Noam Chomsky: USA opfører sig på ingen måde som et demokrati

Following nine months of inten­sive research—including two inve­sti­ga­tions in Pakistan, more than 130 inter­views with victims, witnesses, and experts, and review of thous­ands of pages of docu­men­ta­tion and media reporting—this report presents evidence of the damaging and coun­ter­pro­ductive effects of current US drone strike poli­cies. Based on exten­sive inter­views with Pakistanis living in the regions directly affected, as well as huma­ni­ta­rian and medical workers, this report provides new and first­hand testi­mony about the nega­tive impacts US poli­cies are having on the civi­lians living under drones. [icon name=”right”]

I de følgende vil jeg kommen­tere en række emner jeg mener burde være dagligt forsi­de­stof, men som ikke er det og i en række afgø­rende tilfælde enten næsten ikke nævnes eller bliver frem­stillet på måder der på mig virker direkte vild­le­dende fordi de næsten pr. refleks bliver isce­nesat på de magt­fuldes præmisser og ud fra de magt­fuldes doktriner.
I disse kommen­tarer vil jeg over­ve­jende foku­sere på USA. Det gør jeg af flere årsager. For det første er USA det vigtigste land hvad angår magt og indfly­delse. For det andet er USA længst fremme i en række udvik­linger. Ikke pga. dets iboende karakter, men fordi andre lande synes at følge USA. For det tredje og sidste er USA simpelthen det land jeg kender bedst. Dog kan det jeg vil sige med passende vari­a­tioner gælde for en lang række lande. Så jeg vil altså beskæf­tige mig med tendenser i det ameri­kanske samfund og hvad de, under skyldig hensyn­tagen til USAs magt og indfly­delse, inde­bærer for hele verden.
USAs magt er svin­dende. Det har den faktisk været siden den toppede i 1945, men den er stadig uover­truffen og det er en farlig situ­a­tion. Et choke­rende eksempel herpå er den inter­na­tio­nale terror-kampagne som Obama har ført og de begræn­sede og ynke­lige reak­tioner den har mødt i vesten. Og der er tale om en inter­na­tional terror-kampagne – den mest ekstreme i verden – tviv­lere henvises til den rapport som univer­si­te­terne i New York og Stanford har udgivet om emnet. Og der er faktisk endnu mere alvor­lige eksempler end bare den inter­na­tio­nale terr­o­risme på hvor farlig USA er.

Det “Reelt Eksisterende Kapitalistiske Demokrati”

Vi lever i et kapi­ta­li­stisk demo­krati og iflg. herskende visdom er dette system trods enkelte skøn­heds­fejl det bedst mulige. Der har gennem årerne verseret en inter­es­sant debat om forholdet mellem kapi­ta­lisme og demo­krati og om hvor­vidt de over­ho­vedet er fore­ne­lige? Men i stedet for at følge dette spor vil jeg gerne disku­tere et andet system. Et system vi kunne kalde det ”Reelt Eksisterende Kapitalistiske Demokrati”, på engelsk: ”Really Existing Capitalistic Democracy”, forkortet RECD hvilket tilfæl­digvis udtales ”wrecked” … ødelagt. Hvordan lever RECD op til idea­lerne om demo­krati? Det kommer an på hvilke idealer vi taler om, for der er flere versioner af idea­lerne om demo­krati. Der er f.eks. den næsten åben­ba­rede version. Den med svul­mende og højt­tra­vende retorik á la Obama komplet med patri­o­tisme osv. Det er den vi lærer børnene om i skolen. ”Folkets styring af og for folket”. Og den er nem at sammen­ligne RECD med.

I USA vil folk noget andet end den politik der føres

Et af hove­d­em­nerne i USAs akade­miske poli­tiske viden­skab har været studiet af hold­ninger kontra den førte politik. I USA hvor man konstant gennem­trawler befolk­ningen med rime­ligt seriøse og præcise menings­må­linger er den slags under­sø­gelser nemme at fore­tage og resul­ta­terne er ret inter­es­sante. I den afhand­ling der inden for emne­feltet betragtes som ”guld­stan­darden”, konklu­deres det at de 70% af befolk­ningen der befinder sig nederst på indkomst- og formu­eska­laen faktisk over­ho­vedet ingen poli­tisk indfly­delse har. De er simpelthen afkoblede.

Despite the seem­ingly strong empi­rical support in previous studies for theo­ries of
majo­ri­ta­rian demo­cracy, our analyses suggest that majo­ri­ties of the American public actu­ally have little influ­ence over the poli­cies our gover­n­ment adopts. Americans do enjoy many features central to demo­cratic gover­nance, such as regular elections, freedom of speech and asso­ci­a­tion, and a widespread (if still conte­sted) fran­chise. But we believe that if poli­cy­making is domi­nated by powerful busi­ness orga­niza­tions and a small number of affluent Americans, then America’s claims to being a demo­cratic society are seriously threatened.

Længere oppe på rangstigen stiger indfly­delsen en smule, men vi skal helt op på toppen, helt op i den øverste tien­dedel af en procent før der er overenstem­melse ml. de hold­ninger der trives og den politik der føres. Med andre ord: de aller­ri­geste får det som de vil have det uanset hvad andre vil. Et sådant system er ikke et demo­krati, det er et rigmandsvælde, et plutokrati.

Den slags afhand­linger kan vise sig at være ret farlige, for de fortæller jo folk lidt for meget om hvordan tingene hænger sammen i det samfund de bor i. ”Heldigvis” har kongressen da også afskåret yder­li­gere finan­si­e­ring af den slags, så det behøver vi altså ikke at bekymre os om fremover.

Senator Tom Coburn (R-Okla.) secured Democrats’ approval for an amend­ment to the bill that elimi­nates the National Science Foundation’s poli­tical science studies, except those the NSF director deems rele­vant to national security or U.S. economic interests.

Dette mønster i det reelt eksi­ste­rende kapi­ta­li­stiske demo­krati (RECD) ses overalt. F.eks. viser menings­må­linger at det vigtigste inden­rigs­po­li­tiske emne for ameri­ka­nerne lige nu er arbejds­løs­heden, men det er det ikke for de finan­si­elle insti­tu­tioner og de meget rige. For dem er statens budge­tun­der­skud det vigtigste. Hvordan slår det så igennem i den førte politik? Jo, det slår igennem som en drama­tisk sparekur med store offent­lige bespa­relser. Er det for at skabe jobs eller er det af hensyn til under­skuddet? Det er natur­ligvis af hensyn til underskuddet.

Europa er endnu længere ude

Europa er i øvrigt endnu længere ude. Så langt ude at selv The Wall Street Journal har udtrykt forfær­delse over det svin­dende euro­pæ­iske demo­krati. I en artikel i år konklu­de­rede WSJ at

… selvom fransk­mænd, spaniere, irerer, hollæn­dere, portu­gi­sere, grækere, slovener, slovak­kker og kypri­oter alle i vari­e­rende grad har nedstemt Eurozonens økono­miske politik siden krisen star­tede for tre år siden, har der trods nederlag efter nederlag ikke været nogen reelle ændringer. Venstrefløjen har vundet over højre­fløjen, højre­fløjen har besejret venstre­fløjen. Endog de kypri­o­tiske kommu­ni­ster der er så ildeset af centrum-højrefløjen har været på banen, men den økono­miske politik har hele vejen igennem været den samme; Regeringerne skærer ned på de offent­lige udgifter og hæver skat­terne og det er lige­meget hvad befolk­nin­gerne synes og vil. [… for … ] de natio­nale rege­ringer skal følge de makro-økonomiske direk­tiver som Europa-kommissionen udsteder.

Valgene er, lige som i de 3. verdens lande der er regeres af inter­na­tio­nale finan­si­elle insti­tu­tioner, så godt som lige­gyl­dige. Så vidt har man valgt at gå i Europa og det behø­vede man ikke.

Tilbage til USA

Tilbage til USA hvor situ­a­tionen ikke er helt så grotesk. Her finder man i en lang række sager den samme afgrunds­dybe forskel på befolk­nin­gens ønsker og den reelt førte politik. Tag for eksempel spørgs­målet om mini­mumsløn: 80% af befolk­ningen, herunder 40% af velha­verne, mener at den burde indek­seres i forhold til leveom­kost­nin­gerne og at den burde være så høj at ingen ryger under fattig­doms­grænsen, men hvad sker der med minimums-lønnen? Den er faldende og falder langt under disse niveauer.

“The American people are clear; they want the minimum wage raised for workers and their fami­lies and it’s time Congress took action,” said Rep. Edwards.

Det samme gælder lovgiv­ning der faci­li­terer faglig orga­ni­sa­tion – sådan lovgiv­ning er stærkt støttet af befolk­ningen men ugleset af de velha­vende og derfor på retur. Det gælder også sund­heds­væ­senet. USAs sund­heds­væsen er som bekendt en inter­na­tional skan­dale. Det er det eneste priva­ti­se­rede og forholdsvis uregu­le­rede system og det er dobbelt så dyrt pr. capita i forhold til andre OECD landes systemer, til gengæld er resul­ta­terne er forholdsvis pauvre. Befolkningen bryder sig ikke om det og har i årevis krævet et ordent­ligt offent­ligt sund­heds­tilbud. De finan­si­elle insti­tu­tioner derimod synes det er helt fint, så det forbliver stort set som det er. Fakta er at hvis USA havde et sund­heds­væsen som man har i sammen­lig­ne­lige lande så ville det berømte under­skud forsvinde, men det synes ikke at betyde meget.
figure http://uhdanmark.dk/wp-content/uploads/usa-budgetunderskud-ved-dk-sundhedsudgifter-pr-capita.png
USAs projek­te­rede stats­gæld. Den gule kurve viser hvordan deres budget ville se ud hvis de havde samme udgift­ni­veau på sundhed som Danmark har Kilde: CEPR

 

Et inter­es­sant eksempel er beskat­ning. I 35 år har man lavet opinions-undersøgelser der har under­søgt folks hold­ning til beskat­ning. Store flertal har ment at firmaer og de meget rige burde betale mere i skat, og hvad er sket? Både firmaer og meget rige har oplevet konstante skat­tes­ænk­ninger i denne periode.
Og sådan bliver det ved og ved, den førte politik er på stort set alle punkter den stik modsatte af den befolk­ningen ønsker. Et karak­te­ri­stisk træk ved RECD.

Et parti, to fløje – den moderat republikanske og den hårde republikanske

Førhen er USA ind i mellem sati­risk blevet beskrevet som et et-partis system. Partiet hedder ”Erhvervspartiet” og har to fløje der hedder hhv. Demokraterne og Republikanerne. Men den holder ikke længere. Vi har stadig et et-partis system, men nu har det kun en fløj bestå­ende af mode­rate Republikanere. Den fløj hedder Det Demokratiske Parti. Der er stort set ingen mode­rate Republikanere i det der kaldes Det Republikanske parti, og der er stort set ingen prog­res­sive Demokrater i et Demokratiske [sic] Parti der består næsten udeluk­kende af mode­rate Republikanere. Richard Nixon ville i dag være langt ude til venstre for det poli­tiske spek­trum og Eisenhower ville nærmest være i det ydre rum.
Der findes stadig noget der hedder Det Republikanske Parti, men det har for længe siden opgivet at lade som om at det skulle være et normalt funge­rende parla­men­ta­risk parti. I stedet marcherer partiet stramt i takt med erhvervs­li­vets og de meget riges ønsker og har et sæt dogmer alle må følge enty­digt, lidt lige som gamle dages kommunist-parti. Den aner­kendte konser­va­tive kommen­tator, en af de mest respek­te­rede, Norman Ornstein siger om dagens Republikanske Parti:

”En radikal og ideo­lo­gisk ekstrem opstand der ser hånligt på facts og kompro­misser og som lader hånt om sin poli­tiske opposition”

– en alvorlig fare for demo­kra­tiet som han påpeger.

En anden ide om demokrati: Elite-demokratiet

Kort sagt er RECD ret langt fra den højt­tra­vende retorik om demo­kra­tiet. Men der er en anden defi­ni­tion på demo­krati som faktisk er stan­dard­dok­trinen for den prog­res­sive demo­kra­tiske teori som den ser ud for nuvæ­rende hvilket jeg vil eksem­pli­fi­cere gennem et par udvalgte citater af ledende skik­kelser. I øvrigt ikke skik­kelser fra højre­fløjen. Disse er alle gode main­stream libe­rale i slægt med Woodrow Wilson, Franklin D. Roosevelt og Kennedy. Og ifølge denne version af demo­krati er
”… offent­lig­heden uvidende og næve­nyt­tige udefrakom­mende. De skal sættes på plads. Beslutningerne skal lægge hos en intel­li­gent mino­ritet af ansvar­lige mænd, der skal beskyttes fra flok­kens forvir­rede bissen”. 
Flokken forventes med års mellemrum at give sit besyv med ved at udvælge de ansvar­lige mænd, men udover det er deres rolle
”tilsku­e­rens, ikke den hand­lende deltagers”
– og det er for deres eget bedste at det skal være sådan. For som ophavs­manden [Walther Lippman i The Phantom Public] til den libe­rale poli­tisk viden­skab påpeger bør vi ikke under­kaste os
”demo­kra­tiske dogmer om at folk er bedst til selv at bedømme hvad der er bedst for dem”, 
for det er de ikke. Det er vi derimod, så det ville være uansvar­ligt at lade dem vælge, præcis som samme måde som det ville være uansvar­ligt at lade et 3-årigt barn alene i trafikken. Holdninger og meninger skal derfor kontrol­leres af hensyn til dem der kontrol­leres. Det er nødven­digt at ”kontrol­lere deres sind”, og det er også en nødven­dighed disci­pli­nere de insti­tu­tioner der er ansvar­lige for ”indok­tri­ne­ringen af de unge”. Alt dette er i øvrigt citater. Og hvis det lykkes for os, kan vi måske endelig komme tilbage til de gode gamle dage hvor ”Truman var i stand til at regere landet i samar­bejde med et forholds­vist lille antal Wall Street advo­kater og bank­folk”. Alt dette kommer fra nogle af de ypperste på det libe­rale parnas, nogle vil måske genkende citaterne.

Ideen om eliten og pøblen rækker langt tilbage

Rødderne til disse opfat­telser rækker langt tilbage. Helt tilbage til det moderne demo­kratis første spæde livs­tegn i sytten­hund­re­de­tal­lets England, og senere i USA. Og på ganske funda­mental vis føres de videre den dag i dag. Den første demo­kra­tiske revo­lu­tion var i England omkring 1640. Der var borger­krig ml. konge og parla­ment. Men borger­skabet, dem der omtalte sig selv som ”mænd af bedste kvalitet” var forfær­dede over de gryende folke­lige kræfter der begyndte at vise sig på den offent­lige scene. De støt­tede hverken konge eller parla­ment, for de ville, som de skrev i deres pamfletter, ikke regeres af ”riddere og gent­lemen der ikke gør andet end at under­trykke os, vi vil regeres af folk som os selv, folk af jorden der kender folkets trængsler”. Pøblen var et temmelig skrækind­j­a­gende syn, og det har den været lige siden. Det var den faktisk også længe før, og det fort­satte et århund­rede efter den Britiske demo­kra­tiske revo­lu­tion. Den ameri­kanske revo­lu­tions fædre havde stort set det samme syn på pøblen. Så de beslut­tede at ”magten må ligge i hænderne på natio­nens velstand, hos de mest ansvar­lige, de der forstår ejerne og deres rettig­heder”, og det gjaldt natur­ligvis også slave­e­jere. Altså gene­relt mænd der indser at den funda­men­tale rege­rings­op­gave er ”at beskytte velha­vernes mindretal mod fler­tallet”. Dette er citater af James Madison, den ameri­kanske forfat­nings fader. Det stod i den Konstitutionelle Konvention (Constitutional Convention), som er meget mere afslø­rende end de ”Føderalistiske Notater” (Federalist Papers) som folk ellers normalt læser. De Føderalistiske Notater var i bund og grund en propaganda-indsats hvis sigte var at over­tale offent­lig­heden til at accep­tere systemet, men debat­terne i den Konstitutionelle Konvention er meget mere afslø­rende, og lå faktisk til grund for hele det konsti­tu­tio­nelle system. Det fører for vidt at gå det igennem her, men det hele hvilede på et simpelt princip formu­leret af John Jay, Præsident for den Kontinentale Kongres og senere 1. over­dommer i højesteret, ”de der ejer landet bør regere det”. Dette er den primære doktrin i RECD helt op til i dag.
Der har været mange folke­lige kampe siden, og der har været mange folke­lige sejre. Men herskerne giver sig ikke. Jo mere frihed der vindes, des mere intens bliver indsatsen for at styre samfundet tilbage på rette kurs. Og i den hense­ende er der ikke de store forskelle på RECD og den 20. århund­redes prog­res­sive demo­kra­tiske teori jeg lige har talt om, bortset lige fra spørgs­målet om hvilke ”ansvar­lige mænd” der skal regere. Skal det være bank­folk eller den intel­lek­tu­elle elite? Eller for den sags skyld Central-komiteerne kendt fra en anden version af samme tanke­gang [kommu­nisme overs. anm.]

Hold dem hen i uvidenhed

obama pepsidentEt andet vigtigt aspekt ved RECD er at befolk­nin­gerne skal holdes hen i uvidenhed om hvad der sker med dem. ”Flokken” må forblive ”i vildrede”. Grundene hertil blev udlagt ganske klart af endnu en velanset liberal figur, Professor i Statsvidenskab v. Harvard University Samuel Huntington. Han påpe­gede at ”magten finder sin styrke i mørket. I solens klare lys forvi­trer den”. Bradley Manning står til en livs­tidsdom fordi han ikke forstod dette viden­ska­be­lige princip og nu også Edward Snowden og det fungerer ret godt. Hvis man kaster et blik på menings­må­linger ser man at Republikanerne står stær­kest i de fleste emner, selvom folk fore­trækker Demokraternes politik. F.eks. fore­trækker de fleste at Republikanerne står for skat­tepo­li­tikken, samtidig med at de er imod repu­bli­ka­nernes skat­tepo­litik. Dette mønster gentages over hele linjen og gælder endda det yderste højre, Tea-party folkene, og samtidig ser vi foragt for rege­rings­ap­pa­ratet. Støtten til kongressen skal måles i et-cifrede procenttal og det gælder hele resten resten af rege­rings­ap­pa­ratet. Det hele er hastigt på vej i kulkælderen.
Den slags resul­tater, som er rime­ligt konsi­stente, illu­strerer en demora­li­se­ring af befolk­ningen der må siges at være usæd­vanlig selvom der er tidli­gere eksempler i histo­rien, f.eks. Weimar Republikken. Der er mange forskel­lige værk­tøjer man bruger for at fast­holde offent­lig­heden i deres rolle som forvil­dede tilskuere. Et af de simp­leste er simpelthen at begrænse adgangen til det poli­tiske system. Iran har lige haft et valg der med rette blev kriti­seret fordi man skulle godkendes af det reli­giøse Vogternes Råd for over­ho­vedet at være valgbar. I USA skal man ikke godkendes af præster, men derimod af koncen­tra­tioner af privat kapital. Hvis du ikke kommer igennem deres filter, kommer du ikke ind i det poli­tiske system – der findes kun meget få undtagelser.

PR-industrien, et værktøj

Der er mange velkendte meka­nismer, for mange til en oprems­ning, men de er ikke sikre nok i sig selv. Derfor har man store insti­tu­tioner hvis formål er at under­grave det ægte demo­krati. En af dem er den enorme PR-industri der faktisk blev udviklet ud fra prin­cippet om at det er nødven­digt at kontrol­lere folks sindelag, stort set på samme måde som en hær kontrol­lerer sindelaget hos sine soldater, og det er faktisk et citat fra en af PR-industriens ledende skikkelser.
Når der er valg er det PR-industriens udtryk­ke­lige opgave at under­grave skolebogs-versionen af demo­kra­tiet. I skolen lærer du at demo­kra­tiet er baseret på velop­lyste vælgeres ratio­nelle valg. Man behøver sådan set blot at se på de valg­kampagner som PR-industrien orke­strerer og det bliver tyde­ligt at formålet er at disin­for­mere og skabe dårligt oplyste vælgere der vælger irra­tio­nelt. For PR-industrien er det let at omstille sig til denne opgave. Deres frem­meste opgave i livet er at skabe effektiv kommerciel annon­ce­ring og kommerciel annon­ce­ring er designet med henblik på at under­grave markeder. Hvis du nogen­sinde har taget et økonomi-kursus ville du have lært at markeder er baseret på velop­lyste forbru­geres ratio­nelle valg, men hvis du tænder for fjern­synet ser du reklamer der er lavet med det formål at skabe irra­tio­nelle og dårligt oplyste forbru­gere der fore­tager irra­tio­nelle valg. Hele ideen er at under­grave marke­dernes tekniske funktion.
De er i øvrigt udmærket klar over det forholder sig sådan. F.eks. holdt PR-industrien en stor konfe­rence kun nogle få måneder efter Obamas valgsejr i 2008. De uddeler hvert år en pris for den bedste marketing-kampagne og det år gik den til Obama. Dvs. Obamas kampagne var endnu bedre til at vild­lede end Apple Computers. Hvis du vil høre noget af det, så se noget video fra G8 mødet i Belfast og lyt til den højt­tra­vende retorik. Det er klassisk.
Der var en inter­es­sant vinkel på det her i erhvervspressen, først og frem­mest i The London Financial Times. De havde en lang artikel om valget hvor de inter­viewede erhvervs­le­dere om deres syn på valget og de var ret begej­strede. De fortalte at det her gav dem en ny model at føre folk bag lyset med. Obama-modellen kunne tjene som afløser til Reagan-modellen, som ellers havde virket ret godt i en periode.

Økonomien i RECD

danske bank
Mht. økono­mien: I dag er de finan­si­elle insti­tu­tioner kernen i økono­mien. Parallelt med arbejds­plads­ud­flyt­nin­gerne er de vokset enormt siden 1970’erne. Der har også været et kritisk skift i selve disse insti­tu­tio­ners karakter.
I 60’erne var en bank en bank. Hvis du havde nogle penge satte du dem i banken som så lånte dem ud så andre ku’ købe et hus eller starte en forret­ning osv. I dag er den trafik kun yderst marginal for de finan­si­elle insti­tu­tioner. De er mere inter­es­se­rede i indvik­lede og ekso­tiske mani­pu­la­tioner af markedet, og de finan­si­elle insti­tu­tioner er enorme. I USA stod de, fortrinsvis bankerne, for 40% af erhvervspro­fit­terne i 2007 . Det var lige før den krise de var hove­d­ansvar­lige for. Efter krisen ramte skrev en række økonomer, bl. a. Nobelprismodtageren Robert Solow og Harvards Benjamin Friedman artikler hvori de poin­te­rede at økono­merne ikke havde gjort meget ud af at studere hvor­ledes de finan­si­elle insti­tu­tioner påvirker økono­mien, og det er jo påfal­dende med tanke på hvor stor denne sektor er. Men efter krisen indt­rådte tog begge disse herre et kig og de konklu­de­rede begge at de finan­si­elle insti­tu­tioner formentlig havde en negativ virk­ning på økono­mien. Der er faktisk folk der er langt mere direkte. The Financial Time’s Martin Wolf, som er den mest aner­kendte finan­si­elle korre­spon­dent i den engelsk­ta­lende verden skriver at

… den løst- og amok­gå­ende finan­si­elle sektor æder den moderne marked­s­ø­ko­nomi op indefra, præcis som edder­kop­pe­hvep­sens larver æder sig ud af den vært de klækkes i”. Og her skal ”marked­s­ø­ko­no­mien” forstås som den del af økono­mien der rent faktisk produ­cerer noget

Martin Wolf i Financial Times

De store banker er en trussel for økonomien og dermed befolkningen

I en nylig udgave af et af USAs hoved­ma­ga­siner for erhvervs­stof Bloomberg Business Week, et af hoved-magasinerne for erhvervs­stof, kan man læse om en under­sø­gelse fore­taget af IMF (Den Internationale Valutafond) der viser at de største banker ikke laver deres egen profit. Deres indtje­ning kan spores tilbage til den såkaldte ”too-big-to-fail” politik, der reelt er rege­rin­gens forsik­ring af disse banker. Vi har hørt en masse til ”bank­pakker”, men der er en lang række andre værk­tøjer med hvilke rege­ringen forsikrer bankerne: billig kredit osv. Og iflg. i hvert fald IMF er det faktisk hele deres profit der laves sådan. Bloombergs redak­tører siger at dette er funda­men­talt for forstå­elsen af hvorfor bankerne udgør sådan en trussel for økono­mien – og for befolk­ningen naturligvis.
Efter kollapset så man for første gang økono­merne inter­es­sere sig seriøst for det der hedder Systemisk Risiko. De vidste en sådan risiko fandtes, men den havde aldrig været genstand for nogen videre under­sø­gelser. Systemisk Risiko betyder risi­koen for at systemet bryder sammen hvis en transak­tion mislykkes. Det er det som den økono­miske teori kalder en ekster­na­litet, en detalje. En af markeds­sy­ste­mernes velkendte, indbyg­gede og funda­men­tale fejl anses for blot en fodnote. Alle transak­tioner har konse­kvenser for andre transak­tioner, men det tages ikke med i over­vej­el­serne ved den enkelte transak­tion. Den Systemiske Risiko er væsentlig, og der er langt mere alvor­lige aspekter i det end det her nævnte. Det kommer jeg tilbage til.

Det “frie marked” nasser på staten

Hvad med den produk­tive under RECD? Her finder vi også et mantra. Mantraet om iværk­sæt­teri og forbru­ger­valg i det frie marked. Frihandels-aftaler er baseret på dette mantra, men det er det rene mytologi.

TISA-aftalen har gennem det seneste år været til forhand­ling mellem bl.a. EU, USA, Australien, Canada, New Zealand, Japan, Sydkorea og Mexico. Forhandlingerne foregår ligesom TTIP-forhandlingerne bag lukkede døre, og det er ifølge Dennis Kristensen meget lidt, der er sluppet ud om substansen. Men det vides ifølge PSI, at forhand­lin­gerne omfatter en ’standstill-klausul’, der vil cemen­tere det nuvæ­rende niveau af libe­ra­li­se­ring – herunder priva­ti­se­ring og udli­ci­te­ring – i servi­ce­sek­toren. Landene må ganske vist gerne gå videre med libe­ra­li­se­ringen ved f.eks. at give udvidet adgang i den offent­lige sektor til private uden­landske servi­ce­virk­som­heder, men man må ikke bevæge sig baglæns og f.eks. føre libe­ra­li­se­rede sektorer og opgaver tilbage til offent­ligt regi.

Virkeligheden er at der er massiv stats-intervention i produk­tions­ø­ko­no­mien og frihandels-aftalerne er alt andet end frie. Det burde være åben­lyst. Tag f.eks. IT-revolutionen, der driver økono­mien. Den er baseret på årtiers arbejde i den offent­lige sektor. Hårdt, dyrt og skabende arbejde i den offent­lige sektor, intet forbru­ger­valg over­ho­vedet. Iværksætteri måske, men det begræn­sede sig stort set til at få tilskud fra staten eller at få enten bail-outs eller blive opkøbt. Bortset fra hos enkelte økonomer, er denne faktor et overset men uhyre vigtigt element i erhvervs­li­vets profitter. Hvis du ikke kan sælge dette eller hint, så skal rege­ringen nok købe det af dig.
Efter årtiers hårdt, krea­tivt arbejde med grund­læg­gende research og udvik­ling over­lades frug­terne af arbejdet til det private erhvervsliv som så kan kommerci­a­li­sere og profi­tere på resul­tatet. Det er folk som Steve Jobs, Bill Gates osv. Det er natur­ligvis en forenkling men det er i store træk hvad der foregår. Dette mønster går helt tilbage de indu­stri­elle økono­miers barneår men det er især efter II. Verdenskrig helt tyde­ligt at dette burde være centralt i studiet af den produk­tive økonomi.
Et andet centralt aspekt i RECD er kapital-koncentration. I løbet af de sidste 20 år i USA, er de 200 største virk­som­he­ders andel af profitten steget vold­somt, tilsy­ne­la­dende pga. inter­nettet. Disse tendenser mod oligopoli (et marked domi­neret af få udby­dere) under­graver natur­ligvis også mantraet om det frie marked og den velop­lyste forbruger. Interessante emner, men jeg vil ikke gå videre med dem her.

RECD ignorerer truslen om miljøkatastrofe

london flood
I stedet vil jeg gerne henlede opmærk­som­heden på et andet spørgsmål: Hvordan er frem­tids­ud­sig­terne under RECD? Svaret er temmelig dystert. Det er ingen hemme­lighed at der er en række mørke skygger hængende over ethvert emne vi måtte vælge at disku­tere, og der er to af dem der er så truende at jeg vil foku­sere speci­fikt på dem. Den ene er miljø-katastrofe, den anden er atom-krig. Begge er trusler mod en værdig over­le­velse og begge kan blive aktu­elle i den nærmeste fremtid.
Jeg vil ikke sige så meget om udsigten til en miljø-katastrofe, den burde være åbenlys og denne trus­sels stør­relse bør stå klart for enhver der åbner øjnene, enhver der kan læse og ikke mindst for de der læser viden­ska­be­lige tids­skrifter. Hver ny udgave af sådanne tids­skrifter har stort set altid endnu mere alvor­lige advarsler end den sidste udgave havde.
Reaktionerne rundt omkring i verden er forskel­lige. Der er dem der aktivt søger at hindre den mulige kata­strofe, og i den anden grøft finder vi aktive bestræ­belser på at sætte fart på faren. I spidsen for denne nega­tive indsats finder vi det rigeste og mest magt­fulde land i verdens­hi­sto­rien, med ufor­lig­ne­lige fordele og det mest frem­træ­dende eksempel på RECD – landet de andre stræber mod at være.

Naturfolkene helt i front i kampen mod miljøkatastrofen

Helt i front i bestræ­bel­serne på at sikre vores efter­kom­mere værdige livsvilkår finder vi de såkaldt “primi­tive” samfund. Canadas “First Nations”, abori­gine samfund i Australien, stam­me­sam­fund og andre som dem. De lande der har store og indfly­del­ses­rige ur-befolkninger ligger solidt i spidsen i indsatsen for at “forsvare jorden” som de udtrykker det. De lande der har margi­na­li­seret eller udryddet deres ur-befolkninger ræser med stor entu­si­asme mod afgrunden. Dette er et af den moderne histo­ries hoved­træk. En af de ting der burde være på forsi­derne. Tag f.eks. Ecuador, der har en stor ur-befolkning. De søger støtte fra de rige lande for at kunne holde deres righol­dige fossile brænd­stof­s­res­sourcer der hvor de hører hjemme – under jorden. I mellem­tiden søger USA og Canada ivrigt at brænde hver en dråbe fossilt brænd­stof af de kan. Dette inklu­derer den mest farlige form for fossilt brænd­stof over­ho­vedet – Canadisk tjære-sand – og de søger at gøre dette så hurtigt og komplet som over­ho­vedet muligt, uden blik for hvad konse­kven­serne for verden er af denne ekstra­va­gante drift mod selv­de­struk­tion. Faktisk er et opslag i dagens avis nok hvis man ønsker dette vanvid illu­streret, og vanvid er det rette ord at bruge. Det er det diame­tralt modsatte af enhver form for ratio­na­litet, med mindre vi taler om RECDs forskruede ratio­na­litet naturligvis.

Erhvervslivet helt i front for at sikre vanviddet

Der har været massive kampagner fra erhvervs­livet for at implan­tere og sikre dette vanvid, men på trods af disse kampagner står USA stadig med et problem. Offentligheden er stadig alt for optaget af viden­ska­belig ratio­na­litet. En af de mange forskelle på den førte politik og den almene hold­ning er at den ameri­kanske offent­lighed er næsten lige så bekymret for miljøet som resten af verden er og forlanger kata­stro­fe­fore­byg­gende hand­ling, og det er faktisk mange menne­sker det drejer sig om. Imidlertid er begge poli­tiske partiers politik mest inspi­reret af Bush’ Irak-herostratisk berømte ”Kom bare an”. Den privat­fi­nan­si­e­rede orga­ni­sa­tion ”the American Legislative Exchange Council” udar­bejder love for de ameri­kanske stater og der er vel ingen grund til at kommen­tere hvilken slags love de afsted­kommer. De har massiv indfly­delse og en masse penge i ryggen så deres programmer har det med at blive til lov. Her og nu er de i gang med et nyt program hvis sigte er at over­vinde den stadigt omsig­gri­bende offent­lige fornuft. Programmet retter sig mod uddan­nelsen af de såkaldte K-12 børn (børne­ha­vebørn til og med skolebørn i 12. klasse). Det offi­cielt erklæ­rede mål er at forbedre væsent­lige evner, og det kan man jo kun være enig i, gennem balan­ceret under­vis­ning. ’Balanceret under­vis­ning’ betyder at hvis en 6. klasse under­vises i hvad der er ved at ske med klimaet skal de også intro­du­ceres for klima­skep­tisk mate­riale. Det kan være det vil råde bod på de massive kommerci­elle kampag­ners mang­lende evne til at gøre folk uvidende og irra­tio­nelle nok til at sikre de riges kort­sig­tede profitter. Det er i hvert fald formålet og flere stater i USA har alle­rede tilsluttet sig.
Det er værd at erindre at alt dette er egen­skaber der er dybt indbyg­gede i RECD. De er ikke nemme at gøre noget ved. Udover den insti­tu­tio­nelle nødven­dighed har de til formål at maksi­mere kort­sigtet profit mens en ekster­na­litet der er endog endnu farli­gere end syste­misk kollaps igno­reres. Som vi har set og vil se igen kan de skyl­dige i tilfælde af syste­miske kollaps og markedskol­laps, søge tilflugt hos baby­sit­ter­staten der gerne smider dem en rednings­pakke eller flere. Men står vi overfor ødelæg­gelse af miljøet, grund­vil­kåret for alt værdigt liv, er der ingen frel­sende engel klar med et plaster på såret. Alene af den grund er frem­tids­ud­sig­terne under RECD ret dystre.

Truslen om atomkrig

nuclearblast
Lad os kaste et blik på den anden skygge der hænger over os: Atomkrig. En trussel vi har kendt i 70 år og som ikke er fors­vundet og som endda i visse aspekter synes at vokse sig større. Under RECD er den gene­relle befolk­nings behov og rettig­heder en biting og det gælder også når det kommer til sikkerhed. Her er der, især i de akade­miske profes­sioner et andet gældende mantra der må siges at være næsten myto­lo­gisk: Regeringerne søger at beskytte den natio­nale sikkerhed. Alle der har stiftet bekendt­skab med inter­na­tio­nale studier har hørt dette mantra, men i virke­lig­heden søger rege­rin­gerne at udvide deres magt og at tilgo­dese deres primære lokale støtter. I USA er de primære lokale støtter den private sektor og som konse­kvens heraf har national sikkerhed ikke en særlig høj prio­ritet og det ser vi hele tiden også i disse dage. F.eks. den af Obama insti­ge­rede militær-operation hvis formål det var at myrde den 9/11 hoved­mistænkte, Osama bin Laden.

En enkelt militæroperation der kunne have endt i ragnarok

Obama holdt en vigtig tale om national sikkerhed d. 23. maj sidste år. Den blev dækket vidt og bredt, men der var et vigtigt afsnit som man overså i dækningen. Obama hyldede opera­tionen, han var stolt af den – en opera­tion der i øvrigt udgjorde endnu et skridt mod afmon­te­ringen af grund­læg­gende prin­cipper i Anglo-amerikansk lovgiv­ning, nemlig formod­ningen om uskyld indtil andet er bevist. En problem­stil­ling der nu er så bredt kendt at det ikke er nødven­digt at gøre yder­li­gere opmærksom på det her – Obama hyldede opera­tionen men han tilfø­jede: ”det kan dog ikke være normen” fordi ”det var forbundet med ekstrem høj risiko”. Det hold speci­alstyrker (Navy SEALs) der udførte mordet risi­ke­rede at ende i en udvidet skud­veks­ling med det paki­stanske militær og selvom det lykke­ligvis ikke skete var, som præsi­denten sagde ”omkost­nin­gerne i vores forhold til Pakistan – og den paki­stanske offent­lig­heds vrede over denne kræn­kelse af paki­stansk terri­to­rium [læs: aggres­sion red.] så alvorlig at vi først nu er i gang med at genop­bygge vores vigtige samar­bejds­for­hold til Pakistan”.
Men der er mere end det, der er et par detaljer der er værd at nævne. Specialstyrkernes ordre var at de skulle kæmpe sig ud hvis de blev pågrebet. Man ville ikke have over­ladt dem til deres skæbne hvis de med Obamas ord blevet ”fanget i en udvidet skud­veks­ling”. Man ville have anvendt hele den ameri­kanske hærs magt til at få dem ud hvis det blev nødven­digt. Pakistan har også en stærk hær. Den er veltrænet og stærkt moti­veret når det gælder at beskytte Pakistans natio­nale suveræ­nitet og natur­ligvis har den atom­våben. Våben der i øvrigt bekymrer paki­stanske atom­våben og atom­po­litik eksperter fordi de risi­kerer at falde i hænderne på jihadi-elementer. Det kunne have eska­leret til en atom­krig og det var ikke langt fra at det gjorde det. Den paki­stanske stabs­chef General Kayani modtog under­ret­ning om inva­sionen endnu inden de ameri­kanske speci­alstyrker havde rømmet bin Ladens opholds­sted og han beor­drede sin stab til med hans ord at ”konfron­tere alle uiden­ti­fi­ce­rede fly”. Han formodede at angrebet kom fra Indien. I Kabul beor­drede den ameri­kanske Central Commands øverste chef general David Petraeus i mellem­tiden at ”Amerikanske krigsfly skal reagere hvis paki­sta­nerne sender deres kampfly på vingerne”. Så tæt var det på en væbnet konflikt mellem de to lande, men denne risiko imødeså man uden nogen følelig bekym­ring – faktisk helt uden at rappor­tere hjem.
Man kunne sige meget mere om den opera­tion og dens umåde­lige omkost­ninger for Pakistan, men lad os i stedet se nærmere på the sikker­heds­pro­ble­ma­tikken, først hvad angår terror og så det meget mere kritiske spørgsmål om faren for øjeblik­kelig atomar tilintetgørelse.

Terrorister skabes af vor egen terror

Som jeg var inde på tidli­gere, fører Obama lige nu verdens største inter­na­tio­nale terror-kampagne, en kampagne båret af speci­alstyrker og droner og samtid en terr­or­ska­bende kampagne. Der er på højeste steder generel konsensus om at disse indsatser skaber poten­ti­elle terr­o­ri­ster, for at citere Petraeus forgænger, Gen. Stanley McChrystal: ”for hver uskyldig dræbt” og der er mange af dem, ”skaffer du dig 10 nye fjender”.
For et par måneder siden var medi­erne fulde af nyheden om marat­hon­bomben i Boston, men vi hørte ikke meget om drone­bomb­ningen i Yemen blot to dage efter. Det gør vi som regel aldrig, den slags bomb­ninger er bare noget der sker. Regulære terror-operationer som medi­erne ikke inter­es­serer sig for fordi vi er ligeg­lade med inter­na­tional terr­o­risme så længe den ikke går ud over os selv. Men denne hørte vi så alli­gevel lidt om. En ung mand fra den landsby der blev angrebet afgav forkla­ring i Kongressen. Han fortalte at yeme­ni­tiske jihadi-styrker i mange år havde forsøgt at vende lands­byens beboere mod ameri­ka­nerne. Men lands­by­bo­erne lod sig ikke besnære for det eneste de vidste om USA var hvad den unge mand fortalte dem og han havde stor sympati for ameri­ka­nerne. Han fortalte dem at USA var et dejligt sted og derfor fik jiha­di­erne ikke vendt lands­by­bo­erne. Det gjorde derimod et enkelt drone­an­greb. Hele lands­byen hadede nu USA og ønskede død og ødelæg­gelse over ameri­ka­nerne. Dronen havde dræbt en mand alle kendte og som man nemt kunne have arre­steret hvis man havde ønsket det. Men vi bekymrer os ikke om den slags når vi udfører vores inter­na­tio­nale terr­or­kampagner og vi bekymrer os heller ikke om national sikkerhed.
Invasionen af Irak var et ret iøjne­fal­dende eksempel herpå. Både U.S. og britiske efter­ret­ning­s­tje­ne­ster meldte hjem at en inva­sion sand­syn­ligvis ville føre til en stig­ning i terror, men man var ligeglad og det var præcis det der skete. Iflg. rege­rin­gens stati­stikker steg terr­oren med faktor 7 i det første år efter invasionen.

Også i Danmark er der åbenlys modsæt­ning mellem vurde­rin­gerne fra efter­ret­ning­s­tje­ne­ster og rege­ringen. I den netop [2006 red.] offent­lig­gjorte årsrap­port fra Politiets Efterretningstjeneste i Danmark konsta­terer PET at den danske delta­gelse i de mili­tære opera­tioner i Irak og Afghanistan forøger risi­koen for terr­or­hand­linger mod danske mål.

Lige nu forsvarer rege­ringen den massive over­våg­nings­o­pe­ra­tion som har ryddet forsi­derne. Argumentet er at vi er nødt til at gøre det for at kunne pågribe terrorister.
Hvis vi havde haft en fri presse, en reelt fri presse, så ville over­skrif­terne gøre tykt grin med den påstand med henvis­ning til at uden­rigs­po­li­tikken føres på en måde der forstærker terr­oren. Men det kan ikke læses i pressen hvilket er en af utal­lige indi­ka­tioner på hvor langt vi er fra hvad man ellers forstår ved en fri presse.

Faren for atomkrig

Men som nævnt er der et mere alvor­ligt problem: Faren for øjeblik­kelig atomar tilin­tet­gø­relse. Et problem der aldrig har vakt virkelig bekym­ring i rege­rings­kredse og der er talrige åben­lyse eksempler herpå. Vi ved faktisk en del om det fordi USA er et usæd­van­ligt frit og åbent samfund og der findes mange frigivne interne doku­menter – hvilket giver os mulighed for at finde ud af det hvis vi har lyst.

Den kolde krig

Tilbage i 50’erne var det ameri­kanske bered­skab simpelthen over­væl­dende, uden histo­risk fortil­fælde. Der var en poten­tiel trussel: Interkontinale balli­stiske missiler med brint­bom­be­lad­ninger. De fandtes ikke på davæ­rende tids­punkt, men det var kun et spørgsmål om tid før de gjorde. Russerne var klar over at de var langt bagud i militær tekno­logi og tilbød USA at indgå en traktat der ville forbyde missiler med brint­bomber. En sådan traktat ville have været fanta­stisk for USAs natio­nale sikkerhed. McGeorge Bundy, der var sikker­heds­rå­d­giver for Kennedy og Johnson har skrevet et vægtigt histo­risk værk om den atomare sikker­heds­po­litik og han har et par henka­stede sætninger om dette aspekt. Han skriver at det var ham umuligt at finde så meget som et stabs­do­ku­ment der under­søgte mulig­he­derne i sådan en traktat. Her har man chancen for at sikre landet for den totale kata­strofe og der er ikke engang så meget som et notat der behandler emnet. Glem det – vi har travlt med de vigtige ting.

Sovjet tilbød et forenet og demokratisk Tyskland, USA afslog.

Et par år efter gav Stalin vesten et bemær­kel­ses­vær­digt tilbud. Han tilbød at gå med til et forenet Tyskland med frie og inter­na­tio­nalt over­vå­gede valg (i hvilke kommu­ni­sterne helt sikkert ville tabe) på en betin­gelse: Tyskland skulle til gengæld afmi­li­ta­ri­seres. Et vigtigt punkt for russerne da Tyskland flere gange havde anrettet store ødelæg­gelser i Rusland gennem århund­rede. Et væbnet Tyskland som medlem af en fjendtlig vestlig alli­ance er natur­ligvis en stor trussel for Rusland.
Stalin frem­satte tilbuddet i fuld offent­lighed og et af dets konse­kvenser ville natur­ligvis være at den offi­ci­elle begrun­delse for NATO-samarbejdet ville forsvinde, men tilbuddet blev hånligt afvist, det kunne simpelthen ikke være sandt. Der var et par få folk der tog det seriøst, f.eks. James Warburg, en velanset kommen­tator af inter­na­tio­nale forhold men også han blev hånligt affær­diget. I dag hvor de russiske arkiver er blevet åbnet op ser de lærde tilbage på tilbuddet og det lader til at det åben­bart var seriøst ment. Men ingen ku’ tage notits dengang fordi det ikke stemte overens med den bydende poli­tiske nødven­dighed – tilve­je­brin­gelse af enorme trusler om krig.

Sovjet tilbyder massiv gensidig nedrustning, USA afslår, Cuba-krisen opstår.

I senhalv­tred­serne, da Khrusjtjov overtog efter Stalin, stod det ham klart at Rusland var langt bagude økono­misk og at det ikke kunne konkur­rere mili­tær­tek­no­lo­gisk med USA og samtidig udvikle sig økono­misk hvilket lå Khrusjtjov meget på sinde. Derfor tilbød han en massiv gensidig nedrust­ning af angrebs­våben. Eisenhower-administrationen i USA tog det ikke rigtigt op, men Kennedy-admi­ni­stra­tionen hørte efter. De hørte efter og afviste ideen. Khrusjtjov påbe­gyndte derefter en helt ensidig nedrust­ning og da Kennedy-admi­ni­stra­tionen så det valgte de til gengæld at opruste. Ikke alene afviste de altså nedrust­ning, men på et tids­punkt hvor de var langt foran valgte de at øge forspringet endnu mere.
Dette var en af grun­dene til at Khrusjtjov place­rede missiler på Cuba i 1962 i et forsøg på at rette balancen en smule op. Dette førte til det histo­ri­keren og Kennedy-rådgi­veren Arthur Schlesinger kaldte ”det mest farlige øjeblik i verdens­hi­sto­rien” nemlig den Cuba-krisen. Der var faktisk endnu en grund til krisen: Kennedy-admi­ni­stra­tionen førte en massiv terr­or­kampagne mod Cuba. Massiv terr­o­risme. Den slags terr­o­risme som vesten ikke kerer sig om fordi ofrene ikke var os. Operationen hed ”Mongoose” og havde som ulti­ma­tivt mål at inva­dere Cuba i oktober 1962. Det er sand­syn­ligt at russerne og cuba­nerne kendte til dette uden nødven­digvis at kende alle detaljer, så det har været medvir­kende i deres beslut­ning om at placere missiler på Cuba.
Herefter fulgte som bekendt nogle højspændte uger der kulmi­ne­rede d. 26 oktober 1962. På det tids­punkt var atom­be­væb­nede B-52 bombefly klar til at angribe Moskva og de havde tilla­delse til at angribe uden forud­gå­ende ordre fra centralt hold. Kennedy selv hældte til militær indgriben for at fjerne missi­lerne på Cuba. Hans egen subjek­tive skøn var at risi­koen for atom-krig var et sted mellem en tred­jedel og halv­delen. Iflg. Præsident Eisenhower ville en sådan krig have udslettet hele den nord­lige halvkugle.

Sovjet tilbyder at fjerne Cuba-missiler hvis USA vil fjerne Tyrkiet-missiler, USA afslår

På samme tids­punkt, d. 26. okt. 1962 sendte Khrusjtjov et brev til Kennedy. Brevet inde­holdt et tilbud der kunne ende Cuba-krisen. Russerne ville trække missi­lerne tilbage fra Cuba hvis USA til gengæld ville trække deres missiler fra Tyrkiet. Kennedy var ikke en gang klar over at der var missiler i Tyrkiet, men det blev bekræftet af hans rådgi­vere. En af grun­dene til at han ikke var klar over at man havde missiler i Tyrkiet var at de var foræl­dede og at de alle­rede var ved at blive fjernet. Deres opgave skulle over­tages af de usår­lige og langt mere farlige Polaris-ubåde. Så det var altså tilbuddet: Russerne trak missi­lerne ud af Cuba; USA skulle trække missiler der alle­rede var ved at blive fjernet ud af Tyrkiet. Missilerne i Tyrkiet var i øvrigt en meget større trussel mod Rusland end missi­lerne i Cuba var mod USA.
Men Kennedy afviste forslaget! Formentlig en af de mest forfær­dende beslut­ninger i menne­ske­he­dens historie. Han løb dermed en gigan­tisk risiko for verden­sø­de­læg­gelse alene for at hævde et princip. Nemlig prin­cippet om at ”Vi har ensi­digt ret til at true hvem som helst med ødelæg­gelse. Ingen må true os, ikke en gang for at afskrække os fra at fore­tage en plan­lagt inva­sion”. Og hvad værre er – det vi har lært af den omgang. Kennedy roses for at have vist køligt mod under pres, det er dagens stan­dard­ver­sion af de begivenheder.

1973: USA truer med atomkrig som led i Israel-rænkespil

Truslerne ophørte ikke her. Ti år senere i 1973 slog Henry Kissinger atom-alarm. Formålet var at afskrække russerne fra at blande sig i den Israelsk-arabiske konflikt. USA og Rusland havde på det tids­punkt opnået enighed om at gennem­trumfe en våben­hvile, men Kissinger havde ad bagveje ladet isra­e­lerne forstå at den kunne de igno­rere, de kunne fort­sætte som hidtil. Kissinger ønskede ikke at russerne skulle blande sig i det, så han slog simpelthen atom-alarm.

1983: USA provokerer Sovjet med simulerede luft- og flådeangreb

Endnu ti år senere; Ronald Reagan er præsi­dent. Hans admi­ni­stra­tion beslut­tede sig for at afprøve det russiske forsvar­s­ap­parat og iværk­satte derfor simu­le­rede luft- og flåde­an­greb. Luftangreb ind i landet og flåde­an­greb ved dets grænser. Dette afstedkom natur­ligvis bestyr­telse i Rusland der i modsæt­ning til USA er ganske sårbart og som gentagne gange har oplevet altø­de­læg­gende inva­sioner. Dette betød en over­hæn­gende krigs­fare i 1983. Nyligt frigivne arkiver viser os hvor farlig situ­a­tionen var – langt farli­gere end histo­ri­kere hidtil har antaget. I en nylig CIA-rapport ”Krigsfaren var reel” konklu­deres det at man var tæt på atom-krig. Endvidere konklu­deres det at USAs efter­ret­ning­s­tje­ne­ster under­vur­de­rede risi­koen for at russerne i skræk for et ameri­kansk angreb skulle udføre et præven­tivt russisk atoman­greb. Det seneste nummer af The Journal of Strategic Studies – et af hoved­tids­krif­terne – skriver at dette næsten blev et forspil til et præven­tivt atoman­greb. Og det bliver ved. Jeg vil ikke gå i detaljer, men Bin Laden atten­tatet er et nyligt eksempel.

Tre nuværende trusler om atomart ragnarok: Nordkorea, Iran og Kina

Der er tre nye trusler for tiden. Jeg skal gøre det kort, men lad mig nævne tre tilfælde der er værd at kigge på og som er på forsi­derne lige nu: Nordkorea, Iran og Kina. Nordkorea har udstedt vilde og farlige trusler og disse trusler tilskrives gene­relt deres sinds­syge ledelse. Man kan hævde at Nordkoreas rege­ring er den værste, farligste og mest sinds­syge rege­ring i verden og det er formentlig sandt. Men hvis vi ønsker at formindske trus­lerne i stedet for bare at marchere i takt er der et par ting vi er nødt til at tage under skyldig overvejelse.

USA simulerer præventivt atomangreb på Nordkorea

En af dem er at den nuvæ­rende krise opstod som følge af de krigs­spil som USA og Syd-korea opførte. For første gang nogen­sinde inklu­de­rede disse en simu­la­tion af et præven­tivt angreb i et total­krigs scenarie mod Nordkorea. Dele af disse øvelser inde­holdt simu­le­rede atoman­greb på Nordkoreas grænser, hvilket bringer ubeha­ge­lige minder frem for Nordkoreas ledelse. De husker at en super­magt ved navn USA for 60 år siden nærmest jævnede landet med jorden. De husker at USA, da der stort set ikke var mere tilbage at bombe, vendte blikket mod landets dæmninger. Bombning af dæmninger anses for en krigs­for­bry­delse og var noget der medførte døds­straf ved Nürnberg-processerne. Der findes doku­menter som vest­lige intel­lek­tu­elle og medier har valgt at igno­rere, offi­ci­elle US Airforce rapporter, som jeg vil opfordre folk til at læse. Heri kan Nordkoreas ledelse læse jublende beret­ninger om det fanta­stiske syn af en flod­bølge der ”fuld­stæn­digt ryddede næsten 45km dal” og ødelagde 75% af rispro­duk­tio­nens vand­for­sy­ning. En aktion der afstedkom nogle af de mest hade­fulde tirader nogen­sinde fra den kommu­ni­stiske propa­gan­da­mølle i de tre år krigen varede. For kommu­ni­sterne betød ødelæg­gelsen af dæmnin­gerne først og frem­mest at rispro­duk­tionen, deres vigtigste føde­va­rekilde, blev smadret. Det kan være svært for en vester­læn­ding at forstå de fryg­tind­g­y­dende konse­kvenser af et sådant tab for en asia­tisk befolk­ning; sult og langsom død og deraf kom rase­riet og trus­lerne om gengæl­delse da bomberne regnede ned over fem dæmninger. De forrykte og rasende Nordkoreanske ledere kan også læse om USAs stra­te­giske doktriner i nu frigivne doku­menter fra højeste niveau.

USA fastholder retten til at anvende a-våben først

En af de vigtigste af disse doktriner stammer fra en rapport udar­bejdet af Clintons stra­te­giske kommando, STRATCOM. Den handler om den rolle a-våben spiller i efter­kold­krig­særaen. De centrale konklu­sioner er at at USA skal fast­holde retten til at angribe først, selv mod ikke-atomvåbenførende nationer. Atomvåben skal altid være tilgæn­ge­lige og i bered­skab fordi de ”kaster en skygge over enhver krise eller konflikt”. De skræmmer modstan­derne og er på den måde hele tiden i spil. Det svarer til at gå ind i en butik og sigte på ejeren med en revolver. Selvom du ikke skyder bruger du revol­veren alli­gevel. STRATCOM fort­sætter og siger at man i situ­a­tionen ikke skal være altfor rationel når man bedømmer hvor man kan ramme modstan­deren hårdest. Alt skal trues over et bræt. ”Det er ufor­del­ag­tigt at fremstå alt for kølig og velover­vejet. Det skal være en del af den natio­nale persona vi udstråler at USA kan blive urime­lige og hævn­ger­rige hvis dets vitale inter­esser trues. Dette vil styrke vores stra­te­giske ståsted”. Og det her er ikke Nixon eller George W. Bush; Det er Bill Clinton. Igen valgte vest­lige intel­lek­tu­elle og medi­erne at se den anden vej, men de der poten­tielt befinder sig i USAs sigte­korn kan ikke tillade sig en sådan luksus.
Der er også den seneste historik som de nord­kore­anske ledere er fuldt ud klar over. Jeg vil ikke gennemgå den nu for det tillader tiden ikke, men den er ret afslø­rende. Jeg referer her til viden som hører til almen viden i USAs lærde kredse. Nordkorea har ført en bytte-bytte-købmand politik. Gensidighed når USA har mødt nord­korea med samar­bejde, gengæl­delse i modsat tilfælde. Nordkorea er utvivl­somt et forfær­de­ligt sted, men histo­rien anviser veje man kan gå hvis målet er at mindske risi­koen for krig og det er bestemt ikke mili­tærø­velser og simu­le­rede atombombninger.

Irans atomprogram “den største trussel mod verdensfreden” iflg. USA

En nation der hævder at den har ret til at bruge vold og magt hvor som helst og når som helst kan ikke accep­tere at noget skulle kunne afskrække dem herfra.

Tillad mig at adres­sere den, med Obamas ord ”største trussel mod verdens­freden”, ord der pligt­skyl­digt gentages af pressen: Irans atom­pro­gram. Det rejser et par spørgsmål: Hvem mener at det er den største trussel? Hvori består truslen? Hvordan kan denne trussel imødegås hvad end den er?
Det er nemt at svare på det første spørgsmål: ”hvem mener at det er en trussel”. Det gør USA og dets alli­e­rede men ikke resten af verden. Hverken de lande der ikke er på bags­mækken af USA og heller ikke de arabiske lande. De arabiske befolk­ninger er ikke begej­strede for Iran men de anser ikke landet for nogen særlig trussel. De anser derimod USA for at være hoved­truslen. Det gælder f.eks. for Irak og Egypten og det er ikke svært at forstå hvorfor de synes sådan.
Hvori består truslen? Her har vi svaret fra aller­hø­jeste niveau. USAs efter­ret­ning­s­tje­ne­ster udar­bejder hvert år en rapport til den ameri­kanske kongress der kaldes ”The Global Security Analysis”. Heri kan man læse at det iranske atom­pro­gram er en trussel såfremt man udvikler våben (det ved man ikke om de gør) fordi Iran i så fald vil bruge dem som led i deres afskræk­kel­ses­stra­tegi overfor frem­mede magter. Det kan USA ikke accep­tere. En nation der hævder at den har ret til at bruge vold og magt hvor som helst og når som helst kan ikke accep­tere at noget skulle kunne afskrække dem herfra. Og heri består truslen altså.

USA aflyser konference om atomvåbenfri zone i mellemøsten

Hvordan imødegår man så denne trussel? Der er forskel­lige mulig­heder og jeg skal igen afholde mig fra at gå i detaljer på grund af tidnød, men der er især en mulighed der springer lige i øjnene, en mulighed som vi forpas­sede så sent som sidste december. Man ville afholde en inter­na­tional konfe­rence i Helsinki under FNs ikke-spredningstraktat der skulle disku­tere hvilke træk der kunne føre til en atom­vå­benfri zone i melle­mø­sten. Der var over­væl­dende inter­na­tional opbak­ning fra både arabiske og ikke-USA orien­te­rede lande. Ideen har været på banen i årtier anført ikke mindst af Egypten. Hvis den kunne komme igennem ville truslen om atom­krig være væsent­ligt formind­sket måske endog blive helt fjernet. Alle holdt vejret: Ville Iran deltage?
Tidligt i november indvil­li­gede Iran i at deltage, men et par dage senere aflyste Obama konfe­rencen! EU-parlamentet vedtog en reso­lu­tion der opfor­drede til at man gennem­førte konfe­rencen alli­gevel, men det er umuligt. Så vi må leve videre med den største trussel mod verdens­freden og vi ender muligvis i krig igen hvilket alle­rede forudsiges.
Befolkningen kunne gøre noget ved det her hvis den vidste at det foregik men her træder den frie presse i uheldig karakter. I USA har der bogsta­velig talt ikke optrådt så meget som et ord om det her noget som helst sted i nærheden af den etab­le­rede presse. I kan fortælle mig om det samme gælder for Europa.
Den sidste poten­ti­elle konfron­ta­tion er med Kina. Den er inter­es­sant men tiden løber så jeg vil ikke gå ind i den.

USA kaster vrag på gammel visdom, men modstanden vokser

occupy-wall-street-pretty-girl-arrestedSnart mindes vi Magna Cartas 800-års jubilæum. Magna Carta er den engelske lov fra 1200-tallet der betragtes som grund­laget for al moderne lovgiv­ning. Men snarere end at fejre Magna Carta synes vi at ville begrave hvad lidt der er tilbage af skelettet efter at dens kød og blod er blevet pillet væk af Bush, Obama og deres kolle­gaer i europa og europa er helt klart med i det spil.
Magna Carta bestod af to dele. Den ene hed ”Frihedsbrevet” og det er den vi for øjeblikket ser pillet fra hinanden. Den anden del hed ”Skovbrevet”. I Skovbrevet, og det her foregår natur­ligvis i England, blev fællesejet; skove, land og vand, beskyttet mod auto­ri­te­ternes udplyn­dring. Fællesejet var den tradi­tio­nelle kilde til føde, brændsel og almen velfærd og blev plejet i fælles­skab af de tradi­tio­nelle samfund. Fællesejet er dog blevet stedse afmon­teret under det kapi­ta­li­stiske princip om at alt bør være priva­tejet, udtrykt i den forskruede doktrin der kaldes ”Tragedy of the commons” eller ”fællese­jets tragedie” iflg. hvilken fælleseje altid vil blive udbyttet af det enkelte individ og derfor bør alt være på private hænder. Blot et enkelt over­fla­disk blik på verden viser at det modsatte er tilfældet. Det er priva­ti­se­ring der ødelægger fællesejet. Det er derfor det er verdens urbe­folk­ninger der fører an i kampen mod ødelæg­gelsen af Magna Carta og de får tilslut­ning fra andre. F.eks. demon­stran­terne i Istanbuls Gezi Park der forsøgte at blokere bull­dozerne på Taksim-pladsen for at redde det sidste stykke fælleseje fra kommerci­a­lis­mens nedriv­nings­hold. Dette er en slags mini­a­ture af det samlede forsvar af fællesejet. En del af den globale opstand mod det volde­lige neo-liberale angreb på verdens­be­folk­ningen. Europa lider kraf­tigt under det lige nu. De forskel­lige opstande har opnået bety­de­lige succeser, mest drama­tisk i Latinamerika som i dette årtu­sinde stort set har opnået at befri sig selv fra vestens kvælertag for første gang i 500 år. Andre ting, andre lyspunkter er under­vejs også men det gene­relle billede er efter min mening ret grumt. Som altid op gennem histo­rien er der to mulige veje: Den ene leder mod under­tryk­kelse og ødelæg­gelse, den anden fører mod frihed og retfær­dighed. For at paraf­ra­sere Martin Luther Kings berømte ord: Der er måde hvorpå man kan bøje det moralske univers himmelbue mod frihed og retfær­dighed – og i dag endog mod overlevelse.

Post-scriptum – et lyslevende eksempel på USAs demokratiforståelse

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here