Manyar Parwani holder hånden for det ene øje
Filmin­struk­tøren Man­yar Par­wani kom til Dan­mark som fly­gt­ninge­barn fra Sov­jets krig i Afghanistan

Kære Inger …

Gen­nem hele min opvækst har der været mange af din slags, som forsøgte at tage mod­et fra mig. Som forsøgte at elim­inere mine store drømme. Som forsøgte at få mig til at føle mig min­dre værd. Som forsøgte at få mig til at føle mig som en slags anden­rangs­borg­er.

Selv de kul­tiverede forsøgte, at kvæle den poe­si og liden­skab jeg stam­mer fra. Og når man vokser op i Urban­pla­nen på Amager, der hvor der ikke var plads til store drømme, der hvor man tit fik at vide at man skulle nøjes med små drømme, og der hvor man fik at vide at man skulle være dybt taknem­lig, og der hvor en mørk og tung sky kon­stant hang over en, har man mange odds imod sig.

Men jeg er vok­set op med den vel­signelse, at jeg er ikke her for at tage noget fra dit Dan­mark, dine danske værdier eller din demokrat­ifølelse. Jeg er havnet her via skæb­nen og jeg er her for at give noget.

Jeg for­måede aldrig at leve op til dine stan­dard­er af inte­gra­tion. Jeg kan i dag ikke påkalde mig den dan­skhed du står for, og det kom­mer jeg aldrig nogensinde til. Den dan­skhed jeg kender har intet med dan­skhed at gøre. Jeg kalder den med­men­neske­lighed, med­følelse og åben­hed. Og jeg mødte dette den gang jeg var 19 år.

Jeg var såret af kri­gen [Sov­jets besæt­telse af Afghanistan red.]. Min sjæl kunne ikke finde hvile og jeg havde kon­stant mareridt. Jeg var så bange, at jeg tissede i sen­gen til jeg var 19 1/2. Jeg så rus­siske dæmon­er over­alt. Rigshos­pi­talet gav mig et særligt lagen med elek­troder i, som rea­gerede på væske, og sat­te en alarm i gang. Dette var psykisk ter­ror, for når jeg tissede i buk­serne gik alar­men i gang, og hele min fam­i­lie kunne høre det og blev vækket. Det var ikke sundt. Det var usundt for mit selvværd. Det var pin­ligt. Hele min fam­i­lie vid­ste at jeg pissede i buk­serne. Så når jeg gæst­ede mine fætre eller kusin­er, og skulle over­nat­te der, lå der altid en plas­tik­pose under lagenet.

Mit sind var i enorm smerte over kri­gen og vold­en, og lige meget hvad jeg forsøgte mig med, gik det altid i stykker. En dag løb jeg hjem­me­fra i gråd, sorg og afmagt. Det var vin­ter og der var hvid sne over det hele. Jeg løb og løb og løb. Fra Urban­pla­nen og hele vejen til Nyhavn. Jeg troede at jeg skulle dø og det var også det jeg inder­st inde ønskede.

Da jeg stod dernede i Nyhavn og ikke kunne mere, opdagede jeg at jeg stod der i bukser, under­trø­je, bare tæer og intet andet. Nu var jeg sikker på at kulden ville dræbe mig. Så jeg vent­ede på at døden skulle omfavne mig. Det gjorde ondt. Fysisk ondt. Fysisk smerte har jeg aldrig frygtet, ej heller døden.

Opda­ter­ing!
Man­yars brev er udkom­met som kro­nik i Infor­ma­tion. Klik her.

Mens jeg står der og fryser, hør­er jeg en stemme. Det er ældre herre ved navn Jør­gen. Jeg har aldrig set ham før. Han spørg­er mig om jeg ikke har lyst til at drikke en varm kop kakao, og komme inden­for i hans hus­båd? Jeg råber “FUCK AF”! Han svar­er at han har brug for sel­skab – så nu går han ind og sæt­ter sig i hus­bå­den, og jeg er mere end velkom­men, det ville han blive glad for og går han ind. Jeg står der og kig­ger mod hus­bå­den, stearinl­y­set, damp­en fra kakaoen, og jeg beg­y­n­der at fryse end­nu mere. Han gør tegn til at jeg skal komme ind. Jeg gi’r mig og går derind.

Jeg sid­der foran ham ved bor­det. Jeg får kakao, tæppe, tykke sokker og en hue på. Han sæt­ter sig foran mig og siger ingent­ing. Han ven­ter på at jeg skal snakke. Og vi får snakket, og jeg får grædt, og jeg fortæller ham ting, som jeg ikke engang har delt med mine allernærmeste. Det er første gang jeg snakker om det.

Ser du Inger – det er med­men­neske­lighed. Den mand hed­der Jør­gen, er født i Jyl­land og vok­set op i Køben­havn. Han anser ikke sig selv for dansker. Han er et ver­dens­men­neske siger han. Han siger også, at hvis har kun var dan­sk, så ville han kede sig ihjel. Aller­helst vil han bare kaldes men­neske. Og det er sådanne men­nesker, som jeg har mødt et par stykker af på min rejse gen­nem livet. Og selv om jeg har haft alle odds imod mig, for at blive til noget som helst over­hovedet, er det disse men­nesker og deres ind­sigt, deres tone, dan­nelse, vis­dom og enorme kærlighed, som har smit­tet af på mig.

De hjalp mig med at finde hjem til min kære mor, kære far og søstre. Hele mit drama­tiske liv har fået luft under vingerne pga. gode og empatiske men­nesker. De har aldrig nogensinde sagt, at dan­skhed er roden til alt godt, og at alt andet er dårligt og uvelkom­ment. De kendte til livets op‐ og ned­ture. De kendte til men­nes­kets væsen. Selv et udyr som mig kunne de tæmme. Det tog lang tid, men de gjorde det.

De samme med min foræl­dre. Deres urokke­lige tro på at jeg, Man­yar Par­wani, var et mirakel­barn, der kunne lykkes med hvad end jeg sat­te mig for. Det hviskede de hver dag. Og det var ikke nok for dem at få mig selv til at tro på mig. De ville rense min sjæl så meget, at jeg ikke læn­gere var et offer for ond­sk­aben. De lærte mig liden­sk­aben. De lærte mig at blive forels­ket. De lærte mig hjerte­mod. De lærte mig at være social. De lærte mig at tale. Og de lærte mig næsten at skrive. Gram­matikken nåede de ikke og alt det med at stave. Men som de sagde – bare skriv Man­yar – folk forstår følelser.

Inger den chance ville jeg aldrig få af dig og dine ligesind­ede, Og dem har der været mange af, i de årti­er jeg har boet i Dan­mark. I har løftet jeres næver og råbt “BLIV DANSK ELLER SKRID”! Men jeg blev aldrig dan­sk. Og jeg bliv­er aldrig dan­sk eller inte­gr­eret. Jeg vil ikke gå i knæ for dig og jeg vil ikke frygte dig. Jeg er kun under­lagt loven og med­men­neske­lighe­den. Alt det racis­tiske og det vul­gære vil jeg ikke knæle for. Og uanset hvad du gør for at tale ned til mig og dem som lign­er mig – vil jeg altid drømme kæmpe stort.

At drømme er at leve, at elske, at føle og at være. Du kan ikke tage det fra mig. Du må gerne kalde dig ‘Dan­sk’ hvis det gør dig glad. Men du er ikke en god ‘dansker’. Og gode og anstændi­ge værdier ned­stam­mer ikke fra din dan­skhed. De ned­stam­mer fra med­men­neske­lighed som er en uni­versel følelse ind­plantet i men­nesker over hele ver­den. Og takket være sådanne vidun­derlige men­nesker, kan jeg skrive føl­gende under mit navn.

Kærlig Hilsen
Man­yar Par­wani
Filmin­struk­tør, manuskrip­for­fat­ter og skab­s­digter

 

29 KOMMENTARER

  1. Jeg kan li den måde du er større end din krops fysiske ram­mer, tak for din men­neske­lige til­gang til de sande værdier.

  2. Ar drømme er jo lige nøjagtig det mod­sat­te at leve. Men dit brev bære tydeligt præg at din påstående “filmin­struk­tør” rolle. For det hele er jo bare drømme. Skæb­nen kan sende dig videre, hvis du selv vil. Så videre med dig. Synes du er tem­melig ynke­lig at læse. Det er jo bare et langt brev der beskriv­er din selvret­færdighed. Hvis du vil have “ret­færdighed” så gør noget for den. Lad være med at ynke dit util­passede væsen, men kæmp for det du har fået. Nå nej.. Igen glem­mer jeg du aldrig vil være dan­sk og det slet ikke er dit ønske at være her. For det er jo skæb­nens skyld.
    Hvis du aldrig bliv­er dan­sk, jamen så håber jeg da også du find­er tilbage til din egen stand. For giv­er du skæb­nen skylden for at være her er du ikke andet en den hyk­ler selv, du påpeger om andre.
    At du oplever at blive talt ned til, så er det vel man­gel på selvværd, som så andre skal have skylden for. Således at det plud­selig bliv­er racis­tisk at kalden dig for en util­pas­set ind­van­dre, fly­gt­ning eller hvad fan­den der nu er tilladt at kalde dig uden du føler dig talt ned til.
    Med­men­neske­lighed er ikke = at føje og bukke. Men sådan er du jo nok ikke opdraget, hvis over­hovedet..
    Ud over skab­s­digter, glemte du skab­s­dansker… Nåååå nej, dansker bliv­er du jo aldrig.

  3. Det kan godt være dine foræl­dre ikke lærte dig gram­matikken men det er den mest gribende tekst jeg har læst..

  4. Kære Man­yar.
    I gen­nem hele mit liv, har jeg fået at vide at man skal hjælpe andre, og behan­dle andre som man selv vil behan­dles, træk armen ud og du få det 10 gange tilbage.
    Har altid lev­et efter disse regler, og alligev­el er der per­son­er og grup­per, som man ikke for­mår at trænge ind til, om de er ude for pæd­a­gogisk række­v­ide, skal jeg være ude for at udtale mig om, men pro­vok­erende er de, og desværre ser man i disse grup­per optræde flere af anden etisk herkomst.
    Nu er vi blevet et folk af tol­er­ante narhat­te, der bruger eller mis­bruger racisme, uden at vide hvor­dan man skal bruge ordret til, og anden etisk herkomst mis­bruger det i stor stil, uden vi kan gøre noget, da vi er låst af vores egen sødme, som bliv­er kval­mende at høre på, og konkur­rere om hvem der er klassens sødeste dreng, og hvem der kan svine alle andre til, så vi glem­mer prob­lemet.
    Vi må ikke sige at der var en flok ind­van­dre drenge der lavede bal­lade, men skal finde os i at de andre etik udlænd­ing, kalder os hvide svin, og desværre syn­des at gellerup­sk, er det nye danske sprog. Og som ofte for at red­færdig­gøre deres han­dlinger, trækker de så racisme kor­tet, så de kan gå fra at være den tiltal­ende til at være offer­et, at de unge anden/ tred­je gen­er­a­tions ind­van­dre, ikke kan se der er noget galt, eller især deres foræl­dre syn­des det er i orden, fat­te man jo ikke, kunne man også gøre det i deres hjem­land, det tvivler jeg på. Ved godt at man ikke kan anklage alle. Men alligev­el, gem­mer der sig rigtigt mange, bag racisme, for hvis det ikke er mig du men­er, så er det min gud, og er det ikke min gud, ja så er det en anden af min fam­i­lie, som realt er alle dem
    Jeg ved man tror på Muhamed, og fat­ter ikke at man ikke er ”dan­sk” nok til at rejse sig om og sige, ja vi lave en fejl, og det skal vi prøve ikke at gøre igen, i ste­den for at blande andre ind i det, hørte du ordet, eller var det bare i din ophid­selse du hørte racisme. Hvis man vil være Dan­sk, så vær Dan­sk og ikke anderledes, for så er det kun hud­far­ven man ser på.
    Hvis vi skal leve side om side, og vi alle skal passe på vores børn og gam­le, så er vi nød til at lære at und­skyld, ikke er en fornærmelse mod Muhamed eller Jesus, og du nok ikke får stuear­rest for at bruge ordet. Og ærlighed, i de fleste til­fælde, ikke giv­er en fængsle dom, og bare for­di man er flere, gør det ikke mere lovligt.
    Kærligst hilsen
    Michael Junck­er

  5. Tak for­di du del­er din his­to­rie og sæt­ter ord på, hvad det han­dler om…for os alle tror jeg
    Omend der er per­son­er, som ikke har gjort sig det klart.

  6. Hvor dejligt lige at få den rigtige def­i­n­i­tion af dan­skhed på plads!
    Hr. Par­wani skriv­er så fint:

    Jeg kalder den med­men­neske­lighed, med­følelse og åben­hed. Og jeg mødte dette den gang jeg var 19 år”.

    Inger Støjberg er en kvin­de med meget lidt mellem ørene, og desværre for meget taletid og ind­fly­delse på vor sam­fund.

    Jeg væmmes.

  7. Man­yar. jeg kan ikke bruge dine begrun­delser til noget din for­tid er fuld­s­tendig lig­e­gyldig i forhold til at nogle idiot­er opføre sig som de gør og selvføl­gelig skal sand­he­den frem . vi skal ikke have dig til at ind­føre sen­sur uanset vor mavesur du er havde de talt et nydeligt dan­sk var deres bag­grund aldrig blevet nævnt deres. Flem­ming Engel


  8. Jeg vil hellere end gerne give jer en chance, og jeg ønsker, at I skal blive en del af vort sam­fund. Gode borg­ere, der bidrager. Men fort­sæt­ter I på samme måde som nu, så får I det rigtigt svært.
    Behan­dl andre som I selv gerne vil behan­dles, hvor svært er det?

  9. hey Man­yar Par­wani ! Min skæb­ne qua født og igen­nem 600 år aner på Færøerne opvok­set og dan­net i disse dejlige øer, og bosid­dende i Dan­mark , i vugge­gave dan­sk stats­borg­er­skab qua rigs­fæl­lessk­a­bet,. Jeg er gift med mine børns dejlige far , min mand er dan­sk , mine børn er danske, jeg er og jeg bliv­er Færing.blandt danske venner/frænder

  10. Hvor er jeg glad for, at læse din his­to­rie, at du har evnet, at mod­tage og bruge det gode du er blevet givet.
    Jeg tror der find­es mange men­nesker, som dem du har mødt. De råber bare ikke så højt, og bliv­er der­for ikke hørt.

  11. Der er mange slags Danskere, som der er mange slags Afghanere, hvem du vil være bestem­mer du selv, det er også at være Dansker.

  12. Jeg forstår ikke at Inger Støjberg ikke må fortælle hvad der sket i den biograf og hvem der gjorde det. Det har ikke noget at gøre med at ville forhin­dre de møjunger i at blive til noget. Tvær­ti­mod. Det var i hvert fald ikke med­men­neske­lighed de viste.

  13. I min optik behøver man ikke at være dansker for at leve i Dan­mark, men man skal opføre sig ordentligt uanset hvor man er født. .…Jeg for min del, ville også blive sur på de unge men­nesker for at ødelægge min biograf tur, som jeg har glædet mig til og betalt penge for. …kon­klu­sion: opfør dig ordentligt i det offentlige rum uanset hvor du er og hvor du kom­mer fra ❤

  14. Dejligt med fokus på med­men­neske­lighed, indlevelse og empati. Vores land er ved at blive køligt. Det ville være skønt at se de men­nesker, som har særlig ind­fly­delse gå for­est i kam­p­en om fre­delig samek­sis­tens mellem os men­nesker. Der find­es ikke røde og blå men­nesker og der find­es ikke dem og os. Det er men­tale kon­struk­tion­er som ret­færdig­gør at vi kan skade andre med god samvit­tighed. Både i ord og fysisk han­dling. At se det forud­sæt­ter selvføl­geligt at man har evnen til at forbinde med andre men­nesker og se at tragiske han­dlinger kom­mer af smerte. Og når vi er pres­set nok, er vi alle i stand til at han­dle ekstremt.
    Empa­tien eller indlevelse og dia­log er eneste vej, hvis vi vil fre­delig samek­sis­tens. Det vil jeg gerne.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.