Denne artikel af Johan Harri er oversat fra engelsk: Is Gideon Levy the most hated man in Israel or just the most heroic? og kan læses i original på den britiske avis The Independents hjemmeside.

Gideon Levy
Gideon Levy
Gideon Levy er den mest forhadte mand i Israel – og måske den mest helte­mo­dige. Denne ”gode Tel Aviv dreng” – et nøgternt, seriøst barn af den jødiske stat – er blevet beskudt adskil­lige gange af den isra­elske hær, han er blevet truet med at blive ”slået til pluk­fisk” på landets gader og han er blevet mødt med krav om at han skulle under særlig over­våg­ning fra rege­rings­mi­ni­stre fordi han udgjorde en ”fare for sikker­heden”. Alt dette fordi han har gjort noget helt enkelt, noget som næsten ingen andre isra­e­lere har gjort. Så godt som hver uge i de forløbne tre årtier er han taget til de besatte områder og beskrevet hvad han ser, lige ud af lande­vejen og uden propa­ganda. ”Min beskedne mission er at forhindre en situ­a­tion hvor mange isra­e­lere vil kunne sige ’vi vidste ikke hvad der foregik’” og derfor er der mange der ønsker ham standset.
Gideon Levys historie – og forsø­gene på at håne, under­trykke eller benægte hans ord – er histo­rien om Israel i en nødde­skal. Hvis han taber, så er det selve Israel der taber.
Jeg mødte ham på i en hotel bar i Skotland i forbin­delse med hans euro­pa­turne hvor han prom­overer sin nye bog ’The Punishment of Gaza’ (Afstraffelsen af Gaza). Den 57-årige Levy ligner en østeu­ro­pæisk intel­lek­tuel på en fridag – høj, bred og klædt i sort og med en tydelig accent i et engelsk der klinger i en lyrisk baryton. Han virker så hjem­me­vant i bogfesti­va­lernes og den sorte kaffes verden at det er i begyn­delsen er svært at fore­stille sig ham sidste gang han var i Gaza – i 2006. Det var før den isra­elske rege­ring ændrede lovgiv­ningen for at forhindre ham i at tage af sted.
Den dag rappor­te­rede han om et drab, blot et ud af de hund­redvis han har doku­men­teret gennem årene. Tyve små børn i deres skolebus ankommer til deres børne­have, Indira Gandhi børne­haven, og deres 20-årige lærer, Najwa Khalif, vinker til dem da en isra­elsk granat rammer hende og sprænger hende i stumper og stykker for øjnene af børnene. Han ankom dagen efter og så børnene ryste mens de lavede tegninger af hendes krop­s­dele. Børnene var ”forbløf­fede over at se en jøde uden våben. Alle de havde set hidtils var enten soldater eller bosættere.”

A Prayer in Paradise

By Gideon Levy

Indira Gandhi Hamuda, ejeren af den nye børne­have, en impo­ne­rende 35-årig kvinde, siger at hun igennem de sidste måneder plejede at fortælle børnene at isra­e­lerne ikke slog børn ihjel, kun dem der affy­rede raketter, og at de intet havde af frygte sålænge de holdt sig fra husta­gene. Sidste uge spurgte et af børnene: “Du sagde at isra­e­lerne ikke slog børn ihjel, men kun dem der fyrer raketter af, så hvorfor skød de vores minibus?”
”Min største udfor­dring”, siger han, ”er at rehu­ma­ni­sere palæsti­nen­serne. Der er et helt hjer­ne­va­sk­nings­ap­parat i i Israel som vitter­ligt følger hver og en af os fra den helt tidlige barndom, og jeg er lige så meget et produkt af det apparat som alle andre. [Vi lærer] nogle enkle histo­rier der er meget sværere at bryde. At vi isra­e­lere er de ulti­ma­tive og eneste ofre. At palæstin­serne er født til at dræbe og at deres had er irra­tio­nelt. At palæsti­nen­serne ikke er menne­sker som os … Så vi ender med et samfund uden moralske skrupler, uden spørgs­måls­tegn og næsten ingen offentlig debat. At rejse sig og gå imod denne strøm er meget svært”
Derfor beskriver han almin­de­lige palæsti­nen­sere, som Najwa og hendes elevers liv i den isra­elske ”establis­h­ment” avis Ha’aretz. Historierne er som Tjekovske noveller om folk fanget i fælder hvor intet sker og alt sker alli­gevel, og den eneste flugt er døden. En artikel havde over­skriften: ”Familien Wahbas sidste måltid”. Han skrev ”De havde alle sat sig ved middags­bordet derhjemme: Moderen Fatma, der var i tredje måned; hendes datter Fara; hendes søn Khaled; Fatmas bror, Dr. Zakariya Ahmed; hans sviger­datter Shayma der var i niende måned; og den 78-årige bedstemor. En familie-komsammen i byen Khan Yunis til ære for Dr. Ahmed som seks dage tidli­gere var vendt hjem fra Saudi Arabien. Et stort brag høres udenfor. Fatma skynder sig at tage de små og prøver at flygte til et indre rum, men et andet brag følger umid­del­bart. Denne gang var det en fuldtræffer.”I små biogra­fiske detaljer genskaber han deres menne­ske­lighed fra døds­sta­ti­stik­kens blanke spejl. Wahbas parret havde i årevis forsøgt at få et barn da hun endelig, i en alder af 36 år, blev gravid. Bedstemoderen forsøgte at løfte lille Khaled op fra gulvet; der indså hun at hendes søn og datter var døde.
En palæstinensisk “Røde Halvmåne” ambulance blokeres ved et checkpoint i Hebron
En palæsti­nen­sisk “Røde Halvmåne” ambu­lance blokeres ved et check­point i Hebron

Levys teknik er simpel. Han spørger sin med-israelere: hvordan ville vi have det, hvis en suverænt over­legen mili­tærmagt udsatte os for dette? En gang i Jenin sad han fast i en time i en bilkø ved et check­point. Han holdt lige bag en ambu­lance og han så at der var en syg kvinde i ambu­landen. Han spurge ambu­lan­ce­fø­reren hvad der var på færde og fik at vide at ambu­lancer altid blev holdt tilbage i så lang tid. Rasende spurgte han de isra­elske soldater hvordan de ville have det hvis det var deres mor der var i ambu­lancen – og de så først forun­dret, så vredt på ham og sigtede på ham med deres skyde­våben og sagde han skulle holde mund.”Jeg bliver gang på gang forbløffet over hvor lidt isra­e­lerne ved om hvad der foregår kun 15 minutter fra deres hjem” siger han. ”Hjernevasken er så effektiv at det er som at gøre et æg af en omelet at forsøge at ophæve den. Hjernevasken gør folk så uvidende og ondsindede.”

Han giver et eksempel: Under opera­tion Cast Lead, det isra­elske bombar­da­ment af det bloke­rede Gaza i 2008-2009 ”blev en hund – en isra­elsk hund – dræbt af en palæsti­nen­sisk Quassam raket. Det røg på forsiden af Israels mest popu­lære avis. Den selv­samme dag blev et tital palæsti­nen­sere dræbt. De blev nævnt med to linjer på side 16”
Der er tider hvor besæt­telsen fore­kommer ham mere absurd en tragisk. I 2009 skulle Spaniens mest berømte klovn, Ivan Prado, deltage i en klovne-festival i Ramalla på vest­bredden. Han blev holdt tilbage i den isra­elske luft­havn og derefter udvist ”af sikker­heds­mæs­sige årsager”. Levy læner sig frem i stolen og spørger: ”Var det mon klov­nens hensigt at over­drage Spaniens umåde­lige lagre af latter til fjendt­lige elementer? Vitsbomber til Jihadisterne? En knusende punchline til Hamas?”
Men absur­di­te­terne var tæt på at slå ham ihjel. I sommeren 2003, kørte han i en tyde­ligt afmærket isra­elsk taxi på vest­bredden. Han fortæller: ”På et tids­punkt stop­pede hæren os og spurgte hvilket ærinde vi havde. Vi viste dem vores papirer som var helt i orden. De anviste en vej vi skulle køre op af – og da vi kørte ind på denne vej skød de os. De sigtede lige efter midten af forr­uden. Lige mod hovedet. Ikke noget med at skyde op i luften eller skyde efter hjulene. Skyd for at dræbe øjeblik­ke­ligt. Hvis ikke ruden havde været skud­sikker så sad jeg ikke her i dag. Jeg tror ikke de vidste hvem vi var. De skød os som de ville have skudt en hvilken som helst anden. De var skyde­gale som de altid er. Det var som at tage en smøg. De skød ikke bare én gang. Hele bilen var fyldt med skud­huller. Ved de hvem de slår ihjel? Næh, de ved det ikke og de er også ligeglade”
Han ryster på hovedet i hærdet forun­dring. ”Sådan skyder de på palæsti­nen­serne hver dag, men det hører du kun om fordi de for en gangs skyld skød på en israeler”

”Hvem boede i dette hus? Hvor er han nu?”

Hvordan blev Gideon Levy så ander­ledes end sine lands­mænd? Hvorfor har han medfø­lelse når så mange andre kun har kugler og bomber til overs for palæsti­nen­serne? I begyn­delsen var han præcis som de andre: hans debat med de andre isra­e­lere er en debat med hans eget yngre jeg. Han blev født 1953 i Tel Aviv og som ung ”var jeg totalt natio­na­li­stisk, ligesom alle andre. Jeg tænkte – vi er de bedste og araberne er kun ude på at slå ihjel. Jeg stil­lede ingen spørgsmål.”
Han var 14 under seks­da­ge­krigen og ikke længe efter tog hans forældre ham med ud at se de nyligt erobrede terri­to­rier. ”Vi var så stolte og skulle se Rachels Grav [i Betlehem] og vi ænsede slet ikke palæsti­nen­serne. Vi så lige igennem dem som var de usyn­lige,” siger han. ”Det havde altid været sådan. Som børn gik vi forbi så mange ruiner [af palæsti­nen­siske byer der var blevet etnisk udrenset i 1948]. Vi spurgte aldrig ’hvem boede i dette hus? Hvor er han nu? Han må være i live, han må være et eller andet sted.” Det var blot en del af land­skabet, som et træ, som en flod.” Langt op i tyve­år­sal­deren ”så jeg bosæt­tere fælde oliven-træer og soldater der mishand­lede palæsti­nen­siske kvinder ved check­po­ints og jeg tænkte ’det er undta­gelser, ikke en del af rege­rin­gens politik’”
Levi siger at han ændrede sig ved af ”et tilfælde.” Han aftjente sin værnepligt ved den isra­elske hærs radio og fort­satte så arbejdet som jour­na­list, ”så jeg begyndte at komme meget i de besatte områder, hvilket de fleste isra­e­lere ikke gør. Og efter et stykke tid begyndte jeg grad­vist at se dem som de virkelig er”.
Men er det det hele? Masser af isra­e­lere tager til de besatte områder – ikke mindst besæt­tel­ses­styr­kerne og bosæt­terne – uden at skifte hold­ning. ”Jeg tror også at … – mine forældre var flygt­ninge. Jeg så hvad det havde gjort ved dem. Så jeg vil tro … jeg så disse folk og tænkte på mine forældre.” Levys fader var en tysk jødisk advokat i Sudeterlandet. Da han blev 26, i 1939, stod det helt klart at nazi­sterne havde besluttet sig for et folke­mord i Europa – han tog med sine forældre til jern­ba­ne­sta­tionen i Prag og de vinkede farvel til ham. ”Han så dem aldrig igen og han hørte aldrig fra dem siden” fortæller Levy. ”Han har aldrig fundet ud af hvad der skete med dem. Hvis han ikke var taget afsted ville han ikke have over­levet.” I seks måneder boede han på en båd fyldt med flygt­ninge der blev afvist i havn efter havn, indtil de omsider kom til Det Britiske Mandat Palæstina, som det hed dengang.
”Min far var trau­ma­ti­seret hele sit liv,” siger han. ”Han faldt aldrig rigtig til i Israel. Han lærte aldrig at tale andet end et gebrok­kent hebraisk. Han kom til Israel med sin phd. men for at skaffe mad på bordet måtte han arbejde for en bager. Han cyklede rundt og solgte kager fra dør til dør. Det må have været en slem ydmy­gelse at have en phd. i jura og så skulle banke på folks dør og sælge kager. Han nægtede at tage sin uddan­nelse igen, så han blev under­ordnet konto­ras­si­stent. Jeg tror det var det som ødelagde ham, ikke? Han boede her i tres år, han havde sin familie og sin lykke, men i virke­lig­heden var en fremmed. En udlæn­ding i hans eget land… Han blev altid vred over ting, små ting. Han forstod ikke hvordan folk vovede at ringe mellem to og fire om efter­mid­dagen. Det forfær­dede ham. Han forstod aldrig ideen med over­træk i banken. Alle isra­e­lere har over­træk i banken, men han blev forfærdet når han hørte om en der havde bare et pund i overtræk.”
Det var forhold som disse jøderne i Tyskland flygtede fra før deportationerne tog fart
Det var forhold som disse jøderne i Tyskland flyg­tede fra før deporta­tio­nerne tog fart

Hans far talte ”aldrig” om hjem­stavnen. ”Hver gang jeg prøvede at få ham til at tale om det, lukkede han ned. Han tog aldrig tilbage, der var intet [at tage tilbage til], hele hans landsby var ødelagt. Han efterlod et helt liv der. Han efterlod en forlovet, en karriere, det hele. Jeg fortryder at jeg ikke pres­sede ham yder­li­gere til at tale fordi jeg var ung, så jeg var ikke så inter­es­seret. Der er problemet, når først vi blive nysger­rige på vores forældre, er de væk”

Levys fader indså aldrig paral­lellen, at han var blevet tvunget ind i en flygt­nin­ge­status og at det samme skete for 800.000 palæsti­nen­sere da staten Israel blev skabt. ”Aldrig! Folk tænkte ikke sådan, vi disku­te­rede det aldrig, nogen­sinde.” Men i de besatte områder begyndte Levy at se glimt af hans egen far alle vegne – i de knuste mænd og kvinder der aldrig kunne falde til og som altid drømte om at komme hjem.
Langsomt gik det mere og mere op for Levy at deres tragedie sivede ind i hans eget liv – sivede ned i jorden under hans fødder og ind i murste­nene i den isra­elske by han bor i, Sheikh Munis. Den er opført på ruininer af ”en af de 416 palæsti­nen­siske lands­byer som Israel udra­de­rede i 1948,” fortæller han. ”Den svøm­mepøl jeg svømmer i hver morgen var tidli­gere vand­re­ser­voir som de brugte til at vande lands­byens lunde med. Mit hus står i sådan en lund. Jorden blev ”genind­vundet” med magt, og dets 2.230 indbyg­gere blev omringet og truet. De flyg­tede og kom aldrig tilbage. Et aller andet sted, måske dybt fattige i en flygt­nin­ge­lejr, bor fami­lien til den bonde der plejede at dyrke landet hvor mit hus nu står.” Han tilføjer at det er ”stupidt og forkert” at sammen­ligne det med Holocaust, men at den mand endte som en trau­ma­ti­seret flygt­ning præcis som Levys egen far – og hvis han endte i de besatte områder lever han, hans børn og hans børne­børn under blokade eller en voldelig militær besættelse.
Historikeren Isaac Dutcher lavede en gang en analogi til dannelsen af staten Israel. En jødisk mand springer ud fra en bræn­dende bygning, men lander på en palæsti­nenser der kommer fryg­te­ligt til skade. Kan man bebrejde den sprin­gende mand? Levys far flyg­tede virkelig for sit liv: Det var Palæstina eller koncen­tra­tions­lejr. Men alli­gevel siger Levy at den analogi ikke er helt præcis, fordi den sprin­gende mand i dag, tres år efter, stadig hamrer hovedet på den mand han landede på i jorden og tæver hans børn og børne­børn. ”1948 er her stadig. 1948 er stadig i flygt­nin­ge­lej­rerne. 1948 er ikke blevet løst endnu,” siger han. ”Israel gør det selv­samme nu … umen­ne­ske­lig­gører palæsti­nen­serne og udøver etnisk udren­selse hvor det end kan komme til det. 1948 er ikke over­stået, over­ho­vedet ikke.”

Bedrageriske ”fredsforhandlinger”

Levy ser ud over hotel­baren og ud over melle­mø­sten, som om Negev ørke­nens sand­banker slog ind i mod os. Al snak om den region er nu domi­neret af en række myter siger han, og den måske mest grund­læg­gende myte er den at Israel er et demo­krati. ”I dag har vi tre slags menne­sker under isra­elsk styre,” forklar han. ”Vi har de jødiske isra­e­lere der nyder det fulde demo­krati og som har alle borger­ret­tig­heder. Vi har de arabiske isra­e­lere, der har isra­elsk stats­bor­ger­skab men som bliver vold­somt diskri­mi­neret. Og vi har palæsti­nen­serne i de besatte områder, som hverken har borger- eller menne­ske­ret­tig­heder. Er det et demokrati?”
Han læner sig tilbage og siger i en afdæmpet tone, som når man taler om en døde­ligt syg ven: ”Hvordan kan man kalde det et demo­krati når der i 62 år ikke er oprettet så meget som en arabisk landsby? Jeg behøver ikke at udbrede mig om hvor mange jødiske byer og lands­byer der er oprettet. Ikke en eneste arabisk landsby. Hvordan kan man kalde det et demo­krati når forsk­ning gang på gang har vist at jøder og arabere bliver straffet forskel­ligt for de samme forbry­delser? Hvordan kan man kalde det et demo­krati når en palæsti­nen­sisk stude­rende knap kan lejel en lejlighed i Tel Aviv, for når de hører hans accent eller hans navn er der ingen der vil udleje til ham? Hvordan kan man påstå at Israel er et demo­krati når … Jerusalem inve­sterer 577 shekels pr. år i en skole­elev fra [palæsti­nen­siske] øst-jerusalem og 2372 shekels pr. år i en elev fra [jødiske] vest-jerusalem? Fire gange mindre – alene pga. barnets etniske oprin­delse. Vort samfund er raci­stisk i alle dele.”
”Jeg vil gerne være stolt af mit land” siger ha. ”Jeg er Israelsk patriot. Jeg ønsker at vi gør det rigtige.” Så dette kræver af ham at han må poin­tere at den palæsti­nen­siske vold i sandhed er langt mere begrænset end den isra­elske vold, og som regel er en reak­tion på den. ”Besættelsens første tyve år passe­rede i stilhed, og vi løftede ikke en finger for at afslutte den. I stedet benyt­tede vi stil­heden til at opbygge den enorme, krimi­nelle, bosæt­tel­ses­en­ter­prise,” hvor palæsti­nen­sisk land bliver taget af funda­men­ta­li­stiske jøder der påstår at Gud har givet dem landet. Først da – efter en lang periode med tyveri og efter at deres frede­lige modstand blev mødt med vold – blev palæsti­nen­serne selv volde­lige. ”Hvad ville der ske hvis palæsti­nen­serne ikke havde affyret qassam raketter [mod syd-israel, incl. civile byer]? Ville Israel have ophævet den økono­miske belej­ring? Sludder. Hvis folk i Gaza havde forholdt sig i ro som Israel forventer af dem, ville deres sag forsvinde fra dags­or­denen. Ingen ville tænke på deres skæbne hvis ikke de havde opført sig voldeligt.”
Han tager utve­ty­digt afstand fra raket­be­skyd­ningen af civile isra­e­lere, men tilføjer ”Qassam-raketterne skal ses i kontekst. De bliver stort set altid affyret efter et IDF (Israel Defense Force – israels militær) attentat, og dem har der været mange af. Og alli­gevel er Israels indstil­ling at ”vi må bombe alt det vi vil, men de må ikke affyre raketter”. En indstil­ling opsum­meret af Haim Ramon, justits­mi­ni­ster under den 2. liba­ne­siske krig: ”Vi har ret til at ødelægge alt.”

Selv de ord vi bruger når vi taler om Operation Cast Lead er forkerte siger Levy. ”Der var ikke tale om krig. Det var et brutalt over­fald på en hjæl­peløs og indespærret befolk­ning. Du kan godt kalde en match mellem Mike Tyson og en femårig for ’boks­ning’, men propor­tio­nerne … propor­tio­nerne.” Israel ”gik ofte efter læge­hold, [og] bombar­de­rede en FN-drevet skole der funge­rede som beskyt­tel­sesrum for bebo­erne, der i dagevis blødte ihjel fordi IDF umulig­gjorde at de kunne evaku­eres ved at skyde og bombe… En stat der udfører sådanne hand­linger kan ikke længere skelnes fra en terror-organisation. De retfær­diggør det med at Hamas gemmer sig i civil­be­folk­ningen. Som om forsvars­mi­ni­ste­riet i Tel Aviv ikke er placeret lige midt i en civil­be­folk­ning! Som om der er steder i Gaza der ikke er midt i en civilbefolkning!”

Oversigt over Operation Cast Lead

27. dec. 2008 – 18. jan. 2009

Døde
Civile Militante/Politi I alt
Israel 3 10 13
Gaza 791 600 1.391
4 af de 10 isra­elske soldater døde af egen ild.
Sårede

Civile Militante/Politi I alt
Israel 186 336 518
Gaza 5.303
Fordrevne:
  • Israel: 0
  • Gaza: 50.800
Ødelagte hjem
  • Israel: ikke oplyst
  • Gaza: ca. 4.000

kilde: Wikipedia

Han appel­lerer til alle der er oprig­tigt bekymret for Israels fremtid og sikkerhed om at hjælpe ham med at fortælle isra­e­lerne sand­heden i tale­sprog. ”En rigtig ven betaler ikke stof-regningen for en narkoman: han sender sin ven til afvæn­ning i stedet. I dag er det kun de der taler i mod Israels politik – som fordømmer besæt­telsen, blokaden og krigen – der er Israels sande venner.” De der forsvarer Israels nuvæ­rende kurs ”forråder landet” ved at tilskynde det til at følge ”vejen til kata­strofe. Et barn der har set sit hus blive ødelagt, som har set sin bror blive slået ihjel og sin far blive ydmyget har ikke let til tilgivelse”
Disse såkaldte ’venner af Israel’ er i virke­lig­heden den funda­men­ta­li­stiske islams venner, synes han. ”Hvorfor skal de give funda­men­ta­li­sterne flere undskyld­ninger, mere vrede, flere mulig­heder, flere rekrutter? Kig på Gaza. Det er ikke længe siden at Gaza var totalt sekulær. I dag, efter al denne bruta­litet, kan du næsten ikke købe alkohol i Gaza. Religiøs funda­men­ta­lisme er altid det sprog folk opsøger når de er i nød, når alt andet fejler. Hvis Gaza havde været et rit samfund ville det ikke have udviklet sig sådan. Vi gav dem rekrutter.”
Ifølge Levy er den største myte – den der hænger over hele melle­mø­sten som parfume på et lig – ideen om de nuvæ­rende USA-ledede ”freds­for­hand­linger”. Der var en gang hvor han også troede på dem. Da Yitzhak Rabin forhand­lede med Yassir Arafat ved Oslo-forhandlingerne i 90’erne, ”da jeg afslut­tede et besøg i Gaza, vendte jeg mig om – som taget ud af en film – og vinkede farvel. Farvel du besatte Gaza, vi skal aldrig ses igen, i hvert fald ikke i din besatte tilstand. Hvor dumt!”
Nu siger han at han er over­be­vist om at det var ”et fupnummer” fra starten, dømt til at mislykkes. Hvordan ved han det? ”Der er en meget simpel lakmu­stest for alle freds­for­hand­linger. Det er en forud­sæt­ning for fred at Israel opgive bosæt­tel­serne på vest­bredden, og hvis du har tænkt dig snart at opgive bosæt­tel­serne, så ville du ikke iværk­sætte nye, vel? Men de blev ved med at bygge nye bosæt­telser hele vejen gennem Oslo-forhandlingerne, og i dag nægter Netanyahu at standse nye bosæt­telser, det mindste af det mindste. Det siger alt hvad du behøver at vide”
Han siger at Netanyahu – som de angi­ve­ligt mere venstre­o­ri­en­te­rede alter­na­tiver, Ehud Barak og Tzipip Livni – altid har været imod oprig­tige freds­for­hand­linger, og at han endda har i private omgi­velser har pralet om at han ødelagde Oslo-processen. I 1997, i hans første rege­rings­pe­riode, insi­ste­rede han på at han kun ville fort­sætte forhand­lin­gerne hvis der blev tilføjet en klausul om at Israel ikke behø­vede at trække sig fra ikke-definerede ”mili­tære loka­tioner” – og han blev senere afsløret på bånd hvor han pralede ”Hvorfor er det så vigtigt? Fordi fra det øjeblik stand­sede jeg Oslo-forhandlingerne”. Hvis han pralede af at standse den sidste freds­proces, hvorfor skulle han så ønske at den nuvæ­rende lykkedes? Levy tilføjer: ”og hvordan kan du slutte fred med kun den ene halvdel af den palæsti­nen­siske befolk­ning? Hvordan kan du udelade Hamas og Gaza?”
Disse falske freds­for­hand­linger er værre end ingen forhand­linger iflg. Levy. ”Hvis der er forhand­linger er der ikke inter­na­tio­nalt pres. Mens diskus­sio­nerne kører kan bosæt­tel­serne fort­sætte ufor­styrret. Derfor er futile forhand­linger det samme som farlige forhand­linger. I ly af sådanne forhand­linger forværres chan­cerne for fred endnu mere… De klare under­toner er Netanyahus ønske om ameri­kansk støtte til at bombe Iran. Det er for at opnå dette at Netanyahu spiller med på Obamas ønske om forhand­linger. Det er derfor han gør det her.”
Efter at have sagt dette synker han tilbage i tavshed og vi sidder og kigger på hinanden et stykke tid. Så siger han med en mere afdæmpet stemme: ”Fakta er klare. Israel har ingen reel hensigt om at opgive de besatte områder eller at give palæsti­nen­serne deres rettig­heder. Der kommer ingen foran­dring fra dagens selv­til­fredse, krige­riske og nedla­dende Israel. Det er nu der er brug for en afvæn­ningskur for Israel.”

At vifte med israelske flag – made in China

Ifølge opini­ons­un­der­sø­gelser går de fleste isra­e­lere ind for en tostats-løsning – men alli­gevel bliver de ved at vælge rege­ringer der udvider bosæt­tel­serne og dermed umuliggør en tostats-løsning. ”Der skal en psyki­ater til for at forklare denne selv­mod­si­gelse,” siger Levy. ”Regner de med at de to stater kommer dumpende ned fra himlen? I dag har isra­e­lerne ingen tilskyn­delse til at forandre noget,” fort­sætter han. ”Livet er dejligt i Israel. Du kan bo i Tel Aviv og have et storartet liv. Ingen taler om besæt­telsen. Så hvorfor skulle de gide [at kræve foran­dringer]? Flertallet af isra­e­lere tænker på deres næste ferie og den næste jeep og resten inter­es­serer dem ikke længere.” De er smurt ind i historie og alli­gevel aner de intet om den.
I Israel har ”byens torv været tomt i årevis. Hvis der ikke var nogen bety­de­lige prote­ster under opera­tion Cast Lead, så er der ingen egentlig venstre­fløj. Den eneste gruppe der er aktive omkring andet end egne person­lige ønsker er bosæt­terne, og de er særdeles aktive.” Så hvordan kan foran­drin­gerne komme? Han siger at han er ”meget pessi­mi­stisk”, og at den mest sand­syn­lige fremtid er at samfundet vil udvikle sig til mod et stadigt mere åben­lyst ”apart­heid.” Han siger hoved­rystende at ”vi har nu haft to krige – bordingen af Gaza-konvojen – og det ser ikke ud til at Israel har lært noget, og det ser ikke ud til at det har omkost­ninger for Israel. Israelerne bærer ikke byrden ved besæt­tel­sens uret­fær­dighed, så besæt­telsen vil aldrig ophøre. Den vil ikke ophøre før det sekund hvor isra­e­lerne forstår sammen­hængen mellem besæt­telsen og den pris den vil tvinge dem til at betale. De vil aldrig løsrive sig fra den på deres eget initiativ”
Det kan lyde som om at han argu­men­terer for en boykot af Israel, men hans hold­ning er mere kompleks. ”For første er den isra­elske modstand mod boykot utrolig hykle­risk. Israel er selv en af verdens mest aktive boykot­tere. Ikke alene boykotter Israel, det prædiker for andre, og tvinger dem indi­mellem endda til at følge trop. Israel har påført de besatte områder en akade­misk, poli­tisk, økono­misk og militær boykot. Den mest åben­lyse og brutale boykot er natur­ligvis belej­ringen af Gaza og boykotten af Hamas. På Israels foran­led­ning, og med ufor­klarlig bered­vil­lighed, skrev næsten alle vest­lige lande under på denne boykot. Dette er ikke kun en belej­ring der har efter­ladt Gaza i en tilstand af knaphed i tre år. Det er en række af kultu­relle, akade­miske, huma­ni­tære og økono­miske boykotter. Israel opfor­drer også verden til at boykotte Iran. Så Israel kan ikke klage hvis en boykot rammer dem selv.”
Han retter sig i stolen. ”Men jeg boykotter ikke Israel. Jeg kunne have gjort det. Jeg kunne have forladt Israel, men det agter jeg ikke at gøre. Det gør jeg aldrig. Jeg kan ikke forlange at andre skal gøre det jeg ikke selv vil gøre… og spørgs­målet er om det ville virke. Jeg er ikke sikker på at isra­e­lerne ville forstå sammen­hængen. Se på terr­oren i 2002 og 2003: livet i Israel var virkelig rædselsvæk­kende. Eksploderende busser, selv­mord­s­bomber. Men ingen isra­e­lere indså at terr­oren og besæt­telsen hang sammen. For dem var terr­oren bare ’beviset’ på at palæsti­nen­serne er monstre der er født for at dræbe, at de ikke er menne­ske­lige væsener og det var så det. Og hvis du vover at drage sammen­hængen frem, så siger folk til dig at du ’retfær­dig­gører terror’ og at du er en forræder. Jeg er bange for at det ville være det samme med sank­tioner. Fordømmelserne efter Cast Lead og bordingen af Gaza-konvojen gjorde kun Israel endnu mere natio­na­li­stisk. Hvis [en boykot blev] opfattet som omver­dens fordøm­melse ville de virke. Men isra­e­lerne vil snarere opfatte sank­tioner som ’bevis’ på at verden er anti-semitiske og altid vil hade os”
Han tror at der kun er en slags pres der kunne få Israel tilbage på tilreg­ne­lig­he­dens og sikker­he­dens vej: ”Den dag den ameri­kanske præsi­dent beslutter sig for at standse besæt­telsen vil den ophøre. For Israel har aldrig været så afhængig af USA som det er nu. Aldrig. Ikke bare økono­misk, ikke bare mili­tært men først og frem­mest poli­tisk. Israel er totalt isoleret i dag, bortset fra USA.” I starten håbede han at Obama ville være den præsi­dent der ville gøre det – han erin­drer at han havde tårer i øjnene da Obama holdt sin sejrstale i Grant Park – men han siger at Obama kun har tilskyndet ”bittesmå skridt, næsten ingen­ting, men store skridt er nødven­dige.” Det er ikke kun skidt for Israel, det er skidt for USA. ”Besættelsen er det bedste undskyld­ning for mange verden­s­oms­æn­dende terr­or­or­ga­ni­sa­tioner. Den er ikke altid ægte, men de bruger den. Hvorfor lader i dem bruge det påskud? Hvorfor give dem dette raseri når løsningen er så simpel?”
Hvis der skulle være frem­skridt skulle ”de højre­o­ri­en­te­rede ameri­kanske jøder der bliver orgi­a­stiske hver gang Israel slår ihjel og ødelægger” afsløres som ”Israels fjender”, der dømmer det land de angi­ve­ligt elsker så højt til evig krig. ”Det er de højre­o­ri­en­te­rede jøder i USA der skriver de mest veder­styg­ge­lige breve. De skriver at jeg er Hitlers barne­barn, at de beder til at mine børn får kræft… Det er fordi rammer dem på et ømt punkt. Der er noget der.” Disse højre­o­ri­en­te­rede hævder at de er imod Iran, men Levy påpeger at de er heftigt imod de to tiltag der øjeblik­ke­ligt ville isolere Iran og fratage Mahmoud Ahmadinejadh hans bedste påskud: ”fred med Syrien og fred med palæsti­nen­serne, begge dele er i spil, og begge dele afvises af Israel selvom de er den mest effek­tive måde at under­mi­nere Iran på.”
Han nægter at afstå Israel til folk ”der vifter med deres made-in-china isra­elske flag og drømmer om et Knesset der er renset for arabere og et Israel uden B’Tselem [menne­ske­ret­tig­heds­or­ga­ni­sa­tion].” Han ser vred og indig­neret ud. ”Jeg rejser aldrig. Det er mit sted på jorden. Det er mit sprog, det er min kultur. Selv min kritik og den skam jeg bærer på kommer af mit dybe tilhør til stedet. Jeg rejser kun hvis jeg bliver tvunget. De ville være nødt til at rive mig fra stedet”

En fløjten i mørket

figure http://uhdanmark.dk/wp-content/uploads/eksplosion-over-gaza1.jpg
Mener han at det er en reel risiko – at hans frihed kunne tages fra ham i selve Israel? ”Åh ja, nemt” siger han. ”Den er alle­rede taget fra mig eftersom jeg har fået forbud mod at tage til Gaza, og det er kun begyn­delsen. Jeg nyder stor frihed til at skrive og optræde på TV i Israel og jeg har et vældig godt liv, men jeg tager ikke min frihed for givet, over­ho­vedet ikke. Hvis den nuvæ­rende ekstremt natio­na­li­stiske atmos­fære fort­sætter i et, to, tre års tid ….” Han sukker, ”Der kommer måske nye forbud. Ha’aretz lukker – Gud forbyde det – ned. Jeg tager intet for givet. Det skulle f.eks. ikke over­raske mig hvis israelsk-palæstinensiske partier bliver krimi­na­li­seret ved næste valg. De er alle­rede ude efter NGOerne [NGOer der kæmper for palæsti­nenske rettig­heder]. Der er alle­rede flertal i opini­ons­un­der­sø­gel­serne for at straffe folk der afslører mili­tæ­rets forse­elser og som ønsker at begrænse menneskerettighedsorganisationerne.
Der er også faren for et freelance over­fald. Sidste år gik en mand med en stor hund op til Levy tæt på hans hjem og sagde: ”jeg har længe ville tæve dig sønder og sammen.” Levy undslap kun med nød og næppe og manden blev aldrig pågrebet. Han siger: ”Jeg er bange men jeg lever ikke i frygt. Men jeg kan nok ikke lige påstå at jeg sover lige så trygt som du… jeg ved det ikke. Ved hver en lyd tænker jeg ’måske er det nu det kommer’. Men der har aldrig været et konkret tilfælde hvor jeg virkelig tænkte ’nu kommer det’. Men jeg ved at det kan komme.”
Har han nogen­sinde over­vejet at undlade at fortælle sand­heden og bløde sine udta­lelser op? Han ler – og for den eneste gang i inter­viewet brydes hans velta­lende strøm af ord – ”Jeg ville ønske jeg kunne! Men det kan jeg ikke, det er slet ikke en mulighed. Virkelig, jeg kan ikke. Hvordan skulle jeg kunne det? Det er helt udelukket. Jeg føler mig ensom, men mine, øh, private omgi­velser bakker op, dele af dem i hvert fald. Og der er stadig isra­e­lere der påskønner det jeg gør. Hvis du gik en tur med mig i Tel Aviv ville du se alle mulige slags reak­tioner, men også vældigt posi­tive reak­tioner. Det er hårdt, men jeg mener … hvad andet kan jeg gøre?”
Han siger at hans private omgi­velser bakker delvist op. Hvilke dele bakker ikke op? I de sidste par år, siger han, har han datet ikke-israelske kvinder – ”Jeg kunne ikke være sammen med en natio­na­list der siger de ting om palæsti­nen­serne” – men hans to sønner læser ikke hvad han skriver, ”og de har andre poli­tiske over­be­vis­ninger end jeg. Jeg tror det har været svært for dem, ret svært.” Er de højre­o­ri­en­te­rede? ”Nej, nej, nej, det er slet ikke på den måde. Efterhånden som de bliver ældre begynder de at se tingene mere som jeg gør, men de læser ikke det jeg skriver, nej,” siger han og kigger ned, ”de læser det ikke”.
Det jødiske folks lange historie har et tilba­ge­ven­dende motiv – med nogle få århund­re­ders mellemrum rejser en brav jødisk skik­kelse op for at advare sit folk om at de slået ind på en amoralsk eller tåbelig bane der kun kan ende kata­stro­falt, og bønfalder dem om at skifte kurs. Den første profet, Amos, adva­rede om at konge­riget Israel ville blive ødelagt fordi det jødiske folk havde glemt dyder som retfærd og gene­rø­sitet og han blev band­lyst for det. Baruch Spinoza så længere end hans samtids jødiske funda­men­ta­lisme mod et mate­ri­a­li­stisk univers der kunne forklares viden­ska­be­ligt – og blev ekskom­mu­ni­keret ends­kønt han banede vejen for de kommende store jødiske genier. Kan Levy i efter­ti­dens øjne blive en sådan jødisk profet i den isra­elske stats tvivls­omme morads?.
Han nikker svagt og smiler. ”Noam Chomsky skrev engang til mig at jeg var som de tidlige jødiske profeter. Det er den største kompli­ment jeg nogen­sinde har fået. Men … tjaeh … Mine modstan­dere ville sige at jeg fort­sætter en lang tradi­tion med selv­ha­dende jøder. Det er i hvert fald sikkert at jeg føler mig knyttet til en selv­kri­tisk tradi­tion. Jeg tror fuldt og fast på selv­kritik.” Men det fører ofte til forvir­rende situ­a­tioner: ”Mange gange står jeg blandt palæsti­nen­siske demon­stranter, med ryggen til palæsti­nen­serne og ansigtet mod de isra­elske soldater, og de skyder i vores retning. De er mit folk og de er min hær. De folk jeg står i blandt skulle være fjenden. Det er …” han ryster på hovedet. Der må være tids­punkter, siger jeg, hvor du spørger dig selv: hvad laver en god jødisk dreng i en stat som denne?
Men så, som om det har plaget ham, vender han abrupt tilbage til et tidli­gere spørgsmål. ”Jeg er ret pessi­mi­stisk, helt sikker. Udefrakommende pres kan være effek­tivt hvis det kommer fra USA, men jeg kan ikke se det ske. Andet pres fra andre dele af verden vil måske ikke virke. Det isra­elske samfund ændrer sig ikke af sig selv og palæsti­nen­serne er for svage til at ændre det. Men når det er sagt – hvis vi havde siddet her i sen-firserne og du havde sagt at Berlin-muren ville falde om få måneder, at Sovjet ville kollapse om få måneder, at dele af det syd-afrikanske regime ville falde om få måneder, så havde jeg grinet af dig. Måske er det eneste håb jeg har at dette besæt­telses regime forhå­bent­ligt alle­rede er så råddent at det måske vil falde af sig selv en dag. Man er være nødt til at være reali­stisk nok til at tro på mirakler.”
Indtil da fort­sætter Gideon Levy tålmo­digt med at doku­men­tere sit lands forbry­delser og forsøge at kalde sit folk tilbage til retfær­dens vej. Han rynker brynene lidt – som om han tænker på på Najwa Khalif der sprænges i stykker foran hendes skolebus, eller hans egen knæk­kede far – og siger til mig ”en fløjten i mørket er stadig en fløjten”

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here