Fra lighed mellem mennesker til foragt for svaghed (neoliberalisme)

Umærkeligt har vi forandret vores samfund fra et grundlæggende moralsk samfund til et grundlæggende umoralsk samfund. Og du og jeg har et ansvar, for det er summen af vores handlinger eller mangel på samme, der bestemmer, hvordan vores fremtid bliver. Jo længere vi venter, jo sværere bliver det at få samfundet tilbage på et fundament af menneskelig lighed.
I begyndelsen i 0’erne var det kun hist og her, man slog sig på en anderledes tone i den politiske debat, og på, at der blev skåret ned i velfærden på forskellige områder. Efter finanskrisen i 2008 holdt politikere og journalister ikke bankledelser, valutaspekulanterne og svindlende bolighandlere ansvarlige for det økonomiske jordskælv og enorme tab for samfundsøkonomien. Symbiosen mellem den politiske og den økonomiske magt skrevet med versaler.

Dem, der ikke bidrager til en positiv økonomisk bundlinje, må man træde på.

Der fremstod umærkeligt en kollektiv accept af neoliberalistiske politiske holdninger som uimodsigelige sandheder hos både højre- og venstreorienterede politikere, de allerfleste journalister og nu også borgerne. Retorikken blev hårdere og skarpere over for syge, svage, handikappede, der ikke bidrager til neoliberalismens guldkalv – den økonomiske vækst. Man må mistro dem, kontrollere dem, beordre dem til at arbejde uden at få løn for det, tvinge syge gennem arbejdsforløb og sagsbehandling der gør dem mere syge, lade dem gå fra hus og hjem, blive skilt for at kunne blive forsørget; de lever af almisser i årtier, tvinges længere og længere væk fra byerne for at kunne betale husleje, deres familier og psyke falder fra hinanden, voksne og børn bliver isoleret fra resten af samfundet.

Foragten for svaghed

Foragten for svaghed har neoliberalismen til fælles med nazismen.

Neoliberalismen foragter svaghed og anser ikke velfærdsstatens omsorgsdimension for værdifuld. Og både politikere, kulturpersonligheder, journalister og majoriteten af befolkningen har gennem årene langsomt vænnet sig til først retorikken, derpå det medfølgende menneskesyn og så de menneskefjendske handlinger. Nu opfattes det blot som en uimodsigelig nødvendighedens politik, at velfærden skal væk; på trods af at Danmark samlet set har flere økonomiske midler end nogensinde tidligere. Politikere og befolkning ser endnu ikke, at det også kommer til at koste på bundlinjen, når vejene ikke vedligeholdes, børnene bliver små psykopater, kun et fåtal får råd til at blive veluddannede, uddannelse kun handler om at blive færdig og sundhed kun er for eliten, ikke engang for middelklassemedarbejderen. Neoliberalismens inhumane menneskesyn er blevet ikke bare stuerent, men den dominerende politisk “ansvarlige” fortælling. Vi ser det ske – hører det, læser det, oplever det.

“Aldrig mere!” – eller…

Hvis vi vender os mod historien, genfinder vi dette menneskesyn. Ikke på en gang utilsløret, ikke pludseligt, men langsomt og snigende, indtil majoriteten af menneskene var gennempræpareret med et menneskesyn, hvor alle ikke er lige meget værd. De fleste stod i første omgang ikke for skud, og derfor har folk – muligvis beklagende – blot set til.

Når vi tænker på 2. Verdenskrig, så fyldes vi af de ubegribelige historier fra Holocaust. De er naturligt nok blevet omdrejningspunkter for vores opfattelse af perioden, men de opleves grotesk langt fra vores virkelighed. Det har betydet, at vi har fået vendt blikket væk fra det virkeligt farlige. Det som vi faktisk kan sammenligne med og forholde os til i forhold til den verden, vi lever i nu.
Det vi kan lære af, handler om de små ting, som gjorde det muligt, at der overhovedet blev et Holocaust. En helt grundlæggende lære fra 30’ernes Tyskland er, hvad der sker, når man lader nogle relativt få ekstremistiske politikere få lov at sætte og præge dagsordenen. Hvis ingen fornuftige politikere, medierne, kulturelle personligheder, intellektuelle og almindelige borgere siger fra, så det kan høres, så skævvrides samfundet mere og mere i retning af et dybt umoralsk samfund.

I Tyskland væmmedes intellektuelle, kulturpersonligheder og moralsk ansvarlige politikere ved retorikken i deres land. De syntes også, det var dumhed i højeste potens, så de fravalgte at gå ind i politik og i debatter. Det gav nationalsocialismen frit spil med sin dehumanisering af bestemte grupper i samfundet. Retorikken blev mere og mere nedladende over for udsatte mennesker og minoritetsgrupper, mens tyskerne bare så til.

Det var blevet for sent at råbe op, at gøre modstand, at stoppe Holocaust

Tilsidst var hele landet inficeret af, at alle mennesker ikke er lige meget værd, at nogle er mere mennesker end andre. Hen ad vejen og næsten umærkeligt satte retorikken og menneskesynet sig mere og mere igennem i forhold til, hvordan særlige grupper blev behandlet af staten og den øvrige befolkningen. Disse grupper mistede deres juridiske rettigheder og blev set ned på og i tiltagende grad behandlet som undermennesker. Imens havde befolkningen stiltiende set til, og sidst i 30’erne var befolkningen vokset så meget ind i dette menneskesyn, de havde distanceret sig så meget fra svage og minoritetsgrupper som mennesker at fysisk vold mod særlige grupper ikke blev modsagt. Overgreb, fangenskab og drab blev accepteret som et nødvendigt onde eller budt velkommen – for helhedens skyld. Det var blevet for sent at råbe op, at gøre modstand, at stoppe Holocaust.

Det skete op gennem 30’erne, og nu sker det igen – i USA, i Europa og her hos os i Danmark. Over de sidste 15 år har vores samfund flyttet sig fra et fortrinsvis moralsk samfund, der så på ethvert menneske som værdifuldt, til et tiltagende umoralsk samfund, hvor syge, handikappede, fattige og flygtninge regnes for mindreværdige.

Passivitet eller kamp?

Det er alle vores rigtige eller forkerte ord og handlinger, der tilsammen bliver afgørende

Spørgsmålet er, hvad samfundets borgere, fornuftige politikere og kritiske journalister vil gøre. Vil vi se til, mens ekstremistiske politikere får historien til at gentage sig? Eller vil vi modsætte os højlydt og kæmpe for demokratiet, velfærdsstaten og menneskerettighederne – også selvom vi ikke selv er i dehumaniseringens søgelys lige nu?

Vi ser det ske – hører det, læser det, oplever det.

 

DEL
Tidligere artikelPlakat-gate – om #AnnaAnsvarløs
Næste artikelSyges arbejde er ‘at holde ud’
Åse Kolsboe Lejbølle
Cand.mag i dansk og samfundsfag; sproggal og intenst opsat på at gøre op med dehumaniseringen og neoliberalismen i samfundet. Feminist og politisk aktivist uden partitilknytning.

1 KOMMENTAR

  1. Jeg har person­ligt oplevet det skred i rets­sik­ker­heden der beskrives i artiklen. Igennem 10 år har jeg haft konflikter med staten, kommunen og dens repræ­sen­tanter. Dette i en grad så jeg nu er at betragte som de-facto flygt­ning fra Danmark. Hertil er det værd at bemærke at jeg er født og opvokset i Danmark. Martin Niemöllers citat er derfor mere rele­vant i dag end nogensinde: 

    Først kom de for at tage kommu­ni­sterne, men jeg proteste­rede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
    Da de kom for at arre­stere fagfor­e­nings­mæn­dene, proteste­rede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
    Da de spær­rede soci­a­li­sterne inde, proteste­rede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
    Da de spær­rede jøderne inde, proteste­rede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
    Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.
    Martin Niemöller (1892-1984)

    At almin­de­lige menne­sker ikke gør modstand mod dette skyldes efter min mening primært to årsager. Det ene er det Noam Chomsky omtaler som “manu­fa­ctoring consent” som kan sammen­lignes med Stockholm-syndromet i et “Stanley Milgram” setting. Det andet er de meget drako­niske lovæn­dringer, der er sket ikke bare i DK men resten af de såkaldt “frie” vest­lige demo­kra­tier. Det har mulig­gjort en indskræn­kelse af borgernes rettig­heder og friheder, med henvis­ning til “terr­or­lovene”. Desværre viser histo­risk erfa­ring (som også artiklen her beskriver) at når den lovgi­vende magt har adgang til volds­mo­nopolet (gennem “manu­fa­ctoring consent) leder det unæg­te­ligt til fascisme. Desværre er det for sent for Danmark og danske borgere. Vi er så syltet ind i EU medlem­skab, takket være korrupte og inkom­pe­tente poli­tiske ledere, at den eneste farbare vej vil være væbnet modstand. Jeg tilhører ikke en social kaste der på nogen måde har mulighed for at ændre disse ting. Det jeg til gengæld kan gøre er, at undlade at bidrage til dette system frem­over. Det sker primært ved, at al nutidig og frem­tidig indtægt er skat­tefri. Det må nødven­digvis være sådan, at når man ikke har adgang til rets­sik­kerhed, syge­huse eller noget som helst andet for den sags skyld, ja så har man altså heller ikke nogen forplig­telser. Uanset indkom­stens stør­relse og ophav.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here