Noam Chomsky: USA opfører sig på ingen måde som et demokrati

Fol­low­ing nine months of inten­sive research—including two inves­ti­ga­tions in Pak­istan, more than 130 inter­views with vic­tims, wit­ness­es, and experts, and review of thou­sands of pages of doc­u­men­ta­tion and media reporting—this report presents evi­dence of the dam­ag­ing and coun­ter­pro­duc­tive effects of cur­rent US drone strike poli­cies. Based on exten­sive inter­views with Pak­ista­nis liv­ing in the regions direct­ly affect­ed, as well as human­i­tar­i­an and med­ical work­ers, this report pro­vides new and first­hand tes­ti­mo­ny about the neg­a­tive impacts US poli­cies are hav­ing on the civil­ians liv­ing under drones. [icon name=“right”]

I de føl­gende vil jeg kom­mentere en række emn­er jeg men­er burde være dagligt for­side­stof, men som ikke er det og i en række afgørende til­fælde enten næsten ikke nævnes eller bliv­er frem­stil­let på måder der på mig virk­er direk­te vil­dle­dende for­di de næsten pr. refleks bliv­er isce­ne­sat på de magt­fuldes præmiss­er og ud fra de magt­fuldes dok­triner.
I disse kom­mentar­er vil jeg overve­jende fokusere på USA. Det gør jeg af flere årsager. For det første er USA det vigtig­ste land hvad angår magt og ind­fly­delse. For det andet er USA længst fremme i en række udviklinger. Ikke pga. dets iboende karak­ter, men for­di andre lande synes at følge USA. For det tred­je og sid­ste er USA sim­pelthen det land jeg kender bedst. Dog kan det jeg vil sige med passende vari­a­tion­er gælde for en lang række lande. Så jeg vil alt­så beskæftige mig med ten­denser i det amerikanske sam­fund og hvad de, under skyldig hen­syn­ta­gen til USAs magt og ind­fly­delse, inde­bær­er for hele ver­den.
USAs magt er svin­dende. Det har den fak­tisk været siden den toppede i 1945, men den er stadig uovertruf­fen og det er en farlig sit­u­a­tion. Et chok­erende eksem­pel her­på er den inter­na­tionale terror‐kampagne som Oba­ma har ført og de begrænsede og ynke­lige reak­tion­er den har mødt i vesten. Og der er tale om en inter­na­tion­al terror‐kampagne – den mest ekstreme i ver­den – tvivlere hen­vis­es til den rap­port som uni­ver­siteterne i New York og Stan­ford har udgivet om emnet. Og der er fak­tisk end­nu mere alvorlige eksem­pler end bare den inter­na­tionale ter­ror­isme på hvor farlig USA er.

Det “Reelt Eksisterende Kapitalistiske Demokrati”

Vi lever i et kap­i­tal­is­tisk demokrati og iflg. hersk­ende vis­dom er dette sys­tem trods enkelte skøn­heds­fe­jl det bedst mulige. Der har gen­nem årerne verseret en inter­es­sant debat om forhold­et mellem kap­i­tal­isme og demokrati og om hvorvidt de over­hovedet er forenelige? Men i stedet for at følge dette spor vil jeg gerne diskutere et andet sys­tem. Et sys­tem vi kunne kalde det ”Reelt Eksis­terende Kap­i­tal­is­tiske Demokrati”, på engel­sk: ”Real­ly Exist­ing Cap­i­tal­is­tic Democ­racy”, forko­rtet RECD hvilket til­fældigvis udtales ”wrecked” … øde­lagt. Hvor­dan lever RECD op til ide­al­erne om demokrati? Det kom­mer an på hvilke ide­al­er vi taler om, for der er flere ver­sion­er af ide­al­erne om demokrati. Der er f.eks. den næsten åben­barede ver­sion. Den med svul­mende og højt­tra­vende retorik á la Oba­ma kom­plet med patri­o­tisme osv. Det er den vi lær­er børnene om i skolen. ”Folkets styring af og for folket”. Og den er nem at sam­men­ligne RECD med.

I USA vil folk noget andet end den politik der føres

Et af hov­edem­n­erne i USAs akademiske poli­tiske viden­skab har været studi­et af hold­ninger kon­tra den førte poli­tik. I USA hvor man kon­stant gen­nem­trawler befolknin­gen med rimeligt ser­iøse og præ­cise meningsmålinger er den slags under­søgelser nemme at fore­tage og resul­tater­ne er ret inter­es­sante. I den afhan­dling der inden for emne­fel­tet betragtes som ”guld­stan­dar­d­en”, kon­klud­eres det at de 70% af befolknin­gen der befind­er sig ned­er­st på indkomst‐ og for­mueskalaen fak­tisk over­hovedet ingen poli­tisk ind­fly­delse har. De er sim­pelthen afkoblede.

Despite the seem­ing­ly strong empir­i­cal sup­port in pre­vi­ous stud­ies for the­o­ries of
majori­tar­i­an democ­ra­cy, our analy­ses sug­gest that majori­ties of the Amer­i­can pub­lic actu­al­ly have lit­tle influ­ence over the poli­cies our gov­ern­ment adopts. Amer­i­cans do enjoy many fea­tures cen­tral to demo­c­ra­t­ic gov­er­nance, such as reg­u­lar elec­tions, free­dom of speech and asso­ci­a­tion, and a wide­spread (if still con­test­ed) fran­chise. But we believe that if pol­i­cy­mak­ing is dom­i­nat­ed by pow­er­ful busi­ness orga­ni­za­tions and a small num­ber of afflu­ent Amer­i­cans, then America’s claims to being a demo­c­ra­t­ic soci­ety are seri­ous­ly threat­ened.

Læn­gere oppe på rangsti­gen stiger ind­fly­delsen en smule, men vi skal helt op på top­pen, helt op i den øver­ste tiend­edel af en pro­cent før der er overen­stem­melse ml. de hold­ninger der trives og den poli­tik der føres. Med andre ord: de aller­rigeste får det som de vil have det uanset hvad andre vil. Et sådant sys­tem er ikke et demokrati, det er et rig­mandsvælde, et plu­tokrati.

Den slags afhan­dlinger kan vise sig at være ret farlige, for de fortæller jo folk lidt for meget om hvor­dan tin­gene hænger sam­men i det sam­fund de bor i. ”Heldigvis” har kon­gressen da også afskåret yderligere finan­sier­ing af den slags, så det behøver vi alt­så ikke at bekym­re os om fre­mover.

Sen­a­tor Tom Coburn (R‐Okla.) secured Democ­rats’ approval for an amend­ment to the bill that elim­i­nates the Nation­al Sci­ence Foun­da­tion’s polit­i­cal sci­ence stud­ies, except those the NSF direc­tor deems rel­e­vant to nation­al secu­ri­ty or U.S. eco­nom­ic inter­ests.

Dette møn­ster i det reelt eksis­terende kap­i­tal­is­tiske demokrati (RECD) ses over­alt. F.eks. vis­er meningsmålinger at det vigtig­ste inden­rigspoli­tiske emne for amerikan­erne lige nu er arbe­jd­sløshe­den, men det er det ikke for de finan­sielle insti­tu­tion­er og de meget rige. For dem er statens bud­getun­der­skud det vigtig­ste. Hvor­dan slår det så igen­nem i den førte poli­tik? Jo, det slår igen­nem som en drama­tisk sparekur med store offentlige bespar­elser. Er det for at skabe jobs eller er det af hen­syn til under­skud­det? Det er naturligvis af hen­syn til under­skud­det.

Europa er endnu længere ude

Europa er i øvrigt end­nu læn­gere ude. Så langt ude at selv The Wall Street Jour­nal har udtrykt for­færdelse over det svin­dende europæiske demokrati. I en artikel i år kon­klud­erede WSJ at

… selvom fran­skmænd, spaniere, irerer, hol­læn­dere, por­tugis­ere, grækere, sloven­er, slo­vakkker og kypri­ot­er alle i vari­erende grad har ned­stemt Euro­zo­nens økonomiske poli­tik siden krisen start­ede for tre år siden, har der trods ned­er­lag efter ned­er­lag ikke været nogen reelle ændringer. Ven­stre­flø­jen har vun­det over højre­flø­jen, højre­flø­jen har bese­jret ven­stre­flø­jen. Endog de kypri­o­tiske kom­mu­nis­ter der er så ilde­set af centrum‐højrefløjen har været på banen, men den økonomiske poli­tik har hele vejen igen­nem været den samme; Regeringerne skær­er ned på de offentlige udgifter og hæver skat­terne og det er lige­meget hvad befolkningerne synes og vil. [… for … ] de nationale regeringer skal følge de makro‐økonomiske direk­tiv­er som Europa‐kommissionen udst­ed­er.

Val­gene er, lige som i de 3. ver­dens lande der er regeres af inter­na­tionale finan­sielle insti­tu­tion­er, så godt som lig­e­gyldige. Så vidt har man val­gt at gå i Europa og det behøvede man ikke.

Tilbage til USA

Tilbage til USA hvor sit­u­a­tio­nen ikke er helt så grotesk. Her find­er man i en lang række sager den samme afgrunds­dybe forskel på befolknin­gens ønsker og den reelt førte poli­tik. Tag for eksem­pel spørgsmålet om min­i­mum­sløn: 80% af befolknin­gen, herun­der 40% af vel­hav­erne, men­er at den burde indek­seres i forhold til lev­eomkost­ningerne og at den burde være så høj at ingen ryger under fat­tig­doms­grænsen, men hvad sker der med minimums‐lønnen? Den er faldende og falder langt under disse niveauer.

The Amer­i­can peo­ple are clear; they want the min­i­mum wage raised for work­ers and their fam­i­lies and it’s time Con­gress took action,” said Rep. Edwards.

Det samme gælder lov­givn­ing der faciliter­er faglig organ­i­sa­tion – sådan lov­givn­ing er stærkt støt­tet af befolknin­gen men ugle­set af de vel­havende og der­for på retur. Det gælder også sund­hedsvæsenet. USAs sund­hedsvæsen er som bek­endt en inter­na­tion­al skan­dale. Det er det eneste pri­va­tis­erede og forholdsvis ure­g­ulerede sys­tem og det er dobbelt så dyrt pr. capi­ta i forhold til andre OECD lan­des sys­te­mer, til gengæld er resul­tater­ne er forholdsvis pau­vre. Befolknin­gen bry­der sig ikke om det og har i åre­vis krævet et ordentligt offentligt sund­hed­stil­bud. De finan­sielle insti­tu­tion­er der­i­mod synes det er helt fint, så det for­bliv­er stort set som det er. Fak­ta er at hvis USA havde et sund­hedsvæsen som man har i sam­men­lignelige lande så ville det berømte under­skud forsvin­de, men det synes ikke at betyde meget.
figure http://forfra.org/wp-content/uploads/usa-budgetunderskud-ved-dk-sundhedsudgifter-pr-capita.png
USAs pro­jek­terede stats­gæld. Den gule kurve vis­er hvor­dan deres bud­get ville se ud hvis de havde samme udgift­niveau på sund­hed som Dan­mark har Kilde: CEPR

 

Et inter­es­sant eksem­pel er beskat­ning. I 35 år har man lavet opinions‐undersøgelser der har under­søgt folks hold­ning til beskat­ning. Store fler­tal har ment at fir­maer og de meget rige burde betale mere i skat, og hvad er sket? Både fir­maer og meget rige har oplevet kon­stante skat­tesænkninger i denne peri­ode.
Og sådan bliv­er det ved og ved, den førte poli­tik er på stort set alle punk­ter den stik mod­sat­te af den befolknin­gen ønsker. Et karak­ter­is­tisk træk ved RECD.

Et parti, to fløje – den moderat republikanske og den hårde republikanske

Førhen er USA ind i mellem satirisk blevet beskrevet som et et‐partis sys­tem. Par­ti­et hed­der ”Erhvervs­par­ti­et” og har to flø­je der hed­der hhv. Demokrater­ne og Repub­likan­erne. Men den hold­er ikke læn­gere. Vi har stadig et et‐partis sys­tem, men nu har det kun en fløj bestående af mod­er­ate Repub­likanere. Den fløj hed­der Det Demokratiske Par­ti. Der er stort set ingen mod­er­ate Repub­likanere i det der kaldes Det Repub­likanske par­ti, og der er stort set ingen pro­gres­sive Demokrater i et Demokratiske [sic] Par­ti der består næsten udelukkende af mod­er­ate Repub­likanere. Richard Nixon ville i dag være langt ude til ven­stre for det poli­tiske spek­trum og Eisen­how­er ville nærmest være i det ydre rum.
Der find­es stadig noget der hed­der Det Repub­likanske Par­ti, men det har for længe siden opgivet at lade som om at det skulle være et nor­malt fun­gerende par­la­men­tarisk par­ti. I stedet marcher­er par­ti­et stramt i takt med erhvervs­livets og de meget riges ønsker og har et sæt dog­mer alle må følge enty­digt, lidt lige som gam­le dages kommunist‐parti. Den anerk­endte kon­ser­v­a­tive kom­men­ta­tor, en af de mest respek­terede, Nor­man Orn­stein siger om dagens Repub­likanske Par­ti:

”En radikal og ide­ol­o­gisk ekstrem opstand der ser hån­ligt på facts og kom­pro­miss­er og som lad­er hånt om sin poli­tiske oppo­si­tion”

– en alvorlig fare for demokrati­et som han påpeger.

En anden ide om demokrati: Elite‐demokratiet

Kort sagt er RECD ret langt fra den højt­tra­vende retorik om demokrati­et. Men der er en anden def­i­n­i­tion på demokrati som fak­tisk er stan­dard­dok­tri­nen for den pro­gres­sive demokratiske teori som den ser ud for nuværende hvilket jeg vil eksem­pli­fi­cere gen­nem et par udval­gte citater af ledende skikkelser. I øvrigt ikke skikkelser fra højre­flø­jen. Disse er alle gode main­stream lib­erale i slægt med Woodrow Wil­son, Franklin D. Roo­sevelt og Kennedy. Og ifølge denne ver­sion af demokrati er
”… offent­lighe­den uvi­dende og nævenyt­tige ude­frak­om­mende. De skal sættes på plads. Beslut­ningerne skal lægge hos en intel­li­gent minoritet af ans­varlige mænd, der skal beskyttes fra flokkens forvirrede bis­sen”.
Flokken for­ventes med års mellem­rum at give sit besyv med ved at udvælge de ans­varlige mænd, men udover det er deres rolle
”tilskuerens, ikke den han­dlende delt­agers”
- og det er for deres eget bed­ste at det skal være sådan. For som ophavs­man­den [Walther Lipp­man i The Phan­tom Pub­lic] til den lib­erale poli­tisk viden­skab påpeger bør vi ikke under­kaste os
”demokratiske dog­mer om at folk er bedst til selv at bedømme hvad der er bedst for dem”,
for det er de ikke. Det er vi der­i­mod, så det ville være uans­varligt at lade dem vælge, præ­cis som samme måde som det ville være uans­varligt at lade et 3‐årigt barn alene i trafikken. Hold­ninger og meninger skal der­for kon­trolleres af hen­syn til dem der kon­trolleres. Det er nød­vendigt at ”kon­trollere deres sind”, og det er også en nød­vendighed dis­ci­plinere de insti­tu­tion­er der er ans­varlige for ”indok­triner­in­gen af de unge”. Alt dette er i øvrigt citater. Og hvis det lykkes for os, kan vi måske endelig komme tilbage til de gode gam­le dage hvor ”Tru­man var i stand til at regere lan­det i samar­be­jde med et forholdsvist lille antal Wall Street advokater og bank­folk”. Alt dette kom­mer fra nogle af de ypper­ste på det lib­erale par­nas, nogle vil måske genk­ende citater­ne.

Ideen om eliten og pøblen rækker langt tilbage

Rød­derne til disse opfat­telser rækker langt tilbage. Helt tilbage til det mod­erne demokratis første spæde livstegn i syt­ten­hun­drede­tal­lets Eng­land, og senere i USA. Og på ganske fun­da­men­tal vis føres de videre den dag i dag. Den første demokratiske rev­o­lu­tion var i Eng­land omkring 1640. Der var borg­erkrig ml. konge og par­la­ment. Men borg­er­sk­a­bet, dem der omtalte sig selv som ”mænd af bed­ste kvalitet” var for­færd­ede over de gryende folke­lige kræfter der beg­y­n­dte at vise sig på den offentlige scene. De støt­tede hverken konge eller par­la­ment, for de ville, som de skrev i deres pam­flet­ter, ikke regeres af ”rid­dere og gen­tle­men der ikke gør andet end at under­trykke os, vi vil regeres af folk som os selv, folk af jor­den der kender folkets trængsler”. Pøblen var et tem­melig skrækind­ja­gende syn, og det har den været lige siden. Det var den fak­tisk også længe før, og det fort­sat­te et århun­drede efter den Britiske demokratiske rev­o­lu­tion. Den amerikanske rev­o­lu­tions fædre havde stort set det samme syn på pøblen. Så de beslut­tede at ”magten må ligge i hæn­derne på natio­nens vel­stand, hos de mest ans­varlige, de der forstår ejerne og deres ret­tighed­er”, og det gjaldt naturligvis også slavee­jere. Alt­så generelt mænd der indser at den fun­da­men­tale regering­sop­gave er ”at beskytte vel­hav­ernes min­dretal mod fler­tal­let”. Dette er citater af James Madi­son, den amerikanske for­fat­nings fad­er. Det stod i den Kon­sti­tu­tionelle Kon­ven­tion (Con­sti­tu­tion­al Con­ven­tion), som er meget mere afs­lørende end de ”Føder­al­is­tiske Notater” (Fed­er­al­ist Papers) som folk ellers nor­malt læs­er. De Føder­al­is­tiske Notater var i bund og grund en propaganda‐indsats hvis sigte var at over­tale offent­lighe­den til at acceptere sys­temet, men debat­terne i den Kon­sti­tu­tionelle Kon­ven­tion er meget mere afs­lørende, og lå fak­tisk til grund for hele det kon­sti­tu­tionelle sys­tem. Det før­er for vidt at gå det igen­nem her, men det hele hvilede på et sim­pelt prin­cip for­muleret af John Jay, Præsi­dent for den Kon­ti­nen­tale Kon­gres og senere 1. over­dom­mer i højesteret, ”de der ejer lan­det bør regere det”. Dette er den primære dok­trin i RECD helt op til i dag.
Der har været mange folke­lige kampe siden, og der har været mange folke­lige sejre. Men herskerne giv­er sig ikke. Jo mere fri­hed der vin­des, des mere intens bliv­er ind­sat­sen for at styre sam­fun­det tilbage på rette kurs. Og i den henseende er der ikke de store forskelle på RECD og den 20. århun­dredes pro­gres­sive demokratiske teori jeg lige har talt om, bort­set lige fra spørgsmålet om hvilke ”ans­varlige mænd” der skal regere. Skal det være bank­folk eller den intellek­tuelle elite? Eller for den sags skyld Central‐komiteerne kendt fra en anden ver­sion af samme tankegang [kom­mu­nisme overs. anm.]

Hold dem hen i uvidenhed

obama pepsidentEt andet vigtigt aspekt ved RECD er at befolkningerne skal holdes hen i uvi­den­hed om hvad der sker med dem. ”Flokken” må for­blive ”i vil­drede”. Grun­dene her­til blev udlagt ganske klart af end­nu en velanset lib­er­al fig­ur, Pro­fes­sor i Statsv­i­den­skab v. Har­vard Uni­ver­si­ty Samuel Hunt­ing­ton. Han påpegede at ”magten find­er sin styrke i mør­ket. I solens klare lys forvit­r­er den”. Bradley Man­ning står til en livstids­dom for­di han ikke forstod dette viden­sk­a­belige prin­cip og nu også Edward Snow­den og det fun­ger­er ret godt. Hvis man kaster et blik på meningsmålinger ser man at Repub­likan­erne står stærk­est i de fleste emn­er, selvom folk fore­trækker Demokrater­nes poli­tik. F.eks. fore­trækker de fleste at Repub­likan­erne står for skat­tepoli­tikken, sam­tidig med at de er imod repub­likan­ernes skat­tepoli­tik. Dette møn­ster gen­t­ages over hele lin­jen og gælder end­da det yder­ste højre, Tea‐party folkene, og sam­tidig ser vi for­agt for regeringsap­pa­ratet. Støt­ten til kon­gressen skal måles i et‐cifrede pro­cent­tal og det gælder hele resten resten af regeringsap­pa­ratet. Det hele er hastigt på vej i kulkælderen.
Den slags resul­tater, som er rimeligt kon­sis­tente, illus­tr­erer en demor­alis­er­ing af befolknin­gen der må siges at være usæd­van­lig selvom der er tidligere eksem­pler i his­to­rien, f.eks. Weimar Repub­likken. Der er mange forskel­lige værk­tø­jer man bruger for at fastholde offent­lighe­den i deres rolle som forvild­ede tilskuere. Et af de sim­pleste er sim­pelthen at begrænse adgan­gen til det poli­tiske sys­tem. Iran har lige haft et valg der med rette blev kri­tis­eret for­di man skulle god­k­endes af det religiøse Vogternes Råd for over­hovedet at være val­gbar. I USA skal man ikke god­k­endes af præster, men der­i­mod af kon­cen­tra­tioner af pri­vat kap­i­tal. Hvis du ikke kom­mer igen­nem deres fil­ter, kom­mer du ikke ind i det poli­tiske sys­tem – der find­es kun meget få und­tagelser.

PR‐industrien, et værktøj

Der er mange velk­endte mekanis­mer, for mange til en oprem­sning, men de er ikke sikre nok i sig selv. Der­for har man store insti­tu­tion­er hvis for­mål er at under­grave det ægte demokrati. En af dem er den enorme PR‐industri der fak­tisk blev udviklet ud fra prin­cip­pet om at det er nød­vendigt at kon­trollere folks sin­de­lag, stort set på samme måde som en hær kon­trollerer sin­de­laget hos sine sol­dater, og det er fak­tisk et citat fra en af PR‐industriens ledende skikkelser.
Når der er valg er det PR‐industriens udtrykke­lige opgave at under­grave skolebogs‐versionen af demokrati­et. I skolen lær­er du at demokrati­et er baseret på velo­plyste væl­geres rationelle valg. Man behøver sådan set blot at se på de val­gkam­pag­n­er som PR‐industrien orkestr­erer og det bliv­er tydeligt at for­målet er at dis­in­formere og skabe dårligt oplyste væl­gere der væl­ger irra­tionelt. For PR‐industrien er det let at omstille sig til denne opgave. Deres fremmeste opgave i livet er at skabe effek­tiv kom­mer­ciel annon­cer­ing og kom­mer­ciel annon­cer­ing er designet med hen­blik på at under­grave marked­er. Hvis du nogensinde har taget et økonomi‐kursus ville du have lært at marked­er er baseret på velo­plyste for­brugeres rationelle valg, men hvis du tæn­der for fjern­synet ser du reklamer der er lavet med det for­mål at skabe irra­tionelle og dårligt oplyste for­brugere der fore­tager irra­tionelle valg. Hele ideen er at under­grave marked­ernes tekniske funk­tion.
De er i øvrigt udmær­ket klar over det forhold­er sig sådan. F.eks. holdt PR‐industrien en stor kon­fer­ence kun nogle få måned­er efter Oba­mas val­gse­jr i 2008. De uddel­er hvert år en pris for den bed­ste marketing‐kampagne og det år gik den til Oba­ma. Dvs. Oba­mas kam­pagne var end­nu bedre til at vil­dlede end Apple Com­put­ers. Hvis du vil høre noget af det, så se noget video fra G8 mødet i Belfast og lyt til den højt­tra­vende retorik. Det er klas­sisk.
Der var en inter­es­sant vinkel på det her i erhvervs­pressen, først og fremmest i The Lon­don Finan­cial Times. De havde en lang artikel om val­get hvor de inter­viewede erhvervsledere om deres syn på val­get og de var ret bege­jstrede. De for­t­alte at det her gav dem en ny mod­el at føre folk bag lyset med. Obama‐modellen kunne tjene som afløs­er til Reagan‐modellen, som ellers havde vir­ket ret godt i en peri­ode.

Økonomien i RECD

danske bank
Mht. økonomien: I dag er de finan­sielle insti­tu­tion­er ker­nen i økonomien. Par­al­lelt med arbe­jd­spladsud­fly­t­ningerne er de vok­set enormt siden 1970’erne. Der har også været et kri­tisk skift i selve disse insti­tu­tion­ers karak­ter.
I 60’erne var en bank en bank. Hvis du havde nogle penge sat­te du dem i banken som så lånte dem ud så andre ku’ købe et hus eller starte en for­ret­ning osv. I dag er den trafik kun yder­st mar­gin­al for de finan­sielle insti­tu­tion­er. De er mere inter­esserede i ind­viklede og ekso­tiske manip­u­la­tion­er af markedet, og de finan­sielle insti­tu­tion­er er enorme. I USA stod de, for­trinsvis bankerne, for 40% af erhvervsprof­itterne i 2007 . Det var lige før den krise de var hov­edans­varlige for. Efter krisen ramte skrev en række økonomer, bl. a. Nobel­pris­mod­tageren Robert Solow og Har­vards Ben­jamin Fried­man artik­ler hvori de point­erede at økonomerne ikke havde gjort meget ud af at stud­ere hvorledes de finan­sielle insti­tu­tion­er påvirk­er økonomien, og det er jo påfaldende med tanke på hvor stor denne sek­tor er. Men efter krisen indtrådte tog begge disse herre et kig og de kon­klud­erede begge at de finan­sielle insti­tu­tion­er for­mentlig havde en neg­a­tiv virkn­ing på økonomien. Der er fak­tisk folk der er langt mere direk­te. The Finan­cial Time’s Mar­tin Wolf, som er den mest anerk­endte finan­sielle kor­re­spon­dent i den engel­sk­tal­ende ver­den skriv­er at

… den løst‐ og amokgående finan­sielle sek­tor æder den mod­erne marked­søkono­mi op inde­fra, præ­cis som edderkoppe­hvepsens larv­er æder sig ud af den vært de klækkes i”. Og her skal ”marked­søkonomien” forstås som den del af økonomien der rent fak­tisk pro­duc­er­er noget

- Mar­tin Wolf i Finan­cial Times

De store banker er en trussel for økonomien og dermed befolkningen

I en nylig udgave af et af USAs hov­ed­ma­gasin­er for erhvervsstof Bloomberg Busi­ness Week, et af hoved‐magasinerne for erhvervsstof, kan man læse om en under­søgelse fore­taget af IMF (Den Inter­na­tionale Val­uta­fond) der vis­er at de største banker ikke laver deres egen prof­it. Deres indt­jen­ing kan spores tilbage til den såkaldte ”too‐big‐to‐fail” poli­tik, der reelt er regerin­gens for­sikring af disse banker. Vi har hørt en masse til ”bankpakker”, men der er en lang række andre værk­tø­jer med hvilke regerin­gen for­sikr­er bankerne: bil­lig kred­it osv. Og iflg. i hvert fald IMF er det fak­tisk hele deres prof­it der laves sådan. Bloombergs redak­tør­er siger at dette er fun­da­men­talt for forståelsen af hvor­for bankerne udgør sådan en trussel for økonomien – og for befolknin­gen naturligvis.
Efter kol­lapset så man for første gang økonomerne inter­essere sig ser­iøst for det der hed­der Sys­temisk Risiko. De vid­ste en sådan risiko fandtes, men den havde aldrig været gen­stand for nogen videre under­søgelser. Sys­temisk Risiko bety­der risikoen for at sys­temet bry­der sam­men hvis en transak­tion mis­lykkes. Det er det som den økonomiske teori kalder en ekster­nalitet, en detal­je. En af markedssys­te­mernes velk­endte, ind­byggede og fun­da­men­tale fejl ans­es for blot en fod­note. Alle transak­tion­er har kon­sekvenser for andre transak­tion­er, men det tages ikke med i overve­jelserne ved den enkelte transak­tion. Den Sys­temiske Risiko er væsentlig, og der er langt mere alvorlige aspek­ter i det end det her nævnte. Det kom­mer jeg tilbage til.

Det “frie marked” nasser på staten

Hvad med den pro­duk­tive under RECD? Her find­er vi også et mantra. Mantraet om iværk­sæt­teri og for­bruger­valg i det frie marked. Frihandels‐aftaler er baseret på dette mantra, men det er det rene mytolo­gi.

TISA‐aftalen har gen­nem det sen­este år været til forhan­dling mellem bl.a. EU, USA, Aus­tralien, Cana­da, New Zealand, Japan, Syd­ko­rea og Mex­i­co. Forhan­dlingerne foregår lige­som TTIP‐forhandlingerne bag lukkede døre, og det er ifølge Den­nis Kris­tensen meget lidt, der er slup­pet ud om sub­stansen. Men det vides ifølge PSI, at forhan­dlingerne omfat­ter en ’standstill‐klausul’, der vil cementere det nuværende niveau af lib­er­alis­er­ing – herun­der pri­va­tis­er­ing og udlici­ter­ing – i ser­vice­sek­toren. Lan­dene må ganske vist gerne gå videre med lib­er­alis­erin­gen ved f.eks. at give udvidet adgang i den offentlige sek­tor til pri­vate uden­landske ser­vice­virk­somhed­er, men man må ikke bevæge sig baglæns og f.eks. føre lib­er­alis­erede sek­tor­er og opgaver tilbage til offentligt regi.

Virke­lighe­den er at der er mas­siv stats‐intervention i pro­duk­tion­søkonomien og frihandels‐aftalerne er alt andet end frie. Det burde være åbenlyst. Tag f.eks. IT‐revolutionen, der dri­ver økonomien. Den er baseret på årtiers arbe­jde i den offentlige sek­tor. Hårdt, dyrt og skabende arbe­jde i den offentlige sek­tor, intet for­bruger­valg over­hovedet. Iværk­sæt­teri måske, men det begrænsede sig stort set til at få tilskud fra stat­en eller at få enten bail‐outs eller blive opkøbt. Bort­set fra hos enkelte økonomer, er denne fak­tor et over­set men uhyre vigtigt ele­ment i erhvervs­livets prof­itter. Hvis du ikke kan sælge dette eller hint, så skal regerin­gen nok købe det af dig.
Efter årtiers hårdt, kreativt arbe­jde med grundlæggende research og udvikling over­lades frugterne af arbe­jdet til det pri­vate erhvervs­liv som så kan kom­mer­cialis­ere og prof­itere på resul­tatet. Det er folk som Steve Jobs, Bill Gates osv. Det er naturligvis en foren­kling men det er i store træk hvad der foregår. Dette møn­ster går helt tilbage de indus­trielle økonomiers barneår men det er især efter II. Ver­den­skrig helt tydeligt at dette burde være cen­tralt i studi­et af den pro­duk­tive økono­mi.
Et andet cen­tralt aspekt i RECD er kapital‐koncentration. I løbet af de sid­ste 20 år i USA, er de 200 største virk­somhed­ers andel af prof­itten steget vold­somt, tilsyneladende pga. inter­net­tet. Disse ten­denser mod oli­gop­o­li (et marked domineret af få udby­dere) under­graver naturligvis også mantraet om det frie marked og den velo­plyste for­bruger. Inter­es­sante emn­er, men jeg vil ikke gå videre med dem her.

RECD ignorerer truslen om miljøkatastrofe

london flood
I stedet vil jeg gerne hen­lede opmærk­somhe­den på et andet spørgsmål: Hvor­dan er fremtid­sudsigterne under RECD? Svaret er tem­melig dys­tert. Det er ingen hem­me­lighed at der er en række mørke skyg­ger hæn­gende over ethvert emne vi måtte vælge at diskutere, og der er to af dem der er så tru­ende at jeg vil fokusere speci­fikt på dem. Den ene er miljø‐katastrofe, den anden er atom‐krig. Begge er trusler mod en værdig over­levelse og begge kan blive aktuelle i den nærmeste fremtid.
Jeg vil ikke sige så meget om udsigten til en miljø‐katastrofe, den burde være åbenlys og denne trussels stør­relse bør stå klart for enhver der åbn­er øjnene, enhver der kan læse og ikke mindst for de der læs­er viden­sk­a­belige tidsskrifter. Hver ny udgave af sådanne tidsskrifter har stort set altid end­nu mere alvorlige advarsler end den sid­ste udgave havde.
Reak­tion­erne rundt omkring i ver­den er forskel­lige. Der er dem der aktivt søger at hin­dre den mulige katas­trofe, og i den anden grøft find­er vi aktive bestræ­belser på at sætte fart på faren. I spid­sen for denne neg­a­tive ind­sats find­er vi det rigeste og mest magt­fulde land i ver­den­shis­to­rien, med uforlignelige fordele og det mest fremtræ­dende eksem­pel på RECD – lan­det de andre stræber mod at være.

Naturfolkene helt i front i kampen mod miljøkatastrofen

Helt i front i bestræ­belserne på at sikre vores efterkom­mere værdi­ge livsvilkår find­er vi de såkaldt “prim­i­tive” sam­fund. Canadas “First Nations”, abo­rig­ine sam­fund i Aus­tralien, stamme­sam­fund og andre som dem. De lande der har store og ind­fly­delses­rige ur‐befolkninger lig­ger solidt i spid­sen i ind­sat­sen for at “forsvare jor­den” som de udtrykker det. De lande der har mar­gin­alis­eret eller udry­d­det deres ur‐befolkninger ræs­er med stor entu­si­asme mod afgrun­den. Dette er et af den mod­erne his­to­ries hov­edtræk. En af de ting der burde være på for­siderne. Tag f.eks. Ecuador, der har en stor ur‐befolkning. De søger støtte fra de rige lande for at kunne holde deres righoldige fos­sile brænd­stof­s­res­sourcer der hvor de hør­er hjemme – under jor­den. I mellemti­den søger USA og Cana­da ivrigt at brænde hver en dråbe fos­silt brænd­stof af de kan. Dette inklud­er­er den mest farlige form for fos­silt brænd­stof over­hovedet – Canadisk tjære‐sand – og de søger at gøre dette så hur­tigt og kom­plet som over­hovedet muligt, uden blik for hvad kon­sekvenserne for ver­den er af denne ekstrav­a­gante drift mod selvde­struk­tion. Fak­tisk er et opslag i dagens avis nok hvis man ønsker dette van­vid illus­tr­eret, og van­vid er det rette ord at bruge. Det er det diame­tralt mod­sat­te af enhver form for ratio­nalitet, med min­dre vi taler om RECDs forskruede ratio­nalitet naturligvis.

Erhvervslivet helt i front for at sikre vanviddet

Der har været mas­sive kam­pag­n­er fra erhvervs­livet for at implantere og sikre dette van­vid, men på trods af disse kam­pag­n­er står USA stadig med et prob­lem. Offent­lighe­den er stadig alt for optaget af viden­sk­a­belig ratio­nalitet. En af de mange forskelle på den førte poli­tik og den almene hold­ning er at den amerikanske offent­lighed er næsten lige så bekym­ret for miljøet som resten af ver­den er og for­langer katas­tro­fe­fore­byggende han­dling, og det er fak­tisk mange men­nesker det drejer sig om. Imi­dler­tid er begge poli­tiske partiers poli­tik mest inspir­eret af Bush’ Irak‐herostratisk berømte ”Kom bare an”. Den pri­vat­fi­nan­sierede organ­i­sa­tion ”the Amer­i­can Leg­isla­tive Exchange Coun­cil” udar­be­jder love for de amerikanske stater og der er vel ingen grund til at kom­mentere hvilken slags love de afst­ed­kom­mer. De har mas­siv ind­fly­delse og en masse penge i ryggen så deres pro­gram­mer har det med at blive til lov. Her og nu er de i gang med et nyt pro­gram hvis sigte er at overvin­de den stadigt omsig­gribende offentlige for­nuft. Pro­gram­met ret­ter sig mod uddan­nelsen af de såkaldte K‐12 børn (børne­have­børn til og med skole­børn i 12. klasse). Det offi­cielt erk­lærede mål er at forbedre væsentlige evn­er, og det kan man jo kun være enig i, gen­nem bal­anceret under­vis­ning. ’Bal­anceret under­vis­ning’ bety­der at hvis en 6. klasse under­vis­es i hvad der er ved at ske med kli­maet skal de også intro­duc­eres for kli­maskep­tisk mate­ri­ale. Det kan være det vil råde bod på de mas­sive kom­mer­cielle kam­pag­n­ers man­glende evne til at gøre folk uvi­dende og irra­tionelle nok til at sikre de riges kort­sigt­ede prof­itter. Det er i hvert fald for­målet og flere stater i USA har allerede tilslut­tet sig.
Det er værd at erindre at alt dette er egen­sk­aber der er dybt ind­byggede i RECD. De er ikke nemme at gøre noget ved. Udover den insti­tu­tionelle nød­vendighed har de til for­mål at mak­simere kort­sigtet prof­it mens en ekster­nalitet der er endog end­nu farligere end sys­temisk kol­laps ignor­eres. Som vi har set og vil se igen kan de skyldige i til­fælde af sys­temiske kol­laps og marked­skol­laps, søge til­flugt hos babysit­ter­stat­en der gerne smider dem en red­ningspakke eller flere. Men står vi over­for ødelæggelse af miljøet, grundvilkåret for alt værdigt liv, er der ingen frelsende engel klar med et plas­ter på såret. Alene af den grund er fremtid­sudsigterne under RECD ret dys­tre.

Truslen om atomkrig

nuclearblast
Lad os kaste et blik på den anden skygge der hænger over os: Atom­krig. En trussel vi har kendt i 70 år og som ikke er forsvun­det og som end­da i visse aspek­ter synes at vokse sig større. Under RECD er den generelle befolkn­ings behov og ret­tighed­er en bit­ing og det gælder også når det kom­mer til sikker­hed. Her er der, især i de akademiske pro­fes­sion­er et andet gældende mantra der må siges at være næsten mytol­o­gisk: Regeringerne søger at beskytte den nationale sikker­hed. Alle der har stiftet bek­endt­skab med inter­na­tionale studi­er har hørt dette mantra, men i virke­lighe­den søger regeringerne at udvide deres magt og at tilgo­dese deres primære lokale støt­ter. I USA er de primære lokale støt­ter den pri­vate sek­tor og som kon­sekvens her­af har nation­al sikker­hed ikke en særlig høj pri­or­itet og det ser vi hele tiden også i disse dage. F.eks. den af Oba­ma instigerede militær‐operation hvis for­mål det var at myrde den 9/11 hov­ed­mistænk­te, Osama bin Laden.

En enkelt militæroperation der kunne have endt i ragnarok

Oba­ma holdt en vigtig tale om nation­al sikker­hed d. 23. maj sid­ste år. Den blev dækket vidt og bredt, men der var et vigtigt afs­nit som man over­så i dæknin­gen. Oba­ma hyld­ede oper­a­tio­nen, han var stolt af den – en oper­a­tion der i øvrigt udgjorde end­nu et skridt mod afmon­terin­gen af grundlæggende prin­cip­per i Anglo‐amerikansk lov­givn­ing, nem­lig for­mod­nin­gen om uskyld indtil andet er bevist. En prob­lem­still­ing der nu er så bredt kendt at det ikke er nød­vendigt at gøre yderligere opmærk­som på det her – Oba­ma hyld­ede oper­a­tio­nen men han til­fø­jede: ”det kan dog ikke være nor­men” for­di ”det var for­bun­det med ekstrem høj risiko”. Det hold spe­cial­styrk­er (Navy SEALs) der udførte mordet risik­erede at ende i en udvidet skud­vek­sling med det pak­istanske mil­itær og selvom det lykke­ligvis ikke skete var, som præsi­den­ten sagde ”omkost­ningerne i vores forhold til Pak­istan – og den pak­istanske offent­ligheds vrede over denne krænkelse af pak­istan­sk ter­ri­to­ri­um [læs: aggres­sion red.] så alvorlig at vi først nu er i gang med at genop­bygge vores vigtige samar­be­jds­forhold til Pak­istan”.
Men der er mere end det, der er et par detal­jer der er værd at nævne. Spe­cial­styrk­ernes ordre var at de skulle kæmpe sig ud hvis de blev pågre­bet. Man ville ikke have over­ladt dem til deres skæb­ne hvis de med Oba­mas ord blevet ”fanget i en udvidet skud­vek­sling”. Man ville have anvendt hele den amerikanske hærs magt til at få dem ud hvis det blev nød­vendigt. Pak­istan har også en stærk hær. Den er vel­trænet og stærkt motiveret når det gælder at beskytte Pak­istans nationale suverænitet og naturligvis har den atom­våben. Våben der i øvrigt bekym­r­er pak­istanske atom­våben og atom­poli­tik ekspert­er for­di de risik­er­er at falde i hæn­derne på jihadi‐elementer. Det kunne have eskaleret til en atom­krig og det var ikke langt fra at det gjorde det. Den pak­istanske stab­schef Gen­er­al Kayani mod­tog under­ret­ning om inva­sio­nen end­nu inden de amerikanske spe­cial­styrk­er havde røm­met bin Ladens opholdsst­ed og han beor­drede sin stab til med hans ord at ”kon­fron­tere alle uiden­ti­fi­cerede fly”. Han for­mod­ede at angre­bet kom fra Indi­en. I Kab­ul beor­drede den amerikanske Cen­tral Com­mands øver­ste chef gen­er­al David Petraeus i mellemti­den at ”Amerikanske krigs­fly skal rea­gere hvis pak­istan­erne sender deres kampfly på vingerne”. Så tæt var det på en væb­net kon­flikt mellem de to lande, men denne risiko imødeså man uden nogen følelig bekym­ring – fak­tisk helt uden at rap­portere hjem.
Man kunne sige meget mere om den oper­a­tion og dens umådelige omkost­ninger for Pak­istan, men lad os i stedet se nærmere på the sikker­hed­sprob­lematikken, først hvad angår ter­ror og så det meget mere kri­tiske spørgsmål om faren for øje­b­likke­lig atom­ar tilin­tet­gørelse.

Terrorister skabes af vor egen terror

Som jeg var inde på tidligere, før­er Oba­ma lige nu ver­dens største inter­na­tionale terror‐kampagne, en kam­pagne båret af spe­cial­styrk­er og droner og samtid en ter­rorsk­abende kam­pagne. Der er på højeste sted­er gener­el kon­sen­sus om at disse ind­satser skaber poten­tielle ter­ror­is­ter, for at citere Petraeus forgænger, Gen. Stan­ley McChrys­tal: ”for hver uskyldig dræbt” og der er mange af dem, ”skaf­fer du dig 10 nye fjen­der”.
For et par måned­er siden var medierne fulde af nyhe­den om marathon­bomben i Boston, men vi hørte ikke meget om dronebomb­nin­gen i Yemen blot to dage efter. Det gør vi som regel aldrig, den slags bomb­ninger er bare noget der sker. Reg­ulære terror‐operationer som medierne ikke inter­esser­er sig for for­di vi er ligeglade med inter­na­tion­al ter­ror­isme så længe den ikke går ud over os selv. Men denne hørte vi så alligev­el lidt om. En ung mand fra den lands­by der blev angre­bet afgav fork­lar­ing i Kon­gressen. Han for­t­alte at yemeni­tiske jihadi‐styrker i mange år havde forsøgt at vende lands­byens beboere mod amerikan­erne. Men lands­by­boerne lod sig ikke besnære for det eneste de vid­ste om USA var hvad den unge mand for­t­alte dem og han havde stor sym­pa­ti for amerikan­erne. Han for­t­alte dem at USA var et dejligt sted og der­for fik jihadierne ikke vendt lands­by­boerne. Det gjorde der­i­mod et enkelt dronean­greb. Hele lands­byen had­ede nu USA og ønskede død og ødelæggelse over amerikan­erne. Dro­nen havde dræbt en mand alle kendte og som man nemt kunne have arresteret hvis man havde øns­ket det. Men vi bekym­r­er os ikke om den slags når vi udfør­er vores inter­na­tionale ter­rorkam­pag­n­er og vi bekym­r­er os heller ikke om nation­al sikker­hed.
Inva­sio­nen af Irak var et ret iøjne­faldende eksem­pel her­på. Både U.S. og britiske efter­ret­ningst­jen­ester meldte hjem at en inva­sion sandsyn­ligvis ville føre til en stign­ing i ter­ror, men man var ligeglad og det var præ­cis det der skete. Iflg. regerin­gens sta­tis­tikker steg ter­roren med fak­tor 7 i det første år efter inva­sio­nen.

Også i Dan­mark er der åbenlys mod­sæt­ning mellem vur­deringerne fra efter­ret­ningst­jen­ester og regerin­gen. I den netop [2006 red.] offentlig­gjorte årsrap­port fra Poli­ti­ets Efter­ret­ningst­jen­este i Dan­mark kon­stater­er PET at den danske delt­agelse i de mil­itære oper­a­tioner i Irak og Afghanistan forøger risikoen for ter­rorhan­dlinger mod danske mål.

Lige nu forsvar­er regerin­gen den mas­sive overvågn­ing­sop­er­a­tion som har ryd­det for­siderne. Argu­mentet er at vi er nødt til at gøre det for at kunne pågribe ter­ror­is­ter.
Hvis vi havde haft en fri presse, en reelt fri presse, så ville over­skrifterne gøre tykt grin med den pås­tand med hen­vis­ning til at uden­rigspoli­tikken føres på en måde der forstærk­er ter­roren. Men det kan ikke læs­es i pressen hvilket er en af utal­lige indika­tion­er på hvor langt vi er fra hvad man ellers forstår ved en fri presse.

Faren for atomkrig

Men som nævnt er der et mere alvorligt prob­lem: Faren for øje­b­likke­lig atom­ar tilin­tet­gørelse. Et prob­lem der aldrig har vakt virke­lig bekym­ring i regeringskredse og der er tal­rige åbenl­yse eksem­pler her­på. Vi ved fak­tisk en del om det for­di USA er et usæd­van­ligt frit og åbent sam­fund og der find­es mange fri­givne interne doku­menter – hvilket giv­er os mulighed for at finde ud af det hvis vi har lyst.

Den kolde krig

Tilbage i 50’erne var det amerikanske bered­skab sim­pelthen overvældende, uden his­torisk for­til­fælde. Der var en poten­tiel trussel: Interkon­ti­nale bal­lis­tiske mis­siler med brint­bombe­lad­ninger. De fandtes ikke på daværende tid­spunkt, men det var kun et spørgsmål om tid før de gjorde. Russerne var klar over at de var langt bagud i mil­itær teknolo­gi og tilbød USA at indgå en trak­tat der ville for­byde mis­siler med brint­bomber. En sådan trak­tat ville have været fan­tastisk for USAs nationale sikker­hed. McGe­orge Bundy, der var sikker­hed­sråd­giv­er for Kennedy og John­son har skrevet et vægtigt his­torisk værk om den atom­are sikker­hed­spoli­tik og han har et par henkast­ede sæt­ninger om dette aspekt. Han skriv­er at det var ham umuligt at finde så meget som et stab­s­doku­ment der under­søgte mulighed­erne i sådan en trak­tat. Her har man chan­cen for at sikre lan­det for den totale katas­trofe og der er ikke engang så meget som et notat der behan­dler emnet. Glem det – vi har travlt med de vigtige ting.

Sovjet tilbød et forenet og demokratisk Tyskland, USA afslog.

Et par år efter gav Stal­in vesten et bemærkelsesværdigt tilbud. Han tilbød at gå med til et forenet Tysk­land med frie og inter­na­tion­alt overvågede valg (i hvilke kom­mu­nis­terne helt sikkert ville tabe) på en betingelse: Tysk­land skulle til gengæld afmil­i­taris­eres. Et vigtigt punkt for russerne da Tysk­land flere gange havde anret­tet store ødelæggelser i Rus­land gen­nem århun­drede. Et væb­net Tysk­land som medlem af en fjendtlig vestlig alliance er naturligvis en stor trussel for Rus­land.
Stal­in frem­sat­te tilbud­det i fuld offent­lighed og et af dets kon­sekvenser ville naturligvis være at den offi­cielle begrun­delse for NATO‐samarbejdet ville forsvin­de, men tilbud­det blev hån­ligt afvist, det kunne sim­pelthen ikke være sandt. Der var et par få folk der tog det ser­iøst, f.eks. James War­burg, en velanset kom­men­ta­tor af inter­na­tionale forhold men også han blev hån­ligt affærdi­get. I dag hvor de rus­siske arkiv­er er blevet åbnet op ser de lærde tilbage på tilbud­det og det lad­er til at det åben­bart var ser­iøst ment. Men ingen ku’ tage notits den­gang for­di det ikke stemte overens med den bydende poli­tiske nød­vendighed – tilve­je­bringelse af enorme trusler om krig.

Sovjet tilbyder massiv gensidig nedrustning, USA afslår, Cuba‐krisen opstår.

I sen­halvtred­serne, da Khrusjtjov over­tog efter Stal­in, stod det ham klart at Rus­land var langt bagude økonomisk og at det ikke kunne konkur­rere mil­itærte­k­nol­o­gisk med USA og sam­tidig udvikle sig økonomisk hvilket lå Khrusjtjov meget på sinde. Der­for tilbød han en mas­siv gen­sidig nedrust­ning af angreb­svåben. Eisenhower‐administrationen i USA tog det ikke rigtigt op, men Kennedy-admin­is­tra­tio­nen hørte efter. De hørte efter og afviste ideen. Khrusjtjov påb­eg­y­n­dte derefter en helt ensidig nedrust­ning og da Kennedy-admin­is­tra­tio­nen så det val­gte de til gengæld at opruste. Ikke alene afviste de alt­så nedrust­ning, men på et tid­spunkt hvor de var langt foran val­gte de at øge for­springet end­nu mere.
Dette var en af grun­dene til at Khrusjtjov plac­erede mis­siler på Cuba i 1962 i et forsøg på at rette bal­an­cen en smule op. Dette førte til det his­torik­eren og Kennedy-råd­giv­eren Arthur Schlesinger kaldte ”det mest farlige øje­b­lik i ver­den­shis­to­rien” nem­lig den Cuba‐krisen. Der var fak­tisk end­nu en grund til krisen: Kennedy-admin­is­tra­tio­nen førte en mas­siv ter­rorkam­pagne mod Cuba. Mas­siv ter­ror­isme. Den slags ter­ror­isme som vesten ikke ker­er sig om for­di ofrene ikke var os. Oper­a­tio­nen hed ”Mon­goose” og havde som ulti­ma­tivt mål at invadere Cuba i okto­ber 1962. Det er sandsyn­ligt at russerne og cubanerne kendte til dette uden nød­vendigvis at kende alle detal­jer, så det har været med­virk­ende i deres beslut­ning om at placere mis­siler på Cuba.
Herefter ful­gte som bek­endt nogle højspændte uger der kul­minerede d. 26 okto­ber 1962. På det tid­spunkt var atom­bevæb­nede B‐52 bombe­fly klar til at angribe Mosk­va og de havde tilladelse til at angribe uden forudgående ordre fra cen­tralt hold. Kennedy selv hældte til mil­itær ind­griben for at fjerne mis­silerne på Cuba. Hans egen sub­jek­tive skøn var at risikoen for atom‐krig var et sted mellem en tred­jedel og halvde­len. Iflg. Præsi­dent Eisen­how­er ville en sådan krig have udslet­tet hele den nordlige halvku­gle.

Sovjet tilbyder at fjerne Cuba‐missiler hvis USA vil fjerne Tyrkiet‐missiler, USA afslår

På samme tid­spunkt, d. 26. okt. 1962 sendte Khrusjtjov et brev til Kennedy. Brevet inde­holdt et tilbud der kunne ende Cuba‐krisen. Russerne ville trække mis­silerne tilbage fra Cuba hvis USA til gengæld ville trække deres mis­siler fra Tyrki­et. Kennedy var ikke en gang klar over at der var mis­siler i Tyrki­et, men det blev bekræftet af hans råd­gi­vere. En af grun­dene til at han ikke var klar over at man havde mis­siler i Tyrki­et var at de var foræld­ede og at de allerede var ved at blive fjer­net. Deres opgave skulle overtages af de usårlige og langt mere farlige Polaris‐ubåde. Så det var alt­så tilbud­det: Russerne trak mis­silerne ud af Cuba; USA skulle trække mis­siler der allerede var ved at blive fjer­net ud af Tyrki­et. Mis­silerne i Tyrki­et var i øvrigt en meget større trussel mod Rus­land end mis­silerne i Cuba var mod USA.
Men Kennedy afviste forslaget! For­mentlig en af de mest for­fær­dende beslut­ninger i men­neske­he­dens his­to­rie. Han løb dermed en gigan­tisk risiko for ver­den­sødelæggelse alene for at hævde et prin­cip. Nem­lig prin­cip­pet om at ”Vi har ensidigt ret til at true hvem som helst med ødelæggelse. Ingen må true os, ikke en gang for at afskrække os fra at fore­tage en plan­lagt inva­sion”. Og hvad værre er – det vi har lært af den omgang. Kennedy ros­es for at have vist køligt mod under pres, det er dagens stan­dard­ver­sion af de begiven­hed­er.

1973: USA truer med atomkrig som led i Israel‐rænkespil

Truslerne ophørte ikke her. Ti år senere i 1973 slog Hen­ry Kissinger atom‐alarm. For­målet var at afskrække russerne fra at blande sig i den Israelsk‐arabiske kon­flikt. USA og Rus­land havde på det tid­spunkt opnået enighed om at gen­nemtrumfe en våben­hvile, men Kissinger havde ad bagve­je ladet israel­erne forstå at den kunne de ignorere, de kunne fort­sætte som hidtil. Kissinger ønskede ikke at russerne skulle blande sig i det, så han slog sim­pelthen atom‐alarm.

1983: USA provokerer Sovjet med simulerede luft‐ og flådeangreb

End­nu ti år senere; Ronald Rea­gan er præsi­dent. Hans admin­is­tra­tion beslut­tede sig for at afprøve det rus­siske forsvarsap­pa­rat og iværk­sat­te der­for simulerede luft‐ og flådean­greb. Luftan­greb ind i lan­det og flådean­greb ved dets grænser. Dette afst­ed­kom naturligvis bestyr­telse i Rus­land der i mod­sæt­ning til USA er ganske sår­bart og som gen­tagne gange har oplevet altødelæggende inva­sion­er. Dette betød en over­hæn­gende krigs­fare i 1983. Nyligt fri­givne arkiv­er vis­er os hvor farlig sit­u­a­tio­nen var – langt farligere end his­torikere hidtil har antaget. I en nylig CIA‐rapport ”Krigs­faren var reel” kon­klud­eres det at man var tæt på atom‐krig. End­videre kon­klud­eres det at USAs efter­ret­ningst­jen­ester under­vur­derede risikoen for at russerne i skræk for et amerikan­sk angreb skulle udføre et præven­tivt rus­sisk atom­an­greb. Det sen­este num­mer af The Jour­nal of Strate­gic Stud­ies – et af hov­edtid­skrifterne – skriv­er at dette næsten blev et for­spil til et præven­tivt atom­an­greb. Og det bliv­er ved. Jeg vil ikke gå i detal­jer, men Bin Laden atten­tatet er et nyligt eksem­pel.

Tre nuværende trusler om atomart ragnarok: Nordkorea, Iran og Kina

Der er tre nye trusler for tiden. Jeg skal gøre det kort, men lad mig nævne tre til­fælde der er værd at kigge på og som er på for­siderne lige nu: Nord­ko­rea, Iran og Kina. Nord­ko­rea har udst­edt vilde og farlige trusler og disse trusler tilskrives generelt deres sindssyge ledelse. Man kan hævde at Nord­ko­re­as regering er den værste, farlig­ste og mest sindssyge regering i ver­den og det er for­mentlig sandt. Men hvis vi ønsker at for­mindske truslerne i stedet for bare at marchere i takt er der et par ting vi er nødt til at tage under skyldig overve­jelse.

USA simulerer præventivt atomangreb på Nordkorea

En af dem er at den nuværende krise opstod som følge af de krigsspil som USA og Syd‐korea opførte. For første gang nogensinde inklud­erede disse en sim­u­la­tion af et præven­tivt angreb i et totalkrigs sce­nar­ie mod Nord­ko­rea. Dele af disse øvelser inde­holdt simulerede atom­an­greb på Nord­ko­re­as grænser, hvilket bringer ube­hagelige min­der frem for Nord­ko­re­as ledelse. De husker at en super­magt ved navn USA for 60 år siden nærmest jævnede lan­det med jor­den. De husker at USA, da der stort set ikke var mere tilbage at bombe, vendte blikket mod lan­dets dæmninger. Bomb­n­ing af dæmninger ans­es for en krigs­for­bry­delse og var noget der med­førte dødsstraf ved Nürnberg‐processerne. Der find­es doku­menter som vestlige intellek­tuelle og medi­er har val­gt at ignorere, offi­cielle US Air­force rap­porter, som jeg vil opfor­dre folk til at læse. Heri kan Nord­ko­re­as ledelse læse jublende beretninger om det fan­tastiske syn af en flod­bølge der ”fuld­stændigt ryddede næsten 45km dal” og øde­lagde 75% af rispro­duk­tio­nens vand­forsyn­ing. En aktion der afst­ed­kom nogle af de mest hade­fulde tirad­er nogensinde fra den kom­mu­nis­tiske pro­pa­gan­damølle i de tre år kri­gen varede. For kom­mu­nis­terne betød ødelæggelsen af dæmningerne først og fremmest at rispro­duk­tio­nen, deres vigtig­ste føde­varek­ilde, blev smadret. Det kan være svært for en vester­lænd­ing at forstå de frygtindgy­dende kon­sekvenser af et sådant tab for en asi­atisk befolkn­ing; sult og lang­som død og der­af kom raseri­et og truslerne om gengældelse da bomberne reg­nede ned over fem dæmninger. De for­ryk­te og rasende Nord­ko­re­anske ledere kan også læse om USAs strate­giske dok­triner i nu fri­givne doku­menter fra højeste niveau.

USA fastholder retten til at anvende a‐våben først

En af de vigtig­ste af disse dok­triner stam­mer fra en rap­port udar­be­jdet af Clin­tons strate­giske kom­man­do, STRATCOM. Den han­dler om den rolle a‐våben spiller i efterkold­krigsæraen. De cen­trale kon­klu­sion­er er at at USA skal fastholde ret­ten til at angribe først, selv mod ikke‐atomvåbenførende nation­er. Atom­våben skal altid være tilgæn­gelige og i bered­skab for­di de ”kaster en skygge over enhver krise eller kon­flikt”. De skræm­mer mod­standerne og er på den måde hele tiden i spil. Det svar­er til at gå ind i en butik og sigte på ejeren med en revolver. Selvom du ikke sky­der bruger du revolv­eren alligev­el. STRATCOM fort­sæt­ter og siger at man i sit­u­a­tio­nen ikke skal være alt­for rationel når man bedøm­mer hvor man kan ramme mod­standeren hårdest. Alt skal trues over et bræt. ”Det er uforde­lagtigt at frem­stå alt for kølig og veloverve­jet. Det skal være en del af den nationale per­sona vi udstråler at USA kan blive urimelige og hævnger­rige hvis dets vitale inter­ess­er trues. Dette vil styrke vores strate­giske ståst­ed”. Og det her er ikke Nixon eller George W. Bush; Det er Bill Clin­ton. Igen val­gte vestlige intellek­tuelle og medierne at se den anden vej, men de der poten­tielt befind­er sig i USAs sigteko­rn kan ikke tillade sig en sådan luk­sus.
Der er også den sen­este his­torik som de nord­ko­re­anske ledere er fuldt ud klar over. Jeg vil ikke gen­nemgå den nu for det tillad­er tiden ikke, men den er ret afs­lørende. Jeg ref­er­er her til viden som hør­er til almen viden i USAs lærde kredse. Nord­ko­rea har ført en bytte‐bytte‐købmand poli­tik. Gen­sidighed når USA har mødt nord­ko­rea med samar­be­jde, gengældelse i mod­sat til­fælde. Nord­ko­rea er utvivl­somt et for­færdeligt sted, men his­to­rien anvis­er veje man kan gå hvis målet er at mindske risikoen for krig og det er bestemt ikke mil­itærøvelser og simulerede atom­bomb­ninger.

Irans atomprogram “den største trussel mod verdensfreden” iflg. USA

En nation der hævder at den har ret til at bruge vold og magt hvor som helst og når som helst kan ikke acceptere at noget skulle kunne afskrække dem her­fra.

Tillad mig at adressere den, med Oba­mas ord ”største trussel mod ver­dens­fre­den”, ord der pligt­skyldigt gen­t­ages af pressen: Irans atom­pro­gram. Det rejs­er et par spørgsmål: Hvem men­er at det er den største trussel? Hvori består truslen? Hvor­dan kan denne trussel imødegås hvad end den er?
Det er nemt at svare på det første spørgsmål: ”hvem men­er at det er en trussel”. Det gør USA og dets allierede men ikke resten af ver­den. Hverken de lande der ikke er på bagsmækken af USA og heller ikke de ara­biske lande. De ara­biske befolkninger er ikke bege­jstrede for Iran men de anser ikke lan­det for nogen særlig trussel. De anser der­i­mod USA for at være hov­edtruslen. Det gælder f.eks. for Irak og Egypten og det er ikke svært at forstå hvor­for de synes sådan.
Hvori består truslen? Her har vi svaret fra aller­hø­jeste niveau. USAs efter­ret­ningst­jen­ester udar­be­jder hvert år en rap­port til den amerikanske kongress der kaldes ”The Glob­al Secu­ri­ty Analy­sis”. Heri kan man læse at det iranske atom­pro­gram er en trussel såfremt man udvikler våben (det ved man ikke om de gør) for­di Iran i så fald vil bruge dem som led i deres afskrækkelsesstrate­gi over­for fremmede magter. Det kan USA ikke acceptere. En nation der hævder at den har ret til at bruge vold og magt hvor som helst og når som helst kan ikke acceptere at noget skulle kunne afskrække dem her­fra. Og heri består truslen alt­så.

USA aflyser konference om atomvåbenfri zone i mellemøsten

Hvor­dan imødegår man så denne trussel? Der er forskel­lige mulighed­er og jeg skal igen afholde mig fra at gå i detal­jer på grund af tid­nød, men der er især en mulighed der springer lige i øjnene, en mulighed som vi for­passede så sent som sid­ste decem­ber. Man ville afholde en inter­na­tion­al kon­fer­ence i Helsin­ki under FNs ikke‐spredningstraktat der skulle diskutere hvilke træk der kunne føre til en atom­våben­fri zone i mellemøsten. Der var overvældende inter­na­tion­al opbakn­ing fra både ara­biske og ikke‐USA ori­en­terede lande. Ideen har været på banen i årti­er anført ikke mindst af Egypten. Hvis den kunne komme igen­nem ville truslen om atom­krig være væsentligt for­minds­ket måske endog blive helt fjer­net. Alle holdt vejret: Ville Iran delt­age?
Tidligt i novem­ber indvil­ligede Iran i at delt­age, men et par dage senere afly­ste Oba­ma kon­fer­en­cen! EU‐parlamentet ved­tog en res­o­lu­tion der opfor­drede til at man gen­nem­førte kon­fer­en­cen alligev­el, men det er umuligt. Så vi må leve videre med den største trussel mod ver­dens­fre­den og vi ender muligvis i krig igen hvilket allerede forudsiges.
Befolknin­gen kunne gøre noget ved det her hvis den vid­ste at det foregik men her træder den frie presse i uheldig karak­ter. I USA har der bogstavelig talt ikke optrådt så meget som et ord om det her noget som helst sted i nærhe­den af den etablerede presse. I kan fortælle mig om det samme gælder for Europa.
Den sid­ste poten­tielle kon­fronta­tion er med Kina. Den er inter­es­sant men tiden løber så jeg vil ikke gå ind i den.

USA kaster vrag på gammel visdom, men modstanden vokser

occupy-wall-street-pretty-girl-arrestedSnart min­des vi Magna Car­tas 800‐års jubilæum. Magna Car­ta er den engelske lov fra 1200‐tallet der betragtes som grund­laget for al mod­erne lov­givn­ing. Men snarere end at fejre Magna Car­ta synes vi at ville begrave hvad lidt der er tilbage af skelet­tet efter at dens kød og blod er blevet pil­let væk af Bush, Oba­ma og deres kol­le­gaer i europa og europa er helt klart med i det spil.
Magna Car­ta bestod af to dele. Den ene hed ”Fri­heds­brevet” og det er den vi for øje­b­likket ser pil­let fra hinan­den. Den anden del hed ”Skovbrevet”. I Skovbrevet, og det her foregår naturligvis i Eng­land, blev fælle­se­jet; skove, land og vand, beskyt­tet mod autoriteternes udplyn­dring. Fælle­se­jet var den tra­di­tionelle kilde til føde, brænd­sel og almen velfærd og blev ple­jet i fæl­lesskab af de tra­di­tionelle sam­fund. Fælle­se­jet er dog blevet stedse afmon­teret under det kap­i­tal­is­tiske prin­cip om at alt bør være pri­vate­jet, udtrykt i den forskruede dok­trin der kaldes ”Tragedy of the com­mons” eller ”fælle­se­jets tragedie” iflg. hvilken fælle­se­je altid vil blive udbyt­tet af det enkelte indi­vid og der­for bør alt være på pri­vate hæn­der. Blot et enkelt over­fladisk blik på ver­den vis­er at det mod­sat­te er til­fældet. Det er pri­va­tis­er­ing der ødelæg­ger fælle­se­jet. Det er der­for det er ver­dens urbe­folkninger der før­er an i kam­p­en mod ødelæggelsen af Magna Car­ta og de får tilslut­ning fra andre. F.eks. demon­stran­terne i Istan­buls Gezi Park der forsøgte at blokere bull­doz­erne på Taksim‐pladsen for at red­de det sid­ste stykke fælle­se­je fra kom­mer­cial­is­mens nedrivn­ing­sh­old. Dette er en slags minia­ture af det sam­lede forsvar af fælle­se­jet. En del af den glob­ale opstand mod det vold­elige neo‐liberale angreb på ver­dens­be­folknin­gen. Europa lid­er kraftigt under det lige nu. De forskel­lige opstande har opnået bety­delige suc­ceser, mest drama­tisk i Lati­nameri­ka som i dette årtusinde stort set har opnået at befri sig selv fra vestens kvælertag for første gang i 500 år. Andre ting, andre lyspunk­ter er under­ve­js også men det generelle billede er efter min mening ret grumt. Som altid op gen­nem his­to­rien er der to mulige veje: Den ene led­er mod under­trykkelse og ødelæggelse, den anden før­er mod fri­hed og ret­færdighed. For at parafrasere Mar­tin Luther Kings berømte ord: Der er måde hvor­på man kan bøje det moralske univers him­mel­bue mod fri­hed og ret­færdighed – og i dag endog mod over­levelse.

Post‐scriptum – et lyslevende eksempel på USAs demokratiforståelse

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.