I et skarpt opråb til de sociale mod­stands­bevægelser opfor­dr­er kan­di­dat til borg­er­repræsen­ta­tio­nen i Køben­havns kom­mune, fat­ti­grøven Troels Chris­t­ian Jakobsen(Å) til ikke at vise tillid til det han kalder makværkvældet. Han opfor­dr­er til at man ikke bare sluger pæne ord og fæster sin lid til at det hele nok skal gå.

Fat­ti­grøven Troels Chris­t­ian Jakob­sen kalder styre­for­men i dagens Dan­mark for ‘Makværkvælde’

For så kan makværkvældet fort­sætte ufortrø­dent. I ro og mag lave lang­varige sags­be­han­dlinger, eval­ueringer, under­søgelser, forhan­dlinger og ned­sætte end­nu en task force, mens tiden går og makværkvældets folk i ro og mag kan hæve deres sikre løn og pynte på deres flotte CV’er, mens de led­er efter et end­nu bedre job med højere bonus og flere priv­i­legi­er.

Skriv­er Troels i sit opråb, men hvad men­er han egentlig med ordet ‘Makværkvælde’? Vi har spurgt ham …

Lad os fucke med Makværkvældet

Kun gen­nem mere pres kan vi vin­de over kom­munalt makværkvælde, siger Fat­ti­grøven i et opråb til de sociale mod­stands­bevægelser.

Hvad betyder ‘Makværkvælde’?

Ordet er en for­dan­skn­ing af navnet Machi­avel­li. Machi­avel­li er kendt for sin bog ‘Fyrsten’ hvor han analy­ser­er magtens psykolo­gi. Sam­tidig er det en sam­men­skrivn­ing af de gode danske ord ‘Vælde’ og ‘Makværk’. Vælde som i enevælde eller pøbelvælde, dvs. styrings­form og makværk som i amatøragtigt klam­phug­geri.

Det er hårde ord, mener du at vi er styret af klamphuggeri?

knap 20.000 still­inger – 150.000 CV’er – ledighe­den bliv­er angre­bet som om den han­dler om doven­skab. Makværkvælde.

Det kan dårligt blive andet med den måde man har indret­tet magt­sys­te­merne på, hvor der er så langt fra beslut­ningstager til den virke­lighed de bestem­mer over. Man kan ikke tage for­nuftige og men­neskenære beslut­ninger pr. doku­ment, reg­n­eark eller rap­port. Det der sker er at det som lyder for­nuftigt på papiret, mis­ter enhver men­neske­lig vis­dom. Og det ser vi jo i hele sam­fun­det, spørg bare en politi‐betjent, en syge­ple­jer­ske eller en skolelær­er. Allerværst er det på job­cen­tre og andre sted­er, der skal tage sig af sam­fun­dets mest udsat­te. Det der slår hov­edet på søm­met for mig, er at hvis du skal have en chance på job­cen­teret, skal du hyre din egen social­råd­giv­er eller jurist, ellers drukn­er de dig med regler og bureaukrati, og hvem fan­den på bis­tand har råd til det?

Jamen, er det fordi at dem der styrer er dumme eller inkompetente?

Vi har efter­hån­den en virke­lig velud­dan­net både befolkn­ing og magtelite, så det er jo ikke viden det sko­rter på. Det som sker, kan kaldes funk­tionel dumhed. Dygtige, begavede og velud­dannede folk sid­der fast i et sys­tem, der nærmest tvinger dem til at tage dumme beslut­ninger. Nor­malt siger man jo om et godt fod­bold­hold, at hold­et er større end den enkelte spiller, at de spiller hinan­den bedre, men i makværkvældet spiller folk fak­tisk hinan­den dårligere. Gen­nem årti­er har de kloge hov­ed­er lavet flere og flere regler, flere og flere doku­men­ta­tion­skrav og flere og flere såkaldte ‘effek­tivis­eringer’. Alt bliv­er sys­tem­a­tis­eret i en grad der ikke lev­n­er plads til hverken virke­lighed eller men­nesker. Men men­neske­liv­et lad­er sig aldrig sætte på formel, og der­for fejler disse makværkvældige sys­te­mer hver gang.

Hvordan fejler de?

Iflg. rap­porterne går det frem­ra­gende med bespar­elserne på papir.

Det gør de når f.eks. en led­er, giv­er ordr­er som er meningsløse i forhold til den virke­lighed, medar­be­jderne står i. Det sker når medar­be­jdere, af frygt for deres kar­ri­er­er, ikke tør åbne munden og kri­tis­ere dårlige ledelses­beslut­ninger. Det er et kul­tur­spørgsmål: Sys­te­merne er skruet sådan sam­men at den korte bane bliv­er den vigtig­ste. For at fremme din kar­riere skal du kunne opvise her‐og‐nu resul­tater, men kon­sekvenserne af dine han­dlinger på læn­gere sigt, bekym­r­er ingen sig om, heller ikke dig, for du er allerede på vej videre til næste job.

Hvis du f.eks. er mellem­led­er, og din afdel­ing skal under­søge grund­laget for et nyt poli­tisk tilt­ag, og dine under­ordnede fag­folk kom­mer frem til at tilt­aget af faglige grunde er uhen­sigtsmæs­sigt, så vil det være fris­tende at ned­tone deres bekym­ring i din rap­port. Når den rap­port så går videre til næste ledelses­lag, så vil de sikkert også ned­tone end­nu et hak. Den rap­port, der ender på poli­tik­ernes bord, vil alle bekym­ringer være renset bort og det poli­tiske forslag ligne en ren vin­der­sag. Det han­dler nem­lig om, at vin­de og være en suc­ces over­for den næste chef i kæden. Det er den styrende tankegang, og jeg har talt med flere embedsmænd, der fortæller at det er sådan – bl. a. i Køben­havns Kom­mune.

Er det ikke bare ‘sådan er det jo’ over hele linjen? Hvad kan man stille op?

Ikke en skid, sålænge vi bliv­er ved med at hoppe på limpin­den om at det gælder om at vin­de og være en suc­ces. Det er en tom og alt for kort­sigtet målestok. Jeg bliv­er syg i sjælen, når jeg hør­er Lars Løkke Ras­mussen igen og igen frem­ture med sit nye slo­gan ‘Alle skal være fremti­dens vin­dere’, det er en hul løgn, vi skal i stedet indrette sam­fun­det på at vi alle sam­men er både vin­dere og tabere, også Løkke. Vi kan ikke være per­fek­te i noget billede og det bliv­er en taber­sag at sigte efter det.

Så vi skal have en kulturforandring?

Stræben efter det per­fek­te er en fejl i sig selv

Ja, det bliv­er vi nødt til hvis vi ønsker at forny vores velfærdssam­fund i en men­neske­lig ret­ning. Hvis man vil til­give mig at jeg bruger et billede fra eget fagom­råde, dra­matikken, så tænker jeg sådan her på det: I flere tusinde år har vi dyr­ket ideen om de stærke og magt­fulde, vin­derne, dem Machi­avel­li beskrev. Når vi klam­r­er os til magten, skaber det altid tragedi­er. Vores opgave nu er at skabe ram­merne for et ‘kome­di­ens’ sam­fund. I kome­di­en er det okay at være en taber, det er ok at falde på røven. Kome­di­en er jord­nær, den ved at mad, drikke, sex og humor er det vigtig­ste i men­nes­kets liv.

Det lyder meget godt med lidt mad, drikke og sjov sex, men det lyder også lige lovlig nemt?

Det er det abso­lut ikke. Som teater­mand ved jeg at kome­di­en er den sværeste kun­st. Som poli­tik­er kan jeg se, at det også bliv­er uhyre svært at skabe de sam­fund­sram­mer, hvor vi tør give slip på magten og forestill­in­gen om det fejl­fri men­neske. Vi skal turde at være svage og vi skal have et sam­fund der ikke straf­fer svaghed, men kan genk­ende og løfte styrken i svaghe­den.

Hvordan kan der da være styrke i svaghed?

Det vi tror er svaghed­er, det vi ser som fejl, vis­er sig ofte at være stærkt orig­inalt. Makværkvældets store prob­lem er, at det stræber efter at udry­dde fejl. Det ender selv med at være en kæm­pe­fe­jl, for­di det dermed fjern­er det men­neske­lige. Det fejl­barlige. Det store spørgsmål for mig som poli­tik­er er, hvor­dan vi laver ram­mer, der kan tåle det fejl­barlige. End­da trives med og udnytte fejl og svaghed­er til at udvikle sig. Deri lig­ger kome­di­ens kun­st – og vil jeg påstå: den nye poli­tiske kul­turs kun­st. Poli­tik er ikke en eksakt viden­skab. Det han­dler om men­nesker. Hvor­dan vi lever sam­men. Det kræver vis­dom – og det er også en kun­start. Hvis vi kan bygge på vores svaghed­er og fejl, hvis vi tør erk­ende dem, så kan vi skabe et stærkt og lev­edygtigt sam­fund. Et hold­spil hvor den enkeltes svaghed kan blive en del af fæl­lessk­a­bets styrke.

Du stiller selv op som kandidat til Københavns rådhus. Hvordan ser du nogle af alle disse tanker udmøntet i praksis?

Som kom­munerne er indret­tet nu, han­dler det først og fremmest om ledelse og for­valt­ninger. Det kræver en øver­ste ledelse, der tør det fejl­barlige, det men­neske­lige. Det kræver en foran­dring i for­valt­ningskul­turen. Vi skal væk fra makværkvældets funk­tionelle dumhed, væk fra virke­ligheds­f­jerne beslut­ning­sprocess­er. I stedet skal beslut­ningerne tages så tæt på borg­eren som muligt, og aller­helst i tæt samar­be­jde med borg­erne. Det er ikke poli­tik­ernes opgave at bestemme over borg­erne, men at skabe ram­mer hvor borg­erne kan være med til at bestemme.

Det lyder som en stor opgave?

Ja, og den kom­mer til at tage en hel del år. Måske er det slet ikke muligt lige nu, for­di makværkvældet er så stærkt ind­groet på råd­huse og i for­valt­ninger. Der­for er det første jeg kan gøre, hvis jeg bliv­er val­gt ind, alene at øve pres for mere borg­erind­dragelse og sam­tidig påpege over­for alle borg­ere når makværkvældet ikke fun­ger­er. Det bliv­er nem­lig ikke nok med nogle få hov­ed­er som mig på råd­huset, der skal også pres til fra bor­gene og fra medar­be­jdere der tør sige fra. For mig er den foran­dring livs­nød­vendig for vores sam­fund. For mig er det et kald og det vil jeg arbe­jde utræt­teligt for.

Lad os fucke med Makværkvældet

Kun gen­nem mere pres kan vi vin­de over kom­munalt makværkvælde, siger Fat­ti­grøven i et opråb til de sociale mod­stands­bevægelser.

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.