Niels Gjern, fhv. cand. kommende automationsteknolog
Niels Gjern, fhv. cand. kom­mende automa­tion­ste­knolog

Jeg er ked af at med­dele dette, men i det kom­mende år vil jeg for­lade mange af jer, da jeg reg­n­er med at opsige mit medlem­skab af den akademisk‐kreative klasse. I stedet vil jeg bruge to år på at stud­ere til automa­tion­ste­knolog, hvor jeg skal lære at sætte com­put­ere, mask­in­er og robot­ter til at arbe­jde sam­men i pro­duk­tion­ssys­te­mer. Jeg fik ideen, for­di jeg en dag læste i en meget lille rubrik i MetroX­press, at de bare skreg på automa­tion­ste­knologer både i hæren, på fragt­skibe, i vin­d­møllein­dus­trien, på hos­pi­taler og alle mulige andre sted­er. Og straks tænk­te jeg ”Det er lige mig!”

I sin tid stud­erede jeg ellers Pub­lic Rela­tion, hvilket er en uddan­nelse, hvor man lær­er ”noget med kom­mu­nika­tion.” Og folk, der kunne ”noget med kom­mu­nika­tion,” var der brug for ude på arbe­jds­markedet den­gang jeg beg­y­n­dte, og desu­den lyder det sex­et at arbe­jde med ”noget med kom­mu­nika­tion”, og sex får man jo altid for lidt af.

Men sådan var det så ikke, da jeg blev færdig. Det har fak­tisk været umuligt at få fast arbe­jde inden­for ”noget med kom­mu­nika­tion”, men det gør ikke noget, for det er eneste, der er værre, når man ikke kan få fast arbe­jde med ”noget med kom­mu­nika­tion,” det er rent fak­tisk at have arbe­jde inden for ”noget med kom­mu­nika­tion.”

For inden­for denne branche forsøger arbe­jds­giverne at pine så meget ud af en som over­hovedet muligt, men naturligvis til ens eget bed­ste, for det er jo vigtigt, at man udvikler sig per­son­ligt og fagligt, ens kol­leger skal være ens fam­i­lie, ja, fak­tisk ses det som noget pos­i­tivt, hvis man glem­mer navnene på sine egne børn.

Og så når man er lige ved at bryde sam­men med post­trau­ma­tisk stress, så får man et kur­sus i mind­ful­ness. Her er der så en eller anden coach, der har udviklet sin egen vulgær‐buddhistiske livs­filosofi, der går ud på, at dine følelser og tanker ikke har noget med dig at gøre, at hverken for­tiden eller fremti­den eksis­ter­er, og nuet er det eneste, man har, og nuet skal så bruges på at sid­de med lukkede øjne og lade sig overvælde af indtryk, som man heller ikke har noget med at gøre. Ja, fak­tisk eksis­ter­er ver­den slet ikke, og døden er bare en for­dom, et udtryk for vestlig mate­ri­al­isme og man­glende ånde­lighed, der står i vejen for, at man slip­per sit uen­delige poten­tiale fri. Og når nu ver­den ikke eksis­ter­er og ens poten­tiale er uen­deligt, kan man jo godt lige tage lidt arbe­jde med hjem i week­enden.

Til sidst havn­er man så på Reha­bili­ter­ings Cen­ter for Tor­tur­ofre. Der ser man fly­gt­ninge fra Afghanistan og Syrien komme med frygt og ræd­sel i øjnene, man ser dem få det bedre, og man ser dem for­lade cen­tret i langt bedre til­stand, end da de kom. Man selv kom­mer ikke videre, for man har jo arbe­jde med ”noget med kom­mu­nika­tion,” og den slags kan ingen ter­api kurere.

Men alt det er så snart slut for mit ved­k­om­mende. Så vil jeg ikke have et netværk, men gode ven­ner i stedet. Mit arbe­jde bliv­er lidt kedeligt og ens­formigt og ikke noget, der fylder mit liv med mening, men til gengæld har så meget mere fan­tasi og kreativitet til overs, når jeg i min fritid skriv­er om marsvin, der ryger sig skæve i gnaver­foder og opklar­er mordet på Svend Auken, laver teg­ne­serier eller skriv­er anonym trussels­breve de andre gen­r­er, jeg har beskæftiget mig med inden­for lit­ter­a­turen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.