Fra lighed mellem mennesker til foragt for svaghed (neoliberalisme)

Umærkeligt har vi forandret vores samfund fra et grundlæggende moralsk samfund til et grundlæggende umoralsk samfund. Og du og jeg har et ansvar, for det er summen af vores handlinger eller mangel på samme, der bestemmer, hvordan vores fremtid bliver. Jo længere vi venter, jo sværere bliver det at få samfundet tilbage på et fundament af menneskelig lighed.
I beg­y­n­delsen i 0’erne var det kun hist og her, man slog sig på en anderledes tone i den poli­tiske debat, og på, at der blev skåret ned i velfær­den på forskel­lige områder. Efter finan­skrisen i 2008 holdt poli­tikere og jour­nal­is­ter ikke ban­kledelser, val­u­taspeku­lanterne og svin­dlende bolighan­dlere ans­varlige for det økonomiske jord­skælv og enorme tab for sam­fund­søkonomien. Sym­biosen mellem den poli­tiske og den økonomiske magt skrevet med ver­saler.

Dem, der ikke bidrager til en pos­i­tiv økonomisk bundlin­je, må man træde på.

Der frem­stod umærke­ligt en kollek­tiv accept af neolib­er­al­is­tiske poli­tiske hold­ninger som uimod­sigelige sand­hed­er hos både højre‐ og ven­stre­ori­en­terede poli­tikere, de aller­fleste jour­nal­is­ter og nu også borg­erne. Retorikken blev hårdere og skarpere over for syge, svage, hand­ikappede, der ikke bidrager til neolib­er­al­is­mens guld­kalv – den økonomiske vækst. Man må mis­tro dem, kon­trollere dem, beor­dre dem til at arbe­jde uden at få løn for det, tvinge syge gen­nem arbe­jds­for­løb og sags­be­han­dling der gør dem mere syge, lade dem gå fra hus og hjem, blive skilt for at kunne blive forsør­get; de lever af almiss­er i årti­er, tvinges læn­gere og læn­gere væk fra byerne for at kunne betale husle­je, deres fam­i­li­er og psyke falder fra hinan­den, vok­sne og børn bliv­er isol­eret fra resten af sam­fun­det.

Foragten for svaghed

For­agten for svaghed har neolib­er­al­is­men til fælles med nazis­men.

Neolib­er­al­is­men for­agter svaghed og anser ikke velfærdsstatens omsorgs­di­men­sion for værdi­fuld. Og både poli­tikere, kul­turper­son­lighed­er, jour­nal­is­ter og majoriteten af befolknin­gen har gen­nem årene lang­somt væn­net sig til først retorikken, der­på det med­føl­gende men­neskesyn og så de men­neske­f­jendske han­dlinger. Nu opfattes det blot som en uimod­sigelig nød­vendighe­dens poli­tik, at velfær­den skal væk; på trods af at Dan­mark sam­let set har flere økonomiske midler end nogensinde tidligere. Poli­tikere og befolkn­ing ser end­nu ikke, at det også kom­mer til at koste på bundlin­jen, når vejene ikke vedlige­holdes, børnene bliv­er små psykopa­ter, kun et fåtal får råd til at blive velud­dannede, uddan­nelse kun han­dler om at blive færdig og sund­hed kun er for eliten, ikke engang for mid­delk­lassemedar­be­jderen. Neolib­er­al­is­mens inhu­mane men­neskesyn er blevet ikke bare stuer­ent, men den dominerende poli­tisk “ans­varlige” fortælling. Vi ser det ske – hør­er det, læs­er det, oplever det.

Aldrig mere!” – eller…

Hvis vi vender os mod his­to­rien, gen­find­er vi dette men­neskesyn. Ikke på en gang util­sløret, ikke plud­seligt, men lang­somt og sni­gende, indtil majoriteten af men­neskene var gen­nem­præ­par­eret med et men­neskesyn, hvor alle ikke er lige meget værd. De fleste stod i første omgang ikke for skud, og der­for har folk – muligvis bekla­gende – blot set til.

Når vi tænker på 2. Ver­den­skrig, så fyldes vi af de ube­gri­belige his­to­ri­er fra Holo­caust. De er naturligt nok blevet omdrejn­ingspunk­ter for vores opfat­telse af peri­o­den, men de opleves grotesk langt fra vores virke­lighed. Det har bety­det, at vi har fået vendt blikket væk fra det virke­ligt farlige. Det som vi fak­tisk kan sam­men­ligne med og forholde os til i forhold til den ver­den, vi lever i nu.
Det vi kan lære af, han­dler om de små ting, som gjorde det muligt, at der over­hovedet blev et Holo­caust. En helt grundlæggende lære fra 30’ernes Tysk­land er, hvad der sker, når man lad­er nogle rel­a­tivt få ekstrem­istiske poli­tikere få lov at sætte og præge dag­sor­de­nen. Hvis ingen for­nuftige poli­tikere, medierne, kul­turelle per­son­lighed­er, intellek­tuelle og almin­delige borg­ere siger fra, så det kan høres, så skævvrides sam­fun­det mere og mere i ret­ning af et dybt umoral­sk sam­fund.

I Tysk­land væmmedes intellek­tuelle, kul­turper­son­lighed­er og moral­sk ans­varlige poli­tikere ved retorikken i deres land. De syntes også, det var dumhed i højeste potens, så de fraval­gte at gå ind i poli­tik og i debat­ter. Det gav nation­al­so­cial­is­men frit spil med sin dehu­man­is­er­ing af bestemte grup­per i sam­fun­det. Retorikken blev mere og mere ned­ladende over for udsat­te men­nesker og minoritets­grup­per, mens tyskerne bare så til.

Det var blevet for sent at råbe op, at gøre mod­stand, at stoppe Holo­caust

Tilsidst var hele lan­det infi­ceret af, at alle men­nesker ikke er lige meget værd, at nogle er mere men­nesker end andre. Hen ad vejen og næsten umærke­ligt sat­te retorikken og men­neskesynet sig mere og mere igen­nem i forhold til, hvor­dan særlige grup­per blev behan­dlet af stat­en og den øvrige befolknin­gen. Disse grup­per mist­ede deres juridiske ret­tighed­er og blev set ned på og i tilt­a­gende grad behan­dlet som under­men­nesker. Imens havde befolknin­gen stil­tiende set til, og sidst i 30’erne var befolknin­gen vok­set så meget ind i dette men­neskesyn, de havde dis­tanceret sig så meget fra svage og minoritets­grup­per som men­nesker at fysisk vold mod særlige grup­per ikke blev mod­sagt. Over­greb, fan­gen­skab og drab blev accepteret som et nød­vendigt onde eller budt velkom­men – for hel­he­dens skyld. Det var blevet for sent at råbe op, at gøre mod­stand, at stoppe Holo­caust.
Det skete op gen­nem 30’erne, og nu sker det igen – i USA, i Europa og her hos os i Dan­mark. Over de sid­ste 15 år har vores sam­fund fly­t­tet sig fra et for­trinsvis moral­sk sam­fund, der så på ethvert men­neske som værdi­fuldt, til et tilt­a­gende umoral­sk sam­fund, hvor syge, hand­ikappede, fat­tige og fly­gt­ninge reg­nes for min­dreværdi­ge.

Passivitet eller kamp?

Det er alle vores rigtige eller fork­erte ord og han­dlinger, der tilsam­men bliv­er afgørende

Spørgsmålet er, hvad sam­fun­dets borg­ere, for­nuftige poli­tikere og kri­tiske jour­nal­is­ter vil gøre. Vil vi se til, mens ekstrem­istiske poli­tikere får his­to­rien til at gen­t­age sig? Eller vil vi mod­sætte os høj­ly­dt og kæmpe for demokrati­et, velfærdsstat­en og men­neskerettighed­erne – også selvom vi ikke selv er i dehu­man­is­erin­gens søgelys lige nu?

Vi ser det ske – hør­er det, læs­er det, oplever det.

 

1 KOMMENTAR

  1. Jeg har per­son­ligt oplevet det skred i retssikker­he­den der beskrives i artiklen. Igen­nem 10 år har jeg haft kon­flik­ter med stat­en, kom­munen og dens repræsen­tan­ter. Dette i en grad så jeg nu er at betragte som de‐facto fly­gt­ning fra Dan­mark. Her­til er det værd at bemærke at jeg er født og opvok­set i Dan­mark. Mar­tin Niemöllers citat er der­for mere rel­e­vant i dag end nogensinde:

    Først kom de for at tage kom­mu­nis­terne, men jeg pro­test­erede ikke, jeg var jo ikke kom­mu­nist.
    Da de kom for at arrestere fag­foren­ingsmæn­dene, pro­test­erede jeg ikke, jeg var jo ikke fag­foren­ings­mand.
    Da de spærrede social­is­terne inde, pro­test­erede jeg ikke, jeg var jo ikke social­ist.
    Da de spærrede jøderne inde, pro­test­erede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
    Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at pro­testere.
    Mar­tin Niemöller (1892–1984)

    At almin­delige men­nesker ikke gør mod­stand mod dette skyldes efter min mening primært to årsager. Det ene er det Noam Chom­sky omtaler som “man­u­fac­tor­ing con­sent” som kan sam­men­lignes med Stockholm‐syndromet i et “Stan­ley Mil­gram” set­ting. Det andet er de meget drakoniske lovæn­dringer, der er sket ikke bare i DK men resten af de såkaldt “frie” vestlige demokrati­er. Det har mulig­gjort en ind­skrænkelse af borg­ernes ret­tighed­er og fri­hed­er, med hen­vis­ning til “ter­rorlovene”. Desværre vis­er his­torisk erfar­ing (som også artiklen her beskriv­er) at når den lov­givende magt har adgang til voldsmonopo­let (gen­nem “man­u­fac­tor­ing con­sent) led­er det unægteligt til fas­cisme. Desværre er det for sent for Dan­mark og danske borg­ere. Vi er så syl­tet ind i EU medlem­skab, takket være kor­rupte og inkom­pe­tente poli­tiske ledere, at den eneste far­bare vej vil være væb­net mod­stand. Jeg tilhør­er ikke en social kaste der på nogen måde har mulighed for at ændre disse ting. Det jeg til gengæld kan gøre er, at und­lade at bidrage til dette sys­tem fre­mover. Det sker primært ved, at al nutidig og frem­tidig indtægt er skat­te­fri. Det må nød­vendigvis være sådan, at når man ikke har adgang til retssikker­hed, syge­huse eller noget som helst andet for den sags skyld, ja så har man alt­så heller ikke nogen forplig­telser. Uanset ind­kom­stens stør­relse og ophav.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.