant der i mange år arbe­jd­ede som mekaniker ved jern­banerne ”Dette er kun gensvaret”.
Det er farligt at ignorere dette raseri. Men det endog end­nu mere farligt at und­lade at sætte sig ind i og forstå dets årsager. Det stam­mer ikke fra hverken kora­nen eller islam. Det stam­mer fra masse‐desperation, fra åbenl­yse fat­tig­doms­forhold og fra vestens vold­elige impe­ri­al­isme, kap­i­tal­is­tiske udbyt­ning og hybris. Mens jor­dens ressourcer, især i lyset af kli­maforan­dringerne, udtømmes er vores bud­skab til ver­dens ulykke­lige råt og enty­digt: Vi ejer det hele og hvis i prøver at tage noget fra os slår vi jer ihjel. Svaret fra de forarmede er lige så råt og enty­digt og det blev lev­eret i Paris.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.