Det føl­gende er en tid­slin­je over de år Bit­ten Vivi Jensen arbe­jd­ede som ergoter­apeut på Fred­eriks­berg, hvor hun også blev medlem af kom­munens rehabiliterings‐team. Beretnin­gen er for­t­alt til Esben Maaløe, og har særligt fokus på de oplevelser, der gjorde at Bit­ten val­gte at blive whistle­blow­er.

2006, Ergoterapeut v. Frederiksberg Kommune

ca. 2006 får jeg job som ergoter­apeut i fred­eriks­berg kom­munes vis­i­ta­tion. Jeg glæd­ede mig, for jeg havde hørt godt om Frbs behan­dling af de ældre. De fik bedre hjælp og havde flere tilbud, service‐niveauet var højere end i køben­havn. På det tid­spunkt var jeg den første ergoter­apeut i vis­i­ta­tio­nen, og de andre, som var syge­ple­jer­sker så lidt skævt til mig. Efter et par måned­er faldt det dog til ro, og jeg trivedes virke­lig godt på mit arbe­jde.

Job­bet bestod i bl. a. i at besøge borg­erne i deres hjem og fore­tage en såkaldt funk­tion­sevne­vur­der­ing, ud fra hvilken jeg så kunne anvise f.eks. træn­ing og hjælpemi­dler i hjem­met eller måske anbe­fale ple­je­hjem­splads, hvis jeg kunne se at borg­erens funk­tion­sevne var så lav, at det ville være den bed­ste løs­ning. Jeg har der­for erfar­ing med at bedømme om en borg­er opfylder ple­je­hjem­skri­terierne, og man ser ofte at job­cen­tre tildel­er ressource­for­løb til men­nesker der åbenlyst hør­er hjemme på ple­je­hjem (har Fred­eriks­berg gjort det?)

Jeg arbe­jd­ede også som såkaldt udskrivn­ingsko­or­di­na­tor, så når en ældre borg­er blev udskrevet efter hos­pi­tal­sophold, stod jeg for at sørge for at hele udskrivnin­gen blev så god og kon­struk­tiv som muligt, og at borg­eren kunne vende hjem til en tryg rekon­va­lescens.

Jeg følte, at vi fik lov at bruge vores faglighed til at hjælpe de ældre, og at vi havde gode ressourcer at gøre det med.

2006–2008 — De første år i visitationen

I starten var job­bet som vis­i­ta­tor på Fred­eriks­berg godt. Jeg blev den første ergoter­apeut på et team, der ellers bestod af syge­ple­jer­sker, og de så nok lidt skævt til mig lige i starten, men det udjævnede sig og vi havde et godt samar­be­jde på afdelin­gen. Selve job­bet var også til­fredsstil­lende. Vi fik lov at bruge vores faglighed og se resul­tater­ne af vores ind­sats, vi så hvor­dan de ældre trivedes og det var en stor faglig til­fredsstil­lelse og stemnin­gen på hold­et var god.

2008 — Krisen rammer, bølger af revisitationer

De ældre på Fred­eriks­berg blev nogen af dem der virke­lig måtte betale prisen for finan­skrisen. Jeg husker at min daværende chef — en ven­lig og dygtig mand ved navn Preben Ander­sen — bemærkede at han aldrig havde oplevet så barske ned­skæringer før. En dag kom han stor­gri­nende tilbage fra et møde på råd­huset: Kom­munens reg­ne­folk havde fores­lået at man i en af afdelingerne fyrede flere folk end der rent fak­tisk var ansat. Men ellers var der nu ikke meget at grine af.

Der kom bøl­ger af såkaldte “revis­i­ta­tion­er” hvis for­mål naturligvis var at spare så meget man kunne hos den enkelte ældre. Alt­så man ville gen­vur­dere borg­erens behov, med hen­blik på at fratage dem noget af den hjælp, vi med vores faglighed havde bedømt var nød­vendig for at de kunne opretholde en accept­abel livskvalitet.

Man ansat­te en ekstra ergoter­apeut til det arbe­jde, og jeg blev spurgt om jeg havde lyst til med­virke, hvilket jeg nødtvunget indvilgede i. Ser­viceniveauet var jo i udgangspunk­tet højt i Fred­eriks­berg Kom­mune, så de første run­der med kniv­en var ikke så slemme, hverken for borg­erne eller os, men det blev bare ved og ved. Vi fjernede omsorgshjælp og vi fjernede mere og mere hjem­me­hjælp.

Man skal forstå at de ældre jeg taler om, havde alvorlige funk­tion­sned­sæt­telser, og bestemt ikke kunne klare sig i egne hjem. Mange af dem kunne ikke gå ned af trap­pen alene, ind­køb og gåture var generelt udelukket for de her men­nesker. Så ikke alene havde de regelmæs­sige hjemmehjælper‐besøg en prak­tisk funk­tion, de var også en kilde til socialt samvær for de ældre, for den­gang var det med i forståelsen at man godt lige kunne tage en slud­der med beboeren og høre hvor­dan det gik. I starten afbød­ede de såkaldte dagstil­bud, de værste effek­ter af ned­vis­i­teringerne. Her kunne de ældre komme og både få noget træn­ing under kyn­dig hjælp og vejled­ning, og sam­tidig kunne de have et socialt liv sam­men med de andre ældre. Men da man også beg­y­n­dte at lukke dagstil­bud­dene et efter et, ramte ned­skæringerne med fuld effekt. De gam­le græd når vi kom, nu havde de lige væn­net sig til dagtil­bud­det og så blev det lukket.

2011 — Visitationen bliver lagt sammen med Hjælpemidler under Dorthe Quade

Sam­men­lægnin­gen gør at vi får Dorthe Quade som chef, Preben Ander­sen bliv­er fly­t­tet til Råd­huset.

I starten virkede Dorthe Quade frisk og sød og jeg tænk­te det ku være rart at haven en fagfælle som led­er. Hun skulle være led­er for vis­i­ta­tion og hjælpemi­dler, og sam­tidig ville hun gerne være en slags uof­fi­ciel team­led­er for udskrivn­ingsko­or­di­na­tor­erne hvor jeg sad. Det var menin­gen at hun ville tage med på udskrivn­ingskon­fer­encer og delt­age i vores personale‐møder. Men det blev aldrig til noget med kon­fer­encerne, og det tyn­d­ede også hur­tigt ud mht. at delt­age i personale‐møderne. Der gik noget tid, og så gjorde Dorthe Quade min kol­le­ga PK til team­led­er. Det viste sig også at det søde ved Dorthe Quade mest var en facon. Hvis man ikke var enig med hende blev man mob­bet og affe­jet, og det var tit at man ikke var det. Hun var en rigtig dårlig chef, og der var flere kol­le­gaer der fik et anspændt forhold til hende.

Når Dorthe Quade havde været til led­er­møder, var det ikke til at forstå på hende bagefter hvad man egentlig havde talt om og beslut­tet, og det var sjældent at man forstod ratio­nalet i hen­des ideer, meget af det virkede som mundsve­jr uden sam­men­hæng. En dag sad vi kun to ud af fem og knok­lede med sager. Vi havde altid over­ar­be­jde, og de her sager skulle nås. Tele­fo­nen ringede, men vi lod den være — vi havde for travlt — og så blev den automa­tisk omstil­let til eta­gen nede­nun­der hvor Dorthe Quade sad. Bagefter kom hun op og skældte os ud: “I skal tage den tele­fon!”, men jeg svarede at vi alt­så sad der to men­nesker og skulle arbe­jde for fem, så det havde vi ikke tid til, hvor­på hun drejede rundt på hælene og gik. Jeg sad tilbage vred og frus­tr­eret og havde det skidt over at hun ikke kunne sætte sig ind i vores arbe­jd­spres.

2013 — Sammenstød med Dorthe Quade

Dorthe Quade ind­så endelig at vi var over­be­last­ede og fandt på at led­eren for hjælpemid­del­steamet, R, midler­tidigt skulle arbe­jde med os. R var også ergoter­apeut og så var hun sam­tidig tillids­mand, men hun blev aldrig nogen hjælp.

Hun hang mest i sin egen afdel­ing og drak kaffe, og når hun endelig var sam­men med os, var det mere for at snakke at arbe­jde. Vi var alle trætte af hende, og selv team­led­er PK mente at hun bare skulle væk fra vores team igen. En dag blev det for meget. Igen havde vi en vagt hvor vi kun var to, plus R. Der var et vigtigt per­son­alemøde, men vi havde sim­pelthen for travlt til at gå til det. Det anfægt­ede ikke R, hun over­lod bare sagerne til os og gik til møde, og så kom hun tilbage som det mest naturlige i ver­den da mødet var færdigt, stadig uden at tage fat på sagerne. Pres­set blev for meget for mig og jeg sagde til hende at hun var noget af det mest usol­i­dariske man kunne forestille sig og at hun lige så godt bare kunne blive i sin egen afdel­ing, for hos os var hun ikke til hjælp. Vi var så færdi­ge af over­anstren­gelse og frus­tra­tion, og jeg var knust. Ved fyraften går jeg græ­dende hjem, men møder min tidl. afdel­ingschef Preben Ander­sen og led­eren for besøg­steamet DC. De lyt­ter til mig, jeg kan ikke engang rigtigt huske andet end at jeg spørg­er DC om jeg ikke kan blive fly­t­tet til hen­des team. Det ville hun skrive sig bag øret sagde hun.

R havde i mellemti­den klaget sin nød til Dorthe Quade, og Dorthe Quade ind­kaldte mig meget hur­tigt til en sam­tale, hvor hun både skældte mig ud og gav mig en advarsel. En god chef havde jo kaldt os begge ind og havde forsøgt at rede trå­dene ud, men Dorthe Quade havde beslut­tet sig: Det var R der havde ret og mig der havde uret. Kort tid efter fly­t­tede R helt tilbage i sin egen afdel­ing, selvom vores arbe­jd­spres stadig var for stort.

2013 — Begynder på besøgsteamet under DC

DC var en rigtig god team­led­er, hun knok­lede, var dygtig og hur­tig og slukkede ilde­brande når de opstod. Hun var også en fan­tastisk buffer mellem os og ledelsen. Hun støt­tede os fagligt og men­neske­ligt og var ikke bleg for at banke i bor­det over­for chefer og poli­tikere, når kravene blev for ure­al­is­tiske. Men man kunne også godt fornemme at hun blev mere og mere træt og udbrændt. Det endte naturligvis med at hun fandt sig et andet arbe­jde og det kan man ikke sige noget til, men det gjorde at vores arbe­jd­splads blev meget rin­gere.

2015, 24. nov Medlem af rehabiliteringsteamet

DC, afdel­ingsled­eren for vis­i­ta­tio­nen, der end­nu ikke er holdt op, og led­eren af Hjælpemi­dler, R, spørg­er mig om jeg ikke har lyst til at blive medlem af rehabiliterings‐teamet.

Teamet består af medlem­mer fra forskel­lige grene af for­valt­ningerne, social­råd­gi­vere fra job­cen­tret, en lægekon­sulent og andre, og man delt­ager i møderne tirs­dag og tors­dag. Man havde delt det op således at borg­er­sager med fysiske hel­bred­se­le­menter var om tirs­da­gen, og at sager hvor psykiske udfor­dringer spillede ind om tors­da­gen. Det gav ingen mening, for de to slags udfor­dringer hør­er ofte sam­men, naturligvis tær­er det på psyken at have alvorlige fysiske hel­bred­sprob­le­mer.

Jeg havde jo både min søns og min mod­ers sager i hhv. Køben­havn og Lyngby‐Taarbæk kom­muner i frisk erindring. Jeg havde set hvor­dan det der skulle have gavnet deres arbe­jd­sevne kun med­førte at den blev forvær­ret, så på den ene side var jeg ikke meget for ideen. På den anden side tænk­te jeg, at jeg måske med min faglighed kunne virke for gode løs­ninger i rehabiliterings‐teamet og beslut­tede mig for at sige ja tak alligev­el. “Det kan da i hvert fald ikke blive værre” tænk­te jeg, men der tog jeg grundigt fejl.

Kom­munen sendte mig på en dags kur­sus i jura for at ruste mig til opgaven i rehabiliterings‐teamet, hvor jeg nåede at delt­age i 7–8 møder, med ialt omkring 60–70 sager, før jeg holdt op igen, medio marts ’16 tror jeg det var.

2015, 24. november — 64‐årige VH, første rehab‐sag

Den første sag jeg oplevede på rehabiliterings‐teamet var allerede dybt urovækkende. VH søgte om før­tid­spen­sion, hun kom fra 38 år som hjem­me­hjælper og havde arbe­jdet siden hun var 13 år gam­mel. Nu havde hun slidgigt og en øde­lagt ryg og der­til lungesyg­dom­men KOL i svær grad. Hun var tynd som en pind og 64 år gam­mel med kun 11 måned­er tilbage før folkepen­sio­nen.

I sagens hel­bredspa­pir­er kunne man bl. a. læse føl­gende

125 (sta­tusat­test fra læge):

det er udelukket at borg­er kan vende tilbage til arbe­jds­markedet …​ Der er fort­sat let pro­gres­sion”

265 (lægeat­test til rehab‐team):

Der er ikke håb om at hen­des lunge­funk­tion bedres af behan­dlin­gen”

285 (attest til sygedag­pen­geopføl­gn­ing):

VH vil ikke være i stand til at klare et arbe­jde”

Lægekon­sulent:

Har kro­nisk KOL med svært ned­sat lunge­funk­tion. Ryger fort­sat. Det er lægeligt udelukket, at borg­er kan vende tilbage til ordinært arbe­jde …​ rygestop vil kunne lette vejrtræknin­gen i dagligda­gen, men ikke ændre afgørende på funk­tion­sniveauet […​] det er åben­bart for­mål­sløst at iværk­sætte yderligere tilt­ag, der kan have betyd­ning for borg­ers arbe­jd­sevne”

Om hen­des funk­tion­sevne kunne man i sagen læse at det tog hende flere timer at komme i gang om mor­ge­nen – at hun måtte gøre rent af flere omgange med mass­er af pauser, og at det tog hende flere timer at restituere efter anstren­gelse, og det gør det meget svært at forestille sig at et evt. skåne­job skulle være rel­e­vant.

Både VHs frem­ton­ing, tynd og svækket, hen­des alder og sagens hel­bred­so­plysninger pegede enty­digt og åbenlyst på at hun var berettiget til pen­sion, men sags­be­han­dleren JE, mente noget andet. VH havde allerede været i jobafk­lar­ing i F86, hvor hun havde lavet gry­de­lap­per, en om ugen kunne det blive til, og her havde man gjort føl­gende notat:

F86 notat9. novem­ber

VH har en restar­be­jd­sevne, som kan udvikles, hvis VH hold­er op med at ryge, og der tages de rette skåne­hen­syn

Der er hverken faglig begrun­delse eller et gram af viden om lungesyg­dom­men KOL i det notat. KOL bliv­er ikke hel­bredt, det bliv­er kun værre. Man kan lin­dre men ikke hel­brede, og den ivrige — men iden­titet­sløse — notat‐skriver, mod­siger direk­te et lægeud­sagn. End­skønt alde­les ukval­i­fi­ceret i både form og ind­hold, trumfede det lille notat alt­så — iflg. sags­be­han­dler JE — en enig lægefagligheds vur­der­ing af VHs hel­bred, og var nok til at afgøre at yderligere afk­lar­ing åben­bart var nød­vendig.

Resul­tatet blev at man ville sende i end­nu en jobafk­lar­ing med hen­blik på arbe­jds­markedet. Hun havde bl. a. været på et af kom­munens sted­er, F86, hvor hun syede gry­de­lap­per. En om ugen ku det vist blive til.

Den afgørelse stred og sved, den var åbenlyst sund­hedsfagligt fork­ert og som vist, meget dårligt under­bygget. I første omgang ville man beslutte et to‐årigt for­løb, men så var der en der påpegede at hun jo kun havde 11 mdr. tilbage før folkepen­sion — jeg synes det vis­er hvor ruti­nemæs­sigt man gik til værks og hvor lidt man egentlig bedømte sagerne på deres egentlige merit­ter.

Alt i alt ville man alt­så, på trods af lægefaglige udtalelser, søge at udvikle hen­des uud­viklige arbe­jd­sevne på kun 11 mdr. Fuld­stændigt absurd, VH var fuldt kval­i­fi­ceret til senior­før­tid­spen­sion.

Jeg er rys­tet over afgørelsen og skriv­er en mail til min chef Helle Antil­la som jeg CC’er til JE. Jeg ønsker at finde ud af hvor­for sagen skal afgøres så åbenlyst fork­ert, og jeg ønsker at vide hvor­dan jeg skal forholde mig, når jeg er uenig med en afgørelse. JE svar­er at tidl. sags­be­han­dler men­er at borg­eren kan arbe­jde i 9 timer, men det fremgår ingen sted­er af sagen at det skulle forholde sig sådan. Hun siger også at borg­er er blevet partshørt og ikke har klaget, og hun siger at mødet var et jobafk­lar­ings­for­løb­smøde og ikke et rehab‐møde. Hun slår alt­så på at de formelle pro­ce­duremæs­sige ret­ningslin­jer er over­holdt og at alt der­for må siges at være i orden. Det beroliger mig ikke at for­malia på over­fladen er over­holdt, når selve sagen bær­er så tydeligt præg af fejl­skøn, for selve skøn­net er jo ker­nen i opgaven. Desu­den kan jeg ikke være enig i, at man bare skal sags­be­han­dle videre på åbenl­yse fejl: Hvis et led i kæden svigter, må næste led jo gøre fejlen god igen hvis den opdages.

Helle Antil­la ind­kalder både JE og mig til et møde, og her får jeg at vide at rehab‐teamet slet ikke skal tage still­ing til hvilken vis­i­ta­tion VH skal have, det er allerede afgjort, vi skal kun tage still­ing til ind­sats­de­len. Jeg får at vide at en anden fag­gruppe – med bl. a. jurist Dorthe Schwartz har set på de ele­menter i sagen jeg find­er kri­ti­s­able og har truf­fet afgørelse, og at det er bedst at vi bliv­er på eget gebet, da lov­givnin­gen er meget kom­pliceret.

Det var bestemt ikke borg­erens indtryk at mødet ikke han­dlede om at afgøre hvilken vis­i­ta­tion hun skulle have, og det var tydeligt at hun ikke var vejledt om mulighe­den for senior­før­tid­spen­sion, hvilket jeg i øvrigt så flere eksem­pler på: Borg­erne blev ikke vejledt om de fulde mulighed­er i deres sag.

Mødet er meget frus­tr­erende og under mødet er jeg bange for at være for direk­te i min kri­tik, det er jo min arbe­jd­splads det han­dler om. Jeg affind­er mig med mødets kon­klu­sion om at jeg skal hen­vende mig til Helle Antil­la hvis jeg er undres over noget, men indeni kan jeg ikke være enig: VHs sag er over­hovedet ikke kom­pliceret: Hun er for syg og for gam­mel til at man kan tale om arbe­jd­sevne, end­sige en fremtid på arbe­jds­markedet. Alle læger i sagen er enige – det er kun en sags­be­han­dler og en ikke‐navngivet F86‐medarbejder, der men­er noget andet, og ingen af dem har nogen sund­hedsfaglig bag­grund.

2015, L – en anden dårlig rehab‐sag

L 58 år, alko­holis­eret gen­nem mange år, tydeligt alkohol‐dement – svarede i øst når man spurgte i vest. Hun kunne ikke klare at holde sit eget hjem, og hun ville ikke have nogen ind for døren, så vi måẗte bruge adskil­lige kræfter og ressourcer på at komme ind og få foranstal­tet en hov­e­drengøring. Sådan en foregår med spe­cial­is­ter i maske og dragter, så det er dyrt og der skal virke­lig meget til før man bevil­ger sådan en, så det siger lidt om hen­des til­stand. Hun gik bred­sporet for ikke at falde og hun gik også med ble, for hun kunne hverken holde på det ene eller det andet og sam­tidig kunne hun ikke udholde andres sel­skab, hun blev angst og hun frem­stod meget usoigneret. Hende sendte man i ressource‐forløb, hvor hun skulle lære at dække bord, vaske op i mask­ine og tømme den osv. Det var helt absurd, hun ryst­ede af angst og blev kun mere syg.

Hvor­for vil i pine og plage mig?” spurgte hun, for hun havde allerede været i en lang række arbe­jd­sprøvninger, der alle var gået ad pom­mern til

Hen­des sags­be­han­dler — K var god, og skrev en fan­tastisk rap­port som jeg bakkede helt op om, til et rehab‐møde, men mødeled­eren, A — social­råd­giv­er — mente alt­så at hun skulle videre i afprøvninger. “Det kan du da ikke mene” ind­vendte jeg, men han svarede at han også havde “sit han skulle stå på mål for”. Det udsagn har jeg fra ham i en mail‐korrespondence Her var alt­så to social­råd­gi­vere, den ene dygtig og sagsloy­al, den anden helt økon­o­mistyret.

Det rette for {l} havde været før­tid­spen­sion, hun var for øde­lagt, til at man kunne reg­ne med at irrel­e­vante arbe­jd­sprøvninger skulle kunne rette op på noget som helst, og hun fik det jo også kun værre af dem. Al alkohol‐afvænning var forsøgt, men som K skrev i rap­porten, så var alko­hol fak­tisk hen­des “eneste ven”. L var helt klart åbenlyst egnet til før­tid­spen­sion, hvilket der også den­gang var en klausul i loven om, at man skulle tage hen­syn til, når man skulle vur­dere hvilke sagsskridt, der skulle tages. Jeg er enig i, at folk skal bidrage hvis de kan, men nogle er alt­så kom­met så langt ud, at det sim­pelthen ikke har nogen rel­e­vans.

M, en af de sager hvor jeg lod mig besnakke

Det kan være så nemt at falde for det newspeak der trives i kom­munerne og jeg faldt da også selv for det ved et par lej­lighed­er. “Det er borg­erens sag” “borg­eren er i cen­trum” osv osv.

Et af de til­fælde der fik mig til at standse op og tænke “hvad er det du med­virk­er til” var sagen om M. Han var svært overvægtig, 160–170 kg. Vi havde vis­iteret ham til en rol­la­tor og hjem­me­hjælp. og jeg men­er også at vi vis­iterede ham til en el‐scooter. Vi prøvede også at få ham i noget træn­ing, men det var han sim­pelthen for tyk til. Her lod jeg mig besnakke og besnære med at han bare skulle til diætist og tabe sig, så bliv­er han fit for fight. Det fik jeg sim­pelthen så dårlig samvit­tighed over, for det kunne han ikke, alt havde jo været forsøgt allerede, og delvis pga. vægten havde han jo også en masse andre diag­noser, der ikke kan slankes væk, blandt andet slid­degigt, og ryg­prob­le­mer – måske end­da pro­lapser, det kan jeg ikke lige huske. Det ramte mig, og jeg beg­y­n­dte at få søvn­prob­le­mer – “hvad fan­den er det du er med til” – jeg følte mig som en bød­del og det rippede mere og mere op i mine oplevelser af hvor­dan min søster og min søn var blevet behan­dlet fuld­stændig urimeligt. Den sag fik mig virke­lig til at føle mig som et dumt svin, og det var jeg jo også, jeg skulle have sagt fra, men det gjorde jeg ikke.

2016, 1. januar — Besøgsteamet får ny leder, J

Ned­vis­i­teringerne og alle bespar­elserne gjorde at arbe­jds­glæ­den røg, men søde kol­le­gaer og en sød afdel­ingsled­er, gjorde det dog muligt at prøve at få det bed­ste ud af det. Ingen kunne lide det, og snart fandt team­led­eren DC, et andet arbe­jde. Hen­des chef — Preben Ander­sen — var også holdt op, så den nye afdel­ingschef Dorthe Quade ansat­te en ung fys­ioter­apeut J som vores nye team­led­er.

J virkede meget økon­o­mistyret og virkede mere opsat på at imødekomme ledelsens sparekrav end inter­esseret i borg­ernes ve og vel.

Robotstøvsugere – en smart ide

Et godt eksem­pel på den “ånd” bespar­elserne foregik i, er ideen om at anskaffe robot­støv­sug­ere til de gam­le. Det var Flem­ming Branks visionære ind­fald. Vi, der havde kon­tak­ten med de ældre, sagde at det aldrig ville komme til at virke. Små kringlede lej­lighed­er med møbler over det hele, og vi fik ret. De gam­le brød sig heller ikke om ideen, og jeg husker min kol­le­ga U forsøge at over­tale en ældre dame med ordene “Jamen fru Jensen, De bruger da heller ikke vaske­bræt læn­gere?”. Det grinede vi alle tre af, U, borg­eren og jeg, men ellers var det ikke særligt sjovt. Vi brugte en masse tid i forsøget på at ind­føre de her robot­ter, og det hele var spildt – hvilket vi følte vi havde vidst fra starten. Robot­støv­sug­erne blev en fiasko og endte nede i en kom­mu­nal kælder, hvor de bare fik lov at sam­le støv

Js pep‐talk

En dag kaldte J os sam­men til møde. For­målet var at ruste os bedre til ned­vis­i­ta­tion­sop­gaven. Han havde en fys­ioter­apeut med, der fork­larede at det var meget nor­malt med ømhed efter arbe­jde, men den købte vi jo ikke. Vi var syge­ple­jer­sker, ergoter­apeuter og fys­ioter­apeuter, og vi kunne udmær­ket godt kende forskel på ømhed efter aktivitet, og så de smert­er vores ældre skulle leve med, så vi sad der med vores faglighed og måbe­de. Hele pointen med mødet blev opsum­meret i en sæt­ning, da J sagde “Det gør ikke noget at det gør lidt ondt på de gam­le”. En helt urimelig og hor­ri­bel ned­vur­der­ing af prob­lem­still­in­gen, hver en faglig fiber i krop­pen på os gjorde ondt ved det møde.

Psykolog skulle ruste os

Ned­vis­i­teringerne var efter­hån­den absurde. Det blev sådan noget med at de gam­le jo selv kunne gøre rent, hvis bare de brugte 5 min­ut­ter og ikke mere om dagen på det, og at de kunne bruge en kon­torstol til at komme rundt i lej­lighe­den med. En dag kom ind af mine kol­le­gaer græ­dende ind på vores kon­tor. En af de ældre hun havde været med til at ned­vis­itere, havde kravlet op for at nå noget højt oppe, og var faldet ned og havde brækket både en arm og et hofteben. Min søde kol­le­ga var knust af skam, skyld­følelse og æng­s­telse for den gam­le dame.

En dag kom der besked om at vi skulle tage sam­taler med en psykolog. Menin­gen var bedre at ruste os til de ting vi fore­tog os. Jeg ville ikke delt­age, jeg så det som om vi skulle rustes til at være mere kyniske.

Kol­le­gaer for­t­alte bagefter at det hele havde været en gang varm luft og at der ikke engang blev ful­gt op eller eval­ueret på psykolog‐samtalerne.

2016 Besparelserne koster både ekstraudgifter og elendigt arbejdsmiljø

Jeg men­er at vi arbe­jd­ede under et sparekrav på 12 mil­lion­er, jeg husker det ikke præ­cist, men det var i hvert fald for meget. De allerede for­løb­ne ned­vis­i­ta­tion­er havde været så hårde, at vi i mange til­fælde måtte sætte ekstra‐hjælp på alligev­el, så de sager endte med at blive dyrere end de var til at beg­y­n­de med.

Arbe­jd­skli­maet blev værre og værre. Vi havde støtte hos hinan­den, men ingen af os havde det godt, med det vi blev sat til. Folk beg­y­n­dte at sive, nogen blev syge af stress, andre fandt sim­pelthen andre still­inger og det øgede pres­set på os der blev tilbage. Frafaldet i grup­pen betød at vi i stadigt højere grad måtte for­lade os på enten vikar­er eller ny‐ansatte som hur­tigt fandt videre, og det betød også at den støtte vi i det mind­ste kunne finde i fag­grup­pen hos hinan­den, ikke kunne være lige så god som den havde været. De nye skulle også hele tiden læres op i vores ruti­n­er, og det tog jo tid fra dem af os, som vid­ste hvor­dan afdelin­gen og ruti­n­erne fun­gerede, uden at vi bagefter fik glæde af den oplæring der havde fun­det sted. Jeg tror at det måske var 13–14 af det oprindelige per­son­ale på 19 der på den måde forsvandt fra vis­i­ta­tio­nen.

Antallet af akutte genindlæggelser eksploderer

Alle de her spare­run­der var bestemt ikke gratis. De fik bl. a. den kon­sekvens at Fred­eriks­berg i flere år var dyrest mht. genindlæggelser. I sam­fundsper­spek­tiv var det som at sætte til på gyn­gerne og tabe resten og mere til på kar­rusellen, for det var jo region­erne der stod med reg­nin­gen for alle disse genindlæggelser. Bespar­elserne har kostet sam­fun­det meget mere end de nogensinde kunne hive hjem, for slet ikke at tænke på de leg­emsskad­er og psykiske lidelser, det har påført de ældre borg­ere i deres sid­ste lev­eår. De ældre sad bogstavelig talt og visnede af man­gel på aktivitet, for når musklerne ikke bruges, så svin­der de. Det førte til evige og omkost­ningstunge genop­træninger. Det er altid meget dyrere at forsøge at hel­brede i stedet for at fore­bygge, både men­neske­ligt og økonomisk.

Byrådsmedlem Flem­ming Brank © kom en dag – helt uven­tet – ind på kon­toret, og for­langte at vi skulle ringe rundt til vores borg­ere og finde nogle gode eksem­pler på ældre der var blevet gladere og mere selvhjulp­ne af træn­ing i stedet for kom­mu­nale tjen­ester. Sol­stråle­his­to­ri­erne skulle han­dle om at folk synes det var dejligt at træne og blive selvhjulp­ne – vi faglige kunne godt se at det punkt for­længst var passeret, men det ku Dorthe Quade og Flem­ming Brank ikke se, så vi gloede på hinan­den. Vi kendte borg­erne og der var ikke mere funk­tion­sevne at hente, og der var slet ingen som havde fun­det glæde i de mange ned­skæringer. Flere gik i gang med at ringe rundt, men der var ingen der kunne finde en borg­er, der mente at ved­k­om­mende havde fået det bedre. Det skulle vist have været brugt til en brochure, men efter­som at ingen af de ældre hoppede på den, blev det aldrig til noget.

Senere fik jeg et ind­b­lik i de mål­sæt­ninger man havde sat sig. De var helt hen i vejret. På bag­grund af database‐udtræk på 1.700 af vores borg­ere, var man nået frem til at 400–500 af borg­erne ville være i stand til at blive helt eller delvist selvhjulp­ne gen­nem træn­ing og at intet min­dre end 700–900 ville kunne blive helt selvhjulp­ne. Det var helt gak‐gak og uden for al sund­hedsfaglig virke­lighed.

2016, medio marts – Bitten standser i rehabiliterings‐teamet

Jeg kunne ikke fort­sætte i reha­bili­ter­ing­steamet, alt hvad der foregik var lodret imod min faglighed og min men­neske­lighed. Mine pro­test­er var ilde hørt, og man var end­da beg­y­n­dt at under­skrive afgørelser som om at jeg sam­tykkede. Det var helt uaccept­abelt.

Det var kotume at vi tog sager med hjem for at læse på dem, og jeg må indrømme at jeg har svært ved at huske præ­cis hvornår jeg får den ide at beholde mine kopi­er, så jeg har bevis for hvad der foregår. Det slår mig imi­dler­tid at de få sager jeg har, vil kunne afvis­es som enkelt­stående fejl, så jeg havde brug for flere sager.

En dag efter jeg var holdt op i rehab‐teamet, prøvede jeg at logge på sys­temet alligev­el, og fandt at man havde glemt at slette min adgang. Over flere uger blev jeg ofte efter arbe­jde, og trak sager ud, som jeg kunne se var dårlige – det var stort set alle sam­men. Jeg har ingen klar erindring om den tid

2017, primo – Bitten kontakter journalist Jesper Tynell fra DR

Jeg brugte de næste måned­er på at gen­nemgå de mange sager jeg havde med hjem. Jeg lavede anonymis­erede refer­ater af dem, som jeg ville kunne vise til en jour­nal­ist. Da jeg følte jeg var klar, skrev jeg til Jes­per Tynell fra Dan­marks Radio som blev meget inter­esseret. Han kom hjem og besøgte mig nogle gange, hvor jeg for­t­alte ham om VHs sag og viste ham refer­at, lægerne sagde sådan, men sags­be­han­dlerne sagde sådan osv. Vi snakkede frem og tilbage, men det endte med at han trak sig – jeg fik det indtryk at opgaven blev for stor ifht. til den tid han havde til rådighed.

På et tid­spunkt havde tæn­ke­tanken Justi­ti­ta stort fokus på socialt udsattes retssikker­hed, og bad offentligt borg­ere der havde haft dår­li­uge sager i kom­munen om at hen­vende sig. Jeg skrev til dem og for­t­alte dem at jeg havde en stak sager som jeg havde bort­f­jer­net fra Fred­eriks­berg Kom­mune. De udbad sig betænkn­ingstid, men kom frem til at de gerne ville se sagerne, desværre kom poli­ti­et dem i forkø­bet ved at beslægge dem i mit hjem

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.