Den omkost­ning avis­læs­ning har haft for mig, er en demokratisk opvåg­nen. Muligvis lyder det ikke som en omkost­ning, men det har kostet mig den tryghed ved vores insti­tu­tion­er og sam­fundsin­dret­ning, jeg ellers ifølge hersk­ende opfat­telse burde føle.

Men jeg har ikke altid haft det sådan. Det var f.eks. gen­nem Infor­ma­tions oprul­ning af stat­sløs­esagen, at det gik op for mig at vi har svare demokratiske prob­le­mer i lan­det. Prob­le­mer som under­bygges og forstærkes af en åbenlyst tvivl­som demokrati‐forståelse og -kul­tur på Chris­tians­borg. Den gang troede jeg, at Tamil‐sagen bare var den afvigelse, som ingen sys­te­mer kan garan­tere imod og en abso­lut und­tagelse i Dan­mark, men Infor­ma­tion hjalp mig alt­så til at få øjnene op, og siden da har jeg været ube­hjælpeligt poli­tisk engageret som borg­er – ikke som medlem af noget par­ti eller inter­esse­or­gan­i­sa­tion.

Den demokratiske funk­tion, medierne har og som jeg lærte om i folkeskolen, er alt­så reel – det har jeg erfaret per­son­ligt – og det giv­er medierne et ans­var som de må løfte.

De genbrugte mediekaptajners klub

Desværre har medierne også et andet ans­var, et ans­var der går forud for ans­varet for demokrati­et og som altid må løftes først: nem­lig ans­varet for sal­gstal, klik og opmærk­somhed. Vagth­un­den må selv sørge for pølsen, og så lukker vi mediebrugere momen­tant øjnene og håber, at tyven ikke har pølse med. I hvert fald er Pressenævnets ind­sats, hvor udmær­ket den end måtte være, langt fra effek­tiv nok.

Men når man nu ikke kan lave de økonomiske struk­tur­er om, således at pressen ikke også er nødt til at vægte sen­sa­tio­nen og det hur­tige fix i jagten på over­levelse, så er medierne så meget desto mere nødt til at gøre deres arbe­jde grundigt og med ind­sigt i langt mere end blot, hvor­dan man opsporer en kilde, byg­ger en artikel op og smækker en saftig over­skrift på.

Vi har en del store medie­out­lets i lan­det, og deres ans­var er enormt, langt større end man fornem­mer af deres kap­ta­jn­er forstår. Kap­ta­jn­erne ved, at de først og fremmest er i konkur­rence med hinan­den, og at den konkur­rence han­dler om pop­u­lar­itet, for den kan vek­sles til pres­tige og indt­jen­ing.

Den gode his­to­rie er ikke nød­vendigvis den akku­rate his­to­rie, den egentlig kedelige his­to­rie kan blive spæn­dende hvis man twister den lidt. Det føles som om flere og flere kneb gælder.

Og hvis man bliv­er dømt for grove brud på presseetik og krænkelse af pri­vatlivets fred for­di man ulovligt har afly­t­tet borg­ere, bliv­er man efter dom­saf­sigelsen mod­taget med kam­mer­atlige skul­derk­lap fra de andre kap­ta­jn­er, og får i øvrigt stadig lov til at lave højt­pro­fil­eret jour­nal­is­tik om poli­tik. Mediechefer, der uret­mæs­sigt har hængt uskyldige ofre ud på tabloi­davis­ers for­sider, und­skylder og skyn­der sig videre til næste udnævnelse efter at have været til aflus­ning som ”kon­sulent” eller ”free­lancer” eller under­vist sages­løse jour­nal­ist­stud­erende i et stykke tid. Andre suser blot videre efter at have kørt redak­tion­er i sænk med dårlig eller dik­ta­torisk ledelse. Selv decideret skan­daløs opførsel straffes ikke i den uigen­nem­sigtige loge‐lignende her­rek­lub, som jour­nal­ist Gretelise Holm kort­varigt fik sat fokus på, da hun for år tilbage skrev en nu kultlig­nende kro­nik om sagen i Poli­tiken. Jeg har forstået, at tek­sten cirkulerer i feminist‐kredse, men nogen effekt fik den ikke.

Fake news og meningssiloer er ikke forbeholdt de små nye sites

Kap­ta­jn­erne er også i krig med nye ten­denser. I dag kan hvem som helst som bek­endt, lave et web­site der lign­er et pro­fes­sionelt nyhedssite, og det glædelige er, at de gør det.

Det knap så glædelige er at visse af disse små out­lets ofte skriv­er lige præ­cis, hvad der pass­er ind i deres kram, uden nogen som helst loy­alitet over­for den observer­bare eller doku­menter­bare sand­hed. Den Korte Avis, i øvrigt vor inte­gra­tions­min­is­ters eneste medie‐like på Face­book, er et berømt eksem­pel – newspeek.dk et andet. Ingen af disse er medlem af Pressenævnet.

I de store medie­out­lets, i main­stream­presssen, der hvor folk får løn, har chefer, der er bestyrelser, bygninger, kuglepenne med logo­er osv. læs­er vi næsten dagligt om denne bekym­rende udvikling.

Den har fået stem­plet “fake news” – og alle med presseko­rt kan være enige om at den udvikling er højst bekym­rende for ren­heden af den demokratiske infor­ma­tion­sstrøm. Ja det er sandelig en “bekym­rende” udvikling og det hersker der så godt som fuld enighed om.

Men … es gibt ja immer eine aber dabei … når vi nær­læs­er main­streams egen pro­duk­tion, alt­så den som angiveligt ja pr. def­i­n­i­tion, ikke er “fake news” så er den ikke sjældent selv fuld af for­drejelser, fork­erte fak­ta og bev­idst skæve vin­kler. Ikke mindst planter denne presse ofte stærke indtryk som det kun ved eftertænk­som nær­læs­ning vis­er sig, at der fak­tisk ikke er dækn­ing for.

Det er simpelthen ikke godt nok.

Ved ikke at hæve sig mile­vidt over “rigtig” fake news mis­ter medierne befolknin­gens tillid til main­stream, og borg­eren er nu enten over­ladt til de forhån­den­værende fake news site som ved­k­om­mende til­fældigvis er enig med i forve­jen eller også til sig selv og egen research.

Det kan ikke være en ønske­lig udvikling, og hvis man skulle forestille sig, hvem der skulle kunne se en fordel i sådan noget, ja så falder folk som f.eks. Putin straks i tankerne. Han ser sikkert gerne den vestlige befolkn­ing miste tilli­den til egen presse alde­les. Af hen­syn til den poli­tiske bal­ance vil jeg i øvrigt nævne at “vores” side også benyt­ter dis­in­for­ma­tion og også kan have glæde af den i poli­tiske og oper­a­tionelt øjemed, og hvis man tvivler på rigtighe­den af den pås­tand, så har man en meget kort hukom­melse.

Det er hårde ord, jeg ved det godt, og jeg behersker mig end­da, jeg synes de er for bløde. Men ord af sådan hård­heds­grad må gerne følges op af påvis­ning af at det man taler om rent forhold­er sig i den kri­ti­s­able stand man påstår at det gør.

DR og Politiken – hvem var mest sjusket?

Til den ende vil jeg tage fat i en nylig artikel i et større dag­blad. Artiklen tager afsæt i en dr.dk artikel iflg. hvilken 320 fam­i­li­er i Dan­mark har over 60 mia. i skat­te­ly.

men selv et hur­tigt blik i rap­porten bør være mere end nok til at forvisse sig om at Poli­tikens udlægn­ing af meto­den er helt i skoven.

Der har været rig kon­tro­vers om DR’s artikel og DR har måtte bløde den lidt op. Tal­lene er nem­lig udtryk for kval­i­fi­cerede skøn fra en forskn­ingsrap­port, og ikke præ­cise angivelser af fak­tuelle forhold. Hov­edindtrykket af DR’s artikel er at “de meget rige sender deres penge i skat­te­ly” – og det hov­edindtryk må desværre siges at være i overensstem­melse med alt hvad vi ved, også selvom Poli­tiken i det flg. gør deres bed­ste for at forvirre os. POL har skrevet en artikel der hed­der:

Det ved vi om rige fam­i­li­er med kon­to i skat­te­ly”

Artiklen tager afsæt i den rap­port som DR ref­er­erede og først fork­lar­er den tal­lene “320 rig­folk” og “60 mia. kr.” er antagelser som forskere er kom­met frem til pba. oplysninger fra en læk i en ver­dens mange skat­te­havne, nem­lig Schweiz. Forskerne har taget disse oplysninger og så via udreg­ninger anslået hvor­dan det ville se ud hvis man kendte tal­lene fra alle skat­te­ly. Det er fuld­stændig kor­rekt, men så væl­ter artik­lens lødighed også efter­føl­gende.

Først tages under­søgelsens metode under behan­dling.

Et par hur­tige ned­slag i rap­portens tekst vis­er føl­gende:

In this Sec­tion we ana­lyze three new sam­ples of micro‐data on high‐end tax eva­sion: the HBSC‐leak, the Pana­ma Papers, and a sam­ple of amnesty par­tic­i­pants.”

We com­bine strat­i­fied ran­dom audits—the key source used to study tax eva­sion so far—with new micro‐data leaked from two large off­shore finan­cial insti­tu­tions, HSBC, Switzer­land (“Swiss leaks”) and Mos­sack Fon­se­ca (“Pana­ma Papers”). We match these data to population‐wide wealth records in Nor­way, Swe­den, and Den­mark. We find that tax eva­sion ris­es sharply with wealth, a phe­nom­e­non that ran­dom audits fail to cap­ture.”

Det bliv­er i Poli­tikens ver­sion kogt ned til at forskerne har taget nogle tal fra et læk og ganget dem med 50.

Først sluttes et afs­nit af med ordene “Forskerne har antaget, at HSBC på det tid­spunkt havde to pro­cent af markedet for vel­haveres diskrete pengean­bringelse.” og det giv­er afsæt til næste hug under over­skriften “Ganget med 50” hvorun­der vi kan læse føl­gende:

I et forsøg på at få et sam­let billede af, hvor­dan det ville se ud, hvis forskerne havde haft adgang til alle skat­tely­banker, gangede de tal­lene fra HSBC‐lækket med 50. På den måde nåede de frem til, at i alt 320 danskere kan have gemt 60 mil­liarder kro­ner for skat­tevæsenet i 2006.”

Det sam­lede indtryk kan sam­men­fattes således:

Forskerne gæt­ter på at HSBC‐lækket udgør 2 pro­cent af de sam­lede pengean­bringelser i skat­te­ly, dernæst ganger de med 50.

Alt­så – der er bestemt ikke kun brugt “data fra et læk”, men fra flere læk. Disse sam­men­holdes med data fra de skatte‐amnesti pro­gram­mer der har været i de skan­di­naviske lande, samt mikro‐data om vel­stands­fordelin­gen i de respek­tive skan­di­naviske sam­fund, hvorefter vores sam­lede viden om sta­tis­tik, finan­sielle møn­stre og en række andre forhold bliv­er taget i betragt­ning.

Jeg skal ikke påstå at min frem­lægn­ing af forskernes metode her er dækkende, jeg er læg­mand – men selv et hur­tigt blik i rap­porten bør være mere end nok til at forvisse sig om at Poli­tikens udlægn­ing af meto­den er helt i skoven. I min pri­vate sub­jek­tive optik er den sim­pelthen uveder­hæftig. Et syn­spunkt der måske nok kan møde ind­vendinger, men at Poli­tiken her afgiv­er konkret infor­ma­tion der er i skarp uov­erensstem­melse med den observer­bare virke­lighed og at det bek­likker rap­portens lødighed, bør være hævet over diskus­sion.

Tal, tal, tal og metodekri­tik

Hvem kan have inter­esse i en groft foren­klet, nedgørende og ja … for­dum­mende sam­men­fat­ning af et stykke ser­iøst forsker­ar­be­jde? Det kan vi ikke lige vide, vi kan kun spekulere, men vi ved så afgjort hvem der ikke kan have inter­esse i sådan en manøvre: Demokrati­et og læserne, men den gryende mis­tanke om at Poli­tiken her bedriv­er poli­tik og ikke jour­nal­is­tik forstærkes i den grad når artik­lens for­fat­ter fast­slår at:

Men det er ikke noget forskerne ved. Det er sta­tis­tik og teori, ganget op fra et ganske lille tal­ma­te­ri­ale – ikke lev­ende danskere som er taget med fin­grene i kagedåsen i Gen­eve.”

Den urimelige udlægn­ing af meto­den gen­t­ages som del‐konklusion: “ganget op fra et ganske lille tal­ma­te­ri­ale” – indtrykket der over­leveres er klart: Du kan ikke reg­ne med den rap­port, de har bare ganget lidt oplysninger op. Desu­den slås det fast at der ikke er tale om “lev­ende danskere der er taget med fin­grene i kagedåsen” og her er optak­ten til næste led i artiklen der skal vise sig at udvikle sig til at ligne et tem­meligt under­lødigt defen­so­rat for lan­dets store, penge­tunge fam­i­li­er, for som artiklen fort­sæt­ter:

Vi ledte – men de var der ikke”

Poli­tiken under­søgte gen­nem adskil­lige måned­er i 2014 og 2015 de lækkede doku­menter fra HSBC. Hvis de 320 rigeste danske fam­i­li­er havde optrådt i mate­ri­alet med penge, som var gemt for Skat, havde Poli­tiken skrevet om dem.”

Under­søgte Poli­tiken Panama‐lækket? Det gjorde forskerne nem­lig selvom Poli­tiken kon­sekvent mis­repræsen­ter­er dette forhold. Nej – det vis­er sig iflg. Poli­tiken at de eneste POL fandt, da de kun kiggede i et læk var af typen “tæppe­han­dler” og “enke­frue” og som POL fort­sæt­ter:

Vi fandt få navne, som hør­er hjemme på en Top 50 liste over de mest vel­havende danskere. Dem under­søgte vi nærmere, og kon­tak­t­ede dem for at høre deres egen ver­sion. Det er ikke i sig selv ulovligt at have penge i en bank i Schweiz.”

Her begår Poli­tiken selv den fejl som de ellers forsøgte at give indtryk af at rap­porten begik. De for­lad­er sig på oplysningerne i et (og kun et) læk og anty­der der­fra noget om hel­he­den. Kunne det evt. tænkes at der kun var få navne fra dan­sk top‐50 for­di der er mange flere skat­te­ly end Schweiz og mange flere insti­tut­ter end blot HSBC?

Kan vi først urigtigt bek­likke nogen ved at påstå at de ser på for få data for derefter selv at gøre nøjagtig det samme og lade resul­tatet af denne util­strække­lige ind­sigt stå som artik­lens kon­klu­sion? Er det en lødig frem­gangsmåde?

Hold­er selve indtrykket: Der er næsten intet om disse rige fam­i­li­er i det ene læk POL har kigget i, og der­for er der nok ikke så meget om snakken? Kan artik­lens over­skrift “Det ved vi om rige fam­i­li­er med kon­to i skat­te­ly” bære?

Svaret er i begge til­fælde nej. Allerede i starten af artiklen lød en over­skrift ’Han­dler ikke om Lego eller Mærsk’ – og efter­føl­gende i artiklen har vi alt­så set et rimeligt under­lødigt forsøg på at under­løbe rap­portens lødighed. Det efter­ladte indtryk er klart at ’der er alt­så ikke rigtigt noget at komme efter mht. Mærsk og Lego’

Om Mærsk ved vi at de har så mange aktiviteter i skatte‐ og infor­ma­tions ly at de betragtes som lan­dets største brugere af den slags. Der er ganske vidst ikke påvist ure­nt trav, men det er jo en af forde­lene ved informations‐ og skat­te­ly, man kan ikke vide hvad der foregår.

LEGO er blevet taget på fer­sk gern­ing i skat­tetænkn­ing, hvilket BT har skrevet om: http://www.bt.dk/danmark/undgaar-skattefar-lego-scorer-kassen-i-skatteparadis

Lego‐bossen Kjeld Kirk Kris­tiansen har i åre­vis fået sendt Lego‐millioner til det lille skat­tepar­adis Zug i Schweiz uden om det danske skat­tevæsen.”

BT kan i dag afs­løre, at Kirk‐familien har skra­bet en hem­melig for­mue sam­men ved at oprette sel­skab i alpelandet og sør­get for dette sel­skab fik ret­tighed­erne til varemær­ket Lego.”

Alt­så – man laver et fir­ma hvis eneste opgave det er at eje ens logo og så lad­er man det fir­ma over­fak­turere ens hov­ed­fir­ma for brug af dette logo.

Hvor­dan har­moner­er det med Poli­tiken, der i sin artikel opsum­mer­er og bruger vendin­gen “det vi ved” og over­skriften ”han­dler ikke om Mærsk og Lego”, hvorefter skriben­ten kom­mer frem til den kon­klu­sion, at der ikke er grund til at antage at disse fam­i­li­er skulle benytte sig af skat­te­ly. Men hvor­dan ved vi det? Blot for­di POL ikke kunne finde det i gen­nem­gan­gen af en enkelt banks aktiviteter?

POL‐artiklen er desværre langt fra eneste eksem­pel. Der er rigtigt mange. Det er som om chefredak­tør­erne bedriv­er poli­tik pr. presse, hvilket den verserende Støjberg‐sag fak­tisk er et pin­ligt tydeligt eksem­pel på. Næppe nogen rys­tende nyhed eller ny ind­sigt, men det er ved at udvikle sig til uan­tagelige pro­por­tion­er, og main­stream pressen mis­ter i stadigt sti­gende grad tro­værdighed. Folk taler sam­men på FB. Avis­ar­tik­lerne har fået mange flere tusinde par kri­tiske øjne. Min kon­klu­sion er sim­pel men beskæm­mende: medierne lever for sjældent op til den funk­tion, de ret­teligen burde have i et demokrati. Og det kunne jo være en af grun­dene til, at brugerne bliv­er min­dre og min­dre inter­esseret i at betale for dem, og det er i hvert fald det rene gift for demokrati­et. ”Det står i avisen” bør være et kvalitetsstem­pel, ikke en vit­tighed.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.